Læsetid: 2 min.

Forlag drukner i ungpige-digte

Dansklærere og computere er nogle af årsagerne til, at de danske bogforlag modtager uanede mængder af digte fra håbefulde teenagepiger
28. oktober 2000

Unge teenagepiger er blandt de ivrigste storleverandører til det meste af det lyrik, der hver uge kommer ind af døren hos bogforlagene. Det viser en rundspørge, Information har foretaget blandt nogle at de største bogforlag i Danmark. Overalt lyder det samme svar: Ungpige-digte er noget af det, der kommer mest af.

»Det er blevet sådan, at man i dag næsten ikke kan slå en streg uden at tanken om en udgivelse melder sig,« siger Merete Riis, forlægger på forlaget Rosinante. »Pigerne synes måske, at de først er virkelige, at de ’findes’ og er i live, når de er ude på bogreolerne,« siger hun.

Kvaliteten, derimod, er en anden sag.

»Meget er uudgiveligt – det mangler simpelthen den litterære og sproglige kvalitet,« siger Merete Riis, »men derfor kan det jo godt have værdi på andre måder – som et udtryk for følelser.«

Forlagene kan ikke sætte præcise tal på, hvor mange digte de får ind fra de unge piger, der typisk er mellem 14 og 16 år. Men det sker flere gange hver uge. Digtene beskrives som ’identitetsdigte‘ med hovedvægt på følelser og problemer. »Pigerne skriver om ungdomsforelskelse og forældreproblemer – og som oftest er det i en meget traditionelt form f.eks. med rim,« siger Birte Melgård, der er skønlitterær redaktør på Gyldendal.

Dansklærer opfordrer

Ifølge flere af de forlag, Information har talt med, spiller de unge pigers dansklærere en stor rolle i den jævne strøm af digte, der tilflyder forlagene. »Et typisk følgebrev kunne lyde: ’Min dansklærer synes, jeg skriver godt og synes, jeg skal sende noget ind’,« siger Lene Wissing, der er lyrikredaktør på Borgens forlag.

Det er en forklaring, de andre forlag kan nikke genkendende til. Men også computere spiller en rolle.

»Tekstbehandlingsprogrammer gør, at digtene virker mere overbevisende, end når de er skrevet med formskrift. Pludselig ligner det et rigtigt digt,« siger Merete Riis fra Rosinante.

Det er sjældent, at der blandt digtene findes noget ekstraordinært poesi. De fleste piger får et afslag. »Vi bestræber os på at svare dem pænt – f.eks. at digtene er skrevet ud fra stor alvor, og at det er nogle fine følelser, der kommer frem, men at de nok ikke har den litterære kvalitet, der skal til for at kunne udgives,« siger Birte Melgård.

På Borgen har man opgivet at svare individuelt, da mængden af indkomne digte fra de unge piger er så stor. Til gengæld hører forlagene ikke meget fra drengene i samme aldersklasse. »De starter først omkring tyverne,« siger Lene Wissing fra Borgen, »og så er det lige modsat. Hvor pigernes digte er for sprogligt troskyldige, er drengenes næsten opvisninger i sproget!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu