»Det er naturligvis trist for dig som dansker, at vi ikke legede med LEGO-klodser,« konstaterer Florian Illies. Som dreng svor han til Playmobil.
»Mine ældre søskende legede med LEGO, men jeg syntes, det var for teoretisk, for kompliceret og det, man byggede, lignede aldrig virkeligheden, fordi klodserne var så kulørte. Med Playmobil fik man det, man drømte om, smukt og fint. LEGO var for besværligt, vi søgte altid det mest bekvemme.«
Florian Illies læner sig nærsynet ind over bordet for at se, hvordan afvisningen af det danske national-legetøj bliver modtaget af gæsten fra Danmark.
Under vores samtale på hans dunkle kontor refererer han til Danmark flere gange. Han gør det helt sikkert for at drille men også for at udvide rammerne for det selvbiografiske generationsportræt han udgav sidste år.
Bestseller
Siden udgivelsen har Generation Golf haft fast plads på nyhedsmagasinet Der Spiegels bestseller-liste; Florian Illies må have ramt sine jævnaldrende lige midt i selvforståelsen.
I det hele taget kører det for den 30-årige debutant. For tre år siden blev han ansat som kulturskribent på Tysklands førende avis, Frankfurter Allgemeine Zeitung, og sidste år blev forfremmet til leder af dens Berlin-sider.
Fra bogen: 80’erne var det kedeligste årti i det 20. århundrede. Nicole sang om en smule fred, Helmut Kohl slankede sig en smule og tog så lidt på igen, kaffe hed pludselig cappuccino og Raider hed Twix. Men ellers skete der nix.
»Bogen handler om en vesttysk virkelighed men også om den vesteuropæiske efterkrigstids generation, som også må eksistere i Danmark. En generation, der forsøger at tjene penge via internettet det er vel ikke anderledes i Danmark?«
Sammenfattende kalder han de 25- til 35-årige for Generation Golf opkaldt efter den veludstyrede men lidt kedelige bilmodel fra folkevognsfabrikkerne, og nøglen til at forstå dem er netop ordene »vi søgte altid det mest bekvemme«.
Golfen er ikke cool, men det rigtige for os
»Begrebet Generation Golf stammer fra Folkevogns reklame-kampagne. Jeg tror, at hverken sociologer eller journalister kan finde et navn til netop denne generation, der er præget så meget af reklamen. Derfor har jeg overtaget begrebet. Men naturligvis ønskede vi ikke at lade os definere af den bil. Vi ville hellere defineres af noget mere cool, men Golfen er den helt rigtige for os, fordi vi er harmløse og ønsker ikke andet end at være tilfredse,« siger Florian Illies og veksler således ubesværet fra rollen som fremstående generationstalsmand til kritiker og tilbage igen:
»For os er Golfen smuk og traditionsbevidst, og så går den ikke i stykker som en 2CV. Vi vil gerne spare os for de oplevelser, som tidligere generationer har haft på motorvejene, når de indsmurt i olie lå under deres bil og forsøgte at reparere motoren. Golfen er aldrig forkert hverken over for kærestens forældre eller arbejdsgiveren, til jul hjemme hos familien eller foran diskoteket om lørdagen. Den er ligesom Helmut Kohl den indfrier et diffust krav om sikkerhed.«
Fra bogen: Da det en lørdag i året 1991 i flere minutter blev diskuteret, om de ovale lygter på den brandnye Golf-model var smukke eller hæslige, gik det langsom op for os, at vi interesserede os mere end almindeligt for denne bils ve og vel. Til slut vedtog alle, at ovale lygter er okay.
»Generation Golf er kun et lille udsnit af 88-generationen,« erkender Florian Illies, »men den er det udsnit, der karakteriserer generationen den generation, der ikke er politisk aktiv men beskæftiger sig med reklame, medier og tv lige som 68erne blot et lille bitte udsnit, men i eftertiden har skabt en samhørighedsfølelse, som inddrager alle de øvrige. I dag er 68er-gruppen større end i 1968: Man bekræfter sig selv i fortiden jeg var med, jeg var vild.«
Den eneste frygt
Vi bevæger os tilbage i tid og rum til en lille provinsby i delstaten Hessen, hvor Florian vokser op med tre ældre søskende. De er 78’ere og har travlt med at demonstrere mod udvidelsen af Frankfurts lufthavn, mod atomlossepladsen i Gorleben, mod opstillingen af NATO-raketter. De er engagerede, iført grimt tøj, deres hår er fedtet, og så ruller de deres cigaretter selv.
Florian synes, de er tåbelige.
Fra bogen: Vi ruller altså ikke vores cigretter selv, det er for besværligt. Og vi synes, at det er dumt at fastholde et overstået evolutionstrin. Han og hans jævnaldrende kammerater vil have det sjovt og slippe så let som muligt gennem skoleårene.
Florians eneste virkelige frygt er, at klassekammeraten Rüdiger lægger sig syg, så han ikke kan skrive dagens matematikopgaver af. I samfundet bestemmer Helmut Kohl, sådan har det været så længe Florian kan huske.
»Helmut Kohl var den store fader, og man havde følelsen af, at man ikke skulle gøre sig nogen bekymringer. Han var dus med den amerikanske præsident og med Boris i Moskva. Alt var opløst i deres verdensomspændende venskab. I 16 år var Kohl der og man følte ikke, at man behøvede at beskæftige sig med politik. Der var ingen begejstring for ham, han var der bare.«
’Politik interesserer os ikke’
Florian leger med sine Playmobil-mænd og læser popbladet Bravo. Da han og kammeraterne bliver ældre, får de computer, kørekort og kærester. De lægger vægt på at være pæne i tøjet, og Florian tager frivilligt på sommerferieophold hos onkel Fritz, som går meget op i bordskik.
Måske aner Florian, at onklen kan lære ham færdigheder, han senere vil få mere brug for end for eksempel for de demokratiske erfaringer, han gør i skolen.
Fra bogen: På vores skole var der sågar en elevtime hver uge, hvor der skulle tales om elevrådsting, men naturligvis var der intet at tale om. Sådan blev vi alle langsomt, men sikkert, konservative og besluttede at sende vores børn på katolske pige- og drengeskoler, hvor sådanne tåbeligheder ikke findes.
Generation Golf tog form. Den sagde: »Politik interesserer os ikke, vi engagerer os i os selv og vil tjene penge,« og gjorde således radikalt op med de ældre søskendes dominans 78’ere, der i dag sætter dagsordenen i miljøpartiet De Grønne.
»Vi vil ikke sige undskyld, fordi vi kører bil, og det forurener miljøet. Vi vil ikke sige undskyld for at købe smukt tøj eller holde dyre ferier. Jeg tog på en cykelferie til Fanø med min storesøster en typisk 78’er. På et tidspunkt undervejs sagde jeg til hende, at det var for anstrengende at cykle og for koldt at sove i telt, slet ikke rart.«
Oprøret var brudt ud, lillebror havde fået nok.
»Vi fik at vide, at det var godt, hvis man levede spartansk, i telt, i pagt med naturen luksus var noget skidt. 78’erne fældede en dom over livet, som 88’erne forsøger at befri sig fra. Vi siger: Der findes ikke noget, som i sig selv er godt eller dårligt. Når man vil betale dyrt for luksus, er det også i orden, fordi man skal arbejde hårdt for at tjene pengene.«
I sin bog beskriver Florian Illies, hvor tåbelig han følte sig, når han enkelte gange lod sig lokke til demonstrationer. Som en sand 88’er hadede han massemøder, holdsport, politiske utopier, hårdt fysisk arbejde og miljøpræk.
Fra bogen: Hvis vi dengang havde troet vores biologilærere, ville der i dag på grund af skovdøden ikke være en eneste eg i Tyskland, og Australien burde være brændt, fordi ozon-hullet udvider sig nådesløst. Vi hørte nye rædselsmeldinger hver dag og besluttede på et tidspunkt ikke at interessere os for det.
Atomkraftværkerne skal nok vise sig at være rigtige især fordi Jürgen Trittin er så meget imod. Jürgen Trittin fra De Grønne var dengang en engageret aktivist, i dag er han tysk miljøminister og tvunget til at fremføre nogle mere moderate synspunkter.
... og dog
Også Florian Illies overvejer, om det måske er på tide at moderere den totale afvisning af for eksempel politisk engagement og bekymringen for miljøet.
»Det er det store problem, at vi afviste deres metode og dermed også kom til at afvise selve naturbeskyttelsen... Det problem skal overvindes, for man kan være uenig i metoden, men det bør jo handle om sagen. Det skal vi erkende, meget snart.«
Journalisten fra Danmark kommer i tanke om den økologiske bondemand, der på det seneste landsmøde hos De Grønne gik på talerstolen for at forkynde den gamle viisdom om, at »vi ejer ikke jorden, vi har lånt den af vore børn«.
»Præcis. Man kan ikke tåle at høre det, men han har ret! Man må bare befri sig fra disse talemåder uden indhold. Man kan ikke bare sige ’Atomkraft? Nej tak!’, når man ikke kan få det til at fungere med vindenergi. Man må bringe logik ind i miljøpolitikken og satse på brint-bilen.«
Der var den igen. Bilen. Hvor 78’erne gemte livet under et tykt lag moral, har 88’erne valgt dogmerne fra, forklarer Florian Illies og skifter igen fra generationens talsmand til kritiker:
»Nu er alle livsformer i orden. Vi er tolerante – næsten så tolerante, at det er intolerant: Næsten alt er i orden, bare man ikke behøver beskæftige sig med det. Man er tilhænger af det europæiske samarbejde, men når danskerne afviser euroen, er det er også i orden. Alt er i orden. Man forholder sig slet ikke til det, fordi man derved ville være tvunget til at have en holdning.«
Fra bogen: Love Parade er den eneste demonstration, som vores narcisistiske generation ser sig i stand til at gennemføre. Den er hengivelse til sig selv.
88’erne blev den første generation, der voksede op med hjemmecomputeren, og den fik dermed det bedst tænkelige udgangspunkt for at stige ind i de nye, internetbaserede virksomheder.
Aktiekurserne boomede, pengene strømmede ind og satte 88’erne i stand til at forlænge deres barndom med nyt legetøj biler, tøj, boligindretning, ferier, fritid.
Fra bogen: Jeg tror, at det snart bliver sådan, at vi ikke bare har rengøringskoner, snart vil vi også bede dem købe ind for os. For os er det ikke et tegn på overdreven bekvemmelighed, vi kalder det outsourcing.
»Da vi begyndte at beskæftige os med penge og børsen for tre-fire år siden, var det som en automatisk proces: Man tjente mere og mere, man investerede her og der – og det gik fantastisk. Men pludselig brød new economy sammen – alle siger, at det bliver bedre til efteråret, men det gør det ikke. Det er ved at udvikle sig til generationens krise, fordi den ikke kan finde ud af at omgås frustration. Det har vi ikke lært. Vi har altid oplevet, at alt ender godt, men det gør det ikke, og derfor er vi lammede. Denne generation kan kun fungere, når alt går godt.«
Fra bogen: Hvis alle tænker på sig selv, bliver der tænkt på alle.
Men hvad så? Hvad kan vi forvente os af Generation Golf?
»Hvad der bliver af denne generation, ved ingen. Jeg tror, at den netop nu er ved at erkende, at det ikke kan fortsætte på denne måde. Vi har som 30-årige opnået en levestandard, som vore forældre har med 60. Vi er godt klædt, vi har penge, men vi mangler noget... Når vi får børn, skal vi kunne videregive noget. Så kan vi ikke nøjes med at sige, at det er lykkedes os at befri os fra 78’erne. Det er virkelig ingen bedrift. Derfor er vi så rådvilde og derfor husker vi så gerne tilbage på vores barndom; den giver os tryghed, fordi alt var overskueligt og klart. Nutiden er det ikke – og fremtiden slet ikke. Derfor er det også absurd at man – jeg! – som 29-årig skriver en bog om min barndom. Det er vanvittigt, det er jeg klar over.«
Og tiden går. 88’ernes plads i det politiske rum står tom, og forude venter en ny generation på at finde sit udtryk.
»98-generationen kan jeg ikke bedømme endnu. Jeg kan ikke sige, hvad dens egenskaber er. Det er ikke mit emne...«
En markant fortrop for 98’erne er nationalt orienteret og hylder tyske værdier. I historien fisker denne gruppe efter materiale, der er provokerende nok til at rive 98’erne løs af 88’ernes åndløse materialisme.q Citaterne i fed skrift er uddrag fra
Florian Illies: ’Generation Golf, eine inspektion’. Argon Verlag
