Læsetid: 5 min.

Med den store pensel

Instruktøren Roy Andersson er tilbage med en ny spillefilm, ’Sange fra anden sal’. Information har talt med ham om hans beske civilisationskritik
Kultur
26. januar 2001

En gang i begyndelsen af 1980’erne var den svenske filminstruktør Roy Andersson ved at miste troen på filmmediet som en kunstart, der betød noget.
»Der blev lavet så mange dårlige film, og filmbranchen var fuld af mennesker, som havde en overfladisk indstilling til filmmediet – det var kun entertainment.«
Og for Andersson er det at lave film bestemt ikke noget, man bare gør:
»Jeg laver ikke film, fordi det er sjovt at lave film, eller fordi det er fint at være filminstruktør. Jeg vil have, at de skal betyde noget. De skal have et budskab eller være indlæg i en debat.«
Nu er han aktuel med en spillefilm – for første gang i 25 år – der bestemt har et budskab. Sange fra anden sal er et visuelt aparte og provokerende og kompromisløst angreb på alt fra statsmagt og kongehus til kirke og forretningsliv og med kunsten – repræsenteret ved en skizofren digter – som det eneste forsonende element.
Filmen vandt en pris i Cannes, har gået godt i Sverige og er solgt til en række lande verden over. En succeshistorie, ligner det. Men det har været en hård kamp for Andersson at nå så langt.
Han brød sig ikke om det politiske klima i Sverige i 1980’erne og havde lyst til at lave en barsk civilisationskritik, der kunne ruske op i politikerne og befolkningen.
»Det var da Sverige slog ind på den nyliberalistiske vej. Angrebet på solidaritetspolitikken voksede frem på det tidspunkt. Det var en styrkeprøve mellem den borgerlige blok og venstrefløjen.«
Anderssons kritiske sindelag udmøntede sig i en række ideer, scener, som han håbede skulle blive til en film. Men de blev ikke til noget – han havde hverken lysten eller kræfterne eller troen på, at det nyttede noget.

De ti bud
Det startede ellers så lovende i 1969 med den populære og roste debutfilm En kærlighedshistorie. Men allerede seks år senere gik det galt med film nr. to, den væsensforskellige Giliap, som floppede fælt. Roy Andersson fik problemer med filmbranchen og blev nødt til at lave reklamefilm for at overleve. Og et eller andet sted undervejs mistede han altså troen på filmkunsten.
Men så skete der noget, fortæller han:
»I slutningen af 1980’erne fik vi den polske instruktør Kieslowskis Dekalog-film at se. Og allerede da jeg hørte, at han ville lave film over De ti bud, syntes jeg, det var en smuk tanke. En intellektuel ambition, som gjorde stort indtryk på mig. Jeg følte pludselig, at kunne man gøre sådan i Polen, så fandtes der også håb for resten af verdens film.«
Roy Anderssons genvundne tro resulterede i en kortfilm, Dejlig er jorden (1991), en hård kritik af et samfund, der ikke havde (og har) forbedret sig.
»I store dele af verden lever vi i et intellektuelt tomrum med værdibegrebsopløsning, og hvor profitten og egoismen... det er en meget narcissistisk tid, og samtidig er vi ensomme og destruktive. Mine film er stærke overdrivelser af de fænomener, men det er overdrivelser, som skal til, for at vi begynder at tale om det.«

Forædling
Tilmed var Dejlig er jorden en rendyrkelse af det stiliserede filmsprog, Andersson så småt begyndte bruge i Giliap og en række nyskabende reklamefilm fra af 1970’erne: Lange, uklippede sekvenser, hvor kameraet ikke bevæger sig, fastholder handlingen i en række (groteske) tableauer.
»Man forsøger at finde situationer eller scener, som så at sige siger det hele – totalerne,« siger han selv om stilen, der er udviklet i samarbejde med den ungarske fotograf István Borbás. Det er »en filmstil som ligger lidt over virkeligheden, en abstraktion eller forædling, kan man kalde det.«
»Ind i mellem har jeg følt, at jeg burde flytte kameraet eller lave et klip. Men det er bare blevet dårligere. Jeg er ikke dogmatisk på den måde, at det skal være præcist sådan. Men jeg bevæger kun kameraet eller klipper, hvis det er nødvendigt.«
Således blev kortfilmen også et forstudie til Sange fra anden sal, som Roy Andersson begyndte at arbejde på midt i 1990’erne, og som han nåede at færdiggøre lige i tid til Cannes Film Festivalen sidste år.
»Jeg havde bestemt mig for bevidst at bryde med den irriterende anglosaksiske filmdramaturgi. Alle gik til kurser i den og lavede film efter samme recept. Filmene så næsten ens ud, og alle havde glemt billederne og de visuelle muligheder. De talte bare om plottet og personkonflikterne.«

En søgen
Roy Andersson begyndte så, trin for trin, at konstruere sin film. Han skrev ikke et færdigt manuskript, men talte meget om filosofien bag, og han havde forskellige eksempler, han skrev ned.
En søgen, kalder instruktøren selv den proces:
»Jeg søger efter noget, som jeg kalder mennesket og rummet. Rummet definerer mennesket, socialt og historisk. Rummet kan være ude i naturen, men bærer for det meste præg af vores civilisation og historie.«
»Rummet fortæller om personen, der er i rummet. Det fortæller alt og taler sandt. Når mennesket ses i rummet, er det en smule tragisk – og det kan også være meget komisk. Rummet afslører mennesket og dets forfængelighed. Det viser, at mennesket har et liv, som slutter efter et vist antal år, men at alt det, vi forarbejder, kan leve videre.«
»Når man viser mennesket i rummet, så begynder ens søgen. Hvor i rummet skal mennesket befinde sig? Relationerne mellem mennesket og rummet og lyset. Det er samme søgen som malerens.«
Roy Andersson har brugt fire år på sin søgen. Fire år på at skabe de 46 kulisser, som udgør skuepladsen for hans på én gang tragiske, komiske, skarpe og håbefulde civilisationskritik. Det lyder af lang tid, men han har arbejdet hårdt, og skal han selv sige det, har han faktisk været ret hurtig.
»Et af mine idoler er den russiske, realistiske maler Ilya Repin. Han har lavet et fantastisk maleri, som hedder Kosakkerne skriver smædebrev til den tyrkiske sultan. Der sidder en gruppe mennesker omkring et bord på en stor mark. Man kan se, at de er klar til krig. De smager på de giftige formuleringer og griner, når de tænker på, hvor vred sultanen bliver. Repin arbejdede på det maleri i 11 år, fra 1880-1891. Han lavede også andre ting i den periode, men den slags tager tid.«
»Vi er ikke vant til at kræve det samme af filmen, men det er der ikke noget mærkeligt ved. Jeg har været misundelig på malerkunsten, fordi den har så mange interessante billeder sammenlignet med filmen. Jeg holder af at kigge på billeder, som aktiverer mig som tilskuer og giver mig mulighed for at tænke og reflektere.«

’Sange fra anden sal’ har premiere den 2. feb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her