Læsetid: 4 min.

Anderssons elendigheds-katalog

Det allerede berømte stileksperiment ’Sange fra anden sal’ er et galgenhumoristisk billedgalleri om en rådden civilisations krampetrækninger
Kultur
2. februar 2001

Det er ikke svært at forstå, hvorfor Roy Andersson første spillefilm i 25 år, Sange fra Anden Sal, behandles med benovet presse- og kritikerinteresse. Her er dette fabeldyr i kommercialismens kongerige: En filminstruktør, som tør skilte med sin vilje til at være Eksklusiv Kunstner og sin evne til at skabe noget Betydningsfuldt, der kan, om ikke frelse verden, så lave den en lille smule om.

Mens mange film bare ligner meningstømte symptomer på en større meningsløshed, kommer her en mand, der er dristig nok til at sige: ’Naturligvis kan man hverken løse eller beskrive eller forklare alle verdensproblemer i en enkelt film, men jeg håber denne vil hjælpe.’

Animerede still-billeder

Sange fra anden sal har i mangt og meget den ekstremt stilbevidste films præg af kunstnerisk selvcelebrering. På den ene sider irriteres man over dens monotone, stædige ophobning af miserable eksistenser og dårlige vibrationer. På den anden side imponeres man over en så sjælden grad af egensindighed og målbevidst sætten sig ud over disse års konforme normer for, hvordan man laver spillefilm (i kortfilmformattet eksperimenteres der jo lystigt).
Filmen har allerede – gennem en Cannes-visning med tilhørende pris – gjort sig berømt og berygtet for kun at rumme 46 urørligt faste kameraindstillinger. Inden for den enkelte, statisk fotograferede totalbillede-scene klippes der ikke, og noget af filmens spænding opstår af ens usikkerhed: Formår Andersson for alvor at fylde det ubarmhjertigt stillestående billede, så vi ikke trættes af dets ubevægelighed?

På det punkt skuffes man ikke. Andersson er en virtuos i selvbegrænsningens kunst. Hans billeder har en sær mareridts-prægnans, der først og fremmest bunder i den snedigt udtænkte billedkomposition og fornemmelsen for at lade scener udspille sig på flere planer samtidig, så forgrund og baggrund belyser hinanden.

På denne måde kan meget vises på kort tid. Kommercialismens revser Andersson har ikke for ingenting en lukrativ baggrund i reklamefilmen (!), hvor tidsfaktoren jo er altafgørende.

Uheldige Karl

Filmen former sig som en række tableauer befolket med personer, der af og til går igen fra scene til scene, uden at særlig stærke fortælletråde binder scenerne sammen. En gennemgående figur er dog den mavesvære Karl, der har brændt sit firma af i et mislykket forsøg på at hæve forsikringssummen, og i en scene fremviser virksomhedens forkullede regnskaber – vi er i en tidsalder inden computerne, må man formode.

Karl er en ynkelig, stærkt overvægtig figur, der fortvivler over sin vanartede søn, som skriver digte og forskanser sig i ubrydelig tavshed på en psykiatrisk afdeling. Handelsmand burde denne søn være og som fornuftige mennesker sælge figurer af Kristus på korset her op til frelserens fødseldag år 2000. Men også det projekt strander og ender på lossepladsen i filmens suggestive slutscene.
Ellers optræder mænd, mænd og atter mænd, de fleste grimme og tykke og anbragt i lettere absurdistiske dialoger, hvor de ydmyges eller fortvivler af skam og skyld og skuffelse over en tilværelse, der gang på gang demonstrerer, at det er mere svært end morsomt at være menneske. At stræben efter magt og penge og prestige styrer en menneskehed og en verdensorden, hvor der er gået kuk i tidsbegrebet, og hvor forbrugerismen fører til enerverende trafikpropper.
Det, vi kalder civilisation, ædes op indefra af følelsestomhed og ligegyldighed, mens bilkøerne vokser, husene skrider og materialismen fordummer og forkvakler storbyens hærskarer af ensomme selvpinere. Enkelte kvinder er i øvrigt også med i filmens periferi som mærkeligt antikverede trøste-skikkelser.

Absurdistiske ekkoer

I strejfene af galskab og galgenhumor er Anderssons film stærkt beslægtet med en absurdistisk dramatiker som Beckett. Netop humoren er filmens – og tilskuerens – redningsplanke i al den demonstrative elendighed: Den ligger begravet i sansen for finurligt groteske detaljer som Kristus-skikkelsen, der pludselig hænger og dingler på korset, da en nagle falder ud af den ene hånd. Eller manden, der udtaler sig om livet og døden fra sin næsten helt skjulte liggeplads i solariet. Andre episoder – som f. eks. en check-in-scene fra en lufthavn – har et egen surrealistisk, futuristisk grandeur.
De enkelte afnit kan nydes som animerede malerier, og Sange fra Anden Sal er måske den moderne film, der står malerkunsten nærmest. Andersson har selv nævnt Goya, Daumier og Otto Dix som inspirationer, og i personernes indadvendte, kontaktfattige attituder kan man spore ligheder med Edward Hopper, selv om farveholdningen mildt sagt er anderledes. En kontrastfattig, grå-blå farvetoning ligger over billederne som en depression, der udelukker facil æsteticisme, men også virker nedslående ensporet.
Benny Andersson fra Abba understreger underfundigheden i sin velfungerende, oplivende musik, men ellers er det meste gråt i blåt, et elendighedsgalleri monomant styret af lede og væmmelse, men egentlig ikke misantropi. For personerne forsvarer sig selv udmærket i deres basale desperation. De er ikke kyniske, blot nederlagsramte og følelsesudhungrede. Som Roy Andersson tilsyneladende mener, man nødvendigvis må være det i en samfundsorden baseret på profithunger, institutionsmagt og ydmygelse.

Sange fra anden sal. Instruktion og manuskript: Roy Andersson. Svensk (Grand og Posthus Teatret)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her