Læsetid: 4 min.

Film i TV

16. februar 2001

(2. sektion) *Fred Astaire sættes sjældent i forbindelse med det bekendende og selvbiografiske, men musicalklassikeren Let på tå lancerer ham i rollen som en danser, der er ved at gå lidt bag af dansen – som Astaire selv var det, da filmen blev lavet i 1953. Nye stjerner som Ava Gardner stjæler opmærksomheden, og Astaire slentrer på sin uforlignelige manér hen ad jernbaneperronen, mens han med en blanding af vemod og fortrøstning synger By Myself. Den nu 54-årige Astaire er lidt af en fortidslevning, men ikke mere end at han snart kan kaste sig ud i den virtuose, livsglade A Shine on Your Shoes, danse romantisk med Cyd Charisse i Central Park (Dancing in the Dark), klovne veloplagt, når showet The Band Wagon sættes op, og være en spændstig hårdkogt helt i det store afsluttende nummer Girl Hunt Ballet, der er en inspireret surrealistisk pastiche over de sorte kriminalfilm. Der kan sagtens argumenteres for, at Let på tå er den bedste film i Astaires glorværdige karriere, og den, der har set ham danne gentleman-par med Jack Buchanan i det lille elegantier-nummer I Guess I’ll Have to Change My Plans, har set det fuldkomne. Samme Buchanan er iøvrigt en vældig gevinst for filmen som en excentrisk iscenesætter, der gerne vil gøre Broadway-musicalen mondæn ved at bruge Faust-historien som udgangspunkt. Han gøres venligt til grin, inden han kommer ned på jorden med erkendelsen af alle genrers ligeberettigelse. There’s No Business Like Show Business forsikrer filmens nu lidt forslidte udgangsmelodi, og med Astaire i centrum og Vincente Minnelli (Liza’s far) ved instruktør-roret leverer filmen det bedst tænkelige bevis for slagerens påstand. Den uforglemmeligt langbenede Cyd Charisse er den veldansende heltinde, og for manuskriptet står Betty Comden og Adolph Green, der også skrev musicalklassikerne Syng i sol og regn og Sømænd på vulkaner. The Band Wagon/Let på tå. DR 1, fredag kl. 13.15-15.05 *Pam Grier blev gravet frem fra halvglemslen af Quentin Tarantino, da han lavede sin anden film Jackie Brown (1997). Trods instruktørens sympatiske troskab mod sin elskede kultstjerne slog den ikke helt an efter forventning. En af de film, der i fordums dage sikrede den statuariske og hårdtslående Grier en mindre stjernestatus er Coffy fra 1973, hvor hun som en handlekraftig sygeplejerske tager affære mod de narkobagmænd, der har gjort hendes søster afhængig af stoffer. Filmen var med i den bølge af kriminalfilm med sorte stjerner, der kortvarigt skabte velkommen variation i Hollywoods underholdningsudbud i 1970’erne første halvdel. Grier slog igennem i fængselsfilm, inden hun blev en højst udfarende og ofte temmelig afklædt heltinde i fire blaxploitation-film fra 1973 til 75. Men så var festen også næsten forbi, indtil Tarantino genopvakte den skønne og også ganske hvasse dame. Coffy/Coffy – den nådesløse hævner. TvDanmark 2, lørdag kl. 00.20 - 03.40 *Daniel Day-Lewis har med roller som den handicappede forfatter i Min venstre fod, den kvindekære læge i Tilværelsens ulidelige lethed, den langtidsforelskede sagfører i Uskyldens år og helten Hawkeye i Den sidste mohikaner placeret sig som en af sin generations mest alsige og karismatiske skuespillere. Man er altid spændt på at se ham – og endnu mere nu, hvor det så sjældent sker. The Boxer fra 1997 er faktisk hans senest udsendte film (men i Martin Scorseses kommende The Gangs of New York står han igen på rollelisten). I dette Irlandsdrama har Day-Lewis titelrollen som bokseren Danny Flynn, der slippes fri fra fængslet i Belfast efter 14 år bag tremmer. I sine teenageår var han medlem af IRA og fik en særlig hård dom, fordi han dækkede over sine kammerater. Men nu er han færdig med terrorvirksomhed og griber kun ind, da han får chancen for at smide ubrugt bombe-ammunition i vandet. Han stræber målbevidst mod en karriere som professionel bokser, men han betages igen af sin ungdomskæreste Maggie (Emily Watson), hvis mand sidder fængslet. Danny kommer i konflikt med IRA’s ekstremister, der anser ham for at være forræder mod sagen, og filmen beskriver overhovedet terrorismen som tilbageslag for den forsoningsproces, katolikker og protestanter nødvendigvis må igennem. Ingen kan bombe sig til en løsning. Daniel Day-Lewis brugte tre år på at lære at bokse og virker ikke kun overbevisende i ringen – også mandens ulmende, konfliktfyldte lidenskab holder én fængslet. Emily Watson fra Breaking the Waves har et lignende nærvær i rolle som ungdomskæresten, og den irske instruktør Jim Sheridan – kendt for Min venstre fod og I faderens navn – rammer sammen med fotografen Chris Menges en rå, mættet Belfast-atmosfære, så man ikke blot fornemmer borgerkrigstilstanden, men også de regnvåde gader og huse helt ind på kroppen. The Boxer. TV3, søndag kl. 21.00-23.20 *Jean-Pierre Melville den stilbevidste franske instruktør (der i virkeligheden hed Grumbach) er en af DR’s yndlinge, i en grad så man, højst usædvanligt, viser hans film i serier. I går kunne man således se hans gangsterfilmklassiker Den røde cirkel fra 1970, og i næste uge kommer turen til modstandshistorien En hær af skygger (1969), der ligeledes blev vist på kanalen for to år siden. Men atter skal det anbefales at opleve denne kræsne, strenge stilist, når han fortæller sine rendyrket ritualiserede historier om solidaritet og især forræderi. Melville havde personlige erfaringer fra modstandsbevægelsen og førte dem over i gangsterfilmens regi, men i En hær af skygger fortæller han direkte om det tysk besatte Frankrig under Vichy-styret. Lino Ventura har hovedrollen som modstandsmanden, der bliver forrådt, men nok så vigtig er Simone Signorets store rolle som den snarrrådige kvinde, der hjælper ham ud af Gestapos klør. En stærk kvinde (men med et svagt punkt) i denne historie om opofrelse og troskab, iscenesat med den tilsyneladende enkelhed, der er så svær at nå. L’armée des ombres/En hær af skygger. DR 1, torsdag kl. 23.10-01.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu