Claus Nielsen i ghettoen

Knap to uger efter sin hjemkomst til Danmark er det stadig ikke lykkedes Claus Nielsen at få sig et liv: Systemet har afvist ham, og af de ellers velhavende danskere er det generelt kun de fattigste, som af og til på vej fra arbejde har givet ham et par kroner, så han kunne købe sig en skive ost til det gratis brød på kirkernes væresteder.

En morgen få dage før jul går Claus Nielsen på gaden med det mål at få sig et liv og et arbejde udelukkende med hjælp fra udlændinge og første- eller anden-generationsdanskere. Han krydser Dronning Louises Bro og befinder sig med ét i indvandrerghettoen. Claus Nielsen fortæller:

Kurdiske negre?

»‘Har du noget arbejde?’ siger jeg ... ‘Spørg Ali,’ siger han og nikker mod ruden ... Ali er udenfor, Ali stabler bananer, ‘Har du noget arbejde?,’ siger jeg, ‘Nej,’ siger Ali ... ‘Du har vel ikke en banan, du kan undvære?,’ siger jeg så ... ‘Hvorfor ikke,’ siger han og gi’r mig en banan ... Og så videre ... op ad gaden ... op ad dagen, de har ikke noget arbejde, men jeg får masser af bananer, rådden avocado, brød ... Jeg får varmen i et tyrkisk pizzeria, et glas vand hos kineserne, og pludselig ... er der det her hus ... som efter en krig ... udbombet, brædder for vinduerne, et par negre går ind ... jeg følger med op ad trappen, mørkt, stinker af pis ...

Der står en mand med en sæk kartofler, ‘lukket!,’ siger han, ‘kom igen i eftermiddag’ ... ‘Hvad er det for et hus?,’ siger jeg ... ‘Kurdisk Forening,’ siger han ... ‘Kurdiske negre?,’ siger jeg ... ‘Somali,’ siger han, ‘det er ovenpå’ ... Jeg vil gå op, ‘nej,’ siger han og holder mig i jakken, ‘du kan ikke gå derop’ ... ‘Hvorfor ikke?,’ siger jeg ... ‘Nej,’ siger han, ‘der kommer ingen deroppe... kun Somali’ ...«

– Og ... går du derop?

»Rolig!...

Chefen kommer ikke

Først tager jeg lige en tur hen ad gaden ... Den Persiske Forening ... går en tur op i cafeteriaet ... der er fuldt af ... persere ... mænd og kvinder ... ‘I har vel ikke noget arbejde?,’ siger jeg... ‘Du skal tale med chefen,’ siger tjeneren ... ‘Jeg vil gerne tale med chefen,’ siger jeg ... ‘Chefen kommer først senere’ ... Jeg får et glas vand, jeg bliver stående oppe ved baren, tjeneren kommer tilbage, ‘hvad venter du på?’ ... ‘Jeg venter på chefen’ ... ‘Chefen kommer ikke før i morgen’ ... ‘Aha,’ siger jeg ... Han viser mig døren ... ‘Vi ses i morgen,’ siger jeg ... ‘Hvorfor?’ siger han ... ‘Jeg vil gerne tale med chefen’ ... ‘Chefen?’ siger han, ‘måske kommer chefen ikke... pludselig kommer han... måske kommer han aldrig...’

Taler du arabisk?

Så er jeg på gaden igen ... Jeg søger arbejde ... i en børnehave ... masser af små negre, for små til at forstå, hvad jeg siger ... en muslimsk skole, ikke noget hus, bare en opgang fuld af unger, ‘taler du arabisk?,’ siger læreren ... ‘Arabisk?,’ siger jeg, ‘næh... men du har vel ikke lidt mad?’ ... Han vender ryggen til mig, ‘Vi spiser heller ikke noget,’ siger han så, ... ‘Hvorfor ikke?,’ siger jeg ... ‘Ramadan!’ siger han, ‘Vi faster’ ...

Jeg går ned på gaden ... helt ned ... Hvis jeg skal overleve her, siger jeg til mig selv, så skal du først lære dig deres sprog ... deres sprog og deres kultur ... Jeg må finde en kirke! ... Der er ikke nogen at se, masser af muslimer, op og ned ad Nørrebrogade, men ingen moske ... Jeg går ind på en grill, ‘moske?,’ siger jeg ... ‘Derovre,’ siger den tyrkiske hiphop’er bag disken, ‘baggården, første sal’ ... Jeg går op ... ikke nogen kirke ... beton ohne nichts, et parkeringshus uden biler ... men med gulvtæppe ... hundrede mænd med kalot, alle slags, tyrker, perser, pakistaner, neger, araber, hver har sin væg eller krog eller hjørne, hver sin præst ... Jeg følger med, så godt, jeg kan ... jeg tager skoene af ... lægger mig på knæ ... løfter hænder ... kysser gulvtæppet ... jeg ligger diskret ovre i et hjørne ... to mænd har vendt sig, negre, måske somali ... de ser mig ... de rejser sig og kommer herover ... ‘What you want?,’ siger den ældste ... ‘Bare se,’ siger jeg ... ‘Are you muslim?,’ ... ‘Ja tak,’ siger jeg ... ‘No no!,’ siger han og peger på døren ...

Ude igen ... det er mørkt nu, det blæser ...«

– Og huset?

»Huset?«

– Du nævnte et hus. Der hvor den somaliske forening ...

»Ja ja, senere ...

Jesus og Mohammed

Jeg ser et bræt i en kælderdør, en sprække af lys, jeg går ned ... Moske igen ... det vil sige beton, fire vægge, gulvtæppe, to højttalere, en stemme der taler ... eller synger ... skratter ... På gulvet sidder to unge mænd ... en neger og en ... anden ... ‘Yes please sit down,’ siger de ...

Jeg vil fortælle dem min historie ... umuligt! ... De er ikke interesserede ... de taler og taler om forskellen mellem Jesus og Mohammed ... Så kommer der en til ... araber, måske ... gammelt beskidt tøj, stort krøllet hår, næsten rødligt, næse som en rovfugl, skinnende øjne ... han har set et mirakel! ... ‘Once I was socialist!,’ siger han ... ‘But no!,’ siger han, ‘no, no! Muslim don’t need socialism! Or communism! ... If neighbour have nothing, then muslim give half to neighbour!’ ...

‘Aha,’ siger jeg ...

You are not clean

Jeg skyder min historie ind, bare to sætninger ... ‘Jeg er tynd,’ siger jeg så og tager mine knogler frem, ‘se!,’ siger jeg, ‘jeg fryser ihjel’ ... Så er der stille ... Højttaleren skratter ... ‘Don’t tell this man about Mohammed,’ siger araberen ... ‘Hvorfor,’ siger jeg ... ‘This man not listen, this

man only come here to find sleep!,’ siger han, ‘No no!,’ siger jeg ... ‘We must to help this man!,’ siger araberen og rejser sig ...

Han tager sin frakke på og sin hue og går, han vender sig i døren, ‘You cannot stay here in mosque!,’ råber han og peger på mig, ‘You are not clean!’ ... ‘Undskyld,’ siger jeg og rejser mig op ... De to andre, negeren og ... pakistaneren, tror jeg ... rejser sig og gi’r mig hånden, ‘Sorry,’ siger jeg, ‘where do you live?’ ... ‘Oh!,’ siger de, ‘oh! Very far away ...’ ... ‘Tak,’ siger jeg ... ‘You welcome,’ siger de ... og følger mig ud ...«