Essay
Læsetid: 10 min.

Du eksisterer ikke

En tirsdag i december sidste år ankommer Claus Nielsen til København med toget fra Tyskland uden pas, penge og personnummer
Kultur
2. marts 2001

Claus Nielsen fortæller: Mit navn er Claus Nielsen. Så meget ved jeg. Resten er ... født et sted i Jylland, men vi flyttede så meget omkring, flere skoler, deres navne er ... jeg tror, jeg har boet ved Århus ... og Aalborg ... måske Sønderjylland, jeg må have boet mindst 30 steder i Danmark. Min far ... det er mange år siden, min mor ... jeg har ikke haft kontakt, siden jeg flyttede. Hun hedder ... også Nielsen ... jeg kan ikke rigtig huske navne. Og tal. Fra før i tiden ... Jeg har været i Tyskland siden dengang, jeg tog derned. For nogle år siden ... Jeg har arbejdet, boet lidt rundt omkring, de store byer ... jeg har også gjort rent, fejet og vasket gulv i en gammel isfabrik i ... Hannover ... måske ... Pludselig havde jeg ikke noget sted at være. Og så tænkte jeg, nu tar jeg hjem. Hjem til mit fædreland. Mein Heimat. Til Danmark!

En morgen i december 2000 ankommer Claus Nielsen med nattoget til Københavns Hovedbanegård. Han har ingenting med, ingen papirer, ikke noget pas, ingenting andet end det tøj, han har på: joggingbukser og kondisko, termotrøje, en kasket og nogle pfennig i lommen.

Claus Nielsen fortæller videre: Jeg står af toget og går direkte til bunds... her er ikke noget sikkerhedsnet... på fem minutter er jeg allernederst på bunden af bagtrappen bag Hovedbanegården ... blandt de andre ... narkomaner ... af den værste slags, den slags, der har ingenting... den slags, der vil sælge deres mor, de har ingen mor! ... og så sælger de den sidste medicin: Doner for kanoner ... køb ganer te din lagner ... Her siger de ikke Hej, hvordan går det, de siger: Hva faen, jeg troede, du var død ... Jeg er øjeblikkelig accepteret, jeg har ikke givet dem mit navn, ingen pas, ingen legitimation, de forlanger ingenting, de er ikke et sekund i tvivl om, at jeg er som dem: Narkoman ... Hvert femte minut kommer panserne og pist! ... vi er spredt ud i vinden ... panserne vender ryggen til og pist! ... vi er fejet sammen igen ... jeg er allerede avanceret til en art mellemhandler ...

Har du doner, siger han ... Hvor mange, siger jeg så ... Tyve, siger han, gule øjne, mundvigen sprækket helt op i kinden, han bløder betændelse ... Der var en lige før, siger jeg og peger over gaden og ser den anden vej hen mod pølsevognen, der står i tågen og damper, han er lige ovre i kiosken, siger jeg ... Og sådan kan det blive ved, kein Problem ... jeg kan blive her resten af livet, lige som dem ... det her er bunden ... herfra falder du ikke længere, med mindre graveren giver en hånd med ... men jeg ... nix! ... vil ikke stå her og dø på deres ti minutter ... jeg er vendt tilbage, jeg har været nogle år i Tyskland ... fem ... seks ... syv, was weis Ich ... men så var der nogle problemer, og så tænkte jeg, nu er det tid, nu tar jeg hjem, weist du, hjem til Danmark ... und so begynder jeg forfra, fra bunden ... i morgen finder jeg mig et arbejde, jeg vil tjene mine egne penge, jeg vil klare mig selv, det har jeg altid gjort, jeg har bare lige brug for en hjælpende hånd, bare de første dage, et sted at sove ... lidt mad ... måske en smule penge.

Og så går Claus Nielsen først den officielle vej: GO! Government Organizations! Prøv Mændenes Hjem, siger han, en slags tyrker, tiende gang han ligesom helt tilfældigt kommer forbi ... Hvor? siger jeg ... »Det er lige oppe ad Istedgade... Jeg er der allerede ... afrakket korridor, et glasbur til de ansatte, et glughul imellem... Hvad kan vi gøre for dig? – som om jeg var kunde i Danmark ... Jeg har brug for et sted at sove, bare i nat, i morgen så får jeg mig et arbejde og... Det får man ikke bare sådan her i Danmark, siger han ... han ser træt ud ... af og til kommer der nogen ind og råber ... eller sidder bare op ad væggen på en stol og ser ind i sig selv klamrende sig med begge hænder til et plastikkrus ... overfrakker ... og lidt længere inde computerskærme med enarmede tyveknægte ... uden arme ... Hvad hedder du? ... Claus Nielsen ... Med C eller ... Mit C, nicht mit K, siger jeg, C! siger jeg ... Og dit personnummer ... Men det er det, der er problemet ... jeg kan ikke huske det ... det kan han ikke forstå ... Nu skal du høre min ven, det du skal gøre er, du skal henvende dig på Den Sociale Døgnvagt, inden de lukker. Han skubber en kopi af et kort ud gennem hullet ... Og så er jeg der: Ikke den store forskel ... beton og linoleum, behagesyge farver, grønne planter og opslagstavle med en Plan over flugtveje ... så kommer der en dame ... sætter sig over for mig på den anden side af bordet, højst en meter væk, hun taler med en kollega ... om mig! De kan ikke finde ham, siger hun, ingen steder, han eksisterer ikke... Jeg eksisterer ikke! ... Og selv om det skulle vise sig, siger hun så, at han har boet i... lad os sige Brønshøj, så er det åbenbart mindst fem-seks år siden, og så vil de ikke have noget med ham at gøre derude...

Jeg er lige her, siger jeg, undskyld, jeg afbryder... Ja, ja, siger hun, nu skal du høre... Hun ser på mig! Du skulle slet ikke være kommet herhen, siger hun, du har henvendt dig på Mændenes Hjem, og så er det dem, der skal tage sig af dig... Men de sendte mig herhen... Det var en fejl, siger hun, det første sted, du henvendte dig var Mændenes Hjem... Men det var et tilfælde, siger jeg ... Ja ja, siger hun ... Så hvis jeg var gået herhen først, siger jeg ... Ja, ja, siger hun, men det gjorde du ikke... Nej, siger jeg ... Hun er væk ... Der sker ingenting ... Jeg rejser mig og går ud bagved ... hun står ude i køkkenet bei den Kollegen og fortæller dem hele historien ... Vi kan ikke hjælpe dig, siger hun så ... Jeg skal bare have et sted at sove, lidt penge... Vi kan ikke hjælpe dig, siger hun, når du ikke har noget personnummer, jeg er ked af det... Hun gir mig et HT-klippekort ... med ét klip! ... Så kan du klare dig gennem dagen... Hvordan? siger jeg ... Hun giver mig en liste over steder jeg kan være ... Væresteder ... Jeg er gået ... det regner ... jeg går gennem listen, jeg er her ... eller der ... får varmen, en kop te, en ostemad ... dagen går faktisk ... dagene ... men det kan de jo ikke blive ved med ... Før eller senere må jeg få mig en fremtid, et perspektiv, og det kræver, at man har et sted at se det fra, perspektivet, fremtiden, det kræver at man eksisterer, her og nu, et eksistensminimum, tak! ...

Jeg går ind på Socialforvaltningen i Matthæusgade, jeg er der præcis, når de åbner, jeg trækker et nummer ... og venter ... Nummer ti... Det er mig, siger jeg så, lykkelig, jeg har fået et nummer, I bliver nødt til at hjælpe mig... Hvad er dit personnummer, siger hun, allerede træt, rødhåret, helt igennem dansk ... Jeg ved ikke helt, siger jeg, jeg hedder Claus Nielsen... Hun søger på nettet ... hun går ud bagved ... hun kommer tilbage ... hun ringer til Folkeregistret ... Vi kan ikke finde dig, siger hun så, du... Eksisterer ikke? siger jeg ... Jeg er ked af det, siger hun ... Jeg skal bare have en smule penge... Desværre, siger hun, hvis man skal hjælpe nogen her, så kræver det, at vedkommende har et personnummer... Jeg er lige her, siger jeg ... Hun smiler venligt ... Så giv mig et nyt nummer, siger jeg, et nyt nummer og lidt penge, så kan du gå med mig, så går vi direkte hen til en tatovør og får nummeret tatoveret her på min arm, siger jeg, her! Så forsvinder jeg ikke igen ... Hun går ud bagved ... jeg venter ... hun kommer tilbage, Har du slået hovedet? siger hun ... Mig? siger jeg, ikke for nylig, tror jeg... måske engang, jeg væltede på min cykel... Bare et par hundrede kroner...? Desværre, siger hun, vi kan ikke hjælpe dig... Jeg går ... går og går bare ... Før eller siden er jeg tilbage på Mændenes Hjem ... Det er forstanderen denne gang ... Måske har de nedlagt dit nummer, siger han ... Hvad så? siger jeg, ... Jah, så... siger han ... Eksisterer jeg ikke...? Ikke officielt, siger han, men jeg vil gerne gå med dig hen på politistationen... Nej tak... Jeg går selv...

Station 1 ... banken, apoteket, posthuset ... det er samme system: Først glasdøren ... så den gule linje ... så skranken ... og først derefter omme bag: Mensch! ... De får min historie ... ung fyr i fuld mørkeblå uniform ... han henter en anden ... klipper ham ud af en tv-serie ... parapsykologisk røntgenblik ... allerede fem meter fra mig rækker han hånden ud, Claus Nielsen! ... Claus Nielsen, siger jeg, Marc, siger han ... Jeg følger med, så godt jeg nu kan ... ud bag ved, bart rum, ingen vinduer ... bord, computer, tre stole med hjul og hul i venstre side af ryglænet ... gullige skumgummistumper, der drysser ud ... Sid ned, siger han, Claus Nielsen? og ser ind i min sjæl ... Claus Nielsen, siger jeg ... Dit personnummer?... Det er noget med seks, siger jeg, nittennoenogtres, og så noget med seks... Han leder efter mig i nettet mellem computeren og Systemet ... Af og til rejser han sig. Bliv siddende! råber han ... behersket ... og kommer ind med en stak frisk printede sider med navne ... Hedder du Jan Klint Nielsen?... Jan Klint Nielsen? siger jeg ... Jan Klint Nielsen!... Jeg hedder Claus Nielsen, siger jeg, Ja ja, siger han ... Claus Hviid Nielsen?... Claus Nielsen, siger jeg, født i Jylland... Aha! siger han, Viborg? I Viborg? siger jeg ... I Sønderborg? siger han, Aalborg? Skørping? ... Timerne går ... snart er der papirer nok til en hel telefonbog ... Claus Nielsen, råber han og rejser sig behersket, og så kommer hånden igen, Vi kan desværre ikke hjælpe dig... Hvad skal jeg så gøre, siger jeg ... Jeg kan ikke finde dig, siger han, Marc, desværre... og følger mig ud ... Jeg er tilbage på nul ... i regnen under uret på bunden af trappen bag Hovedbanegården ... blandt de andre ... nogen er i mellemtiden døde ... en ny stiger ud af en taxa, lig på stilethæle, hvid som en væg, hun ryster ud over det hele ...

Om Claus Nielsen

Claus Nielsen er en mulig version af mig, han er så tæt på at være mig selv som muligt: Han har min krop, går i mit tøj, og den del af hans biografi, han husker, er min egen: Jeg er født i Jylland, jeg har boet næsten 30 steder i Danmark, jeg rejste til Tyskland i 1994, jeg fejede bl.a. gulv i en nedlagt isfabrik i Hannover og har, lige som ham, en forkærlighed for tyske gloser.

Hans navn er mit navn, jeg har blot fjernet »Beck-«, hans tøj er mit, men til forskel fra mig har han ingen personlige papirer, ingen cykel, ingen nøgler, ingen ting, og i hans hukommelse er der et hul, hvori en del af min biografi, navne på mine slægtninge, steder jeg har boet osv., er forsvundet.

Dette hul i bevidstheden modsvares rent fysisk af den eneste forklædningsgenstand, jeg har gjort brug af: Det sammenrullede og siden overrevne stykke toiletpapir, Claus Nielsen bærer under højre side af overlæben. Det er den Sorte Box. I den er dele af min fortid forsvundet. Resten er autentisk. Vi er ét kød. Ét liv. Vi har fordelt dette liv skævt: Jeg får flere dage i træk, Claus Nielsen får præcis ét døgn, 24 timer, ad gangen. Når de 24 timer er gået, må jeg på spørgsmålet »Hvad hedder du?« igen svare »Claus Beck-Nielsen«. Sådan er reglerne. Resten er realitet.

Serie

Journalnr. xx: Manden uden nummer

Præcis et døgn ad gangen tager Claus Beck-Nielsen det karakteristiske »Beck-« ud af sit navn og går på gaden som Claus Nielsen. Præcis 24 timer, så vender han tilbage til sit normaldanske liv med lejlighed, kone, barn og personnummer. Et par dage senere stryger han »Beck-« og er på gaden igen.

I en serie artikler fortæller Information de næste dage historien om Claus Nielsen, manden uden for nummer. Først ser vi sagen fra hans synsvinkel: Dagene og vejene gennem byen og Systemet. Siden prøver vi fra andre vinkler at belyse sagen, finde frem til sandheden, kort sagt trænge til bunds i virkeligheden.

Seneste artikler

  • Nielsens hvirkelighed

    12. marts 2001
    Som historie var Claus Beck-Nielsens serie virkelig, lige så virkelig og uplacérbar som de mennesker, man møder på gaden, og som i virkeligheden kun selv kan tale for sig
  • Et stk. uidentificeret omvandrende objekt

    10. marts 2001
    ’Vi er på vej ude fra Sydhavnen med 1 stk. uidentificeret omvandrende objekt’. Sådan lyder det over Københavns Politiradio torsdag den 25. januar kl. ca. 7.00, da en hvid civilvogn er på vej med Claus Nielsen på bagsædet
  • De sidste døgn i Claus Nielsens liv på gaden

    9. marts 2001
    Claus Nielsen får et journalnummer og overlader resten af historien til Ekstra Bladet
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her