Læsetid: 5 min.

Et jobtilbud du ikke kan afslå

You want to make money?’ siger han. ‘Ja,’ siger jeg. ‘Big money?!’ siger han
8. marts 2001

Claus Nielsen har opgivet Danmark og danskerne og prøver nu alene at skaffe sig en levevej med hjælp fra udlændinge og 1. eller 2. generationsdanskere.

Han opsøger muslimske skoler, pizzeriaer, grønthandlere, moskeer og har allerede flere gange nærmet sig ruinen i Rantzausgade, som huser den kurdiske og den somaliske forening. Claus Nielsen fortæller:

»Det sner ... jeg driver omkring i kvarteret ... sneen smelter gennem mit tøj ... jeg føler mig fremmed, weist du ... kun pizzeriaerne har åbent nu ... jeg prøver dem ... et efter et ... får en enkelt tomat ... et stykke brød ...«

– Og huset i Rantzausgade?

»Ja ja, rolig ... det er lige om hjørnet ... gaden er mørk ... lys på begge etager ... opgangen ... det hvide i deres øjne på vej ned ad trappen ...«

– Og så ...?

»Jeg går lige ind hos kurderne først ...

Fyldt op med negre

Ingen ambassade, bare en gammel lejlighed, de har pyntet lidt op ... flag og spillemaskiner, en bar, stole og borde, mænd, kun mænd, de ruller cigaretter og spiller backgammon, giver hinanden hånden, drikker konjak ... Jeg får en kop te ... ‘Kurdisk te!’ siger ham, der har givet, ‘vi kan ikke hjælpe dig,’ siger han så, ‘engang måske, dengang, derhjemme,’ siger han, ‘men ikke mere... Danmark har ødelagt os!’ ... ‘Tak for te,’ siger jeg ... ‘Desværre,’ siger han ... ‘Hvad er der ovenpå,’ siger jeg ... ‘Ingenting...’

Jeg går ud i mørket på trappen, en neger er på vej op ... ‘Hello,’ siger jeg ... han standser ... ‘Må jeg gå med op?’ siger jeg ... jeg kan ingenting se ... det hvide i hans øjne ... ‘What you want?’ siger han ... ‘Nothing,’ siger jeg ... ‘Come!’ ...

Samme lejlighed som nedenunder, bare uden noget ... raseret, knuste ruder, papstykker i stedet, en pære hænger fra loftet og gynger ... tømt, opgivet og fyldt op med negre, negre overalt, de står og går og sidder i kaputte møbler, den slags, man finder i containere på gaden, kaputte havestole, sofaer, taburetter ... somaliere i beskidt træningstøj, i jakkesæt, i gammelt tyrkertøj, eller helt nyt, hip hop, alt! ... ‘Sit down!’ siger han ... og går ...

Jeg sætter mig, stolen braser sammen, jeg ligger på gulvet ... en anden hjælper mig op, ‘come,’ siger han og trækker mig gennem mængden hen til en sofa, ‘sit!’ siger han og stikker armen ned i en plastikpose og henter en håndfuld snavsede kviste op, ‘take!’ siger han, ‘come, come on, take!’ ...

Jeg putter et par stykker i munden og tygger ... ‘Khat,’ siger han, ‘more! take more and you don’t get hungry, you don’t need sleep anymore’ ... Jeg tygger, bittert!, ser mig omkring ... gulvet flyder med kviste ... affald ... ‘Where do you come from?’ siger han ... ‘Danmark,’ siger jeg, ‘but I forgot my number, I have no personal number, no passport, no nothing, the danish say I don’t exist!’ siger jeg ... ‘No no, everybody has number,’ siger han og trækker sit sygesikringsbevis op af lommen, ‘everybody!’ ... og går ...

Røde tænder

Ovre i hjørnet sidder en ung fyr i snavset joggingtøj, discman og lukkede øjne, sidder og hænger ... Han åbner øjnene, jeg ser væk ... ‘Come here!,’ råber han, ‘come here, I say, come, come!’ ... Okay, jeg går derover, jeg sætter mig, ‘No no!,’ siger han, ‘no! Come close to him, close!’ ... ‘You have friends her?’ hvisker han ... ‘No’ ... ‘Why do you come here?’ ... ‘I don’t know,’ siger jeg ... Han ser sig omkring, ‘you want to make money?’ ... ‘Well,’ siger jeg ... ja ... det har jeg jo bestemt, det er det eneste, jeg tænker på ... at få et arbejde, at tjene mine egne penge, at klare mig selv ... ‘Big money?’ siger han ... ‘Well ...,’ siger jeg ... ‘Come on!’

Han læner sig helt ind mod mig, betændte øjne, tænderne skummende røde ... ‘Come on,’ siger han, ‘I know you, you come to me many times ... ‘Yes?,’ siger jeg ... ‘Listen,’ siger han, ‘listen ... I give you coke and heroin and you sell for me’ ... ‘Well,’ siger jeg, ‘I don’t know’ ... ‘Yes!,’ hvæser han, ‘I know, you buy from me many times’ ... ‘No?,’ siger jeg, ‘no!’ ...

Jeg vender mig ... de kommer, fyrre, halvtreds somali, mænd, her er kun mænd, alle tyggende, høje og mørke, røde skummende tænder ... En stiller sig foran mig, ser på mig ... de taler ... jeg forstår ingenting, ikke et ord, ikke som spansk eller russisk ... Ingenting! ... Så er der stille ...

‘You was in Al Hidajah Mosque today,’ siger min dealer ... ‘Al Hidajah?,’ siger jeg ... ‘Why?!,’ råber han, fråden bliver skummende grøn ... ‘I don’t know,’ siger jeg ... ser rundt, de stirrer ... tygger ... kvæg, mørkt kvæg med hvide øjne, skummende røde tænder ... ‘Det var et tilfælde,’ siger jeg, ‘you know,’ siger jeg, ‘life!’ ...

Coke eller heroin

Det er længere ud på natten ... jeg sidder på en tyrkisk pizzabar på Nørrebrogade ... jeg har fået varmen ... gratis ... jeg drikker et glas vand ... ti kroner ... sidder alene med ryggen til tre danske piger og ser ud på trafikken, de snakker om skolen og sex, om Ali ... Ahmed ... ‘Det gør ondt ad helvede til’ ... ‘Det gør det’ ...’Du skal bare drikke dig fuld’ ...

Ind kommer to danske fyre, men jeg tiltaler ingen danskere, ikke mere, det har jeg bestemt, de skal ikke prøve at tiltale mig, jeg eksisterer ikke! ... Okay, de sætter sig i den næste bås, de tager deres huer af, den ene vender sig om, han ser lige på mig, ‘hej!,’ siger han ... og vender sig ... Verdammt! tænker jeg, verdammt, jeg er genkendt ... men som hvem?...

Jeg sidder lidt, det hele er ødelagt ... pludselig rejser han sig og sætter sig om i min bås, han læner sig ind over bordet, ‘hej,’ siger han ... ‘Hej,’ siger jeg ... ‘Duøh ...’ ‘Ja,’ siger jeg ... ‘Kan du skaffe noget speed?’ ... ‘Speed?,’ siger jeg ... ‘Ja,’ siger han ... ‘Hvor meget?’ ... ‘Et gram’ ... ‘Hvor meget vil du give?’ ... ‘Hvad koster det?’ ... ‘Hvor meget vil du give?’ ... ‘Det ved jeg ikke, hvad koster det?,’ siger han ...

Jeg læner mig ind over bordet, mit ansigt helt tæt til ind hans, og samtidig ... ser jeg et andet sted hen ... to tyrkere, sidder ovre i hjørnet og spiser falafel og læser avis ... ‘Jeg kan give dig coke,’ siger jeg, ‘coke eller heroin’ ... ‘Heroin,’ siger han ... ‘Ja,’ siger jeg ...«

Serie

Journalnr. xx: Manden uden nummer

Præcis et døgn ad gangen tager Claus Beck-Nielsen det karakteristiske »Beck-« ud af sit navn og går på gaden som Claus Nielsen. Præcis 24 timer, så vender han tilbage til sit normaldanske liv med lejlighed, kone, barn og personnummer. Et par dage senere stryger han »Beck-« og er på gaden igen.

I en serie artikler fortæller Information de næste dage historien om Claus Nielsen, manden uden for nummer. Først ser vi sagen fra hans synsvinkel: Dagene og vejene gennem byen og Systemet. Siden prøver vi fra andre vinkler at belyse sagen, finde frem til sandheden, kort sagt trænge til bunds i virkeligheden.

Seneste artikler

  • Nielsens hvirkelighed

    12. marts 2001
    Som historie var Claus Beck-Nielsens serie virkelig, lige så virkelig og uplacérbar som de mennesker, man møder på gaden, og som i virkeligheden kun selv kan tale for sig
  • Et stk. uidentificeret omvandrende objekt

    10. marts 2001
    ’Vi er på vej ude fra Sydhavnen med 1 stk. uidentificeret omvandrende objekt’. Sådan lyder det over Københavns Politiradio torsdag den 25. januar kl. ca. 7.00, da en hvid civilvogn er på vej med Claus Nielsen på bagsædet
  • De sidste døgn i Claus Nielsens liv på gaden

    9. marts 2001
    Claus Nielsen får et journalnummer og overlader resten af historien til Ekstra Bladet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu