Sig efter mig: Lampe, træ bil ...

»Det går ikke!,« fortæller Claus Nielsen, »når det bliver lyst, er der stadig sne på pladsen foran kirken ... hvis jeg sover ude i nat, så vågner jeg ikke ... sådan er det ... jeg er for tynd ... also, hvad gør jeg ... Jeg har ikke noget personnummer, de offentlige siger, at jeg ikke eksisterer ... og når man ikke eksisterer, kan man ikke få nogen hjælp ... ingen mad, ingen penge, ikke noget sted at bo ...

Jeg går ... går bare ... til sidst er jeg tilbage ved Mændenes Hjem ... det var her jeg begyndte ... Hvad nu? ... Jeg kommer i tanke om forstanderen, Robert ... han lovede, han ville gå med på politistationen og hjælpe dem med at finde mig ... eller give mig et nyt nummer ...

Jeg går ind ... ’Robert Olsen?’ siger den sædvanlige inde bag skranken og ruden, ‘Robert er på ferie indtil engang midt i januar’ ... Jeg vender mig for at gå, ‘Claus Nielsen,’ siger han ... ‘Ja,’ siger jeg ... Han kommer ud, ‘jeg synes du skal tale med vores sygeplejerske’ ... ‘Nej tak,’ siger jeg ... ‘Du kan ikke huske dit personnummer,’ siger han, ‘det er ikke normalt’ ... ‘Normalt,’ siger jeg, ‘ikke normalt?... Jeg har klaret mig uden nummer nede i Tyskland... uden kriminalitet,’ siger jeg ... ‘Jeg synes du skal få dig en samtale med vores sygeplejerske,’ siger han ...

Ministrene smiler

Jeg går ind i tv-stuen ... alle beboerne er gået ind til Kongens Nytorv ... Danmarks Radio deler gaver ud til de hjemløse ... direkte! ... lytterne i hele landet har samlet ind ... Der er kun to tilbage i stuen ... de har lige fixet, en fyr og hans dame ... sidder bøjet forover med håret hængende ned i resterne af stegt flæsk og grønlangkål ... værktøjet ligger der stadig, sprøjter og teskeer ... en lighter ... Oppe på skærmen præsenterer statsministeren de nye ministre ... boligministeren, det er bare en pige ... ‘Lotte Bundsgaard skal blandt andet skaffe boliger til de hjemløse,’ siger speakeren ... Ministrene smiler ...

Jeg tager den ene af de to i håret og trækker ham op ... Kent, tror jeg ... ‘Hvad helvede,’ siger han, ‘jeg troede, du var død’ ... De har givet ham et værelse her på hjemmet ... ‘Du,’ siger han, ‘ka du bruge noen doner?’ ... ‘Hvor mange har du?’ ... ‘130,’ siger han, ‘jeg plejer at ta en tier stykket, det vil sige... otte hundrede’ ... ‘Jeg har ingen penge,’ siger jeg ... ‘Vent!’ siger han så, ‘nu det er dig... du kan få fem-seks for en tyver’ ...

Sygeplejersken lukker døren og giver mig en stol og en kiks ... hun tænder et stearinlys ... laver mig en kop te ... ikke kaffe! ... alle danskere drikker kaffe, alle tyrkere, somali ... men ikke de hjemløse ... de hjemløse giver man te, ikke kaffe, hvis de hjemløse får kaffe, hvem ved ... måske går de amok! ... ‘Du er meget beskeden,’ siger hun ... ‘Nej,’ siger jeg, ‘jeg vil bare gerne klare mig selv’ ... ‘Og meget afmagret,’ siger hun og ser på mig, ‘jeg synes du skal tale med en læge’ ... ‘Nej tak,’ siger jeg, ‘det eneste jeg har brug for er et personnummer’ ...

Hun går ud og ringer ... hun giver mig en lille seddel: Claus Bredman, kommunehospitalet psykiatrisk afdeling, opgang 12 ... Jeg lover at ringe, når jeg når frem ... hvis ...

På kontoret sidder to kvinder og et stearinlys ... En mand kommer ind ... ‘Claus Nielsen,’ siger han, ‘Du skulle se en læge’ ... ‘Ja,’ siger jeg ... ‘Vent udenfor!’ ... Der går et kvarter ... jeg sætter mig ikke ned, jeg vil ikke falde i søvn ... der er små skummende hvide toppe på søerne udenfor ... Der går en time ... så kommer manden ud igen ... ‘Det er mig, der er lægen,’ siger han ... ‘Jeg er ikke syg,’ siger jeg, ‘jeg har aldrig været på hospitalet, ikke siden jeg blev født, jeg har bare brug for et personnummer’ ... ‘Det skal vi nok finde,’ siger han og viser mig sit kontor ...

Idiot eller abnorm

‘Sæt dig ned,’ siger han, ‘nu nævner jeg tre ting og så skal du huske dem: Lampe, træ, bil’ ... ‘Lampe, træ, bil,’ siger jeg ... ‘Ikke nu!’ siger han, ‘senere’ ... ‘Undskyld,’ siger jeg, ‘det eneste jeg vil be om er et personnummer, så kan jeg få lov at sove på Himmelekspressen’ ... ‘Kan du regne,’ siger han ... ‘Regne?’ ... ‘90 minus 7?’ ... ‘Vent lidt’ ... jeg tænker mig om ... på den ene side er det unormalt, at jeg ikke kan huske min fødselsdag, men hvis jeg slet ikke kan regne, er jeg på den anden side måske for dum, weisst du, idiot eller abnorm ... det er en balance ... ‘Når du går omkring ude på gaden,’ siger han, ‘hører du så stemmer?’ ... ‘Stemmer?’ ... ‘Ja, andre end dem der er,’ siger han ... ‘Hvad er det for nogen stemmer?’ ... ‘Inde i dit hoved,’ siger han ... ‘Jeg kan høre mine tanker’ ... ‘Aha!’ siger han ... ‘Kan du ikke det?’ siger jeg ... ‘Mig?’ siger han, ‘det ved jeg ikke’ ... ‘Hvorfra ved du så, hvad du tænker?’ siger jeg ... ‘Du kan måske se dine tanker,’ siger jeg, ‘lige som teksten under en film?’ ... ‘Lampe, træ, bil,’ siger jeg ...

Han tilbyder at vise mig afdelingen ... han viser mig et værelse med højt til loftet og halvmørke ... ‘Jeg kan tilbyde dig tre mulige løsninger,’ siger han ... ‘1: Den lukkede afdeling. 2: Den åbne ... du får din egen seng, tre måltider om dagen, du kan komme og gå som du vil,’ siger han, ‘men de fleste bliver nu inde’ ... ‘Og mit personnummer?’ siger jeg ... ‘Jeg vil gerne starte med at give dig en kraftig b-vitaminkur,’ siger han, ‘tre dage med injektion, senere kan vi så scanne din hjerne, og jeg vil også gerne tage en serie blodprøver, puls, blodtryk, måske kan vi tilbyde dig en medicinering’ ...

‘Tak,’ siger jeg, ‘og mit personnummer?...’ ‘Det finder vi,’ siger han, ‘Claus Nielsen,’ siger han ... ‘Lampe, træ, bil,’ siger jeg ... ‘Nemlig!’ siger han ... Og det var så det ... alt det jeg havde ønsket mig ... en seng, mad tre gange om dagen, ikke noget arbejde, men alligevel et vist fremtidsperspektiv ... ‘Jeg vil gerne tænke over det,’ siger jeg ... ‘Du er velkommen,’ siger han ... og forsvinder ... Så rejser jeg mig og går ... ud gennem porten ...

Jeg begynder at gå ... går bare ... der er ikke andet at gøre, jeg kan jo ikke sætte mig ned, det er for koldt, og der er ikke nogen steder at gå hen, altså: jeg går ... og så ender man nede bag banegården ... tyngdekraften ... knoglerne vil ned, ned at putte, ned at ligge over kors ... ‘Gå til Ekstra Bladet,’ siger den gamle med skægget og andefødder og rygsæk, ‘de er de eneste der hjælper dig ... mig!’ råber han. Så går jeg ...

Dér er også en skranke ... men ingen rude ... ‘Journalisterne holder møde,’ siger skranken, ‘du er velkommen til at tage en avis’ ... ‘Tak,’ siger jeg ... bliver stående ... folk kommer og går ... ‘Hej,’ siger hun, ‘Dorte Geisling, jeg er nyhedsredaktør, sid ned’ ... Jeg fortæller det hele ... ‘og de vil ikke give mig noget nyt personnumer,’ siger jeg så ... ‘Det er klart,’ siger hun, ‘de tror, du vil dække over noget,’ siger hun, ‘det tror jeg ikke, men...’ Hun giver mig en tier ... ‘Hvad siger du til, hvis vi nu tog et billede af dig og bragte det i avisen i morgen?... Så ku’ det være, at der er nogen, der genkender dig... Vi kan jo ikke have at du skal gå sådan rundt på gaderne,’ siger hun, ‘og når nu det blir jul’ ...«