Og så går vi ud på Nettet

»Jeg prøver igen,« fortæller Claus Nielsen, »forfra, fra bunden ... den gik ikke med det officielle Danmark, ikke en øre, ikke så meget som en madras natten over ... slet ingen igangsætterydelse ... ‘Du eksisterer ikke,’ sagde de ... Men jeg er lige her ... allernederst ... for foden af Hovedbanens bagtrappe ... Okay, jeg gør et forsøg til, men denne gang prøver jeg alle de almindelige danskere ... hver for sig ... én og én ... helt tilfældigt...

NO!: NON ORGANIZED

Første trin her fra bunden og op ad Istedgade er Mariakirken ... her kan man lige holde sig oppe ... trippende ... svajende ... en ti-femten minutter, måske sælge lidt værktøj ... en Sony radio ... så giver man op og vælter tilbage mod muren for foden af bagtrappen ... »Hvad skal jeg gøre,« siger jeg og holder balancen ... ‘Brun dope! Hvid dope,’ siger de,negrene, kurderne, marokkanerne ...

En gammel fyr, mindst 35, uden tænder, han trækker mig lidt væk ... »Gå til Ekstra Bladet,« siger han ... og forsvinder ... hans pige overtager mig, hun sælger værktøj for en femmer ... »Jeg har også fire mobiltelefoner,« siger hun ... »Tak,« siger jeg ... »De har ikke noget abonnement,« siger hun ... »Nej tak,« siger jeg ... kæmper mig videre ... op ad gaden ... jeg spørger enhver ... »Du kan vel ikke hjælpe mig, jeg vil gerne ud af det her...« »Nej,« siger de ... eller: »Jeg har desværre ingen småpenge’«... »Det er fint med en seddel,« siger jeg ... Og så er de væk ... Jeg går ned i pornobutikkerne ... Copenhagen Gay Center, Plan E, Exciting ... jeg søger arbejde ... hver gang den samme fyr: Ung blondt oversavet jagtbøsse ... »Wi haar lig ansat een,« siger han ... i den her gade taler de alle sammen jysk ... dildo-ekspedienterne, receptionisterne, bartenderne, alle ... »Jeg kan også strippe,« siger jeg, »ellers tak do,« siger han ... Jeg prøver hos bagerne ... jeg får brød ... men ikke arbejde ... et par kroner af en luder, hun er ikke dansker, snarere russer ...

Højt oppe i samfundet

Jeg krydser Gasværksvej og med ét er jeg oppe i samfundet ... ude af kriminaliteten, junken, pornoen, prostitutionen ... Jeg får frugt hos grønthandlerne, jeg søger arbejde på cafeerne, jeg spørger de unge, om de har et sted jeg kan sove ... »bare en madras, bare i nat, jeg kan gøre rent, lufte hunden« ... De er meget flinke, de unge, de griner, de dunker mig i ryggen ... og går ...

Helt oppe, næsten på toppen, hvor caféerne lyser, Bang & Jensen, Zach, helt oppe hos forretningsfolkene og kunstnerne ... be’r jeg om en appelsin... »Den der,« siger den unge pige bag baren, »den er til vores kunder« ... Jeg får et glas vand, »fem minutter!« siger hun ... »Bare rolig,« siger jeg ... sidder og ser på et ungt par ... de spiser den store brunch, pølser og ost og æg og oliven og kaffe und Alles! ... Jeg drikker mit vand og venter til de er gået ... så tager jeg mig af resterne ... og går ud i vinden ...

Jeg burde fortsætte opad, jeg ved det ... jeg ta’r bare nogle få skridt tilbage ... bare fem skridt og ind på en knejpe ... McKluud ... det skulle jeg ikke ha’ gjort ...

Med Jyde-taxa

Her er varmt ... julepynt over det hele ... Jeg tager vanterne af, musikken den spiller ... to radioer på en gang ... »Jeg kan vel ikke få en kop kaffe?« ... Der sidder et par mænd ved baren ... har nok siddet der altid ... »Kaffen koster en femmer,« siger damen bag baren... Jeg vender mig for at gå ud ... »Jeg betaler,« siger den ene mand ... Hun går ud og laver kaffen ... Han ser ikke på mig, vi siger ingenting, musikken den spiller i munden på sig selv ...

Hun kommer ind med en forgyldt kande og skænker op ... »Skal du med!« siger han og har allerede rejst sig ... »Min kaffe,« siger jeg ... »Så er det nu!« råber han ... Vi er ude på gaden ... han er jyde ... råber efter taxaerne, de kører forbi ... »Jeg kommer lige nede fra Tyskland« ... »Hvorfor siger du det,« siger han ... »Næh,« siger jeg ... »Du er heller ikke her fra byen?« siger jeg så ... »Hvorfor spørger du om det?,« siger han og åbner bagdøren, »sæt dig ind!,« siger han ... Vi kører ... den forkerte vej ... lige lukt tilbage mod bunden ... uret på muren, en bleg hvid skive i tågen, bagtrappen ... i sidste øjeblik drejer vi af ... Vi er inde på Centralhjørnet ... »Jeg leder efter nogle grønlændere,« siger han ... Her er ikke andet ... grønlændere ... »Hvad skal du ha?,« siger han så ... »Jeg har ingen penge« ... »Hof!,« råber han ... Okay, så drikker jeg Hof ... »Det er også sidste gang!,« råber han ... »Ja ja,« siger jeg ...

Pludselig knalder han hovedet mod bardisken ... Tjeneren kommer rundt og rejser ham op ... »Er du her endnu,« råber han ... Jeg rejser mig, »Hvor helvede skal du hen?,« råber han ... »Ud og søge arbejde,« prøver jeg ... Der bliver stille ... alle har vendt sig ... røgen, den enarmede ... alting står stille ... »Der er vel ikke nogen, der kender et sted jeg kan sove?,« siger jeg ... Hele knejpen ser på mig ... Jeg skynder mig ud ... Jeg går ... går ... lige til bunds ...

Der ender man hver gang: neden for trappen i mørket bag banegården, det er vinter, snart jul ... herfra er der ingen udvej ... lige bag ryggen på én kommer togene ... fra hele Europa ... togene kommer og går ... men det er løgn ... der er ingen udvej ... Alligevel er der ingen af os, der kan stå stille ... nogen drikker guldøl ... ryster ud over det hele ... hilser og stiller hinanden de samme spørgsmål ... igen og igen ... »Hvad helvede, jeg troede at du var død« ... »Har du nogen doner?’«... »Alupamer?« ... Og hele tiden er der nogen, der er blevet narret, »har du set min kammerat, ham Erik, har du? Han løb kraftedme med alle mine penge... femtenhundrede... jeg havde dem i en plastikpose... jeg sku’ jo bare lige ind og pisse, det svin!« ...

Så kommer panserne ... op ad trappen, op i banegårdshallen og ned igen ... op til Mariakirken ... og tilbage igen ... skrå over gaden .... ned i kiosken ... op igen ... hjemløse, rastløse ... som enhver anden i Tiden, som IT-eliten, børsmæglerne, politikerne, bare uden at se på uret, bare uden at tale i mobiltelefon ... her står ingen stille og der sker Ingenting! ...

NGO!:

NON GOVERNMENT ORGANISATIONS. Okay, jeg prøver en tredje, en sidste gang! Ikke hos staten, ikke hos tilfældige mennesker på gaden, nu er der kun én udvej, hvis jeg skal have mad i munden, hvis jeg skal sove uden at fryse fast til fliserne: Kirken og de andre frivillige barmhjertige, de der NGO’ere.

Denne gang når jeg helt op til nummer 100 ... Kirkens Korshær ... varmestuen ... »Dagens ret er løg i brun sovs for en tier« ... »Jeg har ingen penge,« siger jeg ... Jeg får det gamle brød fra bageren inde ved siden af, gratis! ... Jeg holder min kæft, lytter til Bob Dylan ... I’m walking ... walking the streets that are dead ...

I don’t know where I’m goin to ... Ingen spørger, intet navn, intet nummer, de giver mig bare det daglige brød ... hver dag (hverdag!) fra seks til halv elleve ... Vi lytter til Bob Dylan ... de fleste er stamkunder ... en kineser, et par jyske arbejdsmænd, en kurdisk skakoman, en agronom, den tidligere sjællandsmester i skoleridning, hun som siger »cikel« ... men hesten er død og hun gået over til at samle flasker ...

Lige over for mig sidder altid den samme fyr på min alder, lidt yngre, første gang læser han telefonbogen ... »Søger du job,« siger jeg så ... Han søger efter en familieadvokat ... Han er narkoman på afvænning, har en dreng på seks med en anden og en pige på et år med den ny, hun er nitten, han bor ingen steder, hun bor i Kolding, hver dag tager hun toget herover og står nede i Skelbækgade, mens han sidder her ... sammen med mig ... vi mødes, vi sidder her det meste af aftenen, branchesnak, Sundholmen og afvænning på landet ...

Pludselig rejser han sig ... »Bliv siddende!« siger han ... og går en tur ned i Skelbækgade med en flaske te til hende ... »Vi får kun 15.000 om måneden,« siger han, allerede tilbage, »tilsammen!« ... »Jeg kan ingenting få,« siger jeg, »jeg er dansker, men jeg har glemt mit personnummer, og nu eksisterer jeg ikke« ... »Bare rolig,« siger han, »jeg skal nok finde dig!« ... og går ...

Himmelekspressen

Jeg venter et kvarter, så går jeg også ... ud mod havnen ... I mørket på Dybbølsgade møder jeg ham igen ... »Hej,« siger jeg ... Han standser og ser på mig ... »Hvor kender jeg dig fra?,« siger han ... »Vi har lige siddet og snakket sammen,« siger jeg ... og går ... videre ... »Du kommer tilbage!,« råber han ... »Ja ja,« siger jeg ... og forsvinder ... Richtung Sydhavnen, Himmelekspressen ... himmel eller helvede, det samme alle vegne: Skranken, glughullet, det afgørende spørgsmål: »Legitimation!« ... Jeg har ikke noget ... De gør en undtagelse ... bare i nat ...

Ude på badeværelset står en fyr i bar overkrop, bodybuilder, han stikker en kanyle i næsen ... »Du skal ta’ og få et værelse på Mændenes Hjem, der har du udsigt til det hele, juleaften sidste år var der en, der blev sparket ihjel, lige nedenfor, jeg var bare væk et sekund, du, så var han død, det er forfærdeligt, du, men det er jo ret sjovt at se« ... »Jeg kan ikke få lov at bo der,« siger jeg og vasker mine hænder, »jeg eksisterer ikke« ... »Nåh...«, siger han, »no problem!« og tager kanylen ud, der drypper blod ned i vasken ... »Jeg skal nok finde dig,« siger han og skyller efter ... »i morgen tidlig,« siger han, »hvis ikke jeg vågner« ... »Hvad så,« siger jeg så ... »Så væk mig for helvede,« siger han, »jeg finder dig, du!« ... »Du vækker mig,« siger han, »og så går vi to ud på Nettet« ...«