Læsetid: 7 min.

De sidste døgn i Claus Nielsens liv på gaden

Claus Nielsen får et journalnummer og overlader resten af historien til Ekstra Bladet
9. marts 2001

Efter i længere tid at have holdt sig væk fra det officielle Danmark gør Claus Nielsen midt i januar et nyt forsøg på, høfligt, at slå sig en vej ind i Systemet.

Da det ikke er lykkedes fra bunden, går han denne gang direkte til tops, hvor lovene laves, og ændres.

En tidlig morgen i styrtregn møder han op i Boligministeriet. Claus Nielsen fortæller:

»‘Ministeren er ikke at træffe’, siger han... ‘Nej’, siger jeg... og sætter mig... vandet siver ud af mine sko... ‘Hun har møder hele dagen’, siger han og kommer ud på min side af skranken og ser på mine sko ... ‘Hvordan er du kommet ind?’... ‘Gennem døren’... ‘Aha!’... han nikker, tripper, ser sig omkring ... ‘Ministeren har træffetid hver anden torsdag’, siger han, ‘fra ti til elleve’... ‘Hvad er det i dag?’... ‘I dag?’ siger han, ‘onsdag’... ‘Så venter jeg bare’... ‘Hvad?’ siger han, ‘nej nej!’ siger han... ‘Jeg skal ikke noget særligt’... ‘Nej nej!’ siger han, ‘det er først næste torsdag, måske, vi får se’...

Jeg ser mig lidt omkring, det er boligministeriet, det kan man se, de er meget bedre til at indrette sig end politiet og socialkontoret... der er tæpper på gulvene, højere til loftet, der er skåle fulde af frugt, og så er der personlig betjening, uanset hvor jeg går, er min personlige betjent lige bag mig, ‘Frugten er mest til pynt!’ siger han... ‘Ja’, siger jeg... ‘Hvad drejer det sig om?’... ‘Jeg kan ikke få noget sted at sove’... ‘Nåh!’ siger han, lettet, begejstret, ‘nåh sådan! Så er du gået forkert’, siger han, ‘du skal i Socialministeriet’, og trækker mig hen til et vindue og peger ud i regnen, ‘det er lige derovre’...

Sikken et vejr

Denne gang når jeg kun ind på trappen... her er koldt, ingen tæpper, bare sten og vægge af glas... Oppe til venstre er en stor rude med en oplyst sekretær... Jeg banker på ruden... Jeg banker på ruden... ‘Ja?’... det er en damestemme højt oppe fra loftet... Jeg ser op, ‘jeg skal tale med socialministeren’... ‘Det kan du ikke komme til’... ‘Hvornår så?’... ‘Det kan du slet ikke’...

‘Aldrig?’ siger jeg, ‘har han ingen træffetid?’... ‘Du kan skrive til ham, så kan det være, han skriver tilbage’... ‘Det er det, der er problemet, jeg har ingen adresse’, siger jeg, ‘ikke noget personnummer, jeg kan ikke få nogen hjælp’... ‘Så kan jeg ikke hjælpe dig’... ‘Tak’...

Jeg sætter mig på trappen, ‘øjeblik’, siger hun og tager telefonen... Straks står der en fuldmægtig, ‘sikken et vejr’, siger han og klapper mig på skulderen og tørrer hånden af i jakken... Han følger mig ned til døren, han har stadig sine cykelklemmer på... ‘Nu skal du se,’ siger han, ‘du skal over i Indenrigsministeriet, det er lige derovre’... og lukker mig ud...

Jeg er træt... jeg begynder at fryse... jeg orker ikke rigtig flere ministerier lige nu... det er holdt op at regne... nu sner det... Nogen siger mig, at jeg skal gå til Amnesty International... Så gør jeg det... Senere prøver jeg professor Ole Espersen... Center for Menneskerretigheder... advokat Bjørn Elmquist... Kirsten Jacobsen...

Et fint dokument

En hverdag lige inden de lukker, er jeg tilbage på socialkontoret... jeg når ikke engang at trække et nummer, før hun er der... det er den samme som sidst... men i dag er hun frisk... ‘Hej’, siger hun, ‘hvad kan vi gøre for dig?’... ‘Ingenting’, siger jeg, ‘så vidt jeg har forstået... men så tænkte jeg, at måske I kunne give mig et papir, hvor der står, at I ikke kan hjælpe mig?’... ‘Øjeblik!’ siger hun og forsvinder ud bagved...

Jeg sætter mig... Der står en fyr oppe ved skranken... han vender sig, ‘hej!’ siger han, ‘har de fundet dig?’... ‘Næh’, siger jeg... det er ham Kent ude fra Himmelekspressen, han har vist fået et værelse på Mændenes Hjem... sidst var han lige vågnet, han havde tjent femten tusind og været en tur i byen, og nu var han flad... ‘Du bor stadig derhenne på Mændenes Hjem’, siger jeg... ‘Nej nej, for helvede’, siger han, ‘ham den anden, han stjal mine doner, jeg er ude på Sundholmen’... ‘Hvad laver du så her?’ siger jeg... Han griner... og går... han vender sig, ‘hej!’ siger han, ‘hvis du skal bruge noget, nitra eller doner, jeg har også en mobiltelefon’... ‘Tak’, siger jeg...

Hun kommer tilbage, ‘værsgo’, siger hun og giver mig et fint dokument... »Journalnr. xx«... det er så mig... Nu er der ingen, der kan komme og sige, at jeg bare kan gå på socialen eller ta mig et arbejde... nu! siger jeg til mig selv, nu går jeg sgu til Indenrigsministeren...

To stykker chokolade

Det er den forkerte port... betjenten siger, jeg skal prøve den anden... jeg prøver den anden, betjenten siger, jeg skal prøve den tredje... Jeg prøver den tredje, ‘hvem må jeg sige, det er?’ siger betjenten... ‘Claus Nielsen’... Han fører mig ind til en skranke, ‘tak’, siger jeg... Han bliver stående bag mig... ‘Tak’, siger jeg... Han smiler og nikker... Her er der ingen, der arbejder... de sidder bare og ser hen på mig... Sekretæren rejser sig, ‘hvad kan vi gøre for dig?’... ‘Jeg skal tale med indenrigsministeren’... Hun ser på betjenten... ‘Ministeren har et punkt på dagsordenen i dag’ ... ‘Nåh’, siger jeg... og bliver stående... ‘Hvad drejer sagen sig om?’... ‘Jeg skal bare have et nyt personnummer’... Jeg viser dem dokumentet, ‘journalnummer xx, det er mig’, siger jeg...

Det viser sig, at jeg er gået forkert... jeg skal henvende mig i Birkerød... ‘Nåh’, siger jeg... og bliver stående... Sekretæren ringer til Birkerød, (CPR-centralen, red.), hun giver mig røret... det er bare musik... ‘Øjeblik’, siger hun... så er der en dame, ‘nej nej!’ siger damen... Sekretæren skriver damens navn og nummer på en lille gul seddel, men jeg har allerede fået en ny dame, ‘vi kan heller ikke give dig et erstatningsnummer’, siger hun... og så er der musik... så får jeg den tredje, ‘det har slet ikke noget med os at gøre’, siger hun, ‘den sag må politiet tage sige af’... ‘Politiet’, siger jeg, ‘der har jeg været, i flere timer’... ‘Desværre!’... Betjenten tager sig af røret og viser mig døren... Jeg bliver stående... Så kommer overbetjenten... eller chefen for betjentstuen... eller formanden for det indenrigsministerielle betjentdepartement... han kommer i hvert fald ud fra sit kontor og går hen mod mig, ‘vent!’ siger jeg, ‘måske, hvis jeg kunne få ... måske bare et stykke papir, hvor der står, at I ikke kan hjælpe mig?’... ‘Nej’, siger han... ‘Åh jo’, siger sekretæren... De ser på hende... de siger ingenting... Så går chefbetjenten op ad trappen... sekretæren roder i sin taske og skynder sig hen til mig, ‘du skal se’, siger hun og klemmer min hånd, og gir slip, og så ligger der to stykker chokolade, ‘du skal se’, siger hun...

Så er chefbetjenten tilbage, ‘desværre’,’siger han og viser mig døren, ‘min kontorchef siger, at desværre, vi kan ikke udstede dokumenter til nogen, vi ikke ved, hvem er’... ‘Men det er jo det’, siger jeg, ‘det er det, der er problemet’... ‘Desværre’, siger han og lægger en hånd på min skulder, ‘vent!’ siger jeg, ‘så måske bare et dokument, hvor der står, at I ikke kan udstede dokumenter til nogen, der ikke kan dokumentere sig?’...

En rigtig go’ journalist!

Jeg er på gaden... det er ikke noget problem... det er den letteste sag i det her land, overalt er der nogen, der viser én døren... med mindre man går over stregen... så kommer man ind... så låser de døren... så kommer man ikke ud... det er enten eller... det regner... det er ved at blive mørkt nu... hvad nu... skal jeg gå på politistationen?... og begynde forfra?... fra bunden?...

Så går jeg til Ekstra Bladet... der er også en skranke... men ingen betjent... ‘Hvad så?’ siger hun, nyhedsredaktøren, ‘hvordan går det?’... Jeg viser hende mit dokument og de små gule sedler... ‘Det kan fanneme ikke være meningen’, siger hun, ‘nu kører vi den sgu! Hvad siger du til det?’... ‘Joh’, siger jeg... ‘Nu finder jeg en rigtig go journalist, der kan bore i sagen, for det her’, siger hun, ‘det kan fanneme ikke være meningen, nu har du været her i over en måned... Jeg vil godt lige tænke lidt over det, også det med mit billede i avisen... ‘Jeg synes vi skal køre den nu’, siger hun, ‘du er også blevet meget bedre til at tale dansk’... Hun er fra Jylland, det kan jeg høre...’Nu får du mit mobilnummer, og ved du hvad, så ka’ du bare ringe’, siger hun, ‘døgnet rundt, også om natten...’

Jeg går... det er mørkt, jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen... et par dage efter er jeg tilbage... ‘Dorte Geisling? Hun er på ferie’, siger skranken... Jeg viser dem sedlen, de ringer hende op, ‘Claus!’ siger hun, ‘jeg er først tilbage om en uge’, siger hun, ‘er det ikke næsten for længe at vente?’... ‘Joh’, siger jeg... ‘Fem minutter!’... så står der en lille rund journalist med en blok...«

CITAT

Ole Espersen udtaler:

»Ja, jeg kender godt historien. Han har lagt nogle papirer hos mig, og han er velkommen til at komme igen. Jeg har forsøgt at komme til at tale med hende Maja Fuchs, men jeg kan ikke komme igennem til nogen som helst på Socialforvaltningen. Men det er vist meget almindeligt. Så vidt jeg forstår, vil de ikke give ham en 100-kroneseddel, bare?«

– Nej.

»Man kan dårligt forestille sig, at de alene af elektroniske grunde ikke kan give ham noget. At det alene er det tekniske system, der forhindrer det.«

– Det påstår de.

»Ja, det er en noget dubiøs optræden, det må man sige.«

Ole Espersen, professor i Folkeret og internationale menneskerettigheder, i en telefonsamtale med Claes Bech, 26. januar 2001.

 

Serie

Journalnr. xx: Manden uden nummer

Præcis et døgn ad gangen tager Claus Beck-Nielsen det karakteristiske »Beck-« ud af sit navn og går på gaden som Claus Nielsen. Præcis 24 timer, så vender han tilbage til sit normaldanske liv med lejlighed, kone, barn og personnummer. Et par dage senere stryger han »Beck-« og er på gaden igen.

I en serie artikler fortæller Information de næste dage historien om Claus Nielsen, manden uden for nummer. Først ser vi sagen fra hans synsvinkel: Dagene og vejene gennem byen og Systemet. Siden prøver vi fra andre vinkler at belyse sagen, finde frem til sandheden, kort sagt trænge til bunds i virkeligheden.

Seneste artikler

  • Nielsens hvirkelighed

    12. marts 2001
    Som historie var Claus Beck-Nielsens serie virkelig, lige så virkelig og uplacérbar som de mennesker, man møder på gaden, og som i virkeligheden kun selv kan tale for sig
  • Et stk. uidentificeret omvandrende objekt

    10. marts 2001
    ’Vi er på vej ude fra Sydhavnen med 1 stk. uidentificeret omvandrende objekt’. Sådan lyder det over Københavns Politiradio torsdag den 25. januar kl. ca. 7.00, da en hvid civilvogn er på vej med Claus Nielsen på bagsædet
  • Et jobtilbud du ikke kan afslå

    8. marts 2001
    You want to make money?’ siger han. ‘Ja,’ siger jeg. ‘Big money?!’ siger han
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu