Et stk. uidentificeret omvandrende objekt

En onsdag sidst i januar gav Claus Nielsen op og overlod sin historie til Ekstra Bladet. Derefter indtog han som sædvanlig sit daggamle brød hos Kirkens Korshær i Istedgade, sang en sang eller ti, og begav sig på vej gennem mørket ud mod Himmelekspressen, hvor han ved hjælp af et dokument fra Socialforvaltningen endnu en sidste gang fik lov at overnatte.

Klokken fem minutter i syv næste morgen, mens det endnu var bælgmørkt, havde Claus Nielsen været vågen i knap et døgn. Nu ventede han blot på at vagten skulle tænde lyset i sovesalen og sige »så’ det op!«, så ville han rejse sig, tage sit elendige tøj og forsvinde ... Claus Nielsen fortæller:

Der står et par herrer...

»‘Bare rolig drenge, I skal ikke op endnu’ ... Han har tændt lyset, men han siger, vi ikke skal op? ... Okay, jeg vender mig om på den anden side og trækker tæppet op over hovedet ... Jeg kan mærke, han står lige bag mig ... ‘Claus Nielsen!’ ... ‘Ja?’ siger jeg ... ‘Der står et par herrer herude, der gerne vil tale med dig’ ... Han er væk ... Jeg kravler ned fra køjen, jeg er bare i underbukser, jeg vejer 51 kilo ... Jeg gemmer en bog og en seddel med priser på dope under lagnet på naboens seng, så går jeg ud ... I den anden ende af gangen står to mænd ... sparket ud af en tysk kriminalserie fra 70’erne ... den ene er høj, i lang grå frakke og overskæg, den anden ... er ham, du ved, man aldrig kan huske ...

‘Kom her!’ siger den høje ... jeg skynder mig, gulvet er koldt ... ‘Københavns Politi,’ siger han og vender hånden, jeg når lige at se noget blinke, ‘din legitimation!’ ... ‘Jeg har ikke noget,’ siger jeg ... ‘Hvornår er du født?’ ... ‘Det er jo det,’ siger jeg, som om de allerede vidste ... jeg forstår ikke, hvem der har sendt dem, hvor kommer de fra? ... ‘Jeg kan ikke huske,’ siger jeg ... ‘Vrøvl,’ siger den anden, ‘må vi se dine papirer’ ...

Jeg løber tilbage til sovesalen og henter mit nye dokument, ‘se!’ siger jeg, ‘xx, det er mig’ ... ‘Hvad fanden er det for noget’ siger den høje, ‘hvor har du det fra?’ ... ‘Det gav de mig,’ siger jeg ... ‘Se at få noget tøj på, så kører vi!’ ... Jeg skynder mig, henter mit tøj, min kasket, han tager mig i ar-men ...

Halvt år i Vestre Fængsel

Det er mørkt, det blæser, der er ingen sirener, bare en helt almindelig hvid bil ... ‘Sæt dig ind,’ siger den høje, ‘nej, bagsædet!’ råber han ... Så kører vi ... ‘Hvornår er du født?’ siger han ... ‘Det er jo det,’ siger jeg ... ‘Kom så!’ ... ‘Jeg ved ikke, det har jeg jo sagt, også henne på stationen’ ... ‘Godt,’ siger han, ‘så kører vi direkte ud til Vestre Fængsel, så kan du sidde der det næste halve år, indtil vi finder ud af, hvem du er’ ...

Over broen bag banegården ... alle sporene dernede, byens lys og tårnene langt ude i mørket ... Bag kødbyen, i gaden med luderne, standser bilen ... et kort ophold på vej ud til fængslet, måske? ... ‘Ud!’ Den høje med overskægget tager mig med over gaden ... »Eftersøgningsafdelingen« står der på muren ... Vi tager elevatoren til sjette, jeg sidder i et værelse, bare et bord, et par stole ... ikke koldt, tværtimod, her er så varmt, at jeg allerede har kvalme ...

Pludselig kommer han ind, ‘navn!’ siger han ... ‘Claus Nielsen’ ... ‘Hvornår er du født?!’ ... ‘Det er jo det ...’ ... ‘Hvornår er du født?! Hvor? Hvad hedder din far? Og din mor? Hvor gik du i skole?’ ... Og så er han væk ...

Jeg ser ind i væggen ... Døren går op, det er en helt tredje, rød sweatshirt og overskæg, ‘Hvor er du født?,’ siger han ... ‘Jeg ved ikke’ ... ‘Du må da kunne huske, hvor du er født!’ ... Og så er han væk ... Her er varmt, jeg har ikke fået noget at drikke ... døren går op, ‘Claus Nielsen!’ ... ‘Ja,’ siger jeg ... nu er det den anden igen, ham jeg ikke kan huske, ‘hvornår er du født,’ siger han, ‘har du noget familie?’ ... ‘Jeg ved ikke,’ siger jeg, ‘en søster måske ...’

Den røde sweatshirt kommer ind, ‘du har været i Tyskland’ siger han ... Nu er det verdenshistorien ... ‘Kan du huske muren?,’ siger han ... ‘Muren?,’ siger jeg ... ‘Ja! Kan du huske den? Var der en mur? ... ‘Jeg ved ikke ...’

Vi bliver ved!

Et smæld, hver gang de er ude og låsen drejes om, og døren går op, ‘hvad hedder du?!’ ... det er en helt fjerde, halvgammel, i fuld uniform, ‘hvad har du i lommerne,’ siger han, ‘lad mig se! Få det op!’ ... Jeg rejser mig og tømmer det hele ud over bordet ... der ryger lidt snavs og kviste fra somalierne på gulvet, ‘Hvad fanden er det for noget svineri!,’ råber han, ‘få det op!’ ... Og så er han væk ... og tilbage, de bliver ved, døren smækker og døren går op, en ad gangen, pludselig to, de sætter sig, rejser sig, går frem og tilbage eller læner sig op imod væggen, ‘Claus Nielsen!,’ siger han, det er den gamle,. ‘Vi bliver ved,’ siger han, ‘i flere dage, hvis det skal være’ ... og så er han væk ...

Jeg skal tisse, men døren er låst ... der er gået en time ... gennem døren kan jeg høre dem snakke: ‘Jeg har set ham før,’ siger den ene ... ‘Ja, jeg er også ret sikker’ ... og: ‘Kan I huske ham fyren, der var efterlyst ... er det ikke seks år siden?’ ... ‘Skizofren’ ... ‘Han havde også en søster’ ... ‘Han var rødhåret’ ... ‘Nej, nej!’ ... ‘Øjeblik!,’ siger én, ‘jeg har lige talt med en læge ude fra Kommunehospitalet. Lægen har snakket med fyren, og han kan godt garantere, at den er god nok: Han kan ikke huske, hvornår han er født’ ...

Så er der stille ... Den røde kommer ind, ‘har du fået morgenmad?,’ siger han ... ‘Morgenmad? Hvornår skulle jeg ...’ ‘Vil du ha et glas vand?’ siger han ... Døren står åben ... uniformen kommer ind med et plastickrus, ‘hvor bor du?’ siger han ... ‘Ingen steder,’ siger jeg, ‘det er jo det’ ... ‘Ja ja,’ siger han, ‘men hvor vil du bo? I nat? Himmelekspressen?,’ siger han ... venligt ... gammel og rar ... ‘Jeg ved ikke, det kommer an på, om de ...’ ‘Ja ja,’ siger han, ‘vi må jo finde et sted, vi er jo nødt til at vide, hvor vi har dig de næste dage’ ...

Tandaftryk

Så kommer den anden, ham jeg ikke kan huske, ‘ti minutter,’ siger han, ‘så kører vi ud på Tandlægehøjskolen’ ... ‘Tandlæge?,’ siger jeg ... ‘Vi skal have et aftryk af dine tænder,’ siger han, ‘nogle billeder, fingerrulninger, vi er jo nødt til at vide, hvem du er!’ ... Døren står åben ... der er et kontor udenfor, jeg kan høre dem arbejde ... det må være hårdt, tænker jeg ... og så tidligt om morgenen ... måske har de heller ikke fået hverken vådt eller tørt ... de ved ikke rigtig, hvad de skal gøre ... de har helt glemt at anholde mig ... for hvad ved jeg ikke ... Denne gang får jeg lov til at sidde ... jeg ser ind i væggen ... det er ved at blive lyst udenfor ...

Så rejser jeg mig og går ud i kontoret, ‘undskyld’ ... De vender sig og ser på mig ... Jeg stikker en finger i munden og tager det lille slimede stykke toiletpapir under overlæben ud, ‘nu kan jeg huske, hvornår jeg er født’ ...«

Claus Beck-Nielsen. Født i Århus. Personnummer: 060563-1479. 2 søstre. Egen lejlighed. Arbejde: Selvstændig erhvervsdrivende. Brød: dagligt.