Tilfældet Claus Nielsen

Tirsdag den 12. december kl. 9.59 stiger en ca. 35-årig mand af toget Bertel Thorvaldsen, der netop er ankommet til Københavns Hovedbanegård fra Tyskland. Manden, en meget tynd, sygeligt udseende, formodentlig narkoman, medbringer ingen bagage ud over den smule tøj, han har på: Kondisko, tynde grå joggingbukser, træningsjakke og en Apple reklamekasket trukket omvendt ned over hovedet.

I løbet af det følgende døgn bevæger manden sig i miljøet omkring Hovedbanegården, Istedgade, Halmtorvet og Skelbækgade med en enkelt afstikker til Sydhavnen. Allerede en times tid efter sin ankomst henvender han sig på Mændenes Hjem i Istedgade, hvor man er nødt til at afvise ham, bl.a. fordi manden ikke kan fremvise nogen form for legitimation, han har tilsyneladende mistet alt, enten i toget eller i løbet af de angiveligt fem-seks år, han, formodentlig illegalt, har opholdt sig i Tyskland.

Man henviser ham til Den Sociale Døgnvagt på Vester Voldgade, hvor man efter forgæves at have søgt ham i edb-systemet er nødsaget til at sende ham tilbage på gaden med et blåt HT-klippekort (med 1 klip) og en liste over væresteder, han kan opsøge i løbet af dagen.

Sidst på dagen dukker han op på politiets Station 1, hvor man gør et grundigt forsøg på at finde ham, men da han ud over sit eget navn, Claus Nielsen, ikke kan huske hverken navnet på sin fødeby, sine forældre eller sin sidste bopæl i København, er man nødsaget til at sende ham tilbage på gaden.

Her strejfer han så omkring, falder tilsyneladende ubesværet ind i miljøet af hjemløse, narkomaner, pushere og alkoholikere og ender aftenen på herberget Himmelekspressen i Sydhavnen, hvor man undtagelsesvis lader ham overnatte uden legitimation. Kort før daggry lukkes han med de øvrige hjemløse ud i regnen, går for sig selv i retning af Sydhavn Station. Og forsvinder.

Sidste udvej

Og sådan fortsætter det. I løbet af december og januar måned dukker Claus Nielsen gentagne gange op. Utallige institutioner, lige fra herberger, kirkelige væresteder og socialkontorer til ministerier og menneskerrettighedsspecialister kan bekræfte at have haft besøg af den personnummerløse, der som tiden går virker stadig mere forhutlet og afmagret.

Kort før jul opsøger han Ekstra Bladet, som tilbyder at bringe hans billede og en efterlysning af pårørende. Men Claus Nielsen afviser, og først hen imod slutningen af januar, da alle forsøg på at få sig et nyt personnummer og dermed muligheden for at få sig et sted at bo, økonomisk hjælp og mad i munden, kort sagt et liv, tilsyneladende er slået fejl, tager han mod tilbuddet fra formiddagsbladet.

Hvordan kunne det komme så vidt? Kan det virkelig lade sig gøre at falde så langt uden for det danske samfund, at man ikke kan komme ind igen, uanset om man vil eller ej? Var der virkelig ikke andre end Ekstra Bladet, der kunne eller ville hjælpe Claus Nielsen? Hvordan oplevede han det selv? Livet på gaden, kampen mod kulden, sulten, trætheden og ... Systemet?

Spørgsmålene i sagen er mange. Og mange flere. Fra og med i morgen og en uge frem vil Information i en serie artikler forsøge at trænge til bunds i historien om Claus Nielsen, manden uden for nummer.