Jeg ved ikke, hvem borgeren er

Turen rundt i Systemets telefonnet starter hos Politiets Station 1, Vesterbro. Claes Bech forklarer, at han et par gange er blevet opsøgt af Claus Nielsen, som har fortalt sin historie. Nu vil Claes Bech så høre, »hvad der rent faktisk er hændt«. Politiassistent Jean-Marc Monnier fortæller:

»Jeg kan bekræfte, at jeg har talt med ham (Claus Nielsen, red.). Jeg rodede og ragede i over en time i vores system og kunne ikke finde ham. Det vil sige: Ud fra de oplysninger, han gav mig, kunne jeg ikke bekræfte over for ham, at det, han sagde, var rigtigt. Jeg var inde på Folkeregistret og fandt et hav af Claus Nielsen’er, med og uden bindestreg og mellemnavne og hvad ved jeg, men jeg kunne ikke sige, om en af dem var ham. Mit bud er, at han var én af dem på listen. Han må jo have haft et personnummer, og har han haft det, så eksisterer han også.«

– Så bør man vel også hjælpe ham?

»Ja bestemt. Hvis han kommer igen, må vi prøve med fingeraftryk. Der må jo være nogen, der kender ham. I Tyskland for eksempel ... hvis han virkelig har boet der.«

– Han taler jo fint tysk?

»Ja ja, men det kunne også indikere, at han har boet i det sønderjyske område.«

Højere op i Systemet

Turen går videre til Den Sociale Døgnvagt, som yder akut hjælp til socialt nødstedte. I Claus Nielsens tilfælde ved at give ham et HT-klippekort med ét klip:

»Vi har kun én medarbejder, så vi kunne ikke følge ham nogen steder hen,« siger leder Birgit Reenberg.

– Men derfor må man vel alligevel hjælpe ham?

»Joh ... men det er svært at udbetale penge ud af systemet, når man ikke ved, hvem han er.«

– Men der er jo et tydeligt behov; der står et menneske ...

»Jo jo, man må selvfølgelig finde ud af det. Men det er administrativt problematisk. Men nu har jeg i hvert fald lavet et notat, så det står herinde, hvis han skulle komme tilbage.«

Men, men: Claus Nielsen gik videre til Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Matthæusgade, Vesterbro. Claes Bech følger efter:

– Claes Bech, jeg ringer fra Information, jeg skulle gerne tale med en af dem, der tager imod folk nede ved skranken.

»Du skal højere op i systemet. Her hos os er det sådan, at det kun er cheferne, der udtaler sig.«

Efter en del opringninger, omstillinger og forskellige stykker ventemusik får Claes Bech endelig Pia Jørtoft, leder af det særlige voksenteam, i røret:

»Det lyder, som om den pågældende har været i modtagelsen i vores serviceteam, og det er jeg ikke leder af, så det kan jeg ikke udtale mig om,« siger Pia Jørtoft.

– Hvem skal jeg så tale med?

»Elisabeth Dolmer er leder af serviceteamet, og det mener jeg, du er blevet gjort opmærksom på én gang.«

– Jeg har bare fået at vide, at der er to chefer.

»Nå, men da jeg ikke ved, hvem borgeren er, så kan jeg ikke vide, om han hører til her hos mig.«

– Hvordan skal jeg komme videre i sagen?

»Giv mig hans personnummer.«

– Det er en del af problemet: Han har ikke noget personnummer.

»Jeg har kun kendskab til én borger, som ikke har noget cpr-nummer, og ham kender jeg, men jeg ved ikke, om det er ham. Du må tale med Elisabeth Dolmer.«

Systemet spiser det ikke

Claes Bech lægger sit telefonnummer, og senere på dagen bliver han ringet op:

– Claes Bech.

»Mit navn er Kirsten Engvej. Jeg ringer til dig, fordi vi kører et system sådan, at det er chefen, der udtaler sig til pressen.«

– Så du er altså chefen?

»Nej, men jeg ringer til dig, på vegne af chefen, for at undersøge, hvad sagen drejer sig om. Så kan hun siden svare. Medmindre jeg træder ind for hende.«

– Aha?!

Og så forklarer Claes Bech, hvad sagen drejer sig om.

»Jeg ved ikke, hvem det er, du taler om,« siger Kirsten Engvej, »men altså, vi lever i en elektronisk tidsalder, vi har ingen kasse og kan ikke udbetale hverken kontant eller på check. Hvis man ikke har cpr-nummer, er der ikke noget at gøre, for Systemet spiser det ikke.«

– Hvad gør I så, når der rent faktisk står et menneske foran jer, som har brug for hjælp?

»Vi kan ikke gøre noget. Vi ejer ikke en enøre noget sted, kun elektronisk udbetaling. Men ring mandag, så vil jeg i mellemtiden undersøge sagen nærmere.«

Og så, mandag den 16. januar ringer Claes Bech igen:

»Nu har jeg undersøgt sagen,« siger Kirsten Engvej, formodentlig på vegne af sin chef Elisabeth Dolmer, »og da jeg havde lagt røret forleden, kunne jeg da godt huske, at jeg havde hørt tale om ham. Det viser sig, at han rent faktisk har været her hos os i december, en torsdag, det ved vi, for det er den dag, der er lægekonsultation. Og altså, vi var oprigtigt bekymrede, for vi mente, at han var syg.«

– Syg?

»Ikke på dén måde, men han sagde, at han var faldet og havde slået sig.«

– Det sagde han?!

»Ja,« siger Kirsten Engvej, »og så ville vi have ham undersøgt af en læge, men der var endnu en time til konsultationen. Så i stedet tilbød vi ham, at han kunne tage på skadestuen, eller vente her og komme til at tale med en læge. Men det ville han ikke. Og ja, så rejste han sig simpelthen og forlod etablissementet. Og så kunne vi jo ikke gøre mere, vi kan jo ikke sådan løbe efter ham.«

– Du var der selv, kan jeg forstå?

»Mig? Nej... det vil sige, jeg har ikke selv set ham. Han var kun nede i modtagelsen.«

I klafut med Systemet

Der lader ikke til at være anden udvej end, på vegne af Claus Nielsen, at henvende sig direkte til Folkeregistret. Ud på eftermiddagen lykkes det Claes Bech at få kontorchef Per Stevnsborg i røret:

– Jeg sidder her med en yngre mand, som uden held har henvendt sig overalt i Systemet. Hans problem er, at han ikke har noget personnummer. Flere steder har man endda sagt, at han ikke eksisterer. Hvad stiller man op med sådan en?

»Tja... efter formalia, så kommer han jo i klafut med alt, hvad der hedder regler,« udtaler Per Stevnsborg.

– Men er det umuligt at give ham et nyt personnummer?

»Vi har givet numre, hvis vi var rimeligt sikre på, at den pågældende ikke havde haft et nummer før. Personnummeret blev indført 1.4.1968, og der kan jo være mennesker, som har siddet i en park og fløjtet med fuglene i Gud ved hvor mange år. Men et decideret nyt nummer, det ved jeg ikke, om der har været fortilfælde for.«

– Problemet er, at i og med at Claus Nielsen ikke har noget personnummer, så kan han ikke få megen hjælp i Systemet. Han kan ikke få nogen penge, og dermed stort set ingen mad, og hvad nattely angår, er der kun to muligheder: Enten Natcafeen på Sundholmsvej eller Kirkens Korshær i Stengade, hvor man ligger på gulvet mellem hunde og narkomaner.

»Aha?!... altså det her, det var jeg slet ikke klar over. At det er vilkårene. Det går jo ikke. Det må vi kunne finde ud af.«

– Så du mener altså, at han vil kunne få et nyt nummer?

»Nja altså... vi er jo lidt forsigtige.«

Ville gerne rumme ham

Det er januar, mørket falder tidligt på, så Claes Bech ringer til herberget Mændenes Hjem og får forstander Robert Olsen i røret:

»Nu må jeg principielt ikke udtale mig om klienter. Men altså, klienter som ham, du beskriver, er meget velkomne her. Og netop ham er vi meget interesserede i at hjælpe, også hvis han helst vil klare sig selv.«

Og sygeplejerske Gitte Wandschneider, ligeledes Mændenes Hjem, bekræfter:

»Det er en ulykkelig situation, og vi vil meget gerne hjælpe ham. Vi ville gerne have taget ham ind her, men når man ikke har noget cpr-nummer, så kan man jo ikke komme ind nogen steder. Men hvis han dukker op igen, så må man gøre noget, om det så bliver Den Psykiatriske Udrykningstjeneste...«

– Vel ikke medmindre han selv vil?!

»Jo. Det kan man godt. Hvis man er ude af sig selv. Han risikerer jo at gå til. Hvis man, som han, ikke er orienteret i egne data, så er man psykotisk. Men vi vil prøve at gøre det så frivilligt som muligt. Vi ville gerne tilbyde ham at bo her. Og så hjælpe ham, opbygge et tillidsforhold. Vi ville gerne prøve at rumme ham.«

Falder uden for Systemet

Og så er der vel ikke anden udvej end at ringe til Kommunehospitalet. Claes Bech får fat i speciallæge i psykiatri, Claus Breddam:

»Jeg kan ikke udtale mig om mine klienter.«

– Nej, det ved jeg godt, men jeg ved også, at han har været hos jer og blandt andet talt med dig.

»Aha... Men ud fra det, du fortæller, så synes jeg, det ville være rimeligt, om en sådan mand blev indlagt og undersøgt. Hvis et menneske ikke er orienteret i sin egen fødselsdag, så er det en betænkelig affære.«

– Men hvis et menneske kan og gerne vil klare sig selv, burde man så ikke give ham lov til det og altså give ham et nyt personnummer? I stedet for at indlægge ham?

»Altså hvorvidt man kan tillade at bruge psykiatriloven? Er det det, du vil vide? Det kan man, hvis et menneske er til fare for sig selv. Eller man kan bruge den over for psykotiske, som har buret sig inde i deres lejlighed, og man vurderer, at de skal have hjælp. De kan blive indlagt på gul tvang. Hvis de altså kan få det bedre indlagt. Ellers ... så falder de uden for loven og Systemet.«