Læsetid: 8 min.

Engle og dæmoner

I anledning af repremieren på alletiders gyserfilm, ’Eksorcisten’, fortæller vi her om filmens tilblivelse og om de virkelige begivenheder, der ligger bag
Kultur
11. april 2001

(2. sektion) Baggrund »Jeg beordrer dig, hvem du end måtte være, urene ånd og alle dine fæller, som har besat denne Guds ven, at du ved legemliggørelsens mysterium, lidelsen, genopstandelsen og opstigningen af vor herre Jesus Kristus (...) giver mig dit navn, dagen og timen for din bortgang sammen med et tegn, og selv om jeg er Guds ydmyge tjener, befaler jeg dig at adlyde (...) og aldrig igen på nogen måde at krænke denne Guds skabning...« Det var henved 30. gang i løbet af et par måneder, at den efterhånden udmattede jesuiterpræst havde gennemført det 27 sider lange ritual, som havde til formål at udstøde den dæmon, der havde besat den kun 14-årige dreng i sengen foran ham. Drengens reaktion, hver gang præsten efter 45 minutter med bøn og besværgelser nåede til at befale dæmonen at forsvinde, havde altid været den samme: Han råbte og skreg eder og forbandelser efter præsten og begyndte at fremsige latinske gloser. Men denne dag var han helt stille og rolig, og det var med en vis lettelse, at præsten og ikke mindst drengens forældre kunne konstatere, at alle de spirituelle manifestationer – møbler, som bevægede sig af sig selv – der var årsagen til, at de opsøgte en præst, også var holdt op. Dæmonen var tilsyneladende forsvundet igen. Inspirationen Beretningen om denne djævleuddrivelse – eksorcisme – som fandt sted i St. Louis, USA i 1949, stod samme år at læse i Washington Post. Og det blev den med stor interesse af en engelskstuderende på universitetet i Georgetown, Washington. William Peter Blatty var af en af sine lærere, en jesuiterpræst, blevet bedt om at dykke ned i emnet ’dæmonisk besættelse’ og mundtligt fremlægge sine opdagelser. Det gjorde en fascineret Blatty, og en del år senere udmøntede hans fascination sig i den bedstsælgende roman Eksorcisten og i 1973 til William Friedkins film af samme navn. I et frugtbart samarbejde mellem Blatty og Friedkin og med hjælp fra en håndfuld virkelig gode skuespillere og masser af special effects blev Eksorcisten til en fremragende gyserfilm. Og som man kan konstatere ved selvsyn, nu hvor filmen får repremiere i en director’s cut-version, så er det stadig en af de bedste film i genren nogensinde. Kort fortalt handler bog og film om den fraskilte skuespillerinde Chris MacNeil (Ellen Burstyn), der sammen med sin datter Regan (Linda Blair) for en tid har slået sig ned i Georgetown, Washington, fordi Chris skal medvirke i en film. Idyllen splintres, da Regan begynder at opføre sig underligt. Hun underkastes forskellige omfattende lægeundersøgelser, men uden resultat, og da hendes tilstand kun forværres – hun svæver, bander, svovler, taler fremmedsprog med forvreden stemme – og uforklarlige, fysiske fænomener følger, beslutter Chris sig for at kontakte en præst. Valget falder på den tvivlende fader Karras (Jason Miller), jesuiterordenens psykiatriske rådgiver, der hurtigt erkender, at det er berettiget at iværksætte en eksorcisme. Og med den aldrende og udi slige sager mere erfarne fader Merrin (Max von Sydow) ved sin side, kaster Karras sig ud i den sindsoprivende og ikke ufarlige opgave at uddrive dæmonen af Regans forrevne krop. Forfatteren William Peter Blatty var katolsk opdraget og havde som dreng overvejet at blive præst, som studerende at blive jesuit. For ham lå tiltrækningen af den omtalte besættelse i den besnærende tanke, at, som han skriver i sin egen beretning om bogens tilblivelse, »hvis der var dæmoner, så var der engle og sandsynligvis en Gud og et evigt liv.« Præst blev han aldrig, og det var først i midten af 60’erne, næsten 20 år efter at have fattet interesse for fænomenet, at Blatty fik den tanke at skrive en roman om besættelse og eksorcisme. Han forsøgte at få adgang til den dagbog, som eksorcisten fra ’49 havde skrevet, men det lykkedes ham ikke, og i stedet for at skrive en bog baseret direkte på virkelige begivenheder besluttede han sig for at lade sig inspirere til en ellers helt igennem fiktiv roman. På det tidspunkt var Blatty bedst kendt som manuskriptforfatter på en række komedier, bl.a. Inspektør Clouseau-filmen Et skud i mørket, og han havde svært ved at finde et forlag, som troede på det salgbare i hans idé. Men det lykkedes ham, og i ’69 kunne han gå i gang med at researche yderligere på emnet og siden skrive sin bog, »som,« har han forklaret – »hvis bare jeg kunne gøre den tilstrækkeligt overbevisende – måske kunne gøre det ud for en symbolsk fuldbyrdelse af et afværget kald.« Og overbevisende gjorde Blatty det. Eksorcisten, som efter sin udgivelse i ’71 tilbragte mere end 60 uger på bestsellerlisten, var tænkt som en i bund og grund godhjertet beretning om kampen mellem det gode og det onde, om evnen til at tro på Guds kærlighed og til at ofre sig for andre af kærlighed. Men det var ikke de religiøse aspekter, som fik folk til at købe bogen. I stedet faldt de for Blattys sikre sans for at bygge en uhyggelig stemning op og hans meget visuelle sprog, der maler levende og rædselsvækkende billeder på det indre filmlærred. Instruktøren Allerede inden bogen blev udgivet, solgte Blatty filmrettighederne til Eksorcisten med det forbehold, at han fik lov til at skrive manuskriptet, producere filmen og være med til at vælge instruktør. Selv havde Blatty en ung, forholdsvis ukendt instruktør ved navn William Friedkin som favorit, men det var først efter Friedkins French Connection bragede igennem ved billetlugerne i ’71 og indbragte sin instruktør en Oscar, at filmskelskabet, Warner Bros., også indvilgede i at overlade tøjlerne til ham. Friedkin, der er kendt som en hård og kompromisløs, indimellem urimelig, instruktør, forlangte med det samme, at Blattys første udkast til manuskriptet blev skrevet om – ellers ville han forlade projektet. Han fik sin vilje – også selv om Blatty følte – hvilket han angiveligt stadig gør – at det første udkast var dét, som bedst og mest nuanceret repræsenterede hans komplekse vision af kampen mellem det gode og det onde. I august 1972 begyndte så de optagelser, der efterhånden er blevet ligeså sagnomspundne som filmen selv. Mange er historierne om, hvordan Friedkin overskred budgettet, skræmte livet af sine skuespillere og udnyttede den kun 12-årige Linda Blair i rollen som Regan. Både under og efter optagelserne gjorde Friedkin, hvad han kunne, for at bilde en villig presse ind, at optagelserne ganske bekvemt var hjemsøgt, og det hele bare var meget værre, end det egentlig var. Derfor har mange rygter omkring indspilningen faktiske forløb også været svære at mane i jorden, men skal man tro de efterhånden mange bøger, som er skrevet om Eksorcisten, så var det mest af alt overdrivelser, der havde til formål at sløre de faktiske forhold og samtidig øge interessen for filmen. Og stor var interessen, da filmen åbnede i ’73. Publikum stod på ryggen af hinanden for at komme ind og se filmen, der delte anmelderne i to lejre og i øvrigt påkaldte sig mange menneskers vrede, fordi de mente, at den inkarnerede selve Antikrist. Filmen blev nomineret til otte Oscars, men fik kun to: En for lyden og én til Blattys manuskript. Skrækindjagende Det er da også kun få film, der så gennemført har kunnet vække lige dele frydefuld ondskab og snigende angst som Eksorcisten. Med en eminent billed- og lydside, der gradvist og dygtigt skruer op for de klassiske chokeffekter og samtidig arbejder med underbevidste lydtemaer og billedsymboler på ganske at undergrave publikums følelse af velvære og sikkerhed – vi kan fuldt ud føle med Regans mere og mere fortvivlede og rædselsslagne mor. Fra den ildevarslende og fermt filmede prolog, der foregår på en udgravning i Irak og både introducerer fader Merrin og en tilstedeværelse af noget dæmonisk. Til det inferno af opkast, profaniteter, svævende og krucifixmasturberende småpiger og bedende præster, der udgør filmens effektladede og kraffulde slutning. Friedkin har med Eksorcisten skabt et mesterværk af en gyserfilm, der efter mere end 25 år stadig holder sit publikum i et jerngreb af skræk. Ikke mindst fordi den så effektivt placerer den uhåndgribelige uhygge midt i dagligdagen og det fredelige familieliv, hvor alt ellers burde være så trygt og godt. Som følge heraf, kan filmen i øvrigt også ses som en illustration af enhver forælders værste mareridt: Et voldsomt ungdomsoprør fra en teenager, der står foran opdagelsen af sin egen seksualitet. *Eksorcisten. Instruktion: William Friedkin. Manuskript: William Peter Blatty. Amerikansk (Imperial, København) FAKTA Director’s Cut Den version af Eksorcisten, som får premiere i dag, er ca. 11 minutter længere end den oprindelige version fra 1973 og er et resultat af producer og manuskriptforfatter William Peter Blattys mangeårige insisteren på at få indføjet nogle i hans øjne essentielle scener i filmen. Friedkin præsenterede før premieren i ’73 Blatty for et 140 minutter langt cut af filmen, som Blatty syntes godt om og godkendte. Men efterfølgende besluttede Friedkin sig for at klippe filmen ned – af hensyn til det dramatiske forløb og for at få filmens spilletid ned under to timer. I processen borttog han tre sekvenser, som i Blattys øjne var vigtige for forståelsen af filmen. To af de tre sekvenser er med i director’s cut og omfatter bl.a. en scene mellem fader Karras og fader Merrin, der diskuterer, hvorfor dæmonen har valgt at tage bo i en ung, uskyldig pige som Regan. Og så drejer det sig ikke mindst om en forlænget og nu knap så nedslående slutning, hvori Dyer takker ja til en middagsinvitation fra den politimand, der har efterforsket Karras’ død, og som Karras selv var ved at knytte et venskab til. På den måde får vi både forklaret – lader vi Blatty selv fortolke på scenerne – at dæmonen har valgt at besætte den unge pige for at få os til i afmagt at forsage Gud, og at Karras på sin vis lever videre i Dyer, og at kærligheden til mennesker og Gud dermed har overlevet dæmonens angreb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her