Individet som villa

At bo i poesien

Digtningen er fuld af huse, og der er poesi i alle huse. Det handler bare om at kunne se den. Huse er ikke bare huse. Og huse i digte er ikke kun huse. De får betydning af sammenhængen og står som regel for et eller andet. Men hvad?

I Ole Sarvigs tidlige digtning kommer man sjældent i tvivl.

Dér er huset et menneske, jeg’et dets indehaver. Meget familie har han ikke, det virker, som om han bor der alene:

Min sorgs sære gamle villa

med kolde nordverandaer

og ubrugelige taarnkamre!

Altid i skygge

af den dunkelgrønne

pinjehave,

glemt, tilgroet,

skyet af mennesker.

Der gaar jeg alene rundt

i fugtens lydte kamre,

i den muldne stilhed,

der kun brydes af insektfolkets

skraben mod væggene,

de smaa knasende

skabninger,

som om hundrede aar

har levet huset til aske.

Ultrakort udtrykker Sarvig husets symbolske indebyrd i digtet »Korsruder«, ligeledes fra Jeghuset (1944):

Mennesker er huse

med korsruder.

Alle er vi

huse i byen.

Dog, allerede her opløses og forskydes symbolet. Korsene peger ind i et kristent tydningsrum, og at vi alle er »huse i byen«, siger at vi ud over at stå som individer med kælder, stueetage og loft også rent socialt indgår i større rum.

Mennesker mødes

Det har mange andre hus-poeter indset. Det 19. og tidligste 20. århundredes vidtstrakte, horisontale rum, hvor huset typisk er en præstegård som hos Blicher (»Det er hvidt herude«) eller en bondegård som hos

Aakjær (»Moders Rok«), er nu et tilbagelagt stadium.

Boligerne er rykket tættere på hverandre og stables i karreer. Jeghuset er blevet til et udskifteligt modul på en reol.

Bruger lyrikkens mere arkitektoniske gemytter herefter boligen til noget, går de hyppigt mellemmenneskeligt eller sociologisk og historisk til værks.

Erik Stinus har eksempelvis i Duften af brød i mit hus (1982) et smukt, nærmest programmatisk digt: »Hjem fra arbejde«, hvor jeg’et ankommer til sin bolig, ikke for at finde den okkuperet af knasende Sarvig-insekter og svanger af dunkel dybdepsykologisk betydning, nej, han mødes af menneske-spor:

Lugt af regnvådt tøj

i det mørke bislag kaldet

forstuen.

Et åndepust, en nynnen

må ha passeret køkkenet:

der er dugg på ruden.

Lys tændt i det inderste rum

forråder sig gennem

dørsprække.

»Mit hus er beboet«, fastslår digtet til slut. Boligen bliver her en skueplads for menneskers møde.

Åndernes hus

Hos Lukas kan man læse, at når den urene ånd er faret ud af et menneske, »vandrer den gennem vandløse steder og søger hvile; og når den ikke finder den, siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og pyntet. Så går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer ind og tager bolig dér; da bliver det sidste værre for dette menneske end det første.«

Martin A. Hansen lod denne tekst – der kunne stå som motto for ethvert boligtillæg – danne omdrejningspunkt i Løgneren. Jørgen Nielsen brugte den til romantitel: Et Hus splidagtigt med sig selv, Nielsen om hvem Thorkild Bjørnvig i mindedigtet skriver, at han sten for sten nedbrød sit liv, og ord for ord rejste sit værk, sit hus.

Efter Sarvig har splidagtighed været reglen, samling undtagelsen – tænk bare på Klaus Rifbjergs Camouflage hvor jeg’ets erindring dekomponeres og hukommelsesstumperne analyseres, lige til vi når ned til basal-bestanddelene: kroppen, kønnet, døden.

Verden er blevet et usikkert sted, tryghed et parcelhus i himlen. At bo i såkaldt ’beskyttet’ bolig indebærer karakteristisk nok en diagnose i dag. Eller med Peter Laugesens ord, fra digtsamlingen Forstad til intet (1980):

neurosen blomstrer vildt

i den tomme kondisko

på de gamle morænebakker

hvor firkantede rækkehuse

stikker en bordtenniskælder

i jorden

og bilder sig selv ind

de står fast

Her sendes indledningsvis en godmodig hilsen til et barn af dansk præstegårdskultur, Poul Martin Møller (»Rosen blusser alt i Danas Have«). Men Laugesen åbner også et sociologisk perspektiv: Hvad koster et hus? Og hvordan ser det ud? Hermed ligger han for så vidt på linje med Knud Sørensen, der (sikkert delvis som følge af mange års virke som landinspektør) bruger huse som ramme om en undersøgelse af konkrete menneskelige forhold, specielt vor hverdags historie, som i »Fodtur til det nordlige Mors« (1976):

Huset hvor manden

hængte sig og først

blev fundet et par måneder

efter

da postbudet kom med

kvartalsregningen fra

telefonselskabet

står stadig tomt.

Der er én der kører forbi

hver dag. Han venter på

at arvingerne skal indse

at sådan et hus

kan man ikke sælge

til den pris.

Et hus er ikke bare et hus, hverken i virkeligheden eller i poesien. Som ordet hus i digte bor i en kontekst, der giver det betydning, bebor vi hinandens liv, som dermed giver os en betydning.