Læsetid: 2 min.

Jenle for alvor

Solvejg Bjerre var en værdig arvtager af Jeppe Aakjærs virke, og med hende døde et stykke Danmarkshistorie
6. april 2001

Noget uretfærdigt var det, at Solvejg Bjerre blev kendt som sin berømte fars, Jeppe Aakjærs datter, for hun var så absolut en personlighed i sig selv. Men da kvindebevægelsen i hendes ungdom nok var opfundet, men ikke havde de samme resultater som i dag, blev det faderens arbejder, som blev grundlaget også for hendes livsværk. Hun fik en uddannelse som fysioterapeut, som hun dog ikke fik megen brug for.

Gården Jenle, som ligger smukt ved Skive Fjord i Vestjylland, om sommeren blandt bølgende kornmarker, er sindbilledet på det landbrugsland, der var engang. Digteren og bonden, Jeppe Aakjær, gjorde den desuden til et åndeligt kraftcenter, hvor mange af datidens forfattere som Martin Andersen Nexø og Johs. V. Jensen samt ledende politikere lagde vejen forbi, enten for at besøge Aakjær privat eller for at holde tale for den store menenskemængde, der samledes ved de årlige sommerfester, der blev en institution.

 Cicerone

I dette frodige miljø voksede Solvejg Bjerre op. Dets påvirkning forlod hende aldrig, hverken da hun arbejdede i køkkenet på Kofoeds Skole i København, som hun gjorde en overgang, eller i de mange år, hun boede med sin mand, lægen Hans Bjerre, på Fyn. Sammen med ham vendte hun tilbage til udgangspunktet, Jenle, i 1976, hvor hun gjorde et kæmpearbejde for at sikre, at barndomshjemmet kunne bestå med mindestuer for Aakjær, og hun var med til at udgive en strøm af Aakjær-bøger, blandt andet en korrespondence mellem faderen og Politikens chefredaktør, Henrik Cavling.

Solvejg Bjerre var en strålende cicerone på Jenle. Hun kunne fortælle, hvordan ånden kunne komme over faderen midt i arbejdet på gården. Hun havde oplevet, hvordan han pludselig kunne slippe trillebøren og løbe op til arbejdsværelset, hvor han hastigt nedfældede nogle linjer, han lige havde i hovedet. Hvem ved, om det var det, der blev til sange som Jeg er havren, Jeg bærer med smil min byrde eller den tids megahit, Jens Vejmand, som komponisten Carl Nielsen satte melodi til.

Egne erindringer

Jeppe Aakjærs forfatterskab hører til de betydeligste i dette århundrede, og hans sange er blevet flittigt sunget, ikke mindst i skoler og på højskoler. Bønderne selv tog hans sange til sig. Det glædede oprigtigt Solvejg Bjerre, da Anne Linnet tog dem på sit pladerepertoire, for det viste, at de også for nutidens mennesker spillede en rolle. Og dermed også at hendes egen formidlingsrolle ikke var et rent familieforetagende.

Længe siden, hed Solvejg Bjerres egne erindringer, der udkom i 1992, og som viste hende som en skribent, der forstod at gøre fortiden livfuld for læserne. Staten overtog i 1981 Jenle, som nu administreres af Aakjær Selskabet. Den besøges årligt af ca. 5.000 interesserede og er fredet.

Det er flere år siden, Solvejg Bjerre ophørte med at vise besøgende rundt på gården. Gården ligger lidt for sig selv, og Jenle betyder netop enlig på vestjysk. Uden Solvejg Bjerre er Jenle for alvor blevet jenle. Andre kan overtage rundvisningen, men ingen kan, af naturlige årsager, have det førstehåndskendskab til emnet, som hun havde. Solvejg Bjerre blev 92 år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu