Baggrund
Læsetid: 25 min.

Teenager på flugt

»Min far fulgte mig til banegården i Berlin. Han tog en taxa fra station til station for at sige farvel endnu en gang. Han var sikkert klar over, at han aldrig ville se mig igen. Jeg græd og var så optaget af afskeden, at jeg ikke bemærkede de andre børn i toget. Da vi kom til grænsen, tog den tyske tolder vores ure og alt, hvad der var at stjæle. Vi havde ikke ret meget med, nogle billeder, en tandbørste, natkjole og en lille taske«
Kultur
14. april 2001

Fra sin lejlighed på niende etage i højhuset i Sorgenfri har Ulla Jessing en formidabel udsigt. Hendes indre perspektiv er tilsvarende stort, men mere dystert. Fra sit indre øje kan den 76-årige kvinde se tilbage på livets og historiens tunge gang på jorden. Men også på, hvordan man overvinder det største slag: At være tvunget til at forlade sine forældre i en alder af 15 år.

Det er en skæbne, som tog sin begyndelse i 1924 i Weimar-republikkens Tyskland, mens Hitler endnu afsonede dommen for sit mislykkede kup i München året forinden. I provinsflækken Holzminden fik konfektionshandler Willi og Ilse Friedländer med forretning på byens torv deres andet barn, som de navngav Ursula (senere ændret til Ulla).

»I Holzminden havde vi en politiskole, som af socialdemokraterne blev kritiseret for at være nazi-inficeret, allerede før Hitler kom til magten i 1933,« fortæller Ulla Jessing. »Byen var præget af slagsmål mellem SS og SA på den ene side og arbejderpartierne på den anden. Efter 1933 gjorde Göring politiskolen til internatskole for arbejdsløse og ugifte mænd, der tilsluttede sig SA og SS. Det udviklede sig til et Hilfspolizei, og snart påbegyndte de terroraktioner. Først mod kommunister, socialdemokrater og fagforeningsledere. De stormede et arbejderkvarter. En murer blev slået ihjel. Andre blev smidt ud af vinduerne.

Jeg gik tilfældigvis forbi, da de stormede arbejderkvarteret og anede ikke, at jøderne skulle blive de næste ofre. Jeg vidste heller ikke, at jeg var jødisk, men det lærte jeg hurtigt. For på den pigeskole, jeg gik i, var der en lærerinde, som var medlem af nazi-partiet. Efter magtovertagelsen løb hun rundt med et kæmpe hagekors-emblem og følte, at hun skulle bestemme.

Skolen havde en liberalt indstillet rektor, men hun blev hurtigt mødt med et krav om race-undervisning. I mellemtiden var det blevet kendt på skolen, hvem der var jøder – måske 10 piger. Af Holzmindens 12.000 indbyggere var 100 jøder.

Frøken Ebel begyndte raceundervisningen i min klasse:

»Jøderne er et udskud, som man er nødt til at isolere. De er pengegriske, har specielle næser, brune øjne og mørkt hår«.

Jeg har tilfældigvis blå øjne og så ikke særlig jødisk ud. Mine klassekammerater vendte sig om og kiggede på mig. I min klasse var jeg eneste jødiske pige, og de syntes, det var morsomt, for det passede jo ikke sammen med virkeligheden. De grinede. Frøken Ebel blev rasende og sendte mig uden for døren resten af timen.

Guds straf

I Holzminden byggede man beboelseshuse klos op ad synagogen, så man ikke kunne se ud ad vinduerne. Efter at forfølgelsen blev mere intens, begyndte jeg at stille spørgsmål til mine forældre om, hvorfor vi blev forfulgt? De kunne ikke give noget svar. Og så forsøgte jeg som barn at give et svar.

Mit svar var, at det var Guds straf, fordi vi ikke var religiøse. Derfor blev jeg en overgang meget religiøs og krævede, at der kom en religionslærer og underviste mig i hebraisk. Jeg indførte bordbøn efter, vi havde spist. Mine forældre tog det i stiv arm, selv om de ikke var særlig glade for det.

Efter et stykke tid krævede frøken Ebel, at hele skolen tilsluttede sig Bund deutscher Mädel, BDM. Dvs. Hitler-ungdommen for piger. Hitler-Jugend var for drengene. På den måde blev de jødiske børn isolerede. De kunne selvfølgelig ikke være med.

I begyndelsen var jeg misundelig på mine veninder over, at de fik sådan en flot uniform. De havde gruppemøder og begyndte et helt andet liv. Men i starten kunne frøken Ebel ikke forhindre, at min bedste veninde – Grethe Böthel hed hun – stadig kom sammen med mig, men de andre børn trak sig. Der var efterhånden sådan en terror i byen, at de andre forældre var bange for at give tilladelse til, at deres barn legede med et jødisk barn.

»Det er bedst, at du ikke leger med Ursel«, sagde de.

Terroren førte til, at liberalt indstillede familier blev bange. Mine forældres venner trak sig også, så vi blev mere og mere isolerede.

Jeg gik til håndbold og gymnastik, men fik en skrivelse om, at mit medlemskab ophørte, da jøder ikke længere måtte være medlem af idrætsklubben. Man kom mere og mere væk fra fællesskabet.

Frk. Ebel var endnu ikke tilfreds og henvendte sig til byens gymnasium, hvor drengene var blevet medlemmer af HJ – Hitler-Jugend. De kom hen til vores skole og sagde: »Hvis du ikke omgående forlader skolen, får du tæv«. Jeg blev selvfølgelig rædselsslagen, forlod grædende skolen og fortalte mine forældre, at jeg ikke turde vende tilbage. Det var i sommeren 1933.

Mine forældre ringede til rektor – hun blev senere afsat og frøken Ebel blev ny chef. Rektor sagde fornuftigt nok:

»Jeg synes ikke, hun skal komme tilbage til skolen. Det kan hun ikke holde til psykisk«.

Hun rådede mine forældre til at få mig anbragt på en katolsk privatskole i et berømt kloster, Corvey – Ansgar kom herfra – på den anden side af floden Weser. Men i 1933 var det et nonnekloster, som havde en skole for katolske børn, der boede på den anden side af floden.

Jeg tog dagligt med hjuldamper på floden Weser til byen Höxter, hvor klosteret lå, og lavede mine lektier på vejen hjem. Turen tog tre kvarter. Nonnerne var søde og fortalte mine forældre, at jeg var fritaget for deres religiøse ceremonier. Men jeg deltog nu alligevel en gang imellem og var imponeret. Jeg havde indtryk af, at mine forældre indimellem var bange for, at jeg ville gå over til katolicismen. De kunne ikke forestille sig at gå over til en anden tro, selvom de ikke var religiøse.

Aldrig mere et juletræ

Der var familier i Holzminden, som var kloge og rejste til Sydamerika. Men min far, der var tysk patriot, sagde: »Hitler kan ikke holde så længe i et land med forfattere som Göethe og store humanistiske traditioner«.

Sommeren 1933 lavede nazisterne en aktion, hvor de arresterede alle jødiske mænd. Midt om natten kom de med lastvogne og hentede alle jødiske familiefædre i byen. Der var alle mulige – forretningsfolk, læger, sagførere, bankdirektører, alt muligt i vores lille samfund. De råbte og skreg, da de hentede min far, men han sagde bare:

»Vær rolig, der sker ikke noget med mig. Det er en misforståelse«.

Han tog alle sine udmærkelser fra krigen og viste dem til SS-folkene. De grinede bare, da de så Jernkorset og sagde:

«Det er bare noget, han har købt. Jøderne er feje. Han har bestemt ikke været en god soldat».

De trampede på medaljerne og tog ham med. Mændene blev bragt ind på politiskolen, og næste morgen skulle de skure brostenene foran rådhuset med en tandbørste. Min far kom hjem igen, men fortalte ikke noget. Han turde måske ikke, men jeg hørte om det fra andre. SS-folkene havde spyttet på væggen og krævet, at de skulle slikke den ren. Det var i hvert fald en advarsel, og der kom flere.

Så kom julen 1933. Vi havde altid juletræ. Det var jo herligt. Nogle SA’ere så lysene gennem vinduet. De råbte og skreg og kastede med sten:

»Hvad bilder I jøder jer ind at have et juletræ?«

Efter det vovede mine forældre ikke at have juletræ. Aldrig mere. Så vi nøjedes med at tænde lys.

Der var mange advarsler, men min far var stædig og ville ikke tro på det. Man tvang min far til at sælge alt, hvad han ejede for næsten ingenting. Det begyndte i 1934 med, at alle jødiske forretninger blev boykottet. Der stod vagter foran dem. Man måtte ikke handle hos jøderne. De fotograferede folk, der ville købe i jødiske forretninger, og kun de mest modige gjorde det.

Et fællesskab i Berlin

I 1936 besluttede vi at flytte til Berlin. Min far tænkte, at når vi flytter til Berlin, så er vi anonyme. Ingen kender os. Vi forsvinder i mængden i modsætning til Holzminden, hvor jeg blev skubbet ned fra fortovet eller spyttet på, når jeg mødte en fra gymnasiet. Man var bange for at gå på gaden, for man var meget kendt i byen.

Min fars penge var blevet indsat på en spærret konto. Man kunne ikke bare disponere over dem. Og det var allerede for sent at komme ud af Tyskland. Hver måned fik vi udbetalt en lille sum til at leve for. Det var derfor mærkeligt, at min storesøster fik mulighed for at rejse til Italien for at få en pædagog-uddannelse. Og det kunne mine forældre finansiere af pengene på spærrekontoen. Nazisterne begik den ’fejl’ at tillade hende at rejse til Italien, hvorfra hun senere måtte flygte i sidste øjeblik – til England.

I Berlin kom jeg på en jødisk privatskole i Grunewald – en skovskole, hvor man kunne tage en engelsk studentereksamen. Man følte sig efterhånden mere og mere knyttet til alle de andre forfulgte. Allerede i Holzminden havde jeg tilsluttet mig en jødisk idrætsforening og blev mere bevidst jødisk. I Berlin meldte jeg mig ind i den jødiske idrætsforening Makabi Hazair. En højredrejet organisation. Jeg kom ind i zionistforbundet. Jeg havde behov for et fællesskab, som det jeg havde mistet.

Jøderne måtte godt organisere sig. Det skulle blot være isoleret fra det øvrige samfund. Man oprettede også Deutschen Kulturbund med teater og musik. Alle jødiske musikere og skuespillere blev smidt ud og var arbejdsløse, og så kunne de optræde der. Det blev en fantastisk kulturel virksomhed, fordi der var så mange kendte mennesker der.

Jeg følte mig godt tilpas sammen med alle de andre, der var i samme situation. Jeg var desuden heldig, fordi lederen af min ungdomsgruppe var kommunist. Han så formentlig en mulighed for at have indflydelse i den rigtige retning. Vi læste illegale bøger – Jernhælen af Jack London. Og tog på udflugt til Alexanderplatz og arbejderkvarterer, jeg ikke kendte. Vi blev bekendt med Käthe Kollwitz-billeder og Kurt Tucholsky, som allerede var forbudt. Denne påvirkning førte mig væk fra zionismen.

Efter olympiaden

I Berlin var det ikke så slemt i begyndelsen af 1936 pga. olympiaden. Hitler var tilbageholdende og ønskede at gøre et positivt indtryk på alle gæsterne fra hele verden. Han påstod: »Vi har ingen jødeforfølgelser i Tyskland, det er løgn«. Men alle de store tyske jødiske idrætsfolk måtte ikke være med.

Efter olympiaden blev det igen værre, og i 1938 kom Krystalnatten, hvor de slog vinduerne i jødiske forretninger itu og brændte synagogerne ned.

Min far skjulte sig under Krystalnatten. Han havde fået et praj af min kusines mand – Flettner, som havde opfundet rotoren og havde en flyvemaskinefabrik. Han havde hørt, at der ville komme arrestationer af jøder og tilbød, at min far kunne skjule sig i deres sommerhus ved Wannsee. Min far ville ikke tage af sted, men min mor sagde, at han skulle, og det gjorde han heldigvis også.

Om natten kunne vi høre lastbilerne drøne forbi på gaden. Vi hørte bare Hitler brøle i radioen mod jøderne. Som påskud brugte man, at en ung tysk jøde havde skudt en tysk diplomat i Paris. Men hele aktionen var organiseret på forhånd.
Næste morgen sagde min mor: »Du må hellere tage i skole«.

Jeg tog dagligt sporvognen til skolen i skoven. Undervejs så jeg brændende synagoger og glas ligge alle vegne. Der var mange mennesker i sporvognen, men de var stumme. Ingen sagde noget, mens de kiggede ud ad vinduet. Du vidste ikke, hvad de tænkte.

På vejen så jeg to jødiske mænd, der havde fået sandwich-plakater på maven og ryggen: »Ich bin ein Sau-Jude«. Og så blev de tvunget til at male på en væg: »Die Juden sind unser Unglück«..

Men ingen sagde et ord.

Der blev jeg også ældre

Da jeg kom ud på skolen, var der ikke mange børn, men alle lærere var forsamlede. De sagde til os: »I må forsvinde straks igen. Tag til endestationen – og derfra tilbage igen. I skal gå i små grupper«.

Og det gjorde vi. Konduktøren i sporvognen kendte os. Vi kørte jo den samme vej hver dag. Der var ingen andre passagerer, og så gik han rundt og trykkede hver af os i hånden og sagde:

»I må ikke tro, at alle tyskere er indforstået med det, der er sket i dag«..

Det vovede han kun, fordi der ikke var andre passagerer i sporvognen. Kun de jødiske børn.

Jeg kørte tilbage, det var forfærdeligt. Min mor sad i et hjørne i vores lejlighed – grædende. Hun fortalte, at i mellemtiden var SS kommet for at hente min far. De kørte rundt for at hente alle jødiske mænd, som kom i koncentrationslejr. De spurgte selvfølgelig, hvor min far var, men hun nægtede at fortælle det:

»Han har forladt lejligheden, og jeg ved ikke, hvor han er henne«.

De slog min mor og sagde, at de kom igen om en time. Og hvis ikke hun havde sørget for, at han var der, ville de tage hende med. Det fortalte hun mig, og vi var selvfølgelig forfærdelig bange. Og jeg sagde tappert til min mor:

»Hvis de henter dig, går jeg med«.

Jeg var så bange, at jeg kunne være kravlet i et musehul, og man turde ikke gå ind til naboerne. De var ikke jødiske, og vi vidste ikke, hvordan de ville reagere. De ville sikkert også være alt for bange.

Der gik en time, og der gik to timer, og de kom ikke. De havde sikkert så travlt, at de bare har tænkt: »Ha! Nu forskrækker vi den kvinde«. Og så glemte de hende.

De timer var forfærdelige. Der blev jeg også ældre.

Børnetransporten til England

Mine forældre hørte, at engelske hjælpeorganisationer var gået i gang med at redde i hvert fald børn efter Krystalnatten. Man begyndte at arrangere børnetransporter til England. Og så henvendte de sig til den jødiske menighed i Berlin, om jeg måske kunne komme med. Det kunne jeg godt. Jeg ville ikke rejse uden mine forældre, men de overtalte mig. .

De mente, at jeg kunne gøre en indsats, efter jeg var kommet til England, for at skaffe dem indrejsetilladelse, men de vidste sikkert godt, at det ikke kunne lade sig gøre. Men jeg kom altså med en børnetransport i maj 1939.

Mine forældre var selvfølgelig kede af at sende mig af sted. Jeg havde en lang samtale med min mor om mit liv. Jeg var jo teenager. Hun gav mig en dagbog, som jeg kunne skrive i, og citerede Leonardo da Vinci: »Man kan alt, hvis man bare vil. Og lad dig ikke kue, når du er alene«.

Min mor fik et anfald af galdesten, og kun min far fulgte mig til banegården. Han tog en taxa fra station til station i Berlin for endnu en gang at sige farvel. Han var sikkert klar over, at han aldrig ville se mig igen. Det var frygteligt. Jeg græd og var ked af det. Jeg var fuldstændig optaget af afskeden med mine forældre, så jeg bemærkede ikke de andre børn i toget. Der var så stille, og da vi kom til grænsen, tog den tyske tolder – ikke bare fra mig, men fra alle de jødiske børn – vores ure og alt, hvad der var at stjæle. Vi have ikke ret meget med, nogle billeder, en tandbørste, natkjole og en lille taske. Måske var vi 40 børn.

Der var daglige transporter fra januar 1939. Indtil krigsudbruddet kom 10.000 børn til England. Det var kvækerne og Bnai-Brith Lodge – en loge for velhavende jøder – der stod for transporterne. Organisationerne måtte oven i købet betale den engelske stat for hvert barn, så de ikke lå staten til last.

Pludselig var man alene i verden og vidste ikke, hvad der ventede en. Jeg kom temmelig forskræmt til London – ind i et stort rum og blev sat på en stol. Der kom så familier – for det meste jødiske – som hver skulle have et barn. De kiggede på børnene: »Her er en sød dreng. Her en sød pige. Hende vil jeg have«.

Vi følte os som slaver på et marked. Jeg kan huske, det var den 22. maj 1939, fordi det var min søsters fødselsdag. Hun var ankommet fra Italien og arbejdede som hushjælp i nærheden af London. Det var eneste mulighed for at få indrejsetilladelse til England. Vi havde hendes adresse, og hun vidste, jeg kom til flygtningekomiteen den dag. Og hun var der, og det var hendes fødselsdag. Men den familie, som valgte mig, ville afsted med det samme. Jeg havde ikke set min søster i flere år. Det var en trøst for mig, at hun var der. Vi ville gerne være sammen en halv time, så jeg kunne fortælle om mine forældre. Men det ville de ikke have. Jeg skulle afsted med det samme. Det ville have hjulpet mig enormt, hvis jeg havde fået lov til at være lidt sammen med min søster, og det var oven i købet hendes fødselsdag.

Men den familie var ikke særlig sød. De havde faktisk tænkt, at de kunne få en billig hushjælp, men jeg ønskede at gå i skole og var så heldig at have gået på en skole med engelsk studentereksamen, så jeg kunne noget engelsk. Familien havde to børn, som var meget søde, men de betragtede mig som en tjenestepige, og jeg savnede mine forældre helt forfærdeligt. Jeg følte, jeg var en fremmed der. Jeg kunne ikke bare spise, hvad jeg ville, hvis jeg var sulten.

Det var frygteligt for mange børn at blive smidt ud i verden og leve blandt fremmede mennesker og føle, at en verden var brudt sammen. Pludselig var vi fattige og havde ingenting. Mange unge begik selvmord. Nogle unge piger blev prostituerede og tænkte, at de på den måde kunne skaffe sig et bedre liv.

Jeg fik lidt lommepenge, og en dag tog jeg toget til London til flygtningeorganisationen, hvor også Bnai-Brith Lodge var repræsenteret. De var ansvarlige for mig. Jeg var jo kun 15 år.

De var forbavsede over, at jeg dukkede op. Jeg sagde, jeg ønskede at gå i skole og havde min sidste karakterbog fra skolen med mig. I første omgang anbragte de mig i en pension for unge – de var alle ældre end jeg – hvor jeg mødte den kendte digter Erich Fried. Siden fik jeg et stipendium til at gå i skole og kom på et børnehjem med andre immigranter.

Forinden havde jeg hørt om en tysk antifascistisk ungdomsorganisation, FDJ, Freie Deutsche Jugend. De foreslog mig at gå med til møderne, hvor der var kulturel aktivitet og diskussioner. Det var spændende, men da Bnai-Brith Lodge fik nys om det, fik jeg at vide, at det var forbudt: Det var en politisk aktivitet. Jeg måtte vælge mellem at forlade ungdomsorganisationen eller blive smidt ud af børnehjemmet.

Nogle af de ældre i FDJ havde lejet et hus og syntes, jeg skulle flytte ind. Men det var kompliceret. Bnai-Brith Lodge var jo ansvarlig for mig, og jeg havde heller ingen penge at leve for. Heldigvis var der nogle af de ældre, som overtog myndigheden over mig. Ved siden af at gå i skole måtte jeg så arbejde for at tjene penge. Jeg var den yngste i kollektivet, hvor jeg skulle lave mad, men havde ingen anelse om hvordan. Men det var da dejligt.

Jeg diskuterede med Erich Fried, som var en stor idealist. Han havde den idé, at vi skulle lave et kollektiv med nogle psykologer, som kunne hjælpe de unge i krise, men det var umuligt at skaffe pengene. En dag kom Erich med Det kommunistiske Manifest, og vi læste det i fællesskab med en østrigsk pianist, André Asriel, som senere blev en kendt komponist. Vi tre blev vældig gode venner og tilsluttede os en marxistisk studiekreds. Kollektivet, jeg levede i, blev en erstatning for mine forældre og gav mig nyt livsindhold.

Mødte John Heartfield

Ved siden af FDJ blev der også oprettet Freier Deutscher Kulturbund. Mange tyske kunstnere var flygtet til England. De optrådte og læste op af Brecht og Tucholsky. På den måde glemte vi ikke tysk sprog, og vi fik indsigt i tysk kultur. Den kendte vi næsten ikke.

Jeg lærte John Heartfield at kende. En berømt tysk kunstner, som opfandt fotomontagen. Han lavede bl.a. den berømte plakat med Hitler: »Millionen stehen hinter mir«, hvor han rækker hånden bagud og modtager penge fra Krupp og Thyssen til at føre valgkamp mod de demokratiske partier.

Heartfield flygtede allerede i 1933. Oprindelig hed han Helmut Herzfeld. Under Første Verdenskrig var der et stort Englands-had i Tyskland, og englændere i Tyskland blev forfulgt. I protest mod dette had antog han et engelsk navn. I England underviste Heartfield unge, som var interesseret i at fotografere og lave fotomontage. Et ualmindelig sødt og venligt menneske. En Hans Scherfig-type.

Jeg kan huske, vi var på en rejse til Wales, hvor en gruppe tyske flygtninge arbejdede som skovarbejdere. Dem besøgte vi og gik tur i bjergene, hvor der var masser af får, græs og blomster. Heartfield lavede en blomsterkrans og gik rundt og sagde »Bæh«.

I 1943 var der en udstilling – Allies Inside Germany – med illegale skrifter fra Nazi-tyskland, som viste, at der var en modstandsbevægelse i Tyskland, men den var desværre ikke så stor. Heartfield var primus motor bag udstillingen, som blev åbnet på Oxford Street i London. Man håbede jo, at der kom mere modstand mod Hitler, og at det tyske folk selv kunne befri sig. Men det kunne de ikke.

Det sidste brev

Efter krigen var brudt ud, kunne man sende Røde Kors-breve hver måned med 25 ord. Fra Tyskland til England og omvendt. Det kostede noget at sende brevene, og jeg fik ikke nok i lommepenge til at sende sådan et brev.

I begyndelsen skrev mine forældre bare, at de havde det godt og længtes efter mig og håbede, at jeg havde det godt. I 1943 fik jeg det sidste brev, hvor de skrev, at nu skulle de på »en lang rejse«, og at de ikke vidste, hvornår de kunne gense mig. Det var den gang, de blev sendt øst på.

Kammeratskab

Jeg tog studentereksamen i 1943, og bagefter kom jeg på kursus for at blive metalarbejder – drejer. Jeg blev sendt til Glasgow i Skotland og ansat i Rolls Royce-fabrikkerne. De ældre arbejdere var meget venlige og viste, hvordan man skulle gøre. Vi skulle selv slibe knivene. Der var et fantastisk sammenhold og kammeratskab. Det var som en politisk skole. De fleste var kommunister og meget klassebevidste. En del af dem var børn af irske arbejdere, der kom fra fattige kår. I starten boede jeg hos en dame, der lejede ud, men der var kun plads til en seng, og jeg måtte ikke få besøg. Så blev der pludselig plads i et internationalt kollektiv med flygtninge fra Polen, Tjekkoslovakiet og en ung amerikansk læge, der arbejdede i slumkvartererne.

På fabrikken lavede vi motorer til flyvemaskiner. Vi arbejdede 13 timer om dagen og 11 timer om natten. Kun to skift. Der var mangel på arbejdskraft, og der skulle arbejdes uafbrudt i 24 timer. Men det var svært at arbejde intensivt i 13 timer og 11 om natten. At holde øjnene åbne så længe.

Min bedste veninde var mælkemand og kørte rundt med en bil. Når jeg kom fra natskiftet, havde hun overstået sin første runde, og så spiste vi morgenmad sammen, før jeg gik i seng. Jeg var altid den yngste, og det var dejligt, at jeg kunne være i kollektivet. Så var jeg ikke så alene og følte mig ikke så hjemløs som så mange andre.

Før krigen var der ingen kvindelige medlemmer af Metalarbejderforbundet, men under krigen blev mange medlemmer. Kvinderne blev også tillidsmænd. Jeg blev valgt for drejerne. Det var alligevel fantastisk, jeg var jo tysk flygtning. Men de accepterede os fuldstændig som antifascister, som hørte med til deres kamp imod Hitler. Vi følte, vi måtte arbejde så meget som muligt for at få afsluttet krigen så hurtigt som muligt. Vi håbede at redde så mange menneskeliv som muligt – måske også mine egne forældre. Min makker skrev gerne et lille brev til mig, når han forlod maskinen, om, at jeg ikke skulle arbejde så meget:

»Der kommer også en tid efter krigen, og arbejdsgiveren vil blive ved med at kræve, at vi arbejder så meget«.

Vi arbejdede på akkord og beviste, hvor meget man kunne lave. Som tillidsmand kunne jeg gå rundt og snakke med de forskellige. Jeg kunne godt forstå synspunktet, men jeg mente, vi skulle arbejde hårdt, selv om vi nedsatte tempoet. Men så skete noget interessant.

En sovjetisk skibskonvoj kom til Glasgow for at hente flyvemaskinemotorer hos Rolls Royce. Der gik leverancer fra England og USA til Sovjetunionen. I den antifascistiske ungdomsgruppe hørte vi om konvojen og henvendte os til den sovjetiske konsul i Glasgow og sagde, at vi gerne ville holde en fest for nogle fra mandskabet for at vise vores solidaritet. Som tyskere var vi spændt på, hvad de ville sige.

Vi lavede en mægtig fest, hvor vi dansede skotske danse. Flertallet var officerer, men der kom også nogle menige marinesoldater. De sendte kun dem, som kunne lidt engelsk. Jeg dansede hele aftenen med en sovjetisk officer. Vi faldt så lange, vi var. Han kunne ikke, jeg kunne ikke. Vi havde det mægtig sjovt. Men jeg var på natskift, og måtte af sted.

»Kan jeg ikke komme med«, spurgte officeren. »Jeg vil gerne hilse på de arbejdere, som laver de motorer, vi skal hente«.

Han var i flot uniform. Men man kunne ikke uden videre komme ind på fabrikken. Sikkerhedsvagter alle vegne. Men da de så ham, kom han uden videre ind. Alle arbejderne stoppede maskinerne og stod i en kreds, mens han fortalte om den gang, de måtte flygte med flåden fra Sebastopol ud på det store hav ved Sortehavet. Lidelserne i Ukraine. Han havde mistet sin mor og to brødre. Mange skibe var sunket. Det var en forfærdelig krig.

Det gjorde så stort indtryk på arbejderne, at der ikke var mere diskussion om, hvor meget vi skulle arbejde. Det var helt fantastisk.

Folk sagde: »Så må vi tage kampen for at skabe et bedre arbejdsmiljø op, når krigen er forbi. Nu må vi vinde den krig sammen med russerne«.

Der var stor sympati for Sovjetunionen – ikke bare i Glasgow, men også i London på det tidspunkt. Man vidste godt, at uden dem kunne man ikke vinde krigen. I Glasgow var der to-tre biografer, der viste russiske film.

Et bedre Tyskland

Jeg hørte det i radioen, da krigen endelig var forbi, og aviserne uddelte løbesedler. Vi dansede og gik på gaden og glædede os, men jeg havde i baghovedet: Hvad er der sket med mine forældre?

Jeg havde ikke hørt fra dem, siden det sidste brev i 1943. Men vi hørte først senere, hvad Auschwitz og andre tilintetgørelseslejre betød, da de i 1945 blev befriet fra engelsk eller russisk side.

Efter krigen var slut, kunne det ikke gå stærkt nok med at komme tilbage og skabe et andet og bedre Tyskland. Vi pakkede kufferten og rejste til London. Jeg havde ingen hjemfølelse, det var kun politiske overvejelser om at være med til at skabe et andet Tyskland, som drev mig. Jeg rejste sammen med alle dem, jeg havde været sammen med i ungdomsforbundet.

Jeg overvejede overhovedet ikke at rejse til Palæstina. Jeg var antizionist, kan man vist godt sige. Jeg havde lært, at der var et andet folk, og at det ikke kunne være løsningen at fordrive dem for at oprette en stat. Det var det, der var tilfældet med Israel. Man fordrev jo de hundrede tusinder af palæstinensere, som var der, og som stadig drømmer om at komme tilbage. Jeg drømte om og indbildte mig, at løsningen på antisemitismen var at oprette et socialistisk samfund overalt. Uden racediskrimination.

Statsløs kommunist

Men vi kom først tilbage i februar 1947. Vi havde ingen papirer og måtte vente og vente. Som statsløse kunne vi ikke forlade England uden papirer. Vi rejste tilbage til Berlin med en militærtransport med engelske soldater og deres koner. Jeg delte en sovekupé med en af konerne, vågnede og spurgte:

»Hvor er vi nu?«

Hun kiggede ud ad vinduet:

»Stationen hedder Bahnsteig«.

Hun kunne ikke et ord tysk. Vi var i Hannover. Ikke langt fra min hjemby.

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville tilbage til min hjemby – Holzminden – som lå i den britiske besættelseszone. Men jeg fik ikke indrejsetilladelse. Den hemmelige engelske tjeneste havde fundet ud af, at jeg var blevet kommunist. Det var imod deres politik at have kommunister i deres besættelseszoner til at blande sig i udviklingen. Jeg havde oven i købet meldt mig som censor – de havde brug for folk, der kunne læse tyske breve for at holde styr på nazisterne. Mange fra vores gruppe meldte sig og måtte bestå en eksamen – bl. a. i gotisk skrift, fordi mange af de ældre endnu skrev sådan. Jeg bestod eksamen, men fik så besked om, at de ikke havde brug for mig.

Jeg kom til Mecklenburg i Østtyskland og fik et værelse hos en gammel dame. Vi måtte i gården for at gå på toilettet. Der var ikke meget varme. Vi manglede træ, og jeg fik nyrebetændelse. Vi havde heller ikke noget at spise. Det var en kamp, men det lykkedes at komme ind i Landes-regierungs-kantinen, hvor vi fik roesuppe morgen, middag og aften. På tre måneder tabte jeg 30 pund, men vi unge flygtninge, som kom tilbage, havde store visioner om, at vi kunne være med til at opbygge et bedre Tyskland, så vi tog det ikke så tungt, at det var svært at leve.

I 1948 begyndte jeg at studere samfundsfag og økonomi på Leipzig Universitet, hvor jeg som ’offer for fascismen’ fik et godt stipendium. Jeg mødte min danske mand på en ungdoms- og studenterfestival i 1951, og vi blev gift året efter. Jeg flyttede til Danmark, og jeg kan sige: Danmark er ikke mit hjemland, men her føler jeg mig hjemme. Jeg har ingen familie i Tyskland, men en ny familie i Danmark: To kærlige døtre og fem dejlige børnebørn.

Besøg i Auschwitz

I 1955 kom jeg til Auschwitz i forbindelse med en Verdensungdomsfestival i Warschawa. Tilfældigvis gik jeg ved siden af en pige fra Holland, og det viste sig, at hun også havde mistet sine forældre i Auschwitz. Vi holdt hinanden i hånden. Det værste var at se de tusindvis af børnesko. Jeg tænkte, at det var godt, at mine forældre skånede mig for det, selv om det må have været svært for dem at sende mig ud. Men der var massevis af børn og unge, som kom dertil. Jeg havde en tændstikæske med, som jeg fyldte med jord, så jeg havde en del af mine forældre med mig.

Jeg havde egentlig lovet mig selv aldrig at tage tilbage til Holzminden. Der var så mange dårlige minder. Men sidste år ville man afsløre en mindesten med 38 navne på jødiske borgere, der omkom i Auschwitz eller andre koncentrationslejre. Jeg følte, jeg måtte tage derned for mine forældres skyld. De har intet gravsted, men står nu på stenen. For nylig er der blevet kastet æg, blandet med olie, på sandstenen, som er fra floden Weser. Det skete den 8. november 2000 – natten før Krystalnatten.

Det var en mærkelig følelse at nærme sig egnen, bjergene og floden – det dejlige landskab. Borgmesteren undskyldte, hvad der var sket, og de opfyldte alle ønsker. Jeg genså kloster Corvei, hvor jeg gik i skole. Så jeg har ikke fortrudt besøget, men jeg tror ikke, jeg tager derned igen. Men det var godt at være med til afsløringen af stenen og se mine forældres navne.

Tysker, jøde, kommunist...

Som tysker har jeg lært, at militarismen altid har spillet en kæmperolle og er den værste svøbe for et folk, som er blevet opdraget til kæft trit og retning. Det var ikke kun SS-mændene, men også soldater og almindelige mennesker, som var med til at understøtte den forbryderiske politik, man førte.

Jeg har lige set en diskussion i tysk fjernsyn, hvor en overlevende fra Auschwitz – Kurt Goldstein – udtalte sig om, at mindesmærket i Berlin kun omhandler jøder, men at sintis – sigøjnerne – også burde omtales. Det mener jeg også. Og man bør også tage de politisk forfulgte med. Men mange jøder mener, at mindesmærket kun bør være for jøder.

Som jøde har jeg lært, at vi ofte er blevet brugt som syndebukke. Vi må ikke bukke under, men stå sammen med alle andre, der bliver forfulgt – imod racediskrimination og forfølgelse. Jeg har netop været i Marokko, hvor jøder og arabere lever fredeligt sammen. Formanden for den jødiske menighed i Marrakech sagde, at de kunne være forbillede for, hvordan man kan leve sammen i fred. I det 15. århundrede blev jøder og arabere smidt ud af Spanien og fik huslys i Marokko.

Men kløften mellem rig og fattig er enorm i Marokko og på verdensplan. Jeg har ingen model for, hvad man kan sætte i stedet for kapitalismen, men jungleloven er grusom.

Jeg var medlem af kommunistpartiet i mange år, men med tiden blev jeg skeptisk over for udviklingen i Sovjetunionen. Under krigen kom jeg voldsomt op at skændes med Erich Fried, fordi han pegede på, at Stalin faktisk var en forbryder. Det ville jeg ikke tro på i den situation, hvor der var stor begejstring for Sovjetunionens indsats. Senere kom afsløringerne på den 20. partikongres i Sovjet og invasionen i Afghanistan, som jeg var stærkt imod. Men jeg vil altid solidarisere mig med dem, der bliver forfulgt, udbyttet og har det dårligt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her