Læsetid: 3 min.

Cancan i Cannes

Den 54. udgave af filmfestivalen i Cannes åbnede i går med et brag af en film: Baz Luhrmans overdådige musicaldrama ’Moulin Rouge’
10. maj 2001

Den 54. udgave af filmfestivalen i Cannes åbnede i går med et brag af en film: Baz Luhrmans overdådige musicaldrama ’Moulin Rouge’ Filmfestival Med nattens udskejelser på journalistbaren Le Petit Majestic – som både Peter Aalbæk og Stephen Frears beærede med et besøg – stadig siddende i kroppen og ikke mindst hovedet, var det ikke just en rolig start på dagen og filmfestivalen i Cannes, jeg fik onsdag morgen med screeningen af Baz Luhrmans overdådige og musikalske kærlighedsdrama Moulin Rouge. Fra start til slut er den australske instruktørs tredje film (det er ham med Strictly Ballroom og Romeo + Julie) en på alle måder kulørt oplevelse – og det mener jeg positivt – der suger sit publikum med ind i en fascinerende og fantastisk underverden af cancan-dansende kurtisaner, fedladne, liderlige rigmænd og excentriske, absint-drikkende bohemer. Luhrman er en fremragende billedmager, der veloplagt manipulerer og leger med filmmediet og forskellige billedformater og opnår stor dynamik i sit udtryk. Moulin Rouge er en originalt tænkt og imponerende iscensat musical – kulisserne er simpelthen vidunderlige – der opfindsomt blander ny og gammel musik og på den måde trækker linjer både frem og tilbage i tiden. Luhrman lader gerne sine personer tale i strofer fra berømte kærlighedssange, før de bryder ud i sang og de mest forunderlige fortolkninger af klassikere som Madonnas Like a Virgin og Material Girl, Marilyn Monroes Diamonds are a Girl’s Best Friend, Elton Johns Your Song og T-Rex’ Children of the Revolution, der kører som et musikalsk tema igennem hele filmen. Det er bohemernes slagsang, som klinger, når de udtrykker deres motto om: Skønhed, sandhed, frihed og fremfor alt kærlighed. Revolutionære bohemer Moulin Rouge foregår i og omkring den berømte og berygtede, parisiske natklub Moulin Rouge, der i slutningen af 1800-tallet var kendt for sine ekstravagante shows og smukke kvinder. Hertil ankommer den unge, uerfarne digter Christian (flot sunget og spillet af Ewan McGregor) med hovedet rungende af sin fars advarsler om denne syndens hule, hvor mangen en naiv mand er gået til bunds i druk og kærlighedssorger. Christian møder både maleren Toulouse Lautrec og komponisten Eric Satie, og hurtigt havner han bag kulisserne i Moulin Rouge, hvor han forelsker sig i den smukkeste kurtisane af dem alle, Satine (Nicole Kidman i endnu en fantastisk og flamboyant rolle). En kærlighed, som ikke er uigengældt, men viser umulig, fordi også en rig greve bejler til Satine og showets bagmand Zidler med løfter om penge til at gøre Moulin Rouge til et rigtigt teater og Satine til en rigtig skuespillerinde. Moulin Rouge er intet mindre end en fremragende film og bestemt en meget lovende og ganske passende start på en festival, der, set med forvænte, danske øjne, måske umiddelbart ikke så lige så spændende ud som sidste år. I den forbindelse vil jeg i øvrigt ikke undlade at citere den onde greve i Moulin Rouge, der skrigende fortæller bohemerne, hvad han mener om deres motto: »I don’t Care about your silly, little dogma!« En bemærkning, som vakte begejstring og latter i biografsalen. En hentydning til von Trier og Co. – måske. I hvert fald er Luhrmans udstyrsstykke alt andet end en Dogmefilm, og det skal blive interessant, hvad de kulturptotektionistiske franskmænd siger til så slagkraftigt og innovativt et tilbageblik på deres fortid. Fascinerende Onsdag åbnede også sideserien Un Certain Regard med den temmeligt specielle new yorker-instruktør Abel Ferraras R-Xmas, og med den beviste instruktøren, at han stadig foretrækker at gå sine helt egne vegne. R-Xmas handler om et yngre ægtepar, der tjener til deres overklasseliv på Manhattan og datterens privatskole ved at sælge narko. Det er en sært fascinerende film, der først afslører deres noget usædvanlige arbejde efter at have etableret dem som et helt almindeligt ægtepar med familieforpligtelser. At jeg ubetinget kan lide R-Xmas, der ikke hører til blandt Ferraras bedste, er måske så meget sagt, men jeg respekterer ham og blev da også fanget af den politiske dagsorden, han synes at have med filmen, der foregår i begyndelsen af 90’erne, lige før den benhårde Rudy Giuliano tog over som borgmester i New York og ryddede ud blandt byens kriminelle. Alt i alt har det været en god førstedag og med et par timer til den næste pressekørsel, kan jeg også lige nå at nyde solen, palmerne og den 25 grader varme luft.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu