Læsetid: 6 min.

Disneyland for voksne

Filmfestivalen i Cannes er et mekka for filmelskere, hvilket ikke mindst skyldes festivalens mangeårige kunsteriske leder, Gilles Jacob, der i år har allieret sig med den yngre Thierry Fremaux
Kultur
10. maj 2001

(2. sektion) Filmfestival »Disneyland for voksne,« er ordene, det amerikanske anmelderikon Roger Ebert bruger til at beskrive den årlige filmfestival i Cannes i sin bog om festivalen, Two Weeks in the Midday Sun – a Cannes Notebook fra ’87. Det lykkedes mig at finde et signeret eksemplar af bogen i byens engelske boghandel, da jeg første gang selv besøgte festivalen i 1998. Eberts bog er en fin, omend en smule luftig introduktion til denne verdens største filmfestival – ikke mindst de mange anekdoter om interviews med filmstjerner og fester med excentriske filmkritikere er underholdende læsning. Eberts sammenligning med Disneyland er heller ikke helt i skoven, selvom mangen en cineast nok vil vånde sig over så profan en analogi. Vi befinder os immervæk i Frankrig, der gennem mange år har ført kulturkrig mod bl.a. USA’s Disneyficering af verden. Men for en filmfan – med presseakkreditering og dermed uhindret adgang til de fleste forevisninger – er der ikke noget bedre sted at tilbringe to uger hvert forår. Med mere end 100 filmforevisninger om dagen er det stort set umuligt ikke at finde en film eller ti, som vil falde i ens smag. Mareridt Filmproducenter og -skabere i hundredvis flokkes til Cannes. For dem kan det være verden om at gøre at få deres film med i Cannes. At vinde Guldpalmen er noget af det største, som kan overgå en filmskaber og måske være med til at holde filmen på den rigtige side af den tynde linie mellem succes og fiasko. Og faktisk er selve det at blive udtaget til hovedkonkurrencen eller en af de tre officielle sideserier en bedrift i sig selv. Cannes er også stedet, hvor film bliver finansieret hen over veldækkede frokostborde eller sælges til distribution i resten af verden. Stjerner begaver rivierabyen med et besøg og bliver overfaldet af de mange tusinde deltagende og sultne journalister og pressefotografer, mens de menige turister står på pinde for bare at få et glimt af deres yndlingsskuespillere, når de i limousiner ankommer til de officielle aftenpremierer og går ad den røde løber til biografen. Men Cannes kan også udvikle sig til et mareridt. Konkurrencefilmene, der ofte får verdenspremiere i Cannes, bliver modtaget af en nådesløs kritikerskare, som på stedet afsiger deres dom. Det kan være knald eller fald og betyde meget for en films videre færd. Og for journalisterne er det hårdt og utaknemmeligt arbejde at løbe i fast rutefart mellem de mange presseagenter, som sørger for at tildele interviews med de efterstræbte stjerner og filmskabere. Bliver en film vel modtaget, kan det være svært, for ikke at sige umuligt at komme til fadet. Omvendt kan det også ende i ren masseflugt fra interviewaftaler, hvis en film bliver sablet af kritikerne. Idolerne Efter at have deltaget i to udgaver af festivalen – i skrivende stund er jeg på vej til den tredje – har jeg fundet ud af, at det er sjovest så vidt muligt at holde sig til at se film. Vil man gerne nå at se film, og skal man have tid til at goutere og skrive hjem om dem, ja, så kan det ikke nytte, at man bruger al sin tid på at jagte vindmøller og hvide hvaler. I parentes bemærket har den filosofi dog ikke forhindret mig i at bede om interviews med både Francis Ford Coppola og Martin Scorsese, to af mine store idoler, som begge har film med i festivalens officielle program. Coppola deltager med en kraftigt forlænget udgave af sin Guldpalmevinder fra ’78, Dommedag nu, mens Scorsese endelig er blevet færdig med sin lystrejse gennem italiensk film, Il Mio Viaggio In Italia. To film, man ikke kan have andet end store forventninger til. Om jeg får interviewene, er tvivlsomt, men jeg ville ikke kunne se mig selv i spejlet, havde jeg ikke forsøgt. Kigger man ned over listen af film, som deltager i konkurrencen (22 film fra 11 forskellige lande), er det bemærkelsesværdigt, som titlerne fordeler sig mellem gamle, ærværdige festivaldeltagere – Jean-Luc Godard, Jaques Rivette og den 92-årige Manoel de Oliveira – yngre, populære festivalvindere – David Lynch og Coen-brødrene – og så nogle mere eller mindre ukendte filmskabere. I forhold til sidste år, hvor de asiatiske film dominerede, så er feltet mere spredt i år med bl.a. tre japanske, to italienske, den første bosniske, en håndfuld franske og amerikanske og slet ingen engelske film. Man kan ikke sige andet end, at programmet i år viderefører den linie, som den kunstneriske leder Gilles Jacob lagde, da han og festivalen for et par år siden blev angrebet for at være for mainstream og amerikansk orienteret. Sund balance Jacob har fundet frem til en sund balance mellem kunst og kommercialitet – med en overvægt på det første – og har på den måde og på et tidspunkt, hvor filmfestivalerne i Venedig og Berlin markerer sig stærkt, fastslået, at Cannes stadigvæk er nummer et blandt de store filmfestivaler. Sidste års festival var også Jacobs sidste festival som kunstnerisk leder. I år er han blevet forfremmet til præsident for festivalen, og spekulationerne har været mange om, hvad der nu skulle ske. Ville den både respekterede og udskældte festivalleder, der gennem mere end 20 år har sat sit umiskendelige aftryk på festivalen, endelig give slip og overlade styringen til andre og yngre kræfter? Svaret er både ja og nej. Thierry Fremaux hedder den nye kunstneriske leder af festivalen, som i år i samarbejde med Jacob har sammensat hovedkonkurrencen og sideserien Un Certain Regard. Åbenhed Lissy Bellaiche fra Zentropas salgsarm Trust Film, der har deltaget i festivalen i ligeså mange år, som Jacob har været leder, mener ikke, at han har tænkt sig helt at trække sig tilbage fra den aktive programlægning. »Jeg skrev til ham, da han blev præsident,« forklarer Bellaiche, der gennem årene er blevet gode venner med Jacob. »Dels for at lykønske ham, dels fordi jeg vil komme til at savne vores samtaler. Og så skrev han tilbage, at han ikke havde tænkt sig at lade hele det store arbejde gå tabt.« »Han ser ikke alle filmene, men han er meget med til at vælge filmene ud. Det kan næsten ikke være anderledes, når man har været programlægger for festivalen i så mange år.« Lissy Bellaiche er dog heller ikke i tvivl om, at Thierry Fremaux er en gevinst for festivalen, og at han kan være med til at åbne den op udadtil »Der skal jo ske noget nyt, og Gilles Jacob har aldrig rejst ret meget. Nu er det verdens største festival, så folk kommer jo kravlende til ham. Men Thierry, som jeg mødte for første gang, da jeg var nede og præsentere vores film i marts måned, han er meget mere åben og interesseret i at rejse ud.« Man kan måske godt undre (og ærgre) sig lidt over, at der i år ingen danske film er med i festivalens officielle program. Lissy Bellaiche, der var i paris for at præsentere festivalledelsen for to nye danske dogmefilm, Åke Sandgrens Et rigtigt menneske og Ole Christian Madsens En kærlighedshistorie, vil ikke helt afvise, at Cannes måske har fået nok af dogmefilmene. »Nu har de vist tre dogmefilm dernede, og det har måske ikke længere nyhedens interesse,« siger Lissy Bellaiche, der dog er skuffet over, at de to film f.eks. ikke fandt plads i den smallere Director’s Fortnight-serie. »Jeg ved ikke, om de så ligger under for det og siger, at ’nej, nej, vi vil ikke til at vise dogmefilm, når både konkurrencen og Un Certain Regard har vist dem før.’« »På den anden side kan man ikke tillade sig at være skuffet,« tilføjer hun så, »prøv at tænke på, hvad de ser af film dernede.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her