Læsetid: 8 min.

Første gang

Bob Dylan leverede underlægningsmusikken til den første fælles tur i badekarret – pas på, sagde kærestens søster, sædceller kan svømme gennem vandet. Pia Fris Laneth var ligeglad. Hun følte sig Just Like A Woman uden helt at vide, hvad det var. Kæresten har hun glemt. Dylan husker hun i dette bidrag til den netop udkomne antologi ’Dage I Dylan,’ der markerer sangerens 60 års dag
18. maj 2001

Nej. Det begyndte ikke med Dylan. Det begyndte den sommer, hvor Lovin’ Spoonful toppede hitlisten med »Summer in the City«. Pludselig gik et par af mine veninder og sang engelsk. Det var i 6. klasse. Vi havde kun haft engelsk i skolen et par år. Jeg fornemmede klart, at her gjaldt det om at følge med for ikke at blive hægtet af. Sådan er piger i den alder. Små flinteknive, der skærer venindebånd over i samme raske tempo, som de knyttes.

Nemt var det ikke – nærmest som at have lektier for, når jeg lå på maven foran radioen og forsøgte at få de fremmede lyde til at forme sig til genkendelige ord... »Hot Town, summer in the city. Back of my neck getting dirt’ n’gritty. Bend down, isn’t a pity...« Den lærte jeg udenad nogenlunde samtidig med »Take off your clothes« – sangerens navn er forduftet med årene – »let me see what it is that your hiding. And don’t look so shocked, you have nothing to fear from my eyes.« I løbet af sangen tog han også tøjet af. De lagde sig på sengen. Han forførte hende, »the first time is the best, you know«, jomfruen blev kvinde, og hun syntes, det var så dejligt, at hun ville igen og igen – og til sidst kunne han ikke mere. Jamen altså, hvor var det dog fnisehamrende kildrende frækt, når man var tøser på 12 og ens mors faste kommentar til sure miner var et irriterende »det er hormonerne. Du er ved at komme i puberteten.«

Faktisk var det arbejdsomme år. De usikre forsøg på at danne sig selv krævede bestandigt oprydninger. Danseskolen, strutkjolerne, sløjferne og spænderne røg ud sammen med Puk- og Sussiebøgerne i nogenlunde samme takt som pop- og rockmusikken kom ind med cowboybukser, T-shirts, ørkensko og samtaler over the. Jeg tilbragte det meste fritid sammen med tre skoleveninder. Vi kaldte hinanden for drengenavne. Jeg hed Hugo – de andre hed Henrik, Kaj og Kluk. En symbolsk, men ikke bevidst læggen afstand til de pæne piger, vi var opdraget til at være. Min mors suppegryde blev brugt til at nylonfarve jbs-undertrøjer, snoet med elastikker på maven, så der bredte sig hvide spindelvævsmønstre på maven. Jeg gik i smalriflede fløjlswranglere og lod håret hænge frigjort lige ned – i et ihærdigt forsøg på at ligne sangerinden Melanie, som drengene i klassen udviste svaghed for.

Kæder af glasperler

Lidt senere kom pandebånd af hjemmeflettede lædersnører til sammen med lange kæder af glasperler. Tiden og musikken krævede ikke bare andre rekvisitter til kvinderollen, end vores mødre helst så os udstyret med, men også nye bevægelser. Danseskolens valse- og rumbatrin kunne overhovedet ikke bruges, der var ingen styrende partner at læne sig mod. At bevæge sig frit på gulvet i fjernkommunikation med sin dansepartner krævede et mod, vi først skulle tilegne os. Så vi øvede os alene, uden drengene, først i at hoppe fra side til side med svingende arme i takt til musikken, senere i at få de bløde bølgerytmer og sensuelle hoftebevægelser ind i kroppen.

Verden voksede

Verden udvidede sig hastigt, efterhånden som vi blev 13 og 14. Den kom til os gennem fjernsynet, radioen og musikken. Woodstock brændte sig ind på nethinden, da jeg så den i Dagmar sammen med min storesøster og hendes kæreste Gregory. Især Joe Cockers spasmatiske sangkraft og al nøgenheden. Greg var amerikaner og mulat. Det sidste var en voldsom udfordring for familietolerancen – men selv farmor endte med at synes, han var sød. Greg forærede mig et kasettebånd med Blood, Sweat & Tears: »What goes up, must fall down, spinning wheels got to go round...« på det bånd var også et nummer om demonstrationen på det amerikanske Kent State University, hvor politiet skød fire studenter. Fortalte Gregory. Og så var ungdomsoprør og Vietnamkrig pludselig inde i mit liv.

Kluk, Kaj, Henrik og jeg havde en uklar fornemmelse af at være hippier. Imod krig, imod racediskrimination, imod narkotika og for fred og kærlighed i en ret kaotisk blanding, som især Beatles, Simon and Garfunkel, Johnny Cash, Bob Dylan og Donovan passede perfekt ind i. Vi hørte dem uden at forstå ret meget andet end, at der var noget stort på færde, som vores forældre ikke kendte til. På hver deres måde sang de på en gang til vores gryende seksualitet og gryende politiske bevidsthed. De var eksempelvis med til at bestemme, hvem vi holdt med, da Vesterbrogade løb fuld af kæmpende demonstranter og politi, da Sagabiografen satte John Waynes Vietnamfilm De grønne djævle på plakaten.

Johnny Cash var helt nummer et i mindst et år. En mand med en sag – fængselskoncerterne – og en aura, som var han lige steget af hesten og havde lagt seksløberen i kommodeskuffen. Stemmens sortklædte alvor var på kanten af at gøre pupertetstøser nervøse. »Because your mine, I walk the line...« sang han lige ind i vores romantiske drømme med den underliggende besked: Det kan blive farligt, det her. Svigter du mig, svarer jeg ikke for følgerne.

Poesibogsuniverset

Donovan gled nemmere ind i det poesibogsunivers, vi halvvejs levede i. Han så sød ud og gav os en sang vi kunne øve på guitar: »On a wagon bound for market, there’s a calf with a mornful eye ... calves are easily bound and slaugtered, never knowing the reason why. But who ever treasures freedom, like the swallovs has learned to fly. Donna, Donna, donna...« Det var da til at forstå. Lige omkring det tidspunkt sneg Dylan sig ind med »Blowing In The Wind,« som også passede nogenlunde til vores begrænsede færdigheder på guitar. Men helt ærligt: Jeg havde det med Dylan som med oliven – det tog et stykke tid. Hans stemme var ikke pæn og dyb som Johny Cash’, han smilede ikke på billederne som Donovan, og stemningen i hans sange var anderledes vred end de Beatlesnumre, vi tog til os som sødmefulde varsler om voksne kvinders glæder. Dylan var så... insisterende. Han og hans harmonika krævede al opmærksomhed. Hvilket undertiden var ret irriterende, når man gerne selv ville være i centrum.

Drengene tættere på

Fra det punkt er erindringerne om Dylan og de andre nemlig ikke længere forbundet med veninderne. Drengene rykkede tættere på. Især ham med krøllet hår og brune øjne, som blev kaldt Jum Jum. Jeg klippede en masse røde J’er i karton og lavede en uro til at hænge over min seng. Hørte Dylan, fordi jeg vidste, han gjorde det, og forsøgte mig med interessante samtaler om tamburinmanden og tider, der skiftede – og kan jeg låne den plade og spille over på bånd? Heksetrickene lykkedes, men jeg var for ung til at vide, hvad jeg skulle bruge successen til.

Da vi havde været på en uges skole-ekskursion på Bornholm og tidligt om morgenen stod alene oppe på dækket og så Langelinie glide forbi, lagde han pludselig armen om mig og sagde, han var forelsket. Så løb jeg. Han vidste ikke, det var meningen, han skulle løbe efter. 13-14-års drenge læser ikke kærlighedsromaner og ved derfor hverken, hvordan helte eller heltinder opfører sig.

Næste gang blev jeg stående. Han var langhåret, havde en klog, fregnet høgenæse og kunne spille både klarinet, klaver og mundharmonika. Han spillede John Mayalls bluesmelodier på mundharmonika sammen med vores fælles kammerat og lærte mig basafdelingen til »Bad Moon Rising«, som vi spillede firhændigt på klaver. Han vidste simpelthen alt, hvad der var værd at vide om musik og havde en storebror, der spillede saxofon i Blue Sun. Vi gik i Studenterforeningen – hvor adgang og en øl gik lige op med en uges lommepenge – og opdagede, at folk ikke blev særligt mærkelige af at ryge hash.

Faste bløde munde

Hjemme hørte vi rock og blues hele tiden og drak the, når vi altså ikke læste lektier eller kyssede med faste bløde munde, der ikke vidste, hvilken rolle tungen spiller i den leg. Dylan var fast inventar på grammofonen og i de små kasettebåndoptagere, vi begge fik i konfirmationsgave. Og sammen med en mand – sådan tænkte jeg, selv om han bare fyldte 15, mens vi var kærester – fik »Just like a woman« nye betydningslag, lige som »She belongs to me« om kvinden, der har alt, blandt andet en egyptisk ring, der funkler, før hun taler – »Sad-Eyed Lady...« og andre sange fulde af mærkelige dragende billeder, jeg senere fandt ud af godt kan kaldes poesi, selv om det ikke rimer.

For mig er Dylans New Morning fra 1970 min første kærligheds plade: »If not for you, babe, I’d lay awake all night, wait for the morning light, to shine in through, but it would not be new, if not for you.« New morning var underlægningsmusik til min »Take off your clothes«. Om end jeg ikke blev forført. Det var aftalt spil, at han lagde sig syg og blev hjemme den tirsdag, jeg pjækkede fra en tysktime. Som alle andre vigtige øjeblikke i mit liv husker jeg ganske nøje, hvordan jeg var klædt: Fletninger, Jesus-sandaler med snører om anklerne og en hvid herreundertrøje med mørkelilla stoftryk af halverede løg. Den nåede lige ned over rumpen og gjorde det ud for kjole. Jeg var mindst lige så nysgerrig, som han var, selv om mine forestillinger om kvindelig blyhed – hentet i Familiejournalen og romanbladene – påbød mig at spille genert. Han var den første mand, bortset fra min far, jeg så uden tøj, og jeg syntes, han var pæn. Også hans... pik. Et af de svære ord, vi vristede ud af de uartige vittigheders greb og gjorde smukke. Jamen, det var rørende uskyldigt. »So happy just to see your smile underneath the sky of blue, on this new morning, new morning, new morning, with you.« Vi var forelskede og brugte kondom, selv om jeg havde menstruation – forplantningens mekanik havde vi ikke helt styr på. Og selv om min mor på en måde havde ret, da hun snerrede: »Det er du for ung til at få noget ud af« – tog hun alligevel fejl. Orgasmer hørte en fjern fremtid til, men pjækkedagene med forældre i tryg arbejdsafstand var fulde af sansesitrende oplevelser af delikat drengekrop. Ballerne som var fastere end mine egne. Musklerne under armhulen og i lårene. Bevoksningerne. Den bløde hud. Pikken, som fortalte, han kunne lide mig.

»Take a women like you to get through to the man in me...«

I kasettebåndoptageren akkompagnerede New morning den første fælles tur i badekarret – pas på, sagde hans søster, sædceller kan svømme gennem vandet – det første eksperiment med, hvor mange håndklæder, man kan hænge på en stritpik, de første smagsprøver af hinandens køn, de første filosofiske samtaler, skænderier og de første forsoninger. Og jeg husker virkelig, at solen altid skinnede ind gennem gardisette-gardinerne.

Senere akkompagnerede Dylan mange andre ’første gange’, som erindringens sol ikke skinner på. Den første chillum. Den første flaske whisky. Den første sorg over tabt kærlighed. Den første rædsel over at se en ven gå til bunds med nålen i armen. Den første erkendelse af, at ordet voksen også betyder, at nogle valgmuligheder bliver fortid.

Fra artikelantologien ’Dage I Dylan’, Redigeret af Torben Bille. Informations Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu