Analyse
Læsetid: 5 min.

I kølvandet på Cannes

Oven på filmfestivalen i Cannes må man igen konstatere, at festivalen trods kritik er et vigtigt alternativ til Hollywoods metervarer
Kultur
23. maj 2001

Hvert år får filmfestivalen i Cannes et ordentligt gok i nøden af kritikere og branchefolk, der er utilfredse med både festivalprogrammet og måden, priserne er blevet fordelt på. Hvert år forsvarer festivalen også sig selv og sin ret til helt og holdent at vælge, som den har lyst til med hensynet til filmkunsten som hovedkriterium. Det synes at være et spil, som kritikere og festivaledelse villigt indlader sig på år efter år, og som sikkert er sundt for festivalens videre udvikling. Ikke mindst i år, hvor filmene har været alt andet end fantastiske, og prisvinderne er fundet på den gyldne middelvej, er de kritiske røster blevet luftet. Dieter Kosslick, der står bag konkurrenten i Berlin, beklagede sig inden festivalen over, at ingen tyske film i otte år var blevet udtaget til hovedkonkurrence i Cannes, mens lederen af filmfestivalen i Venedig bare skældte ud og samtidig bebudede oprustning sin egen festival for bedre at kunne konkurrere med storebroren i Cannes. Siden trak de begge deres barske udtalelser tilbage og sendte skriftlige undskyldninger til præsident Gilles Jacob, der af navn og gavn stadig ser ud til at være festivalens stærke mand. Selv om han i år, efter 22 år som udskældt kunstnerisk leder, har overladt sit magtfulde job til den yngre Thierry Fremaux. For et par dage siden afsagde Bogarts udsendte medarbejder på det nærmeste en dødsdom over Cannes og begrundede det med fraværet af danske film. Muligvis forståeligt set i lyset af de gyldne år ’98 og ’01, hvor Trier og Vinterberg gjorde deres lykke på Croisetten. Men det er også en noget uretfærdig og lidt for hurtig affærdigelse af verdens største filmfestival, der i sit 54. år holder fanen højt, både hvad angår kvalitet og bredde. Lidt polemisk spurgte branchebladet Varietys chefanmelder Todd McCarthy – der har for vane at angribe Cannes med det store skyts – i festivalens sidste dage, om »det at bruge halvanden uge på at se det angiveligt bedste, nutidens filmmiljø har at byde på, egentlig giver et afbræk fra de Hollywood-ting, de fleste af os sædvanligvis ser?« Svaret er ja, mener McCarthy – med forbehold. Årets filmfestival i Cannes bød nok ikke på film af den slags, der definerer genrer eller ændrer ens liv, og ironisk nok, skriver McCarthy, var festivalens nok bedste film Francis Ford Coppolas 22 år gamle Guldpalmevinder, Dommedag nu, der blev vist i en 50 minutter længere version end originalen. Ligeledes var der heller ikke megen fremsynethed i, at festivlen havde hentet den ene festivalkändis efter den anden – David Lynch, Coen-brødrene – til Cannes for Gud ved hvilken gang. Men i vadestedet mellem gammelt og nyt, mellem Fremaux og Jacob, var der måske brug for et par sikre kort til at lukke munden på de argeste kritikere. Omvendt, argumenterer McCarthy og flere med ham, ligger festivalens berettigelse alene i det faktum alene, at den er et alternativ til det hovedløse bras, som amerikanske filmproducenter stopfodrer publikum med verden over. Og faktisk, må han indrømme, dukkede flere af de de ældre d’herrer instruktører, Jaques Rivette, Manoel de Oliviera og Jean-Luc Godard, mod alle odds op med deres bedste film i mange år. I Cannes har man mulighed for at opleve film fra både Hollywood og fjerne egne af kloden, som er lavet af ren og skær lyst, af nødvendighed og fordi det bare ikke kunne være anderledes. Film, der ikke nødvendigvis er tænkt kommercielt, og som tør give fanden i de uskrevne spilleregler om politisk korrekthed og publikumsvenlighed. Det kan selvfølgelig ofte, og gjorde det også i løbet af årets festival, resultere i film, der er så svært tilgængelige, at man tvivler på, om instruktøren bag overhovedet har tænkt på andre end sig selv. Men det kan også udmønte sig i ren filmmagi – billeddigte af stor visuel kaliber, stærke, vedkommende historier, som kan og vil fortælle os noget, provokerende og overvældende indlæg i en politisk eller æstetisk debat, som flytter grænserne for, hvad vi vil og er vant til at se på et stort lærred. Film med solide kunstneriske kvaliteter, som også er interesserede i at få publikum i tale. For hvad handler det at lave film om, andet end at interagere med publikum og få dem til at reagere, fysisk og intellektuelt!? Man kan ikke forvente, at miraklet sker hvert år, og at bedømme tilstanden i alverdens filmmiljøer og Cannes Film Festivalens levedygtighed udfra ét enkelt års program er umuligt. Og ét er filmprogrammet, der omfatter små 25 film i hovedkonkurrencen og et halvt hundrede andre i sideserierne Un Certain Regard, Kritikerugen og Director’s Fortnight. Noget andet er, hvordan juryen år for år vælger at fordele de eftertragtede priser, der kan være med til at afgøre en films videre skæbne. Som regel vil man kunne sige meget om, hvor juryens sym- og antipatier vil ligge den sidste dag, kigger man lidt nærmere på juryens præsident. Det er en slags tommelfingerregel, om end en smule usikker af slagsen, som kan bruges side om side med de stjerner og palmer, kritikerne i Cannes i de forskellige brancheblade uddeler til filmene, når prognoser om udfaldet de sidste dage skal sendes hjem til aviserne. For et par år siden bandede et samlet kritikerkorps af den originale, canadiske filminstruktør David Cronenberg og hans jury, da de uddelte festivalens vigtigste priser til to kontroversielle film, Rosetta og L’humanité. Allerede på baggrund af filmudvalget havde Todd McCarthy anklaget festivalen for hovedløs elitisme, mens festivalleder Jacob (igen) meldte ud, at »i en tidsalder, hvor filmens sande skabere har det svært, er det vigtigt at støtte de kunstnere, der forsøger sig med avancerede fortælleformer og hårdnakket holder fast ved, at filmen er en kunstart.« I år stod skuespillerinden og instruktricen Liv Ullmann i spidsen for juryen. Man vidste næsten fra starten – Ullmanns årelange færden i Bergman-land in mente – at hverken festivalens åbningsfilm, det populære, kulørte musicaldrama Moulin Rouge, eller kritikernes darling, den stærkt underholdende animationsfilm Shrek, ville vinde priser af betydning. Da Ullmann tog ordet ved prisceremonien søndag aften, sagde hun bl.a., at juryen havde været meget delt, og at »vi er meget forskellige: Hvad han beundrer, fylder mig med vrede.« En ærlig udmelding, der lugtede af, at Guldpalmevinderen måtte være et kompromis, og at flere af de øvrige priser ville gå til en mere kontroversiel film. Og ganske rigtigt: Morettis stilfærdige og troværdige familiedrama Sønnens værelse løb af med førsteprisen – hvilket ikke er dybt problematisk, men heller ikke overvældende modigt eller interessant – mens Hanekes kompromisløse La Pianiste fik juryens Grand Prix. Og hvad kan man så udlede af alt det? At filmfestivalen i Cannes er et kærkomment alternativ til Hollywood, ikke en konstant, men et frugtbart produkt af sin kunstneriske ledelse og de skiftende juryer. *Mere på www.festival-cannes.fr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her