Kristian Ditlev Jensens historie begynder i betonblokkene i Holbæk for 30 år siden. Mor og far arbejder efter Trilles devise, når min mor kommer hjem, så er min far lige gået, og selvom de er gode socialdemokrater og søde nok, er de white trash siger han med et smil fattige, præget af psykisk og fysisk sygdom og manglende overskud.
Ni-årige Kristian falder i kløerne på Gustav, der inviterer på Tivoli-ture i København, opmærksomhed og forståelse. De natlige overgreb, de lange ferier med konstante krænkelser er ikke rare, det hjælper ikke at sige nej, heller ikke at lade som om man sover eller prøve at snakke så længe, at Gustav falder i søvn.
Som 13-årig går det op for Kristian, hvad der er, der foregår. »Gustav er bøsse,« siger Gustav, »og de har sex, og Kristian kan jo også godt lide det.«
For ligesom Gustav, den belæste og lærde reklamemand med eget firma i København kan tale sig fra alt, manipulerer han også den lille dreng. Hvad er rigtigt og forkert? Som 13-årig får Kristian et sammenbrud og får fortalt det til familien. Forældrene bliver enige om at lægge det bag sig, forældrene er så chokerede, at de ikke ved, hvad de skal gøre. Kristian får det dårligere og dårligere.
Som 19-årig beslutter han at anmelde Gustav, da han erfarerer, at Gustav siden har forgrebet sig på mindst fire andre drenge. Politiet tjekker computeren og finder ud af, at generaliebladet af krænkelser er langt.
Skuffelsen er enorm for Kristian, da dommen falder: To års betinget, for Gustav har giftet sig og er blevet far. Kristian får bevilget ti ture ved en psykolog, som yder krisehjælp. Nej, Kristian er ikke bøsse, det er man ikke, når man tænder på piger, og han gjorde ikke noget forkert, det gjorde Gustav osv.
De tre år hvor Kristian Ditlev Jensen var udsat for den pædofile vaneforbryder Gustav har mærket ham for livet. Derfor debuterer den tidligere forfatterskoleelev og nuværende litteraturkritiker på Berlingske Tidende nu med selvbiografien Det bliver sagt. For ved at fortælle sin historie, vil han gerne råbe et samfund op, der alt for længe ikke har ville se den ulækre virkelighed i øjnene og ofte beskytter de pædofile mere end deres ofre, børnene.
»Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor en forening, der handler om at begå overgreb på bittesmå børn kan være lovlig. På foreningens hjemmeside kan man se billeder af halvnøgne børn, som de her mennesker gerne vil i seng med. Hvorfor er den ikke lukket? Det er en grim krænkelse af min retsbevidsthed, at folk, der har udsat mig for en forbrydelse, fører sig frem,« siger han med henvisning til de pædofiles lovlige forening.
Ti samtaler ved psykolog
»Eller hvorfor man ikke kan se den logik, at hvis man er syg, går man til lægen, og hvis man er pædofil, går man i børnehave. Det er helt vildt, at man ikke engang tjekker, om folk er kendt for pædofili. Nogle kommuner gør det, mens andre ikke gør. Det er helt henlagt til tilfældigheder,« siger han.
Der er flere eksempler: En krænket dreng, der insisterer på hjælp, kan få ti samtaler ved en psykolog, en pædofil kan få livsvarig behandling på Sexologisk klinik, de pædofile har ofte dygtige advokater, der får sagen til at falde på tekniske fejl. Endelig er der en flok af meningsdannere, som ivrigt forsvarer de pædofile og ytringsfriheden.
»De har fuldstændigt overtaget retorikken fra de pædofile. Det er eddermame tankevækkende, og graver man i det, handler det om, at mange meningsdannere stadig er 68ere, som synes det er sjovt at provokore på den der rasmus modsat måde. F.eks. er der filminstruktører, som er kendte for at lave film om hvad nu, hvis incest ikke var ulovligt, sådan en smålummer voice over på en halvdårlig dokumentar som en provokation, og bagefter udtaler instruktøren igen og igen, at det bare er hysteri og bornerthed, der gør, at incest og pædofili ikke er lovligt. Hvorfor lægger ingen to og to sammen,« spørger Kristian Ditlev Jensen.
Han undrer sig også over, at politikerne inviterer de pædofile til høring i Folketinget.
»Hallo! Det er kriminelle. Hvorfor inviterer man ikke tyvekængte til at fortælle om, hvor Securitas skal sætte alarmen?«
Berøringsangst
Han taler beredvilligt under interviewet, bruger armene og griner ofte afvæbende på sin meget imødekommende måde. Nogle spørgsmål går tæt på, han stopper op og beskriver arbejdet med bogen og interviews som at rippe op i det værste blødende sår nogensinde. Men han svarer alligevel, afklareret og med den forståelse, der kommer af at have gået i terapi i snart ti år.
Han går stadig til psykolog og har stadig søvnproblemer, men er kommet ud af sit alkoholmisbrug og er klar til at få sine egne børn, der for alt i verden skal beskyttes.
»Bogen er ikke en hævn,« siger han, så ville han have hængt krænkeren Gustav ud med navn. Han havde heller ikke lyst til at skrive den, men »den stod i vejen« hver gang, han forsøgte at skrive fiktion.
»Der er sådan en kolossal berøringsangst. Jeg har skrevet en bog, fordi flere burde interessere sig for det her, og det er så ulækkert, at folk formentligt ikke har lyst til at interessere sig for det. Catch 22.«
Efter politianmeldelsen flytter den 19-årige til København og begynder at læse litteraturvidenskab, han drikker mere og mere og har svært ved at holde på en kæreste. Sideløbende går han i terapi i to et halvt år på Institut for Klinisk Psykologi, fordi han insisterer på at få hjælp. Noget de færreste mænd gør.
»Hvis en mand har været udsat for seksuelle vaneforbrydere bliver det ikke identificeret. Sundhedssystemet har ikke indsigt til det, i stedet identificerer man nogle af de bittesmå ting, der tilsammen udgør det: Alkoholproblemer, søvnløshed, manglende erektions evne, angstanfald og derudad,« fortæller Kristian Ditlev Jensen.
Han ved nu, at selvom Gustav er gift og har to børn, så får han stadig besøg af små drenge i sit firma. Han mener også, at cirka 40 mennesker vidste, hvad der foregik med Gustav.
»Det handler om at give de her pædofile et modspil. Pædofili lukker virkelig munden på ofrene og det omgivende samfund, fordi det er så grotesk ulækkert. Mistanken er så skamfuld, at man ikke kan komme med den her anklage mod et andet menneske. Og når en pædofil endelig bliver anmeldt, er man mere tilbøjelig til at tro, at de ikke har gjort det, fordi man ikke kan lide tanken om det,« siger Kristian.
Han mener, Danmarks berøringsangst over for pædofile er et kæmpe etisk hul i landkortet.
»Vi er skandaløst bagefter andre lande. Det er mangel på moralsk integretet og ligner en politisk krise, fordi de ikke vil i berøring med problemerne, så det i stedet er lagt ud til befolkningens glade vanvid.«
Det bliver sagt udkommer 7. juni.
