Læsetid: 4 min.

CD-box

Kultur
15. juni 2001

Af Anders Beyer, Klaus Lynggaard, KAREN MOHR SOKKELUND og CHRISTIAN MUNCH-HANSEN
(2. sektion)

Klassisk
Andy Pape: ’Leonora Christine. Dronning af Blaataarn’. Edith Guillaume, Maria Stenz, Jens Bruno Hansen. Dir.: Kaare Hansen. dacapo
*Operaen Leonora Christine. Dronning af Blaataarn blev uropført i marts 1999 på Den Anden Opera. Nu er den kommet på cd med samme besætning. Det folkeligt jævne og det ophøjede mødes i dette værk, der udstiller den detroniserede dronnings sjælskvaler. I mere end 20 år tilbragte Leonora Christine i Blaataarn – hertil skal lægges det år hun sad i Hammershus’ fangehul sammen med Corfitz Ulfeldt. En interessant skæbne om et interessant menneske, der tilbyder sig som opera-sujet. Andy Pape har komponeret et langt, dramatisk forløb med henvisning til tidligere tiders musikalsk praksis. Ind i mellem er det meget virkningsfuldt skrevet. En af operaens svage sider er de mange noder – der er for meget musik i operaen. Værket spørger ikke kritisk til, hvor langt et materiale kan tåle at blive udforsket. Langt efter det er udpint og opbrugt, arbejder Pape videre med det. De medvirkende yder en fremragende indsats: Edith Guillaume i titelpartiet, Maria Stenz som Karen og Jens Bruno Hansen som Christian Taarngemmer.

Elisabeth Klein: The Modern Italian Piano. Works by Scelsi, Berio, Bussotti, Dallapiccola, Evangelisti. Classico.
*The grand old lady i ny musik, pianisten Elisabeth Klein, har begået en cd med nyere italiensk musik. Imponerende, at denne aldersstegne musiker kan blive ved med at spille og spille så godt (Klein er født i 1911). Vel, man kan sagtens høre, at det ikke er en ung klaverkomet, som foredrager de nye klange, teknikken er ikke toptunet, men uinteressant er fortolkningerne bestemt ikke. Ikke mindst i de mere poetiske klangflader kan Klein vise, hvor stor hun i virkeligheden er. beyer

Jazz
Lars Jansson: Giving Receiving (Imogena)
*Den fine svenske pianist, der modtog en Danish Music Award i år for bedste udenlandske udgivelse, triopladen Hope, er igen på spil. Her i sekstet sat i stand af den Svenske Radio som en del af en Nordic Meeting-serie. Udover Johan Borgström på sax og fløjte og en rytmegruppe med Christian Spering på bas og Morten Lund på trommer, har Jansson inviteret italienske Paolo Fresu (flugelhorn) og amerikanske Paul McCandless (engelskhorn, obo m.m.), kendt fra gruppen Oregon. Første halvdel af cd’en er køn, mild og uden torne, men heldigvis kommer der risiko over musikken, indvarslet af »Strøbel,« hvis snerrende synth-rytmer hanker op i alle og jager døsen på porten.

Marty Ehrlich: Song (Enja)
*Denne cd har med sin sært dragende skæbnestemning sit eget liv, som rammer dybt. Den amerikanske saxofonist og bas-klarinettist Marty Ehrlich (f. 1955) har en forkærlighed for fri interaktion, men også en stærk folkemelodisk åre, ikke ulig Ornette Coleman. Ehrlich har flere gode kompositioner med og Dylan’s »I Pity The Poor Immigrant« transformeres til en arkaisk gospel/jazzhymne. Medspillerne – Michael Formanek (bas), Billy Drummond (trommer) og Uri Caine (klaver) – har alle andel i det selvlysende resultat. cmh

Verdensmusik
Jorge Cordero: Salsa Global (Temba Music)
*Den danske salsero Jorge Corderos indsmigrende sukkervokal klæder salsaens lokkende rytme. Cordero synes at stortrives sammen med sine erfarne musikalske venner fra Puerto Rico, Colombia, Miami og hjemlandet Cuba. Salsa Global, der senere skal ud og arbejde i internationalt regi, er varm og velproportioneret. Befriende ukompliceret – spillet på rigtige instrumenter uden de store armbevægelser. Lur mig om det ikke er derfor, vi skal plages med to såkaldte bonustracks, hvor musikken har været igennem den airplay- og cluborienterede vridemaskine. mohr

Rock
Cowboy Junkies: Open (Latent/Cooking Vinyl/VOW)
*Det var vel nærmest Cowboy Junkies, som »opfandt« hele det der trip med at spille lavt og langsomt – i hvert fald i nyere tid. Det gjorde gruppen med deres lavmælte, men slagkraftige gennembrud The Trinity Session fra 1988, som siden skulle få uhørt stor betydning for dele af den alternative rock i 90’erne. Siden har gruppen udsendt en klynge albums i samme stil, nogle bedre end andre, men aldrig decideret dårlige. Med Open har kvartetten frembragt deres bedste og mest stemningsmættede album i årevis, man svømmer narkosalig ud på de tyste toners hav i selskab med de tre Timmins-søskendes forlokkende sadcore-psykedelia-trip.

Elbow: Asleep In The Back (V2/Music NetWork)
*Man kommer ganske vist til at tænke på alt muligt – Syd Barrets Pink Floyd, Tim Buckley, Radiohead, Coldplay m.fl – når man lytter til Asleep In The Back. Det er dog – trods alle sammenligninger – en særdeles stemningsfuld og fandens fin lille cd denne af sind så tilsyneladende triste Manchester-kvintet har begået. Sangskrivningen holder højt niveau, men det, der hæver pladen over så meget af tidens lyd, er de aldrig mindre end fantasifulde arrangementer og den gennemført opfindsomme produktion. Sfærisk og sublimt.

Electric Light Orchestra: Zoom (Epic/Sony)
*Lige hvad verden har brug for: At Jeff Lynne gendanner fucking ELO. Det gør han så heller ikke, der er bare tale om en camoufleret solocd, fordi navnet Jeff Lynne sælger røv og nøgler. Det lyder som det altid har gjort: Kasserede Lennon-sange med lalleligegyldige tekster, produceret som var der tale om en symfoni af Beethoven. Det må vel gøre ex-Smashing Pumpkin Billy Corgan glad, da han jo i sin tid hypede foretagendet, vi andre må nøjes med at vende blikket mod himlen og spørge, »Why, Lord?«-lyn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her