Læsetid: 31 min.

Hellere en travhest end et par nye sko

Engang var dansk travsport en af landets mest populære sportsgrene. Men i de forløbne 20 år har travet oplevet en hidtil uset nedtur. Et vigtigt stykke dansk kulturhistorie risikerer at fordampe helt. Her følger historien om, hvad der gik galt, og hvorfor Dansk Tipstjeneste – den store statslige pengemaskine – er ugleset i travmiljøet
Engang var dansk travsport en af landets mest populære sportsgrene. Men i de forløbne 20 år har travet oplevet en hidtil uset nedtur. Et vigtigt stykke dansk kulturhistorie risikerer at fordampe helt. Her følger historien om, hvad der gik galt, og hvorfor Dansk Tipstjeneste – den store statslige pengemaskine – er ugleset i travmiljøet
27. juli 2001

Trav

Så er vi klar til løb nummer fem,« knaser den monotone løbsstemme endelig i højttaleranlægget, så Beatles bliver afbrudt midt i ’We Can Work It Out’.

»Ja, det har vi været længe!« svarer en korpulent og skaldet mand i tresårsalderen demonstrativt ud i rummet. Han sidder på en bænk med en albue på bordet en forårsdag år 2001 og efterlader en fornemmelse af, at det siger han hver torsdag på Charlottenlund Travbane, når der er løb. Ved en lille bod med slik og sligt efterspørger en mand af alle chokoladestænger en Yankie Bar – Toms store slagnummer fra 40’rne. Under travbanebarens skilte med ’Kaffe kr. 10’ og ’Ostemad kr. 20’ står en ældre mand med en stak spillekuponer i hånden. Håret er sortstænket og ført sirligt tilbage i en anderumpe med et brylcreme-produkt, så lokkerne reflekterer de dovne lysstofrør i loftet. I baglommen på hans smalle blågrå trompetbukser aner man ganske rigtigt en redekam. Selv om væggene ser forholdsvis nymalede ud, virker her så fortidigt og ... depraveret. På væggene hænger udelukkende annoncer for Peter Norvigs ejendomsmæglerfirma. Hvis så bare der var sort af besøgende på landets hovedvæddeløbsbane. Det er der ikke; her i den store stueetage er der måske 100 mennesker. Der er ikke stemning som på fotos fra gamle dage, hvor folk stod op og ned ad hinanden på lægterne med bowlerhatte og moustacher – dengang det var en københavnerbegivenhed at gå til trav.

Det er ikke så forfærdelig mange år siden, at travet var landets næststørste publikumssport. Vi skal ikke længere tilbage end 70’erne. Elvis levede stadig, og efter års op- og nedture fik travet en renæssance så voldsom, at man kunne tale om en egentlig guldalder, næsten som i 30’rne og 40’rne, da interessen toppede. Travsporten havde med succesfuld lobbyvirksomhed fanget politikernes opmærksomhed, og loven om spil på heste var blevet lavet om i 1974, så bl.a. afgiften til statskassen var mindre. Spillerne valfartede til landets væddeløbsbaner, alt gik som smurt. Og så – netop da det var mest belejligt – dukkede fantastiske Tarok op og løftede nærmest ene hest travsporten yderligere og ind i den danske bevidsthed. Tarok trak: når den f.eks. løb på den lille Fyens Væddeløbsbane, som i sin minimalistiske statur minder om Viborg Stadion, hvis den sammenligning siger nogen noget, var der 6.000 tilskuere og god, gedigen mediedækning. I bogen Gå med i Lunden (Det Danske Travselskab, 1991) om dansk travs historie skriver Flemming Ettrup om hesten, at »selve dens tilstedeværelse havde en så magisk kraft, at den kunne hæve det sportslige niveau generelt«. Da Tarok i 1977 blev inviteret til verdensmesterskaberne i New York, fløj 600 danskere med derover. 600! Der var liv og glade dag på landets travbaner. Pengene væltede ind.

Som antydet efterlader et besøg på Charlottenlund Travbane i dag 21 år efter Taroks død et noget andet indtryk. Klientellet er ikke fashionabelt. En – i dette selskab – yngre mand med skægstubbe, hestehale og sort hue spytter på gulvet. Hans spyt lander ikke langt fra en aflagt cigarstump og et enkelt tabt popcorn. En solariebrun, eller vel snarere solarierød, fyr med afbleget hår står og kigger på en tv-skærm. På ryggen af hans jakke står der ’Elton John – Copenhagen ’98’.

Hvis man for tyve år siden ville have en loge i restauranten i den lukkede tribune på Charlottenlund Travbane, skulle man skrives op i årevis, som var det en eksklusiv golfklub, man søgte at blive medlem af, for de fleste hesteejere havde deres egen loge. I dag er der halvtomt. Man kan bare gå op og finde en loge og sætte sig, for antallet af hesteejerne er skrumpet mærkbart ind.

På den udendørs tribune, hvor der vel er plads til 1.000 mennesker, sidder fire ... næh, vent endnu én – en mand – kommer op ad trappen og sætter sig med en Fine Festival (skatteklasse A) i den ene hånd og en cigaret i den anden.

Hvorfor er der ikke flere mennesker? Hvorfor er her så trist?

Fra tribunen er der et fremragende udsyn over banen, og selv om der er 50-60 meter ned til hestene, kan man høre suset fra hovene, der bevæger sig som stempler i en damptromle med 100 km/t, mens kuskene råber opildnende og meget stemningsfuldt for at få de 500 kilo tunge travere til at yde det maksimale.

Er dette dansk travsports sidste krampetrækninger?

Hov! Helt ovre ved underbygningens yderste dør og montren med løbsinformationer om heste, der er udgået på grund af hoste eller halten, står en ældre, distingveret, rank herre med sixpence, som ikke ligner hoben her. Man aner et cravate inde bag kraven, og han bliver stående med en mulepose om det ene håndled og løbsprogrammet i hånden, mens løbene passerer på banen udenfor; ikke noget med at sætte sig ned.

Da sidste løb er overstået, forlader han prompte etablissementet med hastige skridt for sin alder. Vel ude i gruset kan han høre, at store fødder forsøger at passe ham op, og han vender sig om med et nysgerrigt og afventende blik. Det viser sig, at han ikke har tid til at tale om trav med journalister nu, for han skal nå en bus.

»Kom igen næste torsdag, så kan vi snakke,« siger han. Og så tilføjer han med passende patos i stemmen, så man ikke tvivler: »Jeg er det ældste medlem af Det Danske Travselskab.«

Under rubrikken ’Månedens hest’ i et nummer af Væddeløbsbladet fra 1995 er der et foto af travhesten Marius Møllegård og dens ejer, trykkeren Jørgen Hansen. Den dag, makkerparret blev foreviget, havde Marius skabt sensation ved at vinde Danmarksmesterskabet. Men ikke nok med det: Samme dag indkasserede Hansen 100.000 kroner på en heldig spilkombination, der naturligvis indbefattede Marius som vinder. 

Jørgen Hansen, en gråsprængt mand med store armbevægelser og et vokabularium præget af entusiasme og kursiver, når han først kommer i gang, træder ind ad cafedøren tre kvarter senere end aftalt.

»Vidste du, at ham, der står bag baren, også spiller på heste?« spørger han, da han sætter sig.

Som stemningen er på Charlottenlund Travbane i dag gider Jørgen Hansen imidlertid slet ikke at tage derud. Det er flere år siden, han har været der – selv om han i mange år sad i restauranten ved hver eneste løbsdag uden undtagelse. Først som almindelig spiller, siden som hesteejer.

»Det er ikke sjovt længere. I gamle dage...« begynder han – og med gamle dage mener han fra 70’erne og langt op i 80’erne – »...var der fyldte restauranter og masser af mennesker. Det var en fest hver søndag!«

Sådan er det slet ikke i dag.

»Folk sidder og falder sammen,« siger han og lyder ærgerlig. »Der mangler kun, at der sidder en kat (her miaver Hansen som en enerverende hjemløs kat), og at der står en dør og smækker i vinden som på et kondemneret hus. Før i tiden var det en københavnerbegivenhed at tage på travbanen. Det var et mekka, og alle mænd var derude – hyrevognschauffører og direktører i én sammenblanding.«

Hansen havde spillet på heste i mange år, da han pludselig fik brændende lyst til selv at eje én. Med økonomisk hjælp fra sin gode ven, kunstneren Robert Jacobsen (1912-1993), som han havde trykt plakater for, fik han ved et særegent lykketræf fat i hingsten Marius Møllegård formedelst 50.000 kroner og senere – og det var knapt så god en forretning – dennes yngre, men dovne bror Nilius. Så heldigt var det: I Marius’ årgang var der cirka 1.000 fødte føl, og af dem havde kun to virkelig talent på en travbane.

»Resten var lige til skraldespanden,« mener Hansen.

Det så Marius ved første øjekast også ud til at være – den var forvirret og kørt helt ned – indtil Hansen anbragte den hos Danmarks mest vindende travtræner, Steen Juul. Juul havde kørt flere væddeløb mod Marius og havde set dens star quality fra sin sulky, så han indvilligede i at træne den nedbrudte hest. »Men du skal ikke regne med at se den i et eneste løb i et helt år,« sagde Juul til Hansen, der således

i blind tiltro til Juuls og Marius’ evner kastede 6.000 kroner i 12 måneder efter et rekreerende hestetræningsophold.

Det kunne let have være penge ud af vinduet. Men da året var omme, havde Steen Juul gjort Marius til en perle af en væddeløbshest, som vandt mange løb på danske, tyske, svenske og norske baner de næste par år. Marius nåede at vinde en million kroner i præmier, før den nåede pensionstiden. En hel del af pengene gik til, at broderen Nilius kunne gå og græsse og leve la dolce heste-vita på en gård. Nilius kunne sikkert godt løbe – de to heste havde de samme glimrende gener – men den gad bare ikke.

»Nilius var en meget, meget dyr græsslåmaskine,« siger Hansen.

Efter Marius Møllegård ejede han yderligere to væddeløbsheste, Tempo Laser og Romantic, som ikke vandt en krone. Tempo Laser kom aldrig i løb.

»Jamen, for helvede da!« udbryder Hansen, da han tænker på hesten og formøblingen, som den afstedkom, så en cafegæst ved et andet bord må vende sig om. Alt i alt har det nemlig ikke været nogen god forretning for ham at være hesteejer. Selv om Marius vandt det ene løb efter det andet, og selv om Hansen vandt flere hundrede tusinde kroner på at spille på Marius i udlandet, hvor den var ukendt. 

»Men det har været en fantastisk fornøjelig tid med rejser osv. osv. De fornøjelser har været alle pengene værd – hver en krone!«

Før i tiden betød travløbet så meget for Hansen, at han altid var at finde i Lunden på løbsdage – på bekostning af sådan noget som bryllupper og konfirmationer.

Hvad Hansen ikke har måttet finde på af undskyldninger; en dag var der kæmpe familiefest, men Hansen fortalte sin kone, at han var syg, og hun måtte tage afsted alene og viderebringe det kedelige budskab til familien. Da hun var taget afsted, tog Hansen overtøjet på og kørte ud til travbanen, hvor Marius skulle løbe et vigtigt løb. Skæbnen ville, at Marius gik hen og vandt, og om aftenen kunne familien se Hansen på tv – vinkende med en pokal i hånden under sejrsceremonien. »De var rasende: ’Der kan I bare se, hvordan han er!’,« siger han, mens han sætter sig efter ganske levende at have gengivet sit sejrsvinkeri.

Men hvad er der gået galt? Hvordan er det kommet så vidt? Det gik jo så godt i 70’erne, lige indtil Tarok gik til de evige græsmarker i 1980.

En af forklaringerne på nedturen er, at tidligere tiders hesteejere – den lille næringsdrivende, den store slagtermester, den store bagermester, rentieren, grønthandleren etc. – er forsvundet fra gadebilledet.

»Der er jo ikke 17 slagtere i Ordrup mere, som der var for 30 år siden,« forklarer Karsten Bønsdorf en eftermiddag på sit kontor bag Charlottenlund Travbanes store tribune fra 1955. Bønsdorf er chefredaktør på Væddeløbsbladet (Skandinaviens ældste af sin slags) og formand for Danske Trav & Galop Journalister, og han har fulgt travsporten med ildhu, siden han som dreng begyndte at komme på væddeløbsbanen i Odense i ’62.

»Der startede en negativ sneboldeffekt, da hesteejerne faldt fra, for det er dem, der udgør basis.«

Når der ikke er så mange aftagere af travheste, stagnerer avlsarbejdet. I 1990 blev der født 1.395 travheste. I 1998 var tallet 740 – en halvering på otte år. Det er slet ikke nok, og det går stadig ned ad bakke. I Sverige fødes der årligt 6.000 føl, i Frankrig, verdens største travnation, fødes der 14.000 om året – eller en jævn stigning på seks procent om året.

I dag er den typiske hesteejerprofil nogle mennesker, som går sammen om en hest og deler udgifterne i et anpartselskab, aktieselskab eller interessentselskab, fortæller Bønsdorf. Han drejer en anelse på sin kontorstol og peger på et stort indrammet foto af en hest på væggen:

»Nu den der på billedet, Albert, den var vi 20 personer om, som betalte 500 kroner hver om måneden. For overskuddet gav Albert en fest hvert kvartal, og det er jo en god social måde at have travhest på... Uheldigvis kom Albert aldrig nogensinde til start. Han havde problemer med sine forkoder.«

(I dag er Albert omskolet til ridehest og har vundet præmier i dressur.)

Store kollektiver af ejere betyder færre heste, og dermed er der færre om budet i væddeløbene. Det indebærer, at der er dårligere odds for spillerne, fordi det bliver for forudsigeligt, hvilke heste der har de bedste chancer, og så er det omsonst med gode staldtips. Ergo: spillerne søger andre græsgange i Dansk Tipstjenestes hårde konkurrent Lotto, der kom til i 1989, og på spillekasinoerne, der blev lovlige i 1990. Da de kom frem, forsvandt en hel befolkningsgruppe, asiaterne, fra travbanen.

»Og så kan det godt være, at hestesporten ikke har været dygtig nok til at promovere sig og forsøge at fastholde sit sted i spillet,« siger Bønsdorf.

Hvad man heller ikke skal underkende er, at samfundet er blevet mere kontrolleret, og at de sorte penge, der omgærder alt spil på den ene eller den anden måde, er lidt lettere at lokalisere i dag, især i travsporten.

Sagen med trav, galop og hundevæddeløb er, at hele forretningen med præmier, startpenge og drift alene skal finansieres af spillet – totalisatoren – da entreen er en bagatel og endog gratis på flere baner. 70 procent af indtægten udbetales som præmier.

Måske er det bare den vej, det går, vil nogen indvende, men i mange andre lande lever travet i bedste velgående. F.eks. er franskmændene vilde med at spille på trav (sidste år omsatte Frankrig for 39,4 mia. franc). Men vi skal sammenligne os selv med tyskerne, mener Bønsdorf.

»Hvis vi går tilbage til 30’rne og 50’erne, havde tysk travsport en meget stor position internationalt, men Tyskland er kun gået tilbage i de sidste 20 år. Jeg tror sgu’, at det har noget med værtshuskulturen at gøre. Og fritidstilbudene er jo også eksploderet. Der findes idrætsgrene i dag, som man ikke drømte om før.«

Minsandten! Den følgende torsdag står Axel Mølgaard som lovet under tribunen, ikke langt fra hvor han stod sidst, i den samme brune frakke. Løbsprogrammet holder han mellem begge hænder på samme måde, mens hans observante øjne, hans brilleløse blik, følger hestene i rasende fart (45 km/t) på vej mod opløbsstrækningen. En hest, som er røget ud i et yderspor, taber tilsyneladende farten afgørende.

»Nå, den dør lidt i svinget,« konstaterer Mølgaard.

Det viser sig, at Axel Mølgaard, der er 88 år og pensioneret illustrator med filmplakater som speciale, er kommet i ’Lunden’, siden han var seks år, altså i 82 år! Han har set lidt af hvert på banen og oplevet flere emotionelle højdepunkter end de fleste andre nulevende travsportsaficionadoer. Nuvel, klientellet omkring ham har skiftet en del med spillekonjunkturerne gennem tiden, og de mennesker, som han plejede at komme her med, er alle uden undtagelse døde. Tiderne er skiftet, og Mølgaard synes, at der er for mange tomme huller på tribunen.

»Før i tiden var der betydeligt flere mennesker. Nu er der nogen, som man tydeligt kan se drikker for meget, men det kan ikke undgås, at der er lidt drankere imellem. Hvor der er spil, er der også pjank, og i det store hele er publikum ret sobert,« vurderer han nøgternt.

Det er dog ikke noget, som han går og tænker over. Hans interesse ligger udelukkende hos hestene, for han kender deres blodlinjer og stamtavler og har set deres bedsteforældre løbe. Engang i yngre dage spillede han »ret kraftigt« sammen med bekendte, der også havde heste, men den mani har han lagt på hylden for længst. Som han siger: »Spil og traverheste er jo altså en kombination, der før eller siden må gøre en mand fattig. Det er et farligt gebet, man skal holde det på afstand.«

I dag er Mølgaard helt og holdent hesteløs, men siden 1940, da han blev medlem af Det Danske Travselskab, som ejer Charlottenlund Travbane, har han været den glade ejer af henved 25 heste – dog højst tre ad gangen. Hans første hest var »en sød lille hoppe« ved navn Flavia, som han ofrede penge på i tre-fire år. Den kom aldrig til start, for den viste sig at være en elendig løber, så Mølgaard solgte den til en slagtermester Moesgaard.

»At få en fiasko er den bedst tænkelige indgang til travet, for så er man klar over, hvad det drejer sig om. Det er gerne dem, som har succes fra starten og tror, at de ejer det hele, der først går døde.«

Et af de store øjeblikke i Axel Mølgaards travliv indtraf i 1951, da hans hest Minus vandt det årlige derby første søndag i juli. Han havde købt Minus af en bekendt, en fabrikant, der havde fået at vide af sin læge, at han måtte holde op med at arbejde – ellers ville han falde død om. Fabrikanten fulgte frygtsomt rådet, solgte sin virksomhed og begyndte at opdrætte heste – disse beroligende dyr. Mølgaard sendte Minus i træning hos Arnold Jensen, en af den tids respekterede travtrænere.

»Da han fik min hest, gik den altså hen og vandt derbyet til trods for, at den havde alle de fejl, den kunne have. Den var for smal og for skævbenet – franskstillet som man kalder det, benene skal helst stå som to lys med masser af plads imellem – men han fik alligevel med lodder og trisser lært den at løbe, så den blev dominerende i årgangen.«

Mølgaard har brugt mange forskellige travkuske gennem tiden – og har i øvrigt selv kørt som amatørkusk – og det er da også på trænerområde, han har noteret sig en vis tilbagegang. Nogle nylige staldrendezvous’er har gjort indtryk på ham:

»Forleden talte jeg med en træner inden løbene – jeg var lige ovre i staldene, hvor jeg ellers ikke kommer. Hvordan det gik? ’Jøh...’, han havde jo ikke ret meget at lave, sagde han. ’Jeg kan ikke klare mig som træner’. ’Har du så arbejde ved siden af?’ ’Ja, det har jeg da’, siger han så – helt ærligt og helt rigtigt. Men faktum er, at trænerne skal være derude tidligt om morgenen klokken seks og gøre hestene i stand og træne og sørge for, at de får den motion, de skal have. Og så samtidig passe et arbejde ved siden af? Sådan en mand har sin sag for, det kan du godt se, han ligger ikke og sover tiden væk.«

En anden dag for ikke så længe siden kom Mølgaard lidt sent forbi tribunen, da pludselig en stemme bag ham sagde »Goddag, Mølgaard!«.

»Jeg vendte mig om, og så var det en træner, der stod og vaskede gulv. Og det er da en ærlig beskæftigelse, det er slet ikke det, men jeg mener, det er jo en deroute, der er til at tage og føle på, ikke sandt? Trav er et farligt gebet både for spillere og trænere.«

Så uendelig langt ovre på den anden side af væddeløbsbanen – sådan føles det set fra tribunen – ligger det gamle staldareal, hvor hestene og travtrænerne har holdt til lige siden begyndelsen. Det er et fredeligt, velplejet område med fine velholdte murstenshuse og stalde fra omkring 1900. De nyeste bygninger blev bygget i 70’erne, da dansk trav fik en revival med den gode hest Tarok. Nu er der ikke så meget leben som i gamle dage, fordi Det Danske Travselskab har valgt at rykke en del af trænerne til Skovbobanen i Bjæverskov, hvor der er flere folde og flere flotte faciliteter. 

På et tidspunkt var der planer om at sælge hele Lundens staldareal fra, så staldene kun husede heste under løb, som man kender det fra USA. På den måde håbede man at kunne spare penge. Resultatet blev »en halvkvædet vise«, som Karsten Bønsdorf kalder det, således at der stadig er nogle få trænere og følgelig ret spøgelsesby-agtigt. »Hvis du vil se træning i dag, skal du ikke tage ud til Charlottenlund,« formaner han.

Denne forårsmorgen er der næsten ikke et øje at se ved staldene. I det fjerne høres baneforvalteren Jørgen Skovlunds store japanske motorcykel (hele travbanens område fylder 20 hektar, så intet mindre kan vel gøre det). En vrinsken lyder fra stalden ved den højteknologiske dyrlægeklinik. Der er en del hunde på området, som ligger forskellige steder i solen og kigger. En lille lys hanhund ved navn Jeff, som Skovlund skælmsk påstår er far til de fleste andre hunde, løber langs en hæk hen til sin ejer, en høj rank gråhåret mand med kasket og sort støvet væddeløbstøj. Som der står med små hvide bogstaver på hans bryst, er det Axel Jacobsen, en af Danmarks ypperste travtrænere. Han står uden for en staldbygning med en af sine ansatte jockeyer. De skal køre nogle rolige runder med hestene Genvej og Ginger Rail, to af de 45 heste Jacobsen har i træning. Inde i stalden, tre hestelængder fra træneren, befinder sig stjernen over dem alle, den 11-årige guldfugl Frisky Frazer, som med en samlet præmieindtjening på cirka 6,5 millioner kroner er Danmarks mest vindende hest. Til sammenligning har verdens bedste travhest, den 4-årige italienske hingst Varenne, som vandt det vigtige svenske Elitlopp på Solvalla-banen i Stockholm sidste søndag i maj i år, indtjent over 25 millioner kroner – Frisky Frazer fik fuldstændig fænomenalt fjerdepladsen.

Nu står Frisky elegant og fuldstændig roligt og får laserbehandling af Axel Jacobsens kone, mens anpartshesten FC Lyngby nysgerrigt ser på gennem en luge i en dør, og to svaler flyver rundt mellem vandrørene under det hvidkalkede loft. Gulvet er brostensbelagt, på en hylde kører en radio med popmusik, og ved siden af ligger to store gulerødder med stilk. Hvordan beskriver man sådan en hest? Den er i hvert fald ikke »franskstillet« som Minus. Den Danske Avlskommission eksteriørbeskrivelse af Frazer lyder sådan: »Højde 165 cm, Gjord 188 cm. Stor hingst af godt præg. Kønt hoved, godt forenet med god hals. Bredt muskuløst kryds. Gode lår, passende føre og velstillede lemmer. Gode hove. Bevægelsen let og regelmæssig.«

Frisky bliver behandlet for en muskelforstrækning, som den har pådraget sig under hoppebedækning, en indbringende nebengeschæft til 10.000 kroner pr. født føl.

Udenfor er der opstået et lille vakuum af en pause på fire-fem minutter, før Axel Jacobsen skal på banen, og han har tid til at besvare et par spørgsmål.

»Selvfølgelig er der en anderledes stemning, end der var i gamle dage,« siger han og misser med øjnene. Han har sat sig i en snavset, hvid havestol mellem to staldbygninger. »Da jeg startede, var her 35 travkuske og 400 heste. Men man mærker det ikke, for det er noget, der sker gradvist.«

I dag er der under 100 heste og kun seks travtrænere i Lunden. På landsbasis er antallet af trænere og kuske faldet med en tredjedel fra 1.641 i 1990 til 1.118 i 1999. Som nævnt må nogle kuske tage bijobs for at få økonomien til at løbe rundt, og selv de bedste skal knokle for at få det til at hænge sammen. Andre forsøger sig i Sverige, hvor pengene er større. Det er ikke nogen indbringende beskæftigelse. Axel Jacobsen har seks ansatte i Danmark og ni i Polen til at træne ungheste (mellem halvandet og tre år) for ham. Det ville han ikke have råd til i Danmark. Han fortsætter:

»Dengang var hesteejerne altid ude for at se til deres heste. Der var et liv herude! Der er slet ikke så mange mennesker som dengang.«

Da den store travtræner rejser sig, konfronterer udspørgeren ham med rygtet om hans hunds bedækningsiver. Axel Jacobsen smiler: »Du skal ikke tro på alt, hvad Skovlund går og siger.«

Lige så elendigt det går for travsporten i Danmark, lige så imponerende ser det ud for den nærmeste travsportsnabo, Sverige. Statistikken taler for sig selv: Svenskerne spiller for 200 millioner kroner på hestespil om ugen, eller 10,5 milliarder kroner om året. På to uger spiller de lige så meget på heste, som danskerne gør på et helt år. Godt nok er der næsten dobbelt så mange svenskere, men alligevel... Engang var det lige omvendt, og Lunden var Nordens største travbane.

Der er flere forklaringer. I Sverige er travsporten en folkesport, som kun er overgået af ishockey, og hesten er et meget anerkendt dyr i dagligdagen, så at sige, både som arbejdshest i skovbrug og landbrug og som selskabsdyr. Man behøver blot at tage til Skåne for at se, hvor meget hesten fylder i det svenske landskab. De er overalt, så snart man begiver sig uden for Malmø og ud på de græsklædte vidder. Måske var danskerne for hurtige til at sende arbejdshestene til slagteren, da den lille Massey Ferguson-traktor vandt indpas efter Anden Verdenskrig.

Og så har svenskerne generelt en helt anden indstilling til det at spille på heste.

I byen Halmstad ligger Halmstad Travet, en af Sveriges fem største væddeløbsbaner – ud af i alt 27. Sportschefen her er dansk og hedder René Jensen. I 1998 kom han fra en lignende stilling på Jydsk Væddeløbsbane i Århus, hvor han havde været i 10 år. Det er skæggere at have med travsport at gøre i Sverige, synes han.

»Her hvor jeg bor, kender alle til travsport, alle har været på travbanen, og alle har spillet på heste, hvorimod det i Danmark er en meget lille klike, der holder hjulene i gang. For den brede befolkning er travsporten ret anonym i Danmark... Tarok har de måske hørt om engang,« siger René Jensen lakonisk i telefonen.

Frem for alt kører travsporten på højere nagler i Sverige, fordi det er en anerkendt sportsgren og industri, der beskæftiger utrolig mange mennesker, fortæller han. Og så er der, i modsætning til herhjemme, en reel mulighed for økonomisk gevinst for hesteejere. Et eksempel er den seksårige svenske vallak Victory Tilly, der blev nummer to i Elitloppet efter Varenne: ejerne købte den for tre år siden for 3,5 millioner kroner, og alene sidste år, da den vandt Elitloppet og satte et væld af rekorder, indtjente den 10 millioner kroner.

En anden vigtig forskel er de mere lempelige skatteregler for hesteejere i Sverige.

»Går det dårligt med hesten, kan man trække udgifterne fra på selvangivelsen i fem år. Får man overskud det femte år, kan man altså fremlægge sine udgifter for de foregående år, så man ikke bliver beskattet lige med det samme,« siger han.

I Danmark er det væsentligt mere problematisk at holde travhest, selv i en selskabsform. Der skal helt særlige forhold til, før en dansk virksomhed kan få lov at trække en travhest fra som en marketingudgift, hvilket ellers er kotume i Sverige.

Hvis en privatejet hest i Danmark vinder en million kroner et år, skal ejeren betale indkomstskat af overskuddet. Hvis den så næste år giver et underskud på 200.000 kroner, kan det ikke trækkes fra.

De danske skatteregler for hesteejere har i øvrigt altid været rigide; dengang Minus vandt Derbyet i 1951, syntes dens ejer, Axel Mølgaard, at han ville fejre det med en stor middag for venner og bekendte. Da han gik op på skattekontoret for at høre, om han kunne få »et lille afslag i skatten«, var det eneste svar, han fik (og han husker det tydeligt): »Hvis De ikke har råd til at holde hest, Mølgaard, så må De lade være!« Til trods for at Minus de to foregående år havde givet et dundrende underskud.

En sidste vigtig forskel i Sverige er, at mediefokuseringen på trav er så meget større end her. Den landsdækkende tv-kanal TV4 viser direkte trav-transmissioner hver onsdag, lørdag og søndag. Spil og trav hører sammen. Svensk trav fik et gevaldigt boom i 1971, da V75-spillet blev indført. I dag er det verdens største hestespil med en ugentlig omsætning på 60-70 millioner kroner. Ingen andre steder kan man vinde 16-20 millioner kroner på en 5o-øre. V75 er mere populært end Lotto i Sverige, og særligt V75’s lynlotto-agtige kupon ’Harry Boy’, hvor en række eksperter har udvalgt nogle favoritter, som en computer sætter sammen med nogle tilfældige outsidere.

Efterhånden som nøgletallene blev mere og mere deprimerende op gennem 80’erne, gik det op for dansk travsport, at der skulle ske noget drastisk, og der var ikke nogen karismatisk ny Tarok til at trække læsset. Først forsøgte man at lave et landsdækkende hestespil, V6. Det blev ikke nogen videre succes og lukkede i 1985. Bundlinjetallene blev værre i begyndelsen af 90’erne, selv om travsporten fik (og stadig får) omkring 20 millioner øremærkede kroner årligt i tipsmidler til sådan noget som renovering og marketing som kompensation for det tab, Lotto-spillet påfører. De penge er livsnødvendigt for travsportens overlevelse, og det siger måske noget om, hvor grelt det står til.

I 1991 oprettede hestesporten Dantoto A/S, et on-line spil til væddeløb på landets otte baner, som man nu kan deltage i fra 230 udvalgte tipskiosker over hele landet – hver eneste dag. Et helt nyt spillemiljø opstod. Pludselig sidder der folk og hænger i ens lokale kiosk, som var det en bodega, mens lyden og tv-billederne – »live racing« – fra et hestevæddeløb et sted i Danmark banker ud i lokalet.

Trykkeren Jørgen Hansen, der lader til at gå efter den autentiske oplevelse, kan ikke døje disse boder, fordi de efter hans mening nærmest er livsforsagende.

»At komme i de der boder og få en kop kaffe minder mig sådan om at komme ind i Dødens Forgård, for jo mere folk taber, jo mere sygner de hen. Der er ingen idé eller glæde eller desperation ved tingene dér. Der er bare sådan... halvsnavset og kedeligt.«

På kort sigt forekom ideen med Dantoto-boderne imidlertid rigtig god, omsætningen steg markant i de følgende år; folk spillede som vanvittige i kioskerne. I 1990 lå den samlede spilomsætning på 380 millioner kroner. I 1992 – året efter Dantotos lancering – var omsætningen steget til 520 millioner kroner (derfra er det gået støt ned, ned, ned, ned igen).

På papiret så det fabelagtigt ud, men hestesporten var ude på et alvorligt skråplan, for nu var der ikke noget incitament for at tage på travbanen mere.

»Jeg var meget skeptisk over for det ud fra de erfaringer, man har fra New Yorks gamle travbane Roosevelt Raceway, der måtte lukke efter nogle år med lignende caféspil,« husker Lars Donatzky, gymnasielærer og mangeårig travsportsskribent på Politiken. Han har skænket en kop kaffe i sin have på den lille Skovagervej i Charlottenlund, kun en banelængde fra travbanen.

»Jeg frygtede, at hestesporten ville tabe, fordi publikum gradvis ville miste interessen, hvis de ikke fik duften af hestepærerne og ikke hele tiden havde kontakt med miljøet, uanset om det gjaldt samværet eller observationerne af hestene og opvarmningen før spillet. Men det var også et spørgsmål om pest eller kolera med den faldende omsætning.«

Ideen med Dantoto-boderne var ellers at få folk på f.eks. Nørrebrogade til at gå ned i boden på Nørrebrogade og derved få lyst til at besøge travbanen. Men folk blev hængende i væddeløbskioskerne; Travsporten har fejlet og ikke formået at lokke dem det sidste stykke ud på banerne, mener Donatzky.

»Baneledelserne har været dårligt betalt, og de har haft for mange opgaver. Det er som en cykelhandler, der kun har overskud til at reparere de punkterede slanger. Han når ikke at se, at der faktisk er kommet nogle nye cykler, han skulle bringe ind i butikken. De enkelte mennesker i systemet har puklet, de har gjort, hvad de kunne, men ressourcerne har ikke været der – og måske heller ikke ideerne.«

Der opstod også et andet problem: Dantoto-boderne har kørt spillerne døde. Førhen kunne hestespilleren kun spille på den lokale travbane én gang om ugen, men med Dantotos opdukken er der pludselig mulighed for at satse hver eneste dag.

»Alt det der med at spille hver dag er den visse død, det kunne man ikke i gamle dage,« siger Jørgen Hansen, der kender flere spillere, som er gået til grunde. »Det har simpelthen slået bunden ud af folks økonomi.«

Muligheden for at spille hver dag er gået særlig hårdt ud over Charlottenlund Travbane, der gik i betalingsstandsning i 1993. Det er nemlig det store københavnske publikum, som spiller mest i Danmark.

På Charlottenlund Travbanes hjemmeside (www.travbanen.dk) kan man finde en punktopstillet oversigt over banens historie. I 1944 var der for første gang 30.000 mennesker til Derby. I 1991 fejredes 100 års-jubilæet. Sidste punkt på listen lyder: ’2000 – Dansk Tipstjeneste overtager spil på heste i Danmark’. Kombinationen af ordet ’overtager’ og det, at en fremmed instans – og så en årelang, statslig konkurrent – griber ind i hestesporten, antyder ikke ligefrem, at der er tale om en jublende begivenhed på linje med et jubilæum, snarere tværtimod. Det ser skæbnesvangert ud. I travsportsmiljøet, fornemmer man, er det så som så med tilliden til Dansk Tipstjenestes engagement i travsporten.

Lars Donatzky, der ligesom Karsten Bønsdorf har fulgt travet siden barnsben, er alvorligt bekymret for dansk travsports fremtid, og den fremtid, han frygter, begynder den 1. juli 2002. Donatzky mener, at Tipstjenesten med sit engagement i første omgang sikrede sig mod, at dansk hestesport ved et alternativt samarbejde med Sverige skulle blive en reel konkurrent på det danske spillermarked.

»I den anden, nuværende korte fase sikrer Tipstjenesten mer-indtægter til hestesporten, men på længere sigt betyder aftalen og dispositionerne, at travsporten ikke udvikler sig optimalt. Tipstjenesten har haft en ubegrundet frygt for, at folk i stort antal ville flytte deres penge fra lotto til hestene, og det ville give et dårligere afkast til overskudsmodtagerne af tipsmidlerne.«

Det er ikke helt med travsportens gode vilje, at Tipstjenesten overtog totalisatorrettighederne til alt væddeløbsspil sidste år. Forud for det ligger, hvad mange i travsporten mener er en politisk svinestreg.

Midt i 90’erne fandt hestesporten ud af, at den var ved at bukke under i Danmark, og derfor søgte man den socialdemokratiske regering om tilladelse til, at danskerne kunne spille på det tidligere omtalte populære svenske V75-spil, hvor førstepræmien hver lørdag er på 16-20 millioner kroner. Den daværende skatteminister, Ole Stavad (S), afslog med henvisning til, at spil skulle holdes nationalt (selv om det nordiske Viking Lotto allerede eksisterede). Skatteministeriet foreslog, at travsporten kunne forsøge at finde en løsning sammen med det statslige aktieselskab Dansk Tipstjeneste med den politisk valgte ledelse, som har været konkurrent til travsporten siden oprettelsen i 1948.

Det gjorde man; travsporten lod Tipstjenesten købe Dantoto A/S. Tipsjenesten overtog dermed pr. 1. juli 2000 og halvandet år frem i tiden alle rettigheder til totalisatorspil i Danmark, og her kommer »svinestregen« ind i billedet: Først da rivalen Dansk Tipstjeneste havde sat sig på travsporten, tillod politikerne spil til udlandet. For ellers ville statskassen gå glip af en potentiel voldsom indtægtskilde, som måske kunne måle sig med, og stjæle spillere fra, kassesuccesen Lotto. Måske kunne travsporten fint have administreret spil til Sverige på egen hånd. Nu har Tipstjenesten i stedet fået monopol på alt totalisatorspil i Danmark.

I aftalen ligger, at Tipstjenesten med al sin erfaring garanterer hestesporten et fint udkomme indtil 1. juli 2002, og herefter skal den kunne leve af egne indtægter.

»Det kan den slet ikke,« mener Lars Donatzky, der frygter, at tingene bryder totalt sammen, når den tid kommer.

»Hvis de (politikerne) holder fast i, at hestesporten til den tid skal leve af sine indtægter, så medfører det formentlig dels lukning af baner, og dels at præmierne bliver voldsomt beskåret. Og de er i forvejen for små til at dække udgifterne forbundet med at holde hest.«

Dansk travsport havde forhåbninger til V75-spillet som den store redningsplanke på grund af den høje førstepræmie. Det kunne sagtens gå hen og blive en særdeles hård konkurrent til Lotto, fordi præmiesummen er større, og fordi et spil på levende heste, som har navne, er langt mere ... levende end lottokugler.

Som Jørgen Hansen siger: »Trav er et vidensspil. Der er nogen, som er bedre end andre. En lottokugle er jo ikke bedre end de andre.«

Da V75-spillet havde premiere den 7. april i år, var der fremdeles store forventninger i travkredse. Men Tipstjenesten markedsførte ikke spillet så massivt, som travsporten havde håbet, og de i Sverige så vanvittig populære Harry Boy-kuponer blev slet ikke introduceret. Og der er ikke blevet åbnet flere Dantoto-boder, så spillet kan komme til folket.

Dansk Tipstjenestes informationschef Thomas Rørsig begrunder fravalget af Harry Boy med, at »vi ikke er interesseret i at gå ind og lave en form for lynspil, der konkurrerer med vore øvrige lynspil, Lotto og Viking Lotto. Det ville betyde, at man nærmest flyttede penge fra den ene af vores eksisterende overskudsmodtagere og over til hestesporten. Det var jo ikke meningen.«

René Jensen fra Halmstad Travet ser de danske forhold lidt på afstand og synes, at det er »katastrofalt«:

»Man har fået en pose penge af Tipstjenesten, men spillet og interessen er jo stadig på lavblus, og uden det kommer travsporten ikke videre. Du kan se, man introducerer V75 og gør det ikke engang halvhjertet,« siger sportschefen.

Thomas Rørsig siger, at grunden til, at der ikke er åbnet for spil til heste og V75 i flere end 230 boder i Tipstjenestens over 3.000 terminaler, er, at »det er en større programmeringsopgave«, så det skal vurderes, om det økonomiske forsvarligt. I løbet af et par år skal antallet af salgssteder stige til 800-1.000. »Vi er ikke spor halvhjertede. Det synes vi ikke selv,« svarer Rørsig. Omsætningen på V75 har ligget på cirka en million kroner om ugen. Et ubetydeligt beløb i forhold til de forventninger travsporten havde.

Efter Lars Donatzkys mening er Dansk Tipstjeneste alt for defensiv.

»Tipstjenesten har jo gerne villet, at V75 blev en succes, men ikke at det blev for stor en succes,« siger han. »Tipstjenesten har faktisk slået en lem ned mellem lottospillet og hestespillet, og de har dermed bevirket, at hestespillet ikke rigtig kommer videre. Man er nemlig nødt til først at få folk til at spille for at vække eller genoplive interessen for hestesporten og hestene.

I dag er der nemlig ikke nok aktive hestespillere til at bære sporten. Denne nødvendige øvelse kunne dansk hestesport godt have udført med det svenske spilleselskab ATG. Det er som om, slaget er ved at være tabt.«

Donatzky har mest ondt af travtrænere og staldfolk, der i dag udfører jobbet både omhyggeligt og med stor ekspertise, men som aldrig har lavet andet end at arbejde med hestene.

»Selvfølgelig kan de finde noget ufaglært arbejde, men det er svært for dem at komme ind og arbejde på et lager, hvis de har levet et friluftsliv med hestene. Mit hovedjob er at være gymnasielærer, så det bliver et kæmpe savn for mig, men ikke nogen katastrofe. Det bliver det for en masse andre mennesker.«

For ikke så længe siden måtte Axel Mølgaard, der er født i 1912, i ren Jørgen Hansen-stil rejse sig og gå midt under et bryllup, hvor han var inviteret som gæst. Han kunne ikke andet; han skulle til en vigtig auktion – en auktion over ungheste, for han vil gerne have en travhest igen. 

»Jeg har lettere ved at holde mig vågen og følge med i travet, når jeg har en hest. Og det er ganske enkelt, fordi man jo har i hovedet, at man skal skaffe så og så mange tusinde kroner hver måned for at holde den. Og jeg regner ikke med at se en krone i det første års tid,« siger Mølgaard.

Jørgen Hansen kender ikke Axel Mølgaard. Men da han på cafeen får forelagt Mølgaards planer, udbryder han nærmest anerkendende: »Jamen, selvfølgelig da! De (folk på travbanen) vil hellere have en hest end et par nye sko.«

Det viser sig, at Hansen også tænker på at anskaffe sig en hest igen.

»Det kan være, jeg vender tilbage, det er tit sket. Når du først har kunnet lide det, så kommer du aldrig af med det igen.« Hansen sænker stemmen og peger på Løbsguiden, som var det første, han lagde på bordet, da han kom ind:

»Hvad tror du, jeg render rundt med det blad for? Jeg ligger derhjemme og læser det, mens min kone læser Dostojevski. Jeg har da fået at vide, at hvis nu du ikke havde spillet, så kunne du have haft syv villaer eller sådan noget. (Han hæver atter stemmen). Men vi har jo ikke villa, vi har haft det sjovt derude – og vi har haft det fantastisk sjovt! Og det har de jo ikke hjemme ved emhætterne, hva’? Ikke andet end at hive hinanden i ørerne og skændes og ud at vande blomster...« 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu