Læsetid: 6 min.

Vanvittige dage

Vind, bakker og aggresiv kørsel har gjort de første etaper voldsom dramatiske
Kultur
13. juli 2001

Tour de France Hvor mange gange har ikke en reporter i Tour de France siddet og nikket i pressecentret under afviklingen af første uges etaper, for slet ikke at tale om de tv-seere, der har kunnet ladet transmissionsbillederne flimre som baggrund for andre aktiviteter indtil afslutningens massespurt. Men ikke i år. De hidtil kørte etaper fra søndag til onsdag har af løbsledelsen alle været kategoriserede som flade og dermed designede til afgørelse i en massespurt, men både vind, bakker og aggressiv kørsel har hver dag sørget for, at alle tre etaper blev voldsomt dramatiske og helt atypiske for den første uge i en Tour. Simpelthen den bedste og mest afvekslende start på begivenheden, jeg mindes. Tirret Zabel På forhånd var den belgiske sprinter Tom Steels fra Mapei udset til at skulle konkurrere med Telekoms Erik Zabel om at score mest i sprinterafgørelserne – i fraværet af Mario Cipollini – men det kan ikke nytte noget, at man på de sidste 200 meter er feltets hurtigste – hvad Steels nok er – hvis ikke man kan følge med så langt. Og det kunne Steels ikke i søndags, hvor sidevinden eller modvinden fra Atlanterhavet splittede i feltet i de såkaldte vifter, hvor feltet grupperer sig i trækfugleformationer for at give hinanden læ og på den måde skære sig gennem vinden. Steels havde ikke kræfter til at sidde med i den første og stærkeste vifte, og fra den langsommere bagefter er det næsten altid umuligt at få kontakt igen. Så derfor blev spurten i det reducerede felt naturligt nok en sag mellem ryttere, der kan mere end køre hurtigt til sidst: Erik Zabel, der med fire sejre i Milano-Sanremo og en i Amstel Gold Race forlængst har demonstreret sin slidstyrke og evne til at komme over selv ganske skrappe bakker, og verdensmesteren Romans Vainsteins, der også forener hurtighed med resistens i vanskeligt terræn. Forlods var Zabel handicappet af, at den rytter, der plejer at køre ham frem til de sidste 200 meter, italieneren Fagnini, var blevet vraget til holdet til fordel for en ekstra støtte til kaptajnen Jan Ullrich. Så det var en godt tirret Zabel, der uden forventningspres lige skulle have sat noget på plads, og det gjorde han så. Med forbilledlig støtte fra sit hold, der i fællesskab skulle kompensere for Fagninis fravær og genskabe den gode stemning. Zabel for anden gang Mandagens etape fra Calais til Antwerpen, løbets anden efter prologen, burde med sin flade vej til Steels hjemland nærmest være en præsenterbakke for ham, men endnu en dag var det vinden og feltets høje tempo, der satte betingelserne mere end vejen, og sprinterne blev foregrebet af et 16-mandsudbrud, der havde belgieren Marc Wauters som den hurtigste i spurten, og som gav ham den gule trøje i tilgift til etapesejren. Men det var symptomatisk for denne første uges vanvidskørsel, at belgieren på det hollandske Rabobank-hold gik helt ned dagen efter, trods holdets forsøg på at holde sammen på feltet og Wauters i trøjen over de tre knolde i Ardennerne nær Liège, der gjorde kategoriseringen ’flad’ til skamme. Betegnende var det, at man ved passagen af den anden bakke så alle løbets favoritter samlet i en mindre frontgruppe, og der var i den en koncentration og påpasselighed, som kunne et senere kostbart tidstab risikeres allerede der. Et meget tidligt glimt af det, der venter. Armstrong og Ullrich sad der selvfølgelig, men også sidste års overraskende nummer tre og fire, Beloki og Moreau. Med sin let stigende afslutning lå etapen perfekt for Zabel, hvis han kunne bringes over knoldene inden, og det sørgede hans hold for på de sidste 15 km før mål, hvor tyskernes tempo i front fik folk i bundter til at drysse af bagude. Og uden nogen til at køre spurten for sig snoede Zabel sig igennem trængslen før stregen og vandt for anden gang på tre begivenhedsrige dage. Sejr og forløsning Dage, hvor der var faldet hårde ord til og om det danske CSC Tiscali-mandskab, der uden sprinter ikke kan forvente sejre i massespurter og uden decideret bjergrytter ikke kan forvente noget i stejlt terræn, og som derfor må søge lykken under de omstændigheder, som netop denne uge har budt på. På dagen, hvor Wauters vandt, kørte udbrud afsted hele dagen, men uden deltagelse af det fransk-spansk-danske konglomerat, som var aldeles usynligt. I Ardennerne rådede den unge Nicki Sørensen og Laurent Jalabert bod på det med et tidligt udbrud – for Jalabert nok for tidligt – der var handicappet ved, at en af favoritterne, Christophe Moreau var med i det, og ham ville feltet ikke lade komme langt væk. Senere viste lillebror Nicolas Jalabert farverne i et timelangt forsøg sammen med Frederic Guesdon, men de to blev hentet på knoldene, og det blev for CSC Tiscali ved synligheden. Men sejr og forløsning sørgede så Laurent Jalabert for i et comeback af format efter hans fald fra en stige i februar og den efterfølgende angst for varige mén, genoptræning og en resultatløs sommer i hans første sæson for det danske hold. Intet tydede på, at direktør Bjarne Riis’ satsning på den stjernegagerede franskmand skulle give gevinst netop denne vanvittige dag, hvor Once angreb illoyalt ved forplejningsstedet, mens alle CSC Tiscali-folk og hold som Domo og Cofidis stadig sad med madposerne, og satte et så morderisk tempo, at de efterladte måtte jagte førerfeltet over mere end 50 kilometer med en konstant og demoraliserende tidsforskel på omkring et minut. Men tilslutning fik de mod alle odds efter et forbilledligt holdarbejde, hvor Jalabert blev holdt beskyttet og næsten arbejdsfri, mens især Michael Blaudzun, Nicolai Bo Larsen og Nicky Sørensen gjorde fælles sag med Domo og Cofidis og kørte op til førerfeltet i tide til at Jalabert kunne sætte et angreb ind. I en situation, hvor Once havde opgivet sin morderiske forcering – måske selvmorderiske i forhold til at de var favoritter i næste dags holdtidskørsel – og hvor heller ikke Telekom – der havde ofret Zabel – eller US Postal ville bruge flere kræfter. Ludo Dierckxens, der ofte angriber hovedløst, fandt det rigtige tidspunkt at stikke, og Jalabert, der havde kørt sig i position helt fremme, så i den belgiske slider den rette mand at komme afsted med – med den unge spanier Mancebo efter sig. Begunstiget af, at de store lod det lille franske Bonjour-mandskab trække – aftalt støtte til landsmændene Credit Agricoles gule trøje på O’Grady? – holdt trioen feltet bag sig til mål over en strækning på 20 km. Med fire igen testede Jalabert sine modstandere ved at træde fra dem – men så vente koldblodigt på Dierckxens, som han fortsat havde brug for, og derefter gentage accellerationen i selve spurten mod den forsvarsløse belgier. En sejr, der var forløsning for manden selv og for hans hold, der nu kan køre resten af turen uden truslen om fiasko hængende over sig – og vel for de sponsorer, der har støttet Riis’ satsning. En sidegevinst også i Nicki Sørensen, der har direktørens store bevågenhed, og som kørte ind i de voksnes rækker ved at kunne blive siddende blandt de forreste efter hele dagens knoklearbejde for sin franske kaptajn. I holdkørslen i går placerede CSC Tiscali sig på en 11. plads blandt de 21 deltagende hold, og det er en rimelig målestok for holdets styrke – mens det i Laurent Jalabert har den ener, der fortsat vil kunne skabe resultater. Om end ikke i det samlede klassement i dette indtil nu vilde cykelløb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her