Læsetid 4 min.

Den lille forskel

Sammenligner vi vores arvemateriale med andre pattedyr og specielt menneskeaber ses kun ganske få forskelle. Måske er Mozarts symfonier blot en variation over samme tema: Livet?
27. august 2001

Genomer
Vi mennesker elsker at betragte os selv som noget helt enestående fantastisk i forhold til dyrene. Vi tager vores abstrakte teorier, ypperlige kunstværker og fabelagtige konstruktioner som endegyldige beviser for at være toppen af skaberværket. Evolutionens absolutte sejrherrer med bevidsthed og fri vilje, og efterhånden en evne til at overhale naturen og udbedre de fejl og mangler, vi trods alt har.
Men når det gælder vores arvemateriale, er vi stort set identiske med de andre store menneskeaber. Et kvart århundredes genetisk forskning har vist, at et givent stykke af vores genom mindst er 98,5 procent identisk med chimpansens.
En meget væsentlig procent vil nogle hævde, mens andre mener, at dette underbygger bl.a. adfærdsstudier i, at menneskeaber bør tildeles basale menneskerettigheder.
Endnu er ingen abe-genomer blevet sekventeret, men i kølvandet på det humane genom-projekt står maskineriet klar og venter blot på at få lov til at gnaske sig igennem det næste store genom.
Chimpansens genom vil formentlig være en af de første, som bliver sekventeret. Ved at sammenligne de to genomsekvenser vil det være muligt at få svar på, om forskellen ligger gemt i et par hundrede afgørende gener, eller om den ligger i det samlede bidrag fra millioner af små forskelle.
Eller sagt på en anden måde; besvare, hvad der er ansvarligt for det, vi anerkender for menneskeligt unikt fra Einsteins relativitetsteori til The Beatles’ Yesterday.

Genomer
Når man snakker om, hvor genetisk ens to beslægtede organismer er, handler det om, hvorledes deres arvemateriale er skrevet, dvs. ræk-kefølgen af bogstaverne (DNA’et) i genomet.
I det menneskelige genom er der omkring tre milliarder bogstaver fordelt på 23 gigant kæder, som hedder kromosomer med hver mellem 50 og 250 millioner bogstaver. Tre milliarder bogstaver svarer til, hvad der kan skrives i 200 telefonbøger på hver 1.000 sider, hvilket ville tage én person næsten 10 år at læse højt, hvis han læste 10 bogstaver pr. sekund (A G T C A G G G T C).
Hver eneste celle i kroppen bærer hele denne bog. I bogen er generne skrevet i en bestemt kode kaldet en læseramme, der oversættes til de proteiner, alle organismer er afhængige af.
Proteinerne er dels kemiske arbejdsheste, der klarer alt fra stofskifte til sygdomsbekæmpelse, dels strukturelementer som f.eks. binder celler sammen.
De fleste pattedyr har groft sagt det samme antal baser i deres genom – omkring tre milliarder – og skønnes at have det samme antal gener – omkring 40.000.
For chimpansens vedkommende er arvematerialet fordelt på 24 kromosomer, og de har altså et ekstra kromosom i forhold til os.
Ved nærmere undersøgelse viser det sig imidlertid, at det ekstra kromosom er et af vores, som er splittet op i to – eller to af deres, som er samlet i ét.
Af vores 23 kromosomer har de 18 en stort set identisk partner i chimpansen, mens de sidste fem består af de samme stykker, som blot er fordelt på forskellige kromosomer i chimpansen.
I lyset af dette har man konkluderet, at mennesket og chimpansen er genetisk ens på samme måde som for eksempel tigeren og løven.

Hvad ville aben sige
De store forskelle, vi trods alt ser, når vi løfter os væk fra de enkelte celler og betragter os som en hel organisme, har deres basis i generne.
Et eksempel er vores strube, som gør mennesker i stand til at forme lyde, der er langt mere komplekse end dem, chimpansens strube kan frembringe.
Den genetiske basis for dannelsen af struben må være forskellig og derfor udvikles to forskellige struber.
Ved at sammenligne vores to genomsekvenser kan man besvare, om den lille forskel på os og chimpansen skyldes få ændringer i mange gener, eller den kan skyldes store ændringer i få gener.
Udviklingsbiologer har identificeret nogle meget vigtige kontrolgener – kaldet homeoboxgener – der så at sige instruerer dannelsen af en hel struktur. Man kan forestille sig, at en ændring i dette gen – denne instruks – fører til at flere eller færre celler bliver instrueret i at udgøre struben. Det samme kunne gælde for armene, hvor en ændring kunne dirigere, at vores arme blev kortere eller længere.
En anden teori er, at forskellen skyldes mange små forskelle i alle de gener, som indgår i dannelsen af struben.
Bare en lille forskel på genniveau bliver hurtigt til store forskelle, fordi der er så mange led med reguleringsmuligheder.
Kompleksiteten vokser enormt i et samspil, hvor gener påvirker proteiner, som påvirker gener, og hvert gen kan give ophav til forskellige mængder af protein i forskellige celler og til forskellige stadier af udviklingen.
Det betyder, at to helt forskellige struber kan opstå ud fra tilsyneladende små forskelle på det laveste niveau.

Napoleon
Måske vil det en dag være muligt at udskifte abens gener for struben med vores, og dermed gøre den fysisk i stand til at tale.
Om den ville have hjernekapacitet til at tale og selv fortælle os om den lille forskel, er det spørgsmål, biologer fra Det Store Abe-projekt slås med psykologer og neurobiologer om.
Et spørgsmål, der vil blive besvaret af genomernes æra, hvor vi ud over vores nærmeste slægtninge også snart vil se grisen, koen, hunden osv. sekventeret.
Måske bliver George Orwells Kammerat Napoleon snart aktuel i en hel ny forstand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu