Læsetid: 3 min.

Mellem os og tilintetgørelsen

Kuppet ved Pia Juuls noveller ligger i dødens udsættelse
24. august 2001

(2. sektion) Noveller Dødens nærvær fornemmes overalt i Pia Juuls nye, voldsomme, modne og modige bog, sytten noveller i vekslende tone og form: Folk omkommer ved bilulykker, ombringer sig selv, bukker under for sygdom, bliver smadret ved bratte fald. Alligevel føles det hele tiden, som om døden bliver udsat. Og følgende replikskifte forekommer helt karakteristisk: »’Jeg vil dø,’ siger han. »Skal det være lige nu?« siger jeg og går hen til vinduet og kigger ned.« Fra Pia Juuls seneste digtsamlinger En død mands nys (1993) og sagde jeg, siger jeg (1999) kender man udmærket den specielle kombination af hårdhed og humor, af kynisme og kærlig omsorg. Og skønt hun i sine noveller tit giver læseren indblik i ekstreme, dybt urovækkende sindstilstande, formår hun samtidig at sætte tanken i frihed ved at give sin menneskeskildring en påfaldende, overraskende form. Teksterne er på én gang rå og raffinerede, hvorfor deres udsagn ikke bliver afstumpethed, men gavmildhed og rummelighed. Fandenivoldsk Enkelte blandt bogens kortere ting har karakter af billede, som »Nattergalen og tyren«, hvor en pige og hendes fader skal ud at lytte til fuglesang, men distraheres fælt af et firbenet dyr, der skræmmer ham fra vid og sans, selv om det næppe er så farligt endda. Samme konstellation af kvindeligt over for mandligt ses i »Barbering«, hvor Onkel Hans siger, at den største forbrydelse, han kender til, er: Ikke at gengælde en ung kvindes kys. At Jette vil tage ham på ordet, regner han ikke med! Kvinderne og pigerne i Pia Juuls noveller er måske ikke ligefrem lykkelige, men de er som regel fandenivoldsk konkrete, sanddru. De lader sig ikke nøje med tildækninger og bortforklaringer, nej, de vil ind til benet, til virkeligheden, til døden om galt skal være. Når jeg-fortælleren i »Opgang« sparker til en ældre dames stok, så arme fru Friis flyver i en bue fra afsatsen ned oven i varer, der ligger spredt over trinene, skyldes det skam ikke ondskab, kun irritation over damens hykleri og løgnagtighed. Barsk viden »Da kogekonen kom« foregår på landet og har som fortæller en pige, der går for at være genert og stille. I en ’venindebog’ har hun skrevet, at hun, når hun bliver stor, gerne vil være HUSMOR. Men at der i hendes væsen rumsterer adskilligt mere end vilje til at blive konform, viser hun, da kogekonens knægt driller hende med hendes mor. Æv bæv, »din mor kan ikke engang finde ud af at slagte selv,« siger han. Dertil svarer Pedersens datter: »Din mor er heller ikke for knøw, når hun står og kysser avismanden på vejen hver dag!« »Det er løgn,« hvæser Kris. »Jeg har selv set det!« råber hun. Og efter lidt mundhuggeri og skubben ender novellen med disse ord: »Det var ikke løgn. Ugen efter steg hans mor om bord i avisbilen og kom ikke tilbage.« Sådan fastholder Pia Juul en barsk hverdagsforbundet viden om, hvad der rører sig i folk. Vi færdes gennem hendes noveller i det lag, hvor små og lidt større katastrofer sker, og hvor erfaringer bliver til, indsigter af den art, som menneskers liv tager retning af. I dette lag bliver døden nødvendigvis nærværende, dels i form af konkrete begivenheder, dels som en mulig og logisk udgang på det hele. Men ved at udsætte ophøret minder forfatteren os om, hvor dyrebart livet er, og hvor vigtigt det er at forblive tro mod, hvad man faktisk tænker og føler. Intens og original Hendes noveller åbner et mellemrum – fra os til tilintetgørelsen! – og skænker det en værdifuld tyngde, en følelsens varighed, ikke mindst i kraft af en stil fuld af sødme og intensitet. Det kan være vanskeligt at sætte fingeren på dét, der gør disse noveller så gode. Noget af forklaringen må være, at Pia Juul ikke gider gå og gentage sig selv eller også slet ikke formår at skrive to noveller, der er ens. Ingen af bogens tekster ligner hinanden, og ingen af dem ligner noget, man før har læst. En anden mulig forklaring på glæden ved at læse Mit forfærdelige ansigt kan være, at Pia Juuls originale fortælleformer hver gang omslutter voldsomt stof, således at den kunsteriske metode får præg af nødvendighed. Var det ikke for dette tonefald og denne særlige vinkling, så kunne disse ting muligvis slet ikke siges. Man ville i hvert fald aldrig kunne læse en herlig passage som denne: »Mænd trætter mig. Men det er den eneste slags mennesker jeg kan lide.« *Pia Juul: Mit forfærdelige ansigt. 182 s., 198 kr. Tiderne Skifter. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu