Læsetid: 2 min.

Homo zapiens lever

Universiteterne råber op, men de unge homo zapiens vil hellere se tv
17. september 2001

FOKUS - Zapperungdom
Dagens unge lever bogstavelig talt et ’skærmet’ liv foran tv- og computerskærme, hvor de oplever tidens helte som sports-, pop- og filmstjerner. Kanalerne slås om de unge, der zapper videre, hvis det er kedeligt i mere end ti sekunder. Homo zapiens kalder professor Svein Sjøberg dem. Den naturvidenskabelige kanal har svært ved at fange de unges interesse, bla. fordi den opfattes som autoritær og tungt fordøjelig.
Ydermere kunne man først på ugen læse, at en million danskere har svært ved at læse. Et trist facit for et land, der satser på ’videnssamfundet’ og ’livslang læring’, men ét er jo som bekendt teori, og et andet er praksis. En bekræftelse af universiteternes ’vi vide bedst’ holdning om at befolkningen alligevel ikke forstår, hvad der er bedst for den selv. Derfor har industri og universitet i årevis forsøgt at gøre opmærksom på nødvendigheden af flere unge med en naturvidenskabelig baggrund, og begge har skreget sig hæse for at bringe budskabet til de tilsyneladende uforstående politikere.
Men politikere er afhængige af at blive valgt, og specielt i valgår skal det være synligt, at man på Christiansborg tænker på den enkeltes behov for nærhed og tryghed.
De, som kunne læse forsiden af Berlingske Tidende i tirsdags, er også interesserede i det nære og vante: Det ugentlige bankospil i Værløse var lukket pga. rygning. Samme dag bragte avisen et udklip af Forskningsrådenes kritik af det nye finanslovsforslag på side seks. Kritikken gik som ofte før på manglende bevillinger, der i det lange løb vil skade forskningen og dermed sætte Danmark bagud internationalt og i sidste ende skade betalingsbalancen, fordi grundlaget for firmaer som GIGA, Novo Nordisk etc. forsvinder. Dødsygt, tungt og autoritativt. Redaktøren havde ret; banko sælger flere aviser.

Zappetit
Med Svein Sjøberg, der holdt tiltrædelsesforelæsning på Københavns Universitet i den forgange uge, rejser der sig måske en ny bevægelse inden for universitetet. Svein taler for, at skolen og universitetet må ændre sig selv. Undervisningen skal væk fra den encyklopædiske opremsning af fakta og istedet tage de store tanker op og vise naturvidenskabens menneskelige ansigt gennem de diskussioner og kontroverser, der altid har hersket. Naturvidenskaben skal forståes i den sociale, politiske, etiske og kulturelle kontekst, den hører hjemme i.
I forrige uge sagde Det naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet farvel til de kandidater, som med dekanens ord »endelig var blevet færdige« og sagde goddag til den næste generation af unge zappere. De unge blev atter modtaget med et »kig godt på Jeres sidemand, han er der ikke efter jul«.
Om universitetet ændrer sig, vil tiden vise, og hvad der sker med avislæsning, betalingsbalance, og bankospil står hen i det uvisse. Men homo zapiens venter ikke. De mest levende, dynamiske, livsglade unge holder ikke længe til nedslidte lokaler, usle kantiner og pauver uengageret undervisning. Zap.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu