Reportage
Læsetid: 4 min.

Reportage fra indvielsen af Cronhammars Elia: Nærkontakt i Herning

I 2001 blev Ingvar Cronhammars Elia-skulptur indviet i Herning. Kristen Bjørnkjær drog med særtog fra København til uldjydernes land, hvor Ivar Hansen var (næsten) lige så god som Jørgen Reenberg, og kunsten fik en anden lyd
I 2001 blev Ingvar Cronhammars Elia-skulptur indviet i Herning. Kristen Bjørnkjær drog med særtog fra København til uldjydernes land, hvor Ivar Hansen var (næsten) lige så god som Jørgen Reenberg, og kunsten fik en anden lyd

Jakob Carlsen

Kultur
29. september 2001

Denne artikel blev oprindeligt bragt i forbindelse med kunstværket Elias indvielse i 2001.

Ligesom der findes københavnerbegivenheder, er der jyde-events, og indvielsen af Ingvar Cronhammars Elia-skulptur, nær Uldjydevej ved Herning, var en af dem.

Vi var en delegation af bladfolk, kunstnere og andet godtfolk, der ankom med særtog fra København. »Aldrig før har et dansk et kunstværk fået så megen omtale på forhånd,« udbrød en munter, yngre kvinde, som viste sig at være Allis Helleland, direktøren for Statens Museum for Kunst.

Forventningerne var tårnhøje, men da vi fra toget så skulpturen, der lignede en flyvende tallerken, som var landet på en græsmark, lød der et skuffet udbrud fra en af deltagerne: »Herregud, er det bare det?« For så stor var den heller ikke. Den voksede dog igen i løbet af eftermiddagen, efterhånden som den blev lovprist i syv taler, og jo tættere, man kom den.

Ingas fodbrud

Ingvar Cronhammar tog med rank ryg og håndtryk imod københavnerne ved trinbrædtet i spidsen for en delegation af herningensere. Om han havde slips på, var ikke til at se for det store, gråhvide skæg. Han mumlede om stesolid og guldbajer, som om det var noget, han lige nu kunne ønske sig. »Det er ikke en Armani«, sagde han om sin sorte habit og trak sig selv i ærmet, »men et sæt, jeg har købt på tilbud i Obs!«.

Jeg spurgte, om vennen, digteren Peter Laugesen, som har kaldt Elia for »en bums på jordens hud« også ville komme, men, sagde Cronhammar, der var indløbet afbud, fordi hustruen, Inga, havde fået to brud på foden efter en vandretur i Korsør. Til gengæld var der kommet 400 andre, repræsenterende sponsorerne. På parkeringspladsen sås både Jaguar og Porsche samt de nyeste Volvoer.

Preben auf der Heide

I vejkanten stod nu – med udsigt til diverse tv-vogne – kulturjournalisten fra radioen, Preben Heide, engang udødeliggjort i satireprogrammet, Holdningsløse Tidende. Det var hans sidste arbejdsdag før pensionen, og han havde allerede planer om at sejle over Atlanten.

Elia-skulpturen har eksisteret som projekt og myte i mere end ti år. Faktisk er der skrevet en hel universitets-afhandling om den for flere år siden (af Lars Gramby, som også var kommet). Mange tvivlede på, at den ville blive realiseret, men så tog lokale kræfter fat på at samle et tocifret millionbeløb ind uden om kommunekassen (uheldigvis ikke nok til den sidste store del af kunstnerens honorar. Han har har 450.000 ude at svømme. Så nogen malurt var der i gralen.)

Tvivl om tvivl

Hernings borgmester, Helge Sander, der i sin tid indførte professionel fodbold i Danmark, sagde til Deres Udsendte: »I lang tid har vi været i tvivl, om vi overhovedet har været i tvivl, for nu har vi vænnet os til tanken«.

På et tidspunkt havde herningensere cyklet seksdagesløb inde i skulpturen, men det var der blevet sat en stopper for. Et brudepar havde ladet sig fotografere på dens trappe, og mange bilister havde allerede besøgt Elia som udflugtsmål for søndagsturen. Skønt den egentlig er tænkt som et stille sted for eftertanke, en verdslig kirke eller moske.

Jakob Carlsen

Flere af Akademirådets medlemmer var også kommet til Herning. De havde netop haft et møde, hvor de bakkede det nye operahus op, idet de dog udtalte betænkelighed ved, at den lå midt i »aksen« (Marmorkirken-Amalienborg). Men der var tale om et take- it-or-leave-it-tilbud fra Mærsk McKinney. En samlet gave, som det ville være dumt at sige nej til, mente akademirødderne. (Efter dronningens ønske vil Bjørn Nørgaards store skulptur, Menneskemuren, komme til at stå i foyeren).

Hvisken og brøl

Efter at have indtaget et passende antal canapéer, begav den forsamlede folkemængde sig ned foran skulpturen og lyttede henført til et musikværk af den gamle punkerguru, Martin Hall. (En cd med Sort Sol og Sissel Kyrkebjø var tidligere blevet fremført inde i Handels- og Ingeniørhøjskolen, hvor første seance fandt sted).

Billedkunstneren Erik Hagens hviskede til mig, at hele sceneriet mindede ham om Spielberg-filmen, Nærkontakt af 3. grad. Dommer Stamp, som allerede én gang havde budt velkommen, bød atter velkommen, men højdepunktet kom, da Jørgen Reenberg fra skulpturens trappe, foredrog et digt, Stille, af 1800-talspoeten, Molbech (»Hør stjernerne langs himlens kyst på sølverharper spille«). Da blev der stille. Digtet passede i den grad til tiden og stedet.

Folketingets formand, Ivar Hansen, stod ikke tilbage for Reenberg. Han holdt sit livs tale om »kunsten, der taler til os og med os«, og om skulturen Elia, der både hvisker og brøler »om store sejre, der var eller vil komme«, og jo mere, han talte, des mere lød han som Adam Oehlenschläger. Til sidst var han Oehlenschläger.

Kunstner-snak

Jeg havde forestillet mig, at hjemturen ville blive vild, når kunstnerne tog fat på rødvinen, og at de mere og mere ville begynde at sige Hornhammer og Kornkammer i stedet for Cronhammar, men sådan var det ikke. De opførte sig, som om de var lønmodtagere (uden meget i løn ganske vist), pænt og anstændigt. Jeg overhørte en samtale mellem et par af de lidt mere modne af dem. De talte om, hvordan man undgik virus-angreb i computeren, og hvad der ville være sket, hvis bin Laden havde opfundet Dos.

»Hvad er Browser?«, sagde den ene. »Det er betyder at blade,« svarede den anden. »Microsoft,« lød det så. »Outlook Express,« trumfede den anden over. Så absenterede jeg mig.

Kunsten har sandelig fået en anden lyd. For ikke så mange år siden, ville jyder i Midt- og Vestjylland knottent have brokket sig over den »såkaldt moderne kunst«. Ingvar Cronhammar og hans værk synes imidlertid højt elsket i lokalområdet. Lidt brok har der dog været over de kommende års driftsudgifter i Herning Avis, men som formanden for avisen sagde: »Det er, fordi det er forkert«. Han mente oplysningen til befolkningen.

Avisen har i øvrigt oprettet en webside, hvor man har kunnet følge skulpturens tilblivelse med opdatering hvert 5. minut. (www.elia.dk). og læse om hele projektet. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Nielsen

Ingvar Cronhammarvar var en bamse, stor i slaget. Det passede godt til Herning. Skulpturen Elia er også en stor bamse, -et skrummel vi nogen sige. Opførelsen og tilblivelsen i sin tid var en teaterforestilling, måske et største kunstværk end det der i dag står lidt udenfor Herning. Plant det til med efeu og lad det være et monument for Cronhammer. Sidste akt i forestillingen.