Læsetid 4 min.

Tro, håb eller frygt?

Screeninger imod alvorlige sygdomme lyder tillokkende, men håbet og drømmene risikerer at blive erstattet af angst
10. september 2001

Screening
Rask i dag, men syg i morgen – en frygt for alvorlige sygdomme og død er drivkraften bag screeningsprogrammer.
»Screeninger imod den ene eller anden form for kræft, det er jeg simpelthen imod,« siger dr. jur. Lene Gammelgaard fra Etisk Råd. »Fordi vi på en eller anden vis tror, at vi ved at vide, hvad der sker i fremtiden kan afværge det. Og det tror jeg ikke, vi kan, og derfor får vi en længere bekymring, end vi ellers havde fået.«
DNA-chip giver muligheden for at screene imod f.eks. prostatakræft. Teknologien kan bruges til at afgøre, om man er genetisk disponeret for at udvikle en kræftform senere i livet. I USA kan man ifølge professor Torben Ørntoft fra Skejby Sygehus allerede i dag få stillet en diagnose ved at sende en blodprøve ind til et postordrefirma.
»Det ser vi helst ikke herhjemme, vi vil gerne have, at det er lidt mere kontrolleret, og at der bliver informeret fra det offentliges side,« siger Ørntoft.
Håbløs viden
»Nu må jeg indrømme, at den teknologi er så ny, at jeg ikke kender meget til den,« siger Gammelgaard, »men helt generelt: Efterhånden bliver vi så sofistikerede, at vi tror, at hvis vi bare bruger de mest sofistikerede metoder, så kan vi snyde døden. Og det er jeg betænkelig ved, fordi det at dø er en del af det at leve.«
Lene Gammelgaard har selv haft kræft tæt inde på livet, da hendes mand, tidligere fiskeriminister Lars P. Gammelgaard, døde meget ung af kræft.
»Livet består altså af gode lyse og mørke stunder, og hvis man aldrig får de mørke, så oplever man heller ikke de lyse. Sygdom kan være tungt i øjeblikket, men i det lange løb kan det være givende. Hvis vi havde vidst det, da vi f.eks. var 20 år, havde vi da turdet sætte børn i verden? Og havde vi turdet drømme om, hvordan vores fremtid skulle være? Altså, det vigtige er at leve et liv i håb i stedet for et liv i bekymring.«
Der er således en kontrast imellem det at vide og det at tro og håbe, hvor alt for megen viden ifølge Gammelgaard kan føre til et samfund af bekymring – det såkaldte risikosamfund.
»Der er forslag om screening for en lang række sygdomme, og det skal være beroligende at få at vide, at man ikke fejler dette eller hint. Ja, der er faktisk ingen ende på, hvor beroliget man kan blive,« siger et andet medlem af Etisk Råd, dr. med. Ole Hartling fra Vejle Sygehus, »eller hvor foruroliget man kan blive, fordi man i den grad fokuserer på risikoen for at blive syg.«

Skyld
Screening af sygdomme efter devisen ’find det tidligt og bliv helbredt’ er en af sundhedsvidenskabens gamle doktriner, som ifølge Ole Hartling skal tages op til revision, fordi den overser de menneskelige konsekvenser af viden: »Vi skal se på den information, vi giver til befolkningen. Det er jo meget forførende, at ’kræft, der findes i tide, kan helbredes’, men de patienter, der har en kræft, som ikke kan helbredes, vender sætningen om og siger ’jeg kom altså ikke i tide’. Der er en stor portion skyldspålæggelse i det her; du har spillet hasard med dit helbred, du er en syndig borger, og så må du selv om det.«
»Det er en slags dørsalg, dvs. ikke aktivt ønsket, men det er ikke så uskyldigt som andre ting, fordi man lukker døren med en følelse af, at ’hov, jeg har egentlig aldrig tænkt på, at jeg måske kan få æggestokkræft, jeg må hellere tage imod tilbuddet.’«
Et nyere eksempel er fra Sønderjyllands Amt, hvor alle kvinder i en vis alder fik et brev med et tilbud om at blive testet for æggestokkræft.
»Det er altså en bevidstgørelse om en utrolig sjælden sygdom. Der er store penge i det politisk, territorielt og fagligt. Screening er et interessant samfundsmæssigt spørgsmål,« siger Hartling.
»Hvis det bliver et kriterie for forsikringsselskaber og arbejdsgivere, kan de her screeninger fører til en opdeling af befolkningen i A-, B- og C-mennesker,« siger Lene Gammelgaard, »det er i hvertfald et problem, vi er nødt til at tage højde for, inden vi går i gang med det. Ellers får vi et meget koldt og tilrettelagt samfund.«

Skrappe krav
»WHO har lavet ti regler, der skal være opfyldt, for at man kan gennemføre et screeningsprogram, og der står bl.a., at det skal være noget, der er accepteret af befolkningen, det skal være en sygdom, som har en vis alvor og en mulig behandling, det skal være en præcis diagnosemetode m.fl.«, siger Ole Hartling. »Den metode, man i USA bruger til at teste for prostatakræft, er f.eks. ikke præcis nok. Og selv hvis man finder en metode til at teste for en arvelig variation af en kræftsygdom, er man ikke i frizonen, men ved blot, at man ikke udvikler kræft af den årsag.«
Ole Hartling fortæller om, at livmoderhalsscreeningen, der længe har været gennemført i Danmark, ikke var blevet videnskabeligt vurderet før, den blev taget i brug, men alle syntes bare, det lød så rigtigt – igen: Find det i tide.
»I Bristol opgjorde man resultatet af livmoderhalskræft-screening på en kvart million kvinder og fandt, at den faktisk ikke havde haft nogen effekt. Men mange kvinder var blevet kontrolleret og behandlet og opereret, uden de nogen sinde ville have fået sygdommen. Det er derfor ikke sikkert, at man i dag ville have indført livmoderhalsscreeningen, hvis man havde vidst, hvilke problemer der var med den. Men nu er den der og er svær at komme af med, fordi utrygheden er skabt,« siger Hartling.
»Om man skal screene eller ikke, er i høj grad et politisk spørgsmål, og jeg håber i al beskedenhed at kunne bidrage til, at der bliver stillet meget skrappe krav, før endnu en screening bliver indført.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu