Læsetid: 5 min.

Midt i den vestlige verdens selvmord

Så kommer Michel Houellebecqs fortælling om en sammenbrudt kultur på dansk: Mesterværket Elementarpartikler
25. oktober 2001

For mere end tyve år siden skrev den franske opdager af den postmoderne tilstand Jean-Francois Lyotard, at der kun var små historier tilbage. De store fortællinger var ikke længere gyldige. Sen- og postmodernister postulerer, at verden er fragmenteret. Den hænger ikke længere sammen. Den franske forfatter Michel Houellebecqs roman Elementarpartikler er et desperat sort og chokerende sandt attentat på den påstand. Verden er ikke fragmenteret og der er ikke nogen små historier. Vi lever i en stor forbandet liberal fortælling, der bryder ind i hver eneste lille private historie. Verden hænger sammen, for vi lever i en hidtil uset kosmisk orden, hvor alle værdier kan omsættes til et beløb på en check. Erotik er noget man forbruger, partnere noget man køber med professionel succes og egoisme under pseudonymet selvrealisering en kardinaldyd. Houellebecqs roman er en tragedie over den lille historie om det personlige livs skæbne. Hans personer forsøger at bryde ud og væk og ind i et rum, hvor de kan leve som mennesker. Som det hedder i en passage, hvor videnskabsmanden Michel efter 25 år møder sin første kærlighed Annabelle igen. »Midt i den vestlige verdens selvmord var det klart, at de ikke havde en chance. De fortsatte dog med at se hinanden et par gange om ugen. Annabelle gik til en gynækolog og begyndte at tage p-piller igen.« Vejen væk fra det vestlige selvmord ender i vestlig fødselskontrol. Historien om 68'erne afslører romanens hjerte. Det man troede var modstand, ender som medløb: »Som det fremgår af de smukke ord 'ægteskab' og 'husstand' var parret og familien den sidste rest af primitiv kommunisme midt i det liberale samfund. Den seksuelle frigørelse havde til formål at ødelægge disse sidste kommunitære mellemled, de sidste, der adskilte individet fra markedet. Denne ødelæggende proces fortsætter i vore dage.«

Bruno

Halvbrødrene Bruno og Michel er født sidst i 1950'erne. Deres mor, den moderne kvinde Janine valgte at få børn, fordi »moderskabet var en af de erfaringer, en kvinde burde gennemleve.« Men tilværelsen som mor var håbløst gammeldags: »Al den megen pleje, som et lille barn kræver, viste sig hurtigt at være uforenelig med deres ideal om personlig frihed, og de var begge enige om at ekspedere Bruno afsted til bedsteforældrene på morens side.« Michel blev senere ekspederet videre til bedstemoren på en anden mands side. Romanen følger Michel og Brunos liv gennem anden halvdel af det tyvende århundrede. Efter opvæksten hos bedstemoren kommer Bruno på kostskole, hvor han voldtages og bankes af ældre elever. Som ung studerende i Paris følger han sine drifter: Onanerer til porno-shows og propper sig med tunesiske kager, til han brækker sig. Som en naturlig konsekvens bliver Bruno litterat. Han ser sig selv i modernistisk litteratur. Men der er ikke nogen erkendelse eller skønhed i de seksuelle excesser. Det man modernistisk hyldede som hæslighedens æstetik er blevet til et uskønt forudsigeligt liv. Totalt frigjort er Bruno sine drifters slave. Kvalmen fører ikke som hos Sartre til indsigter. Sartre optræder i øvrigt ligesom andre moderne forfattere og filosoffer som Philippe Sollers og Gilles Deleuze i romanen som komplet idiot. Janine møder Sartre og kunne »således opleve de 'eksistentialistiske år' på temmeligt nært hold og havde endog lejlighed til at danse bebop på Tabou med Jean-Paul Sartre.« Og parodien på Sartre, der der som det tyvende århundres store oppositionelle intellektuelle skrev om mennesket fordømt til frihed, er ikke tilfældig. For Bruno er netop ikke fri. Han reproducerer al den vold, han selv har være udsat for. Liderligt forelsket i to store bryster bliver han gift. Og svigter sit barn efter samme model, som han selv blev svigtet. Som underviser vender han tilbage til sin gamle kostskole, hvor han onanerer under katederet. Og ender på sindssygehospital efter at have blottet sit kønslem for en yngre elev. Da han siden møder sit livs kærlighed Christine, ødelægges hendes ryg under seksuelle excesser på klubber i Paris. Ude af stand til at levere seksuel nydelse og således diskvalificeret som partner begår hun selvmord. Og Bruno bliver alene tilbage.

Det nye menneske

Michel vokser op i en anden verden. Fordybet i populærvidenskabelige magasiner og fjernt forelsket i nabopigen Annabelle, der er så smuk, at hun ifølge Houellebecq må ende i ulykkelig ensomhed. Michel trækker sig væk fra hende og bliver en lovende biolog i Paris. Uden privatliv og væk fra porno. Men som 40-årig opsiger han sin stilling som forsker for helt uden for samfundet at forsøge at nå frem til en genskabelse af mennesket. Og for at ophæve det efterhånden fatale sammenfald, at det frigjorte menneske finder størst egoistisk lykke i det samleje, der samtidig som forplantning fører til det største medmenneskelige ansvar. Som videnskabsmand udfolder Michel midt i hverdagslig påvirkning af kupontilbud og almindelig alkoholisme en utopi om forplantning som kloning og seksualitet reduceret til ren nydelse. Romanen Elementarpartikler er 'tilegnet mennesket'. For Michels utopi er et forsøg på at redde mennesket fra det kun alt for velkendte, ensomme menneskeliv, som fremstilles gennem litteraten Bruno.

Alt kan være der

Houellebecq har i et interview hævdet, at som genre kan romanen rumme det hele. Principelt kunne han sagtens forestille sig økonomiske statistikker i en kommende bog. Og det hele er med i Elementarpartikler: Konstateringer af stigninger i antallet af sexbutikker i Paris fra 1968 til 1975, mediesociologiske analyser og filosofiske betragtninger. Og de elementer gør ikke Elementarpartikler til en livløs uendeligt lang dagbladskronik illustreret med menneskeskæbner, men etablerer derimod en horisont, som åbner for en fortvivlet gribende og solidarisk sårbar fortælling om to menneskers liv i anden halvdel af det 20. århundrede. Det er ærgerligt, at Tine Byrckels oversættelse af Elementarpartikler er mangelfuld. At f.eks. det præcise begreb om 'rationel vished* som naturvidenskabeligt kriterium for sandhed i en hel kultur i oversættelse bliver til 'rationel viden.' Og at forlaget Borgen har ladet en serie eklatante fejl passere, som kunne være forhindret af en stavekontrol. Men romanen fremtræder under alle omstændigheder som et europæisk mesterværk, der fortæller den store historie om den moderne epoke som en tragedie, der står over for sin afslutning og skærer som en stråle gennem livet i den bedste af alle tænkelige verdener og insisterer på, at den afgørende trussel mod det vestlige menneskeliv kommer fra frigørelsen af et væsen, der har 99 procent af sit genetiske materiale til fælles med en abe, vi holder i bur i zoologisk have. Michel Houellebecq: Elementarpartikler. Oversat af Tine Byrckel. 301 s., 325 kr. Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu