Læsetid: 3 min.

Selvindsigt og munter distance

Kun drømme-digtene vil ikke rigtig fungere i Benny Andersens nye bog
5. oktober 2001

(2. sektion) Digte Om konservesgiganten Heinz fortælles, at firmaet for nogle år siden lod afprøve et nyt produkt: en ketchup, der var lavet af tomater. Forbrugerne brød sig imidlertid ikke om det, de havde jo én gang vænnet sig til det, der for dem var den rigtige, ægte smag. På lignende måde har danskerne det efterhånden med Benny Andersens poesi. Da Borgens Forlag i 1998 udsendte hans Samlede digte, høstede man solid succes: hele 20 oplag og et samlet salgstal på mere end 100.000 eksemplarer. Ingen går nemlig galt i byen, om de køber ham og forærer ham bort. For hvor smager det dog godt, hvad han skriver, og hvordan mon det ville føles, hvis han (igen) gav sig til at skrive digte med blod? Ni stikord Hvad skyldes Benny Andersens gennem årene usvækkede, faktisk stadigt voksende popularitet? De vigtigste stikord til en forklaring måtte blive følgende otte: Hverdagsbevidsthed og verdenserfaring. Humor og humanitet. Lydhørhed og musikalitet. Enkelhed og ligefremhed. Samt som det niende en udefinerbar magisk evne til præcist at vide, hvor læseren er. Alt dét fremgår umiddelbart af hans nye bog Sjælen marineret. Bogen består af tre afsnit, af hvilke det midterste, »Drømmebilleder«, indholdsmæssigt er tungest og formmæssigt er mest problematisk, idet digteren her bygger på sine drømme og afprøver den vanskelige balance mellem det private og det personlige – af hvilke det første i kunst kun har gyldighed i det omfang, det kan transformeres til det andet og dermed måske blive fælles. Nej, det er i samlingens første og tredje del, man finder de for Benny Andersen karakteristiske træk. Den ene, »Før«, retter blikket mod fortiden, barndommen især. Den anden, »Siden«, beskæftiger sig med nuet, især det elskede du. Skal døden nogen sinde slå kloen i hende »blir det over mit lig«, som digteren rammende siger. Det er netop sådan, han arbejder i sproget: tager ordet på ordet, giver døde metaforer nyt liv. Små greb. Stor effekt I bogens første del drages døden ind i digtet »Den navnløse«, hvor Benny Andersen plages af tanken om, hvad hun mon ville have heddet, dén storesøster, der var død ved fødslen: Døden kom første gang ind i mit liv længe før jeg blev født Det er nok en af grundene til at jeg af og til stammer Min navnløse storesøster Kom livløs til denne verden Jeg blev derfor et ønskebarn men har siden savnet min ønskesøster Digtet fortsætter lidt endnu, det har fire dele i alt, men læg i denne omgang, hvor vi taler om poetisk form, godt mærke til indledningsstrofen. Benny Andersen lægger ud med et sprogligt paradoks, der med det samme får læseren til at spærre øjnene op, men så følger en lydlig effekt, idet jo fjerde linje helt bogstaveligt ’stammer’ ligesom digtets jeg. En stor virkning opnås ved bittesmå retoriske greb. Diskret charme Bevæger vi os afslutningsvis fra form til indhold, bør man også bemærke, hvordan Benny Andersen omhyggeligt undgår at kalde storesøsterens yderst nærværende fravær den eneste grund til sin af og til tilbagevendende talefejl. Det vidner om både selvdistance og selvindsigt. Når Benny Andersen er bedst, og det er han tit i den nye bog, skriver han med varm underfundighed og med afvæbnende sødme, en diskret nedtonet charme. Store ord bruger han sjældent. Det behøves ikke. Han véd, hvor han har os, lige nøjagtig, og at vi hører hvert af hans vel anbragte tonefaldsskift med samme opmærksomhed som den, hvormed vi nød Dirch Passers grimasser. *Benny Andersen: Sjælen marineret. Digte. 82 s. 169 kr. Borgen. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu