Læsetid: 7 min.

'Jeg Carl Djerassi opfandt p-pillen'

Pillens fader mener, at verden er af lave, og at forskerne gør alt for lidt ved det. Han er selv stoppet med kemien og laver nu teater om videnskab
12. november 2001

Interview
Carl Djerassi voksede op i Wien som søn af to jødiske praktiserende læger. I 1938 flygtede han som 16-årig til USA uden en mønt på lommen. Han skrev i sin naive tro på Guds eget land et brev til Mrs. Roosevelt: »Kære Mrs. Roosevelt jeg har brug for et stipendium«. Stik imod alle
odds fik han et svar fra sekretæren, der indeholdt et stipendium til et universitet i Missouri. Han havde travlt. Som 22-årig fik han sin ph.d.-grad og blev kort efter laboratorieleder i det ukendte firma Syntex i Mexico. Det var her, han i 1951 stod for den syntese, der ledte til verdens første orale præventionsmiddel for kvinder, og som siden gjorde ham kendt som Pillens fader.
Siden 1959 har han været ansat som professor ved Stanford University, samtidig med at han førte Zyntex videre og grundlagde Zoecon, der beskæftiger sig med insektbekæmpelse. På det seneste har Carl Djerassi skiftet bunsenbrænderen ud med fyldepennen og er begyndt at skrive romaner og teaterstykker. Hans
seneste bog This Man’s Pill er en slags selvbiografi med udgangspunkt i p-pillen.

Øjenåbner
– I din bog diskuterer du meget grundigt for og imod p-pillen, er det fordi du føler dig ansvarlig?
»Ja, delvist selvfølgelig, men jeg mener ikke, der findes nogen, som egenhændigt er ansvarlig for en begivenhed, og bestemt ikke for p-pillen. Jeg har altid opfattet kemikeren som moderen bag nye lægemidler, og biologen som faderen og klinikeren som jordemoderen,« siger Carl Djerassi med en tydelig østrigsk accent.
»Der er andre lægemidler, som uden tvivl har været vigtigere end p-pillen, men ingen af dem dækker lige så mange sociale og samfundsmæssige aspekter lige fra religion til kvindefrigørelse og alt ind imellem. Fra det synspunkt er det ikke kun kemikeren, biologen og klinikeren, som er ansvarlige, men alle de mennesker, som siden har været involveret.«

Blot et medium
– Er du som videnskabsmand blot et medium for en opfindelse som f.eks. p-pillen?
»Ja, absolut. Det gælder for alle videnskabsmænd. Tag Newton, Planck, Einstein eller Watson og Crick, hvis de ikke havde fundet ud af det, ville der have været en anden, fordi tiden var moden. Om det drejer sig om måneder, år eller endda årtier, kan variere, for p-pillen ville det højst have taget et par år. Newton og Einstein havde måske taget ti år, men det ville være sket.«
»Og det er en grundlæggende forskel mellem videnskab og andre kreative fag, som vi forskere nødigt vil indrømme eller tale om, men vi er virkelig ikke andet end medier for idéer.«
»Derimod er Shakespeare, Mozart, Bach eller Picasso unikke – og du kunne også have taget nogle kvinder naturligvis – havde de ikke levet, ville deres værk ikke have set dagens lys.«
– Du skriver, at p-pillen åbnede dine øjne for samfundsrelaterede problemer. Tror du ikke, du ville have set dem alligevel?
»Generelt er forskere, mig selv inklusive, ikke specielt reflekterende mennesker, vi tænker udelukkende på vores eksperimenter. Man kan jo ikke lave eksperimentet, men jeg interesserer mig for mange forskellige ting, så måske.«
»Men én ting står krystalklart for mig, og det er årene 1969-70, hvor jeg virkelig tydeligt så, hvilken retning industrien havde, og hvilken retning fødselskontrol havde. De virkelige problemer var ikke videnskabelige, men sociale problemer, som er langt mere komplekse, og med mindre forskerne gør noget for at ændre dem, er der ingen, som gør det.«
»På trods af dette giver vores eget videnskabelige samfund ikke nogen belønning eller røvslikkerpoint for en sådan indsats, og det er virkelig en skam. Unge videnskabsmænd kan ikke tillade sig at bruge tid på den slags problemer, fordi der så er en anden, som nupper jobbet i stedet.«
– Hvad, mener du, driver videnskaben?
»Ha, ha, det, vi allesammen gerne vil sige, er ’nysgerrighed’ – at tilfredsstille vores intellektuelle nysgerrighed. Det er uden tvivl den væsentligste faktor, men jeg tror, at i langt de fleste tilfælde kommer berømmelsen meget tæt på. Ikke den berømmelse skuespillere og atleter har, men at dine kolleger genkender og respekterer dit navn.«
»Videnskabsmænd er ikke tilfredse med kun at gøre opdagelsen eller endda at publicere den anonymt. Vi offentliggør under vores eget navn, og det er meget vigtigt, at det er ’jeg, Carl Djerassi’ eller ’jeg, Niels Bohr’, der har gjort denne opdagelse.«
»Det er altså en kombination. Nysgerrigheden kommer først tæt fulgt af ambitionen, og nogle gange er det endda omvendt.«

Tragedier
– Du foræller om flere tragiske begivenheder i dit liv – tyktarmskræft og din datters selvmord – som om de var meget vigtige for dig og giver dermed også indtryk af, at der var noget godt i dem?
»Tragedierne i mit liv begyndte længe før. Og jo, den første var en skiulykke, der efterlod mig med et ødelagt knæ, som gør, at jeg den dag i dag ikke kan bøje venstre ben. Det skete, lige inden jeg flygtede til USA, og det var et frygteligt uheld for en ung mand, men på den anden side undgik jeg krigen.«
»I den forbindelse var det hele Hitler-episoden, som fik mig til USA og gjorde, at jeg blev videnskabsmand og ikke læge som mine forældre. Min datters død fik mig til at danne Kunstkolonien (åbent refugium for lovende unge kunstnere, red.), som over 1.000 kunstnere til dato har haft glæde af, og jeg er ret sikker på, at det ikke var sket ellers. Kræften gjorde uden tvivl, at jeg begyndte at skrive, hvilket nu har ført videre til teater.«
– Viser disse hændelser ikke netop, at der kan komme noget godt ud af sygdom og tragedie?
»Noget godt kan komme ud af det, men det er ikke et argument for at få cancer. Hvis du får cancer skal du være heldig, hvis der kommer noget ud af det overhovedet. Man kan aldrig bevise, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke havde fået cancer. Og under ingen omstændigheder ville jeg sige, at det ville være værre, om min datter var i live. Jeg tror, det eneste, man kan lære, er, at man må få det bedste ud af det held, livet tildeler én.«
– Det, jeg mente, var, at dine argumenter i bogen for, at verden ville blive bedre, hvis vi kun fødte ønskebørn, netop modsiges af tragedierne i dit eget liv?
»Oh, ja, jeg forstår, hvad du mener. Det er det samme, som hvis alle børn blev skabt perfekte? Jeg misforstod dig. Der er en pointe dér, det vil jeg give dig ret i.«
– I Danmark lider naturvidenskaben af manglende søgning, og de dygtigste søger andre uddannelser. Er det noget, man også ser i USA, og er der en løsning?
»Kvalitativt ser vi det overalt i Europa og Amerika. Om vi er kommet under en kritisk masse, er et andet spørgsmål. Jeg tror, det er udtryk for den generelle antividenskabelige følelse – den kemofobi, der er opstået i tiden og som er fuldt forståelig. Jeg kalder dem ikke dumme idioter.«

Fremtiden
»Der er gode eksempler på vigtige bevægelser i 60’erne og 70’erne: den grønne bevægelse, miljøbevægelsen, forbrugerbevægelsen, kvindebevægelsen osv., som hver har en indbygget mistro over for teknologi, og ipso facto for videnskab, fordi man blander de to ting sammen.«
»Der er en stor kløft imellem videnskaberne og de sociale bevægelser, som jeg finder meget uheldig. Og en del af grunden skal findes i det faktum, at det videnskabelige samfund ikke værdsætter samtaler med lægmand.«
– Og det er din motivation for at skrive romaner og teaterstykker?
»Præcis, og vi har netop sat stykket Oxygen op, men I er uheldige i Danmark, fordi man ikke har villet oversætte det til dansk. Det bliver oversat til fransk, tysk, rumænsk og spansk. Det er skrevet af Roald Hoffman, som vandt Nobelprisen i kemi, og mig selv og debatterer den måde, Nobelpriser bliver uddelt på i anledningen af 100-året for Nobelpriserne.«
– Du har tidligere nævnt, at vi om 30 år ville have en bedre p-pille, som f.eks. kun skulle tages hver måned eller var til mænd. Tror du stadig på det?
»Mindre, og grunden til det er i virkeligheden det centrale tema i mit teaterstykke The immaculate misconception, der havde premiere på Broadway den 16. oktober. Undertitlen er ’sex i en tid med mekanisk reproduktion’, og jeg mener, vi lever i en tid, hvor sex og befrugtning er på vej til at blive adskilt. Det er også med i bogen. Mænd og kvinder vil opbevare deres kønsceller, og derefter kan de naturligvis lade sig sterilisere som unge, og det vil igen betyde, at prævention ikke længere vil være så vigtigt. Det vil dreje sig om befrugtning, og det bringer os tilbage til dit tidligere spørgsmål. Alle vil have det bedste og mest fantastisk dejlige barn, og hvad vil der så ske med alle uheldene?«
– Et sidste spørgsmål her på falderebet; synes du fremtiden ser lys ud?
»Well, efter den 11. september må jeg sige nej. Jeg tror, noget virkeligt fundamentalt er blevet ændret i verden, og jeg mener ikke besværligheder mht. flyvning. Jeg tror virkelig, der kommer til at være en konflikt af hidtil uhørt størrelse, ikke blot en krig, men en konflikt imellem kulturer, og jeg kan ikke se nogen let løsning, og det vil komme til at påvirke en forfærdelig masse ting. Jeg er ikke fuldstændig pessimistisk, men jeg er realistisk, og jeg tror ikke, det bliver fantastisk, nej.«

*Læs mere: www.djerassi.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu