Læsetid: 8 min.

Engang lærte araberne os at tænke

Der er intet i islam, som på forhånd gør den mindre modtagelig for liberale ideer, end kristendommen. Det var araberne, der lærte europæerne at tænke logisk, respektere andre religioner, bruge kronometrisk tid, drikke kaffe og værdsætte markedsøkonomien
2. november 2001

(2. sektion) Ortodoksi Den ene civilisation bygger på tolerance og entusiasme over for videnskabelige fremskridt. Den anden civilisation opfordrer til religiøs krig mod den foregående – en krig, hvor ingen skånes, og hvor faldne hellige krigere belønnes med en plads i himmerige. Kristendom og islam i år 2001? Nej, islam og kristendom for 1.000 år siden. Dengang manede paven til skånselsløst korstog imod ’de vantro’, som blev kaldt besættere af Det Hellige Land. ’De vantro’ var på den tid en hel muslimsk-arabisk verden, der var præget af tolerance og tekniske fremskridt. »Islam var Europas lærer,« som David Landes for nylig konstaterede i sin økonomiske-historiske afhandling Nationers velstand og fattigdom. Middelalderens arabiske verden var åben, udadvendt og søgte hurtigt at tilegne sig nye ideer og innovationer fra den kendte verdens yderkanter – fra Spanien til Kina. Muslimerne lærte sig papirproduktion af kineserne, fremstilling af stål af inderne og blev selv førende inden for kemi og mekanik. Da Karl den Store fik et ur i gave fra kaliffen i Bagdad, forstod han slet ikke, hvad det var for noget sådan et havde man dengang endnu aldrig set i Europa. Middelalderens europæiske herskere måtte invitere arabiske ingeniører for at lære sig den nye tids påfund. Araberne hentede og forædlede afgrøder fra tre kontinenter og takket være dem kom kaffe-, sukker- og bomuldsproduktion til Europa. Nye landbrugsmetoder og avancerede vandingssystemer (blandt andet underjordiske kanaler) gør det rimeligt at tale om datidig landbrugsrevolution. Arabiske chifre (inklusive nullet) fra Indien erstattede de upraktiske romertal og muliggjorde bogføring, algebra og geometri i en helt anden målestok. Det var en tid, hvor de arabiske sømænd vidste mere om geografi end nogen. 400 år før Columbus argumenterede en arabisk geograf for, at jorden var rund. Drivende i denne internationaliseringsproces var handelen. Muslimske handelsmænd rejste over vældige afstande i karavaner med tusindvis af kameler. Fra Kina tog de kompasset med sig og lærte at udvikle effektive nye sejl. Selv for almindelige mennesker var det en normal aktivitet at rejse, eftersom alle forventedes at foretage mindst én pilgrimsrejse i livet. Rejserne og kulturudvekslingen gavnede både tolerancen og kreativiteten. Denne proces blev opmuntret af den samme religion, som i dag hævdes kun at have klanvælde, isolation og askese at tilbyde. Muhammeds politiske mål var imidlertid at erstatte klanernes gruppeegoisme og indskrænkethed med et regelbaseret alment fællesskab i en tid, hvor ekspanderende markeder begyndte at nedbryde gamle stammeloyaliteter. Profeten var selv oprindeligt handelsmand og forbød både priskontrol og skat på privat foretagsomhed. I Koranen findes der mange positive ord om det frie marked, som i den tid dominerede Mekka og omegn. De troende blev opmuntret til at berige sig, og selv kvinder havde ret til ejendom og arv. Man hæfter sig især ved den passage i Koranen, som advarer imod at trække morgenbønnen ud i så lang tid, at de økonomiske aktiviteter kommer til at lide derunder. Middelalderens islam gennemstrømmes i selve sit virke af en generel tiljubling af det jordiske liv – noget, som langtfra kan siges at gælde den samtidige kristendom. Muslimer skulle tage de jordiske muligheder og tillokkelser til sig. Kristendommen underviste derimod i selvopofring og forsagelse. Det gav araberne en langt større interesse for deres omgivelser, det være sig andre dele af verden eller naturen. Derfor er det naturligt, at den græske, hedenske filosofi fik et nyt hjem i den arabiske kulturkreds – den var på det tidspunkt helt ukendt i Europa. I islams tidlige ekspansive fase kom araberne gennem den syriske kultur i kontakt med græsk filosofi. Det mest anvendelige viste sig at være den aristoteliske logik. Igennem den kunne forskere udvikle almene metoder til undersøgelse og bevisførelse, især inden for lægevidenskab. Den arabiske verden udviklede en avanceret lægevidenskab, som imponerede europæerne, hvis kirke fortsat forbød dissektion. Samme nysgerrighed over for naturen stimulerede fremskridt inden for andre videnskaber, såsom matematik og astronomi. Læsefærdigheder var på den tid langt mere udbredte end i Europa, og selv mange privatpersoner havde store biblioteker. Derfor spredtes Aristoteles ideer hurtigt i hele den islamiske verden, da de i begyndelsen af 800-tallet blev oversat til arabisk. Men logikkens love kunne i det lange løb ikke begrænses til videnskaben og begyndte også så småt at spille med i de teologiske diskussioner. I det østlige Arabien med dets centrum i det nuværende Irak, mente aristoteliske teologer, at Koranen burde granskes med rationelle midler, og at alle inkonsekvenser og selvmodsigelser måtte luges ud. Den hellige teksts utallige tvetydige passager gav plads for mange individuelle tolkninger. En langvarig debat om, hvordan determinisme kunne hænge sammen med islams moralske bud til frie viljer brød ud, og selv de, som ville stække den intellektuelle nysgerrighed, påberåbte sig logikken for at vinde debatterne. Diskussionen styrkede de muslimske ideer om tolerance og religionsfrihed. Hvis fornuften skulle anses for menneskehedens kundskabsværktøj og verden for dens laboratorium, kunne ingen argumenter på forhånd udelukkes, før de var blevet efterprøvet. Akademiet i Bagdad blev berømt for sin intellektuelle frihed. Da den jødiske tænker Maimonides i 1100-tallet blev tvunget til at flygte fra Europa, var det i det tolerante Kairo, at han fandt en fristad. Den kritiske diskussion gjorde imidlertid mange teologer urolige. De frygtede, at religionen blev truet af filosofien, og fra 900-tallet og fremefter begyndte flere af dem at gå til angreb på de nye filosofiske tanker og videnskaben. Den betydeligste af disse ’reaktionære’ var den indflydelsesrige al-Ghazali (1058-1111), som adskilte religionen fra filosofien. Han forklarede, at naturlove og årsagssammenhænge ikke eksisterer i naturen – de er udelukkende resultater af Guds beslutninger i de enkelte tilfælde. Følgelig var naturvidenskab og teknik i det hele taget uforenelige med islam. Med al-Ghazali begyndte en fatalistisk indstilling, som i grunden aldrig er forsvundet ud af den arabiske kultur. Denne modreaktion fra religionen og sædvanerne blev forstærket, da mongolerne i 1200-tallet invaderede fra Indien til Syrien (og nedbrændte biblioteket i Bagdad). Utrygheden bidrog til, at det østlige Arabien blev mere indadvendt, og gjorde, at filosoffer og moderniseringstænkere efterhånden faldt i unåde. Præsteskabet mente, at islam burde renses fra alt nymodens tankegods. Begrebet ’innovation’ fik snart en dårlig klang, og den almindelige opfattelse blev, at alt nyttigt allerede var opfundet og udtænkt. Denne attitude kom til at præge det efterfølgende osmanniske rige, som måske nok importerede de nye kanoner, men forbød trykpressen. Men den dynamiske arabiske kultur døde ikke ud. Den blev eksporteret til Europa. Gennem de italienske handelsbystater og det muslimske Spanien kanaliseredes videnskabelige og filosofiske tankegange, opfindelser og produkter til europæerne. Da Granada, maurernes sidste europæiske bastion, faldt i 1492, blev et af resultaterne, at de tidligere så geografisk koncentrerede ideer slap ud til hele Spanien og herfra videre ud til det øvrige kontinent. Ved universitetet i Salamanca tog jesuitter arabiske ideer om ejendomsret og frie markeder til sig. Katolske munke vovede over for inkvisitionen at fremføre ideer om tolerance. Dominikanerpræsten Bartolomé de Las Casas mente, at det var en fejl at bekrige og slavebinde indianerne i det netop opdagede Amerika, eftersom de i egenskab af menneskelige individer havde visse grundlæggende rettigheder. Disse ideer blev videreudviklet af europæiske retsfilosoffer og fik så småt indflydelse blandt de første liberale tænkere i 1600-tallet. Samtidig med at filosofien begyndte at blive nedkæmpet af muslimske teologer, kronedes dens udvikling af den andalusiske filosof Averroës (Muhammad ibn Rushd, 1126-98). Han stræbte efter at befri filosofien fra dens teologiske og platoniske argumenter og til den ende, kan man sige, blev han den egentlige genopdager af Aristoteles og hans tekster. Ifølge Averroës kunne al-Ghazali og lignende teologer med deres mysticisme ikke opnå virkelig kendskab om verden og dermed heller ikke om Guds vilje med den. Det er værd at minde om, at det var igennem denne Muhammad ibn Rushd, at de europæiske tænkere kom i kontakt med antikkens filosofi og frem for alt med Aristoteles – denne murbrækker imod ortodoksi. Den kristne kirkefader Thomas Aquinas (1225-1274) lærte sig Aristoteles igennem Avicenna (Abu-l-Hasan ibn Sina), Maimonides og Averroës, hvilken sidste han beundrende blot omtalte som ’kommentatoren’ med henvisning til Averroës’ omfattende diskussioner af Antikkens gigant. Aristoteles-studierne inspirerede Thomas Aquinas til hans stort anlagte forsøg på at integrere det kristne verdensbillede med det aristoteliske system. Kristendommen skulle underbygges med logik og beviser. Hermed åbnedes en unik mulighed for at dedikerede videnskabsmænd kunne komme til. Til at begynde med ikke uden modstand. Konservative kræfter i pavekirken mente, at sådanne nye metoder risikerede at undergrave kirkens fundament. Hvis rationaliteten blev opgraderet og teologien intellektualiseret, hvad ville der så blive tilbage af kirkens monopol på tilværelsesforklaring? Biskoppen i Paris fordømte i 1277 den radikale aristotelianisme og præsenterede en liste på 219 ’fejl’ som aristotelikere, heriblandt Thomas Aquinas, havde begået. Men til forskel fra den arabiske verden var Europa et for splittet kontinent til, at den igangsatte proces kunne bremses. Den, som havde afvigende opfattelser, havde altid andre byer, stater, fyrster og universiteter at flygte til. Videnskaben fandt altid et tilflugtssted et eller andet sted, især når den viste sig nyttig for de herskere, som lod den opblomstre. Pandoras æske var blevet åbnet og lod sig ikke lukke igen. Aristotelianismen kunne leve videre, blandt andet ved universitetet i Padua, hvor den teologiske institution havde ringe indflydelse og i det nærliggende og mægtige Venedig, hvor man så på paven med skepsis. I Padua udnyttes logikken af medicinprofessorer, som udarbejdede videnskabelige metoder, som gjorde det muligt for forskere at bygge videre på andres kundskaber uden at skulle gentage alle eksperimenterne selv. Lærde og videnskabsmænd holdt trodsigt liv i tolkninger og fragmenter af Aristoteles frem til år 1498, da en forlægger i Venedig kunne trykke 1.000 kopier af Aristoteles samlede værker på græsk i fem bind. Det var formodentlig lige så mange, som sammenlagt var blevet produceret i de foregående 1.800 år. Dermed var ideerne reddede for eftertiden og kunne stimulere en videnskabelig opdagertrang, som senere skulle sætte sig ud over sine egne indre begrænsninger og dogmer. Så når mange i dagens situation spekulerer på, om islam i det mindste i teorien kan forenes med de vesterlandske moderniseringsideer, så bør vi måske i stedet først spørge os selv, om vi uden den islamiske kultur havde fået mulighed for at opleve den europæiske renæssance og oplysningstid. *Johan Norberg er idéhistoriker. Hans seneste bog er Til världskapitalismens försvar *Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu