Læsetid: 3 min.

Naturens få harmoniske former

Naturens former er baseret på få mønstre. Måske hænger vores opfattelse af smuk og harmonisk sammen med de mønstre, der har vist sig levedygtige
30. november 2001

(2. sektion)

Designernatur
Visse mønstre og former gentages i naturen. Cirkler, spiraler, forgreninger og bølger ses overalt i vidt forskellige systemer. Zebraens og tigerens striber genfindes som bølger på vandet og riller i Sinai-ørkenens sand. Spiraler ses som sneglehuse og konkylier, galakser og vædderens horn. Trækroners indviklede forgreninger gengives i krystaller, bakteriekoloniers vækst og i lungens sirligt forgrenede bronkier. Det er, som om der er et meget begrænset udvalg af forme eller modeller, moder natur kan vælge imellem.
Nogle af de principper, der ligger til grund for form og vækst i naturen, er langsomt ved at blive opklaret. De færreste ser på et snefnug og forestiller sig, at det er formet af en bevidst proces, hvor hvert lille iskrystal er sat på efter en arbejdstegning over snefnug. Eller at de lange riller i sandet på stranden er bevidst formede. Vi accepterer, at mønstre og forme opstår i naturen af sig selv. Det bygger på et princip om selvorganisering, som også gælder for levende organismer.
Uden en forudbestemt plan bygges de strukturer, vi møder i naturen, ud fra små simple, lokale påvirkninger mellem de enkelte byggesten – om det er sandkorn på stranden, molekyler i en snekrystal eller celler i en organisme. Den færdige makroskopiske form er typisk baseret på et universelt mønster eller design såsom cirkler, spiraler og bølger.

Det gyldne snit
Et eksempel på selvorganisering i en levende organisme kan være blades placering omkring stænglen. Man kunne tro, bladene blev placeret efter at opnå optimale lysforhold, og planten ville også være forsvundet gennem evolutionen, hvis de ikke gjorde, men der er mere. På de fleste planter sidder bladene rundt om stænglen med 137,5 graders mellemrum – en præcision, der vidner om mere grundlæggende principper. Bladets placering bestemmes af de fysiske principper for, hvordan plantecellerne i skuddets yderste spids vokser og deler sig. De kan sammenlignes med bittesmå byggeklodser, som alle sammen maser og skubber på hinanden for at få plads, hvilket samlet kun giver ét bestemt mønster. Væksten ses som matematisk præcise spiraler i f.eks. et solsikke-hoved, som følger Fibonaccis talrække (hvor tallene i rækken er summen af de to foregående: 0, 1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21...). En talrække, der er tæt forbundet med det gyldne snit, som grækerne opfattede som harmonisk for øjet. Forholdet mellem to nabotal i Fibonacci-rækken går imod det gyldne snit jo længere ud i talrækken man kommer (8/13=0,615, 13/21=0,619 etc.). Det gyldne snit er også blevet brugt af malere som Albrecht Dürer, Botticelli og arkitekter som Palladio, Mondrian og Le Corbusier. Det gyldne snit opfattes i dag som en konstant i naturen, der er intimt forbundet med levende væsners geometri. Andre eksempler på selvorganiserende systemer er mønstre på konkylier (selv komplicerede mønstre), striber på dyr som zebraen, pletter på sommerfuglevinger, bakteriekoloniers vækst og mange andre.

Smuk
Biologiens vigtigste princip om naturlig selektion gælder også mønstre og former. At tigerens striber eller sommerfuglens vinger er smukke, er ikke nok, de skal også have en funktion som f.eks. effektiv camouflage. Den store selektion virker på generne, men mønstrene er ikke direkte kodet i generne. Mønstrene opstår som et dynamisk samspil imellem genprodukter, hvor man kan sige gener ’tænder’ en given struktur, som derefter formes af den dynamiske selvorganiserende proces.
Når arkitekter og designere inspireres af former såsom bæltedyrets overlappende panser eller de lodrette stammer i en bøgeskov, er det et mønster, som har overlevet den naturlige selektion og bevist sin funktionalitet. Et kriterium, som nærmest står i kontrast til de designkriterier, der gælder for moderne brugsgenstande. Funktionaliteten er i mange tilfælde underordnet et overfladisk design, fordi man i høj grad køber en identitet, når man vælger B&O frem for Sony.
Om formen opfattes som smuk kan være intimt forbundet med den måde formen er opstået på. I naturen kan en form ikke blot være ’smuk’ uden også at give bæreren en selektiv fordel. Måske opfatter vi det gyldne snit som harmonisk og smukt, fordi det har vist sig at være stærkt i en biologisk forstand. Det design, vi oplever som lækkert og smart, men ikke nødvendigvis funktionelt, bunder muligvis i, hvad der har vist sig at kunne bæres gennem naturens selektion.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu