Læsetid 6 min.

Biologien må opgive sin uskyld

Offentliggørelsen af pestbakteriens genomsekvens illustrerer nogle alvorlige dilemmaer, de biologiske videnskaber befinder sig i efter den 11. september
10. december 2001

Genomer
I 1346 kastede tatarerne døde pestofre ind i det genovesiske fort i byen Kaffa ved Det Sorte Hav. De italienske soldater flygtede til Sicilien, og Den Sorte Død (1347-1352) var på vej mod Europa. Væskende bylder og blåsorte kroppe sås overalt i middelalderens Europa, hvor hele landsbyer forsvandt og op mod en tredjedel af befolkningen bukkede under. Ingen vidste, hvad der forårsagede den mystiske sygdom, og de lærde skændtes om, hvorvidt sygdommen var Guds straf, skyldtes en særlig konstellation af planeter eller var en jødisk konspiration imod kristendommen. Mange mente, verdens ende var nær, og dommedag stod for døren.
Hvad tatarerne vidste, var, at pest kunne bruges som et fremragende våben, der både spredte død og panik hos fjenden.
I 1894 opdagede lægerne Alexander Yersin og Shibasaburo Kitasato, at et udbrud af byldepest fra Kina blev forårsaget af en stavformet bakterie, Yersinia pestis. Det blev siden klart, at pestbakterien primært lever i rotters blodbaner, men kan overføres til mennesker med loppebid.
Pestbakteriens genom blev sekventeret i forrige måned, og som mange andre bakterier nøjes den med et lille cirkulært genom på omkring 4,65 millioner baser plus tre mindre løse stumper på under hundrede tusinde baser. Med dette lille arvemateriale er bakterien i stand til at overkomme en næsten umulig opgave, nemlig at tiltvinge sig et liv i blodet hos flere pattedyr samt i forskellige insekters fordøjelsesystem. Unikke egenskaber som i sig selv gør mikroben et studie værd, men disse egenskaber giver også pestbakterien en placering blandt top tre på terroristens liste over biologiske våben.
.

Gen-hemmeligheder
Pest er stadig et stort problem i visse dele af verden, hvilket blev illustreret så sent som i 1994 med et udbrud i Indien. Dybt inde i genomet mellem alle de andre gener gemmer sig hemmelighederne om, hvorfor Y. pestis er så smitsom og farlig. Pestbakterien har en nær slægtning, Yersinia pseudotuberculosis, som lever uden for blodbanen og ved infektion kun forårsager en ikke-dødelig tarmkatar. Evolutionært er pestbakterien divergeret fra sin ufarlige fætter for ganske nyligt (inden for de seneste 20.000 år).
Ved at sammenligne de to slægtninges genomer har man fastlagt, hvilke dele af arvematerialet der er forskelligt og har dermed en rigtig god idé om, hvilke gener der er vigtige for, at Y. pestis kan leve i blodbanen, og hvorfor den er så farlig. Det viser sig, at der faktisk er nogle Y. tuberculosis-gener, som er ødelagt i pestbakterien, altså nogle gener, der normalt hindrer den ufarlige fætter i at invadere vores blodbane.
Det er en viden, som åbenbarer nye potentielle angrebsmuligheder i bekæmpelsen af sygdommen, men også en viden, der kan udnyttes, hvis man ønsker at ’forbedre’ pestbakterien eller overføre dens egenskaber til en anden mikrobe.
Genomet afslører også spændende hemmeligheder om os selv. Mennesket er igennem evolutionen i høj grad formet af krige, naturkatastrofer og sygdomme som syfilis, tuberkulose og pest. Ved at studere pestbakteriens genom kan vi finde ud af lige så meget om vores egen krops mekanismer som om pestbakterien. Men igen er det et tveægget sværd, fordi det også er viden, man vil kunne bruge til at fremstille endnu værre biologiske våben.

Biologisk krig
Under Anden Verdenskrig og senere i Den Kolde Krig blev biologiske våben udviklet i stor stil. I 1981 blev det afsløret, at amerikanerne efter Anden Verdenskrig havde givet immunitet til lederne af en japansk specialenhed. Enhed 713 spredte bla. pestbefængte lopper i Kina, hvor lopperne blev fordelt sammen med korn, som skulle tiltrække rotter, der spredte sygdommen længere ind i landet. Enheden brugte adskillige biologiske våben, og titusinder kinesiske soldater og civile døde af kolera, pest, miltbrand mm. Faciliteterne blev sprængt væk, inden de allierede nåede frem efter krigens slutning, men over 3.000 amerikanske, britiske, australske, koreanske, sovjetiske og mongolske krigsfanger menes at være blevet brugt som forsøgskaniner under krigen.
Direktøren for det sovjetiske biovåbenprogram, Dr. Kanatjan Alibekov, afhoppede til USA i 1992. I et interview fra 1998 med det ikke-kommercielle amerikanske nyhedsbureau PBS fortalte han blandt andet, at man havde udviklet en mere smitsom pestbakterie, og at de dengang havde 20 ton pest på lager. 50 kg spredt i en usynlig aerosol-sky vurderes at kunne dræbe op mod 100.000 i en storby som New York. Som mange andre vurderer Alibekov, at en terroristorganisation ikke vil kunne lave komplicerede biologiske våben, »men et simpelt pest-angreb med flere hundrede tusinder døde vil man forholdsvis nemt kunne lave.«
»De biologiske våben er en realitet, de er meget skræmmende, og vi bliver nødt til at etablere et forsvar,« sagde Alibekov i 1998 og forklarede, at problemet er, at man først bliver varslet, når et angreb er i udbrud. Derfor kan man kun beskytte sig ved at blive vaccineret, men der er for mange patogener til, at man kan vaccinere befolkningen imod dem alle. Hans eneste bud på et forsvar er at finde en måde at styrke det uspecifikke (ikke-erhvervede) immunsystem. Det er der, bakterierne først mødes f.eks. på huden, hvor der findes proteiner, som laver hul i bakteriernes membraner uafhængigt af bakterietypen.

Fri forskning
Det er på denne baggrund, at de store videnskabelige tidsskrifter som Science og Nature efter 11. september svømmer over med ledere og kommentarer om, at videnskabens udøvere må organisere sig og vogte over egne rækker. For eksempel udtaler den videnskabelige forsvarsrådgiver George Poste i Nature, at »biologien bliver nødt til at opgive sin uskyldighed« og beder indtrængende de biomedicinske forskere om at regulere, hvem der har adgang til de store mængder af biologisk data.
Man kan ikke tillade, at den offentligt tilgængelige viden i de store genomdatabaser kommer i de forkerte hænder og bliver misbrugt. Et synspunkt, der deles i en kommentar i Nature Genetics, som fortæller, at den komplette genomsekvens på over 70 af de vigtigste patogener findes frit tilgængeligt via Internettet.
Denne viden, siger forfatterne, må skyndsomst bruges i forsvars øjemed til at etablere hurtige og sikre diagnoser, varslingssystemer og bedre vacciner og antibiotika.
En rapport om »Biologiske trusler muliggjort af molekylærbiologien« fra 1999 gør opmærksom på meget skræmmende fremtidstrusler. Værst forestiller gruppen bag rapporten sig en kommende generation af ’stealth’-virus, som bliver sneget ind i en befolknings genom og først senere aktiveres af et signal. Gruppen frygter også, at der kan introduceres nye menneskeskabte sygdomme i genomet på en befolkning, hvor et signal pludselig aktiverer massiv celledød eller modsat aktiverer ukontrolleret cellevækst – kræft.
Revideringen af den internationale konvention om biologisk krigsførsel fra 1972 er i store vanskeligheder, bl.a. fordi USA nægter at tillade uvildige ekspertgrupper at komme på uanmeldt besøg i alle laboratorier, fordi de frygter industrispionage. USA har under det netop afholdte treugers møde i Geneve peget fingre af bl.a. Irak, Iran og Libyen og beskyldt dem for at have biologiske våbenprogrammer.
Det truende sammenbrud har fået kongressen i USA til at diskutere nye restriktioner og udvidede lister over farlige organismer, som man skal have særlig tilladelse for at arbejde med. Men som eksemplet med pestbakteriens ufarlige fætter, Y. tuberculosis, illustrerer, er det ikke nok blot at skærpe arbejde med diverse patogener, fordi forskning på ufarlige slægtninge direkte kan overføres til de farlige.
Det er livsnerven i den frie forskning, som bliver presset, og de biologiske videnskaber er ikke overraskende lige så modvillige til at føje advarslerne som de fysiske og kemiske var under hhv. kerne- og kemiske våbentrusler.
»World Trade Center var et af de værste øjeblikke i mit liv,« siger en af molekylærbiologiens fædre, James Watson, til Information. »Det vil hindre kommunikation, og det vil bremse os i fremtiden.« Men ikke desto mindre »kan og må forskere arbejde tæt sammen med politikere for at reducere truslen fra biologiske våben,« som en leder i Science konkluderer.

*www.bacteriamuseum.org/species/ypestis.shtml
*www.acronym.org.uk
*www.tigr.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu