Læsetid: 4 min.

På kanten af kvalme

Time-manager-samfundet er indtruffet, men dets teflonbelagte overflade slimes stadig til af dårlig smag. Det platte kan være kvalmende kedeligt og uforskammet. Men også hudløst ærligt – og undertiden et befriende modtræk til den politiske korrekthed og kulturens gennemtyggede mellemting
Kultur
8. december 2001

En sommerdag for et par år siden mødte jeg Enhedslistens Keld Albrechtsen i een kilometers højde. Jeg befandt mig i min 1970'er-ungdoms politisk korrekte natur, det norske højfjeldsområde Jotunheimen med tinder, gletchere og en sø med rener på bredden (en acceptabel udgave af den total-kitschede brølende hjort ved skovsøen?).

Landskabet lignede sig selv. Det samme gjorde Keld Albrechtsen. Eller gjorde han? Havde poppolitikkens indtog på Christiansborg alligevel sat sine spor på manden, om hvem man siger, at han under valgkampe har så travlt, at han må ansætte en dame til at krølle sit tøj, før han går på tv? Havde Lene Espersens succesrigt fremskudte forparti eller Naser Khaders modigt selvglade hjemmeside alligevel påvirket hans fremtoning? Eller hvad med den logik, der siden gav mange personlige stemmer ved kommunalvalget til Annette Engell og satte en Signe Friis i byråd, takket være hhv. åndelig striptease i en bog om et ægteskab og håndfast striptease på en valgplakat. Er denne logik blot gået hen over hovedet på Keld Albrechtsen?

Ikke en krølle på skjorten havde han, og så bød han mig på en slurk fra sin lommelærke! Nye tider i Norge, kammerat, jeg husker min forargelsen dengang i 70'erne, da jeg ved en af den norske turistforenings primitive hytter traf en flok mænd med hunde og fiskestænger og især masser af medbragte bajere i rigtige glasflasker. Hvilken dekadent luksus, hvilken manglende respekt for naturens inderlige simpelhed, og hvilken utrolig byrde at bære op i højderne. Tonsvis af øl og glas – vi andre havde hjemmefra siddet og regnet hver dags sulteration af papagtig, frysetørret mad ud i milligram, vejet enhver udstyrsdel og savet tandbørsten over for at bortspare vægten af håndtaget. Og så kommer sådan en barbarisk flok anstigende med oceaner af drikkevarer, som tilmed slører blikket, sløver forstanden og ødelægger evnen til sober og ophøjet naturoplevelse. Plat!

Småsulten og appelsinfri

Så er det bedre at ligge i et telt bag en klippeblok i nærheden af turisthytten, ligge småsulten og absolut appelsinfri og fryse i en halvtynd sovepose på et stenhårdt underlag bestående af en fingertyk – men let – skumgummimadras. Det er ægte naturkontakt, og det er socialistisk ydmyghed over for de afsavn, som også arbejderklassen og den tredje verden lider under til hverdag derhjemme i Hvidovre og den slags.

Jeg takkede nej til drammen og noterede mig igen, at Keld Albrechtsen bar en fuldstændig glat, blå skjorte, tilsyneladende fremstillet af et eller andet genialt plasticmateriale, som aldrig skal stryges, og som i nødstilfælde kan genbruges som opvaskebakke eller skillevæg i en mindre ejerlejlighed. En forsigtig symbolsk afstandtagen til de mest konservativt-fundamentalistiske dele af den gamle krøllede venstrefløj?

Og så til udsigten. I 1970'erne var den ypperste udsigt en tågedækket monoton højslette, hvori der kunne skimtes en sammensunken varde eller en ubestemmelig, mørk og truende fjeldside. Den slags sceneri var ikke indsmigrende, gjorde ikke blødsøden i det forestående klasseopgør. Det var den modsatte natur af den oprindelige brølende-kronhjort-ved-skovsø-reproduktion på arbejderklassens, nåh nej, på småborgerskabets vægge.

Det slår mig, at 'kronhjorten-ved-skovsøen' kom først. Den var der på væggen i en skolekammerats hjem, længe før jeg satte mine ben i Norge eller noget andet bjergland. Den var der direkte eller indirekte i reklamer, i turistbrochurer, skolebogsillustrationer og ugeblade. Den var der allerede på forhånd for mig og alle de andre danskere som en kode til eksotisk natur, et gyldent snit rundsendt med intens grundighed af massekulturen, længe før naturens kaos en dag indfandt sig i ens synsfelt.

Truende tristesse

Man kunne – som jeg prøvede i årevis – flygte fra denne æstetiske essens, denne symbolernes fokusering, man kunne opsøge monotonien og det uigenkendelige i naturen. Og leve med omkostningerne: Truende tristesse og i hvert fald isolation.

Eller man kunne finde det matchende fællesbillede – komplet med brunstig brølen, potent knejsende tinder og uudgrundelig feminin dybde i søvandet – ja genfinde alt dette ude i virkeligheden. Og her ville en bil virkelig være en stor hjælp, op ad bjergveje og ned igen, indtil man med slukket motor kunne trille det sidste stykke lige frem til hjorten-ved-skovsøen-med-storslåede-sneklædte-bjergtinder-i-baggrunden, og hvis man var heldig lå der i nærheden en kro, hvor det hellige syn bagefter kunne fejres i ... Tuborg. To genkendelser samme dag, ja.

Johannes V. Jensen gav opskriften allerede i 1907 i mytefortællingen om oplevelsen af det japanske bjerg Fusijama – Jensens brølende hjort. »Oven over selve Himlen brød Bjærgets hvide Snekegle igennem Atmosfæren, saa luftigt, saa skylet, at jeg i et Nu fattede baade Jordens uhyre Masse og dens vægtløse Flugt i Himmelrummet,« skrev den henførte forfatter, som genkendte bjerget, måske fra reproduktioner, men i hvert fald fra sine barndoms svævende følelser af umådelig skønhed og forældreklodernes sejlen gennem stuerne. Jensen giver udtryk for, at han kommer tilbage, og at han genser noget. Hvem skulle nu have troet det om fornemme Jensen, at han sådan hitter lige ind i kitschens hjertekule?

*Informations Forlag har netop udgivet bogen PLAT – al magt til den dårlige smag' af Asger Liebst

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her