Læsetid: 3 min.

Forskerne bruger kræfterne på at slås

En vaccine imod aids ligger ikke lige om hjørnet. De store bekyldes for at spilde kræfterne i indbyrdes kappestrid
4. februar 2002

Vaccine
14.000 mennesker bliver hver dag smittet med hiv. Omkring 40 millioner verden over skønnes at bære virus, som vurderes at have 20 millioner dødsfald på samvittigheden. I tredjeverdenslande er infektionen så udbredt, at situationen ser håbløs ud, og forskere fra hele verden er enige om, at en vaccine er det eneste, der kan bremse udviklingen.
Men fra de meget skråsikre udmeldinger midt i 80’erne om en vaccine i løbet af 10-12 år har man måttet sande, at vaccineuviklingen er et sisyfosarbejde: For hvert skridt frem er forskeren blevet sat et skridt tilbage.
Men ikke nok med det, forskningen er også plaget af en stupid territoriestrid mellem de to offentlige, amerikanske forskningsinstitutioner National Institute of Health (NIH) og Department of Defense (DOD). I det seneste nummer af Nature redegør aids-forskeren Dr. John Moore for, hvordan NIH og DOD gennem et årti har skygget for hinandens forskning for ikke at stå tilbage uden en flig af æren. I stedet for at være åbne og koordinerende, har hver gigant levet i konstant frygt for, at den anden skulle løbe med ’sejren‘.

Klar til afprøvning
Nu er DOD imidlertid klar til at afprøve en vaccine på 11.080 patienter i Thailand i løbet af sommeren. Forsøgene forventes at koste imellem 35 og 40 mio. dollar.
Lige i hælene er NIH med en vaccine, som skal prøves på 15.800 patienter i USA, Caraibien og Sydamerika i løbet af vinteren til en pris på 60 til 80 mio. dollar. Det er uhyrlige summer og spild af penge, mener Moore, fordi de to vacciner er stort set identiske, og fordi de ikke er specielt lovende.
»De færreste uvildige forskere tror, den nuværende vaccine kan hindre hiv 1-infektion, eller vil have en vedvarende god effekt på sygdomsforløbet hos de smittede,« siger John Moore. Han fortæller også, at indledende forsøg med thailandske patienter ikke har vist nogen tegn på effekt.
»Selvfølgelig har han da ret,« siger Jan Gerstoft, der forsker i aids-behandling på Rigshospitalet.
»Det var det samme i 1994, hvor man ikke rigtig kunne beslutte sig, fordi man havde investeret så meget og gerne ville igang. Men man var på den anden side godt klar over, at det produkt, man havde, ikke var særlig godt.« Dengang besluttede NIH ikke at bevilge pengene.
Gerstoft forklarer, at man er nået til fase III-forsøgene, hvor man skal finde ud af, hvor effektiv vaccinen er.
»Nu har de besluttet sig for 30 procent effektivitet som krav, hvilket i vaccine-sammenhæng er utrolig lavt,« siger Gerstoft.
»På den anden side har det vist, at der ikke skal særlig stor effekt til før vaccinen har en egentlig effekt på epidemien i Den Tredje Verden. Det, vi normalt forstår ved en god vaccine, er 80-90 procent beskyttelse, men selv 30 procent vil kunne betyde en forsinkelse af epidemien,« siger han.
»Det er nemt nok at skælde ud på USA, men her i Europa gør vi næsten ingenting.« Gerstoft anslår, at det europæiske budget er en femtedel af det amerikanske, der er på 350 mio. dollar årligt.

Desperat situation
Situationen er desperat i Den Tredje Verden, som presser på for at få forsøg med vacciner næsten ligegyldigt hvad. En af begrundelserne for at køre programmerne er, at man får etableret infrastrukturen i det enorme apparat. Man vil også høste erfaringer, der kan sætte gode kriterier for den næste vaccine.
I Moores øjne retfærdiggør det ikke to næsten parallelle forløb med så mange forsøgspersoner involveret, og han foreslår, at NIH i stedet lader DOD prøve deres vaccine og hjælper dem økonomisk.
»Det havde været noget andet, hvis testene var lovende, og de indledende forsøg så gode ud, men det gør de ikke. Tværtimod har man stillet meget lave kriterier op for overhovedet at få vaccinen testet.«
Moore frygter, at befolkningen mister tilliden til at vaccineforskningen nogensinde vil levere en effektiv vaccine. Han gør rede for andre vacciner, som er på vej og ser langt mere lovende ud i de indledende faser end de nuværende gjorde.
»Epidemien i Den Tredje Verden kan på langt sigt kun stoppes med en vaccine,« siger Gerstoft, »men den ligger ikke lige rundt om hjørnet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu