Læsetid 3 min.

Miljøets dyre vagthund

Europas miljøsatellit skal diagnosticere vores sygemeldte atmosfære og overvåge om Kyoto-aftalen overholdes. Om den er 2,3 mia. euro værd, er et åbent spørgsmål
11. marts 2002

Rumfart
»Dix, neuf, huit...« Forskere og politikere holdt vejret fredag den 1. marts, da Ariane 5 raketten skulle løfte den otte ton tunge miljøsatellit ENVISAT ud af atmosfæren. Ud af ti tidligere flyvninger var tre fejlet. Værst gik det på jomfruturen i 1996, hvor Ariane-raketten eksploderede, og fire rumsonder gik tabt. Hændelser der har fået mange til at argumentere for flere, mindre og billigere flyvninger istedet for få store prestigeprojekter.
ENVISAT er et kæmpeprojekt med et budget, der kan tage pusten fra enhver. To mia. euro har det kostet Europæisk Rumfartsagentur (ESA) at sende satellitten i kredsløb, og de næste fem år er der budgetteret med 60 mio. euro om året i driftsomkostninger.

Sidste dinosaur
Om det er pengene værd, kan den nyudnævnte direktør for Institut for Miljøvurdering, Bjørn Lomborg ikke sige.
Han havde knap nok hørt om miljøsatellitten, da Information spurgte ham, men tabte næsten mobiltelefonen, da han hørte budgettet, »det er jo mere end Mars-missionerne...«
Opsendelsen forløb heldigvis perfekt og champagnepropperne kunne springe kl 2:07 dansk tid.
»Du har ret i, at det er meget dyrt, og det kan være svært at retfærdiggøre den slags beslutninger,« siger Per Høeg, der er dansk delegeret for ESA og til daglig arbejder som forskningsleder på Danmarks Miljøinstitut (DMI).
»Derfor er det måske også den sidste dinosaur inden for ESA’s jordobservationsprogram.«
ENVISAT har været ti år undervejs og skal fortsætte de miljøobservationer, som blev påbegyndt af to andre satellitter ERS1 og ERS2.
Per Høeg forklarer, at man før i tiden favoriserede store dyre missioner, men at man efterhånden har indset, at det ikke er vejen frem.
»For det første er det meget dyrt, og for det andet er det organisatoriske med sådan en dinosaur meget komplekst,« siger Høeg.
Man har i stedet vedtaget mindre og billigere missioner, som er dedikerede til at løse blot en enkelt opgave. De nye typer kaldes Core og Opportunity, og koster henholdsvis. en fjerdedel og sekstendedel af ENVISAT. De skal have en kortere levetid, hvilket betyder prisen falder, fordi kvaliteten af enhederne ikke behøver være så høj.
»Man kan ofte bruge almindelige jordbaserede komponenter, hvilket sætter prisen ned med en faktor hundredeÇ« siger Høeg, »desuden har de den fordel, at små nationer i ESA kan få mere indflydelse. I dinosaur-missionerne er de små landes roller meget begrænsede, og der er mismatch mellem den viden og kunnen vi har, og det vi får lov til.«
En del forskere har påpeget, at man i international sammenhæng kun kan få penge til store prestigefyldte projekter.
»Jo større des bedre,« medgiver Per Høeg, »politikerne vil helst have et projekt, der giver alle svar og ikke små projekter, der kun giver svar på en lille del.« Han forklarer, at ESA er på vej væk af nød, fordi selv de store lande er nødt til at skrue ned for budgetterne.
»Men der er nu også mange gode grunde. Moderne teknologi er kommet op på et niveau, hvor det at lave satellitter ikke behøves at være super high tech. Det kan laves af andre end store organisationer, og tendensen går imod noget mindre centralistisk.«

Miljø og Kyoto
Forskere og politikere håber, de store udgifter bliver rigeligt retfærdiggjort af de data om klodens miljøstatus, satellitten skal indsamle.
Både mængden og kvaliteten af data giver forskerne julelys i øjnene, og over 700 forskellige forskergrupper verden over står på spring til at fordøje de knap 200 gigabyte, der kommer ned fra himlen hver time.
Det er de stadig mere påtrængende spørgsmål om global opvarmning, ozonhuller og miljøforandringer, som ligger bag opsendelsen af satellitten. Ingen er i tvivl om, at atmosfæren er syg, symptomerne er der, men hvor syg bliver ivrigt debatteret. Det har vist sig ualmindeligt svært at sætte fingeren på synderen blandt gasser fra forbrænding af kul, olie, naturgas, benzin, diesel eller gasser fra køleskabe, spraydåser osv., fordi de allesammen er forbundet i komplekse kemiske netværk.
»Da vi begyndte regnede vi med fire kemiske ligninger,« siger hollænderen Paul Crutzen, der fik Nobelprisen i kemi i 1995 for sine undersøgelser af ozonhullet.
»Idag er vi oppe på flere hundrede ligninger.«
Satellitten bærer ti forskellige instrumenter, som skal måle mængden af kuldioxid, ozon, vanddamp samt en lang række andre gasser i atmosfæren. I tilgift måler den vigtige miljøfaktorer som havtemperaturen, højden af havniveauet, udbredelsen af grønne planter, skovbrande, vejrforhold mm. De informationer, satellitten registrerer, vil kunne aflæses næsten samtidig, og f.eks. information om isens bevægelser omkring Grønland vil være af stor interesse for skibsfarten, mens badegæster til sommer vil høre ENVISAT’s ozontal i den daglige vejrudsigt.
Med den succesfulde opsendelse af ENVISAT markerer Europa sig kraftigt på rumforskningen, som ellers har haft én altdominerende spiller: USA. Det vurderes, at satellitten vil være ene om at levere den type data, og da satelitten kan overvåge om Kyoto- og Montreal-aftalerne overholdes, har Europa reelt opsendt en miljøvogter. Om satellitten er pengene værd, vil tiden vise, dens data indeholder politisk sprængstof, som betyder at forskerne skal holde tungen lige i munden, når de skal udlægge tolkninger af data’ene.

www.esa.int/envisat/

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu