Læsetid: 5 min.

Da punken kom til Rødovre

Også i punkens historie har myterne længe overlevet virkeligheden
Også i punkens historie har myterne længe overlevet virkeligheden
8. marts 2002

I dag er det børnelærdom. Punken var politisk et anarkistisk ungdommeligt frontalangreb på det kriseramte samfund, æstetisk en semiotisk guerillakrig og musikalsk et støjhuggende los i røven på den vomfrelste hippiekultur. Og så alligevel. Rockens livsnerve har altid været myterne, der jo både er større og mere spændende end virkeligheden. Punken er ingen undtagelse. Og det var ikke kun anarki, da punken rigtig kom til Danmark. Eller bedre, da punken kom til Rødovre. For punken kom til Rødovre, før den kom til Danmark.

I efteråret 1977, mens jeg havde mit første vikarjob på Rødovre Statsskole blev der arrangeret temadage. En uge med alternativ undervisning i grupper på tværs af klasserne. En flok elever, som senere trådte frem som punkgruppen No Knox, havde selvfølgelig fået lavet en gruppe med emnet Punk i London. Her optrådte jeg selv. Skulle lave et oplæg og præsentere en række af punkens godfathers, så vekslende med lidt undervisningsmæssig knævren blev der spillet Lou Reed: Rock’'n'’roll, M.C.5: Kick out the Jams og Iggy and the Stooges: Search and Destroy etc. mens der blev, tegnet, klippet og klistret, lavet collager med de skelsættende numre af New Musical Express og Melody Maker, der året før under stor iscenesat tumult havde introduceret punken i London. Det var som afslutning på dette projekt, at Sods debuterer, og den første punkkoncert i Danmark kommer på benene.

Det var Per Tuno Jakobsen, der havde kontakterne til den gryende københavnske punkscene. De fik af rektor lov til, at deres gruppe kunne fremlægge resultaterne af deres arbejde fra studieugen i form af en koncert.

I skolens årsskrift fra 1977-78 har rektor under afsnittet med årets begivenheder nøgternt skrevet: 24 -11 kl.9.55 Fællestime. Punk rock.

Lærere og elever samledes i skolens stilrene 50'’er aula til en æstetisk musikalsk chokoplevelse. Danmarks første punkkoncert. Sods debut. En fællestime på et vestegnsgymnasium kl. 9.55 om formiddagen. Fire numre så var det hele overstået. Men efter at R.A.F, Police, Never Talk to a Stranger og White Light White Heat havde erobret rummet, og publikum var blevet voldført på både øjne og ører, udsat for et kulturelt bagholdsangreb af fræsende aggressive lydbølger og et sæt kropslige attituder, som væltede alle de etablerede skel om flippere og diskere omkuld i en musikalsk orkan, gik folk stille og roligt tilbage til klasseværelserne og undervisningen fortsatte. Men alligevel en af den slags kulturelle initialoplevelser, som flytter rundt på alle ens grænser, som bliver hængende på den indre skærm.

No Knox

Året efter havde skolen 20-års jubilæum. Det blev fejret med Skolens Fødselsdag torsdag den 13. oktober. Det var og er skolens store traditionelle fest. Den begyndte med flaghejsning og hornmusik i gården og tale ved rektor Niels Ferlov. Traditionen tro var skolen pyntet med blomsterbuketter, som eleverne havde haft med fra de hjemlige villahaver. Om formiddagen opførte de kvindelige lærere det politisk korrekte teaterstykke Jøsses piger. Om aftenen fortsatte festen med lærere, elever, gamle elever og de indbudte honoratiores. En gruppe elever med Helge Røpke og Jesper Reisinger i spidsen havde lånt 500 kr. af rektor for at lave en film om at gå på HF. Filmen var No Knox.

Den første filmstrimmel om punken i Danmark overhovedet. (Nogen må snart se at finde dette enestående tidsdokument frem igen). En flok unge uskyldige punkere tumler rundt i Istedgade mellem luddere og branderter, trasker rundt i baggårdene, senere bliver der smadret et par biler, kastet et tv ud fra vejbroen på Jyllingevej, sprayet No Knox hen over Rødovre Politistation, en gang spaghetti med ketchup bliver grimt voldædt, og festlighederne slutter med en gang heftig onani. Det hele til akkompagnement af No Knox’ frenetisk støjfyldte no chords punkmusik. Per Tuno Jakobsen, som jo i dag er en skattet lydmand og musiker, Niels Thomsen, som senere skrev et par digtsamlinger, inden han gik til reklamebranchen og Svend Bjerre Overgaard havde fået lov at låne skolens musiklokaler og havde her indspillet lydsiden.

Der sad vi så hele lærerkollegiet med rektor i spidsen, de indbudte gæster og alle de veltrimmede omegnsunge og var vidner til et stykke kulturhistorie, der kom brutalt sejlende ind fra en fremmed planet. Men ingen problemer. Rektor fik sine 500 kroner igen. Rødderne fik deres film. No hard feelings. Der var højt til loftet dengang. Den dag var jeg sikker på, at her ville jeg arbejde.

Festen fortsatte med Les Lancier, som dengang godt kunne klares i skisokker og træsko. Festlighederne sluttede med hippiebal med Djursland Spillemændene. Festen holder vi stadig. I dag kalder eleverne den for Gallafesten. I år fik de rektor til at investere i en rød løber og en baldakin, så modtagelsen var i orden, når de kom anstigende i limousinerne i deres smokinger og dyrt lejede kostumer, i et desperat forsøg på med nye rituelle selviscenesættelser at genfortrylle den verden, som de alternative kulturer kritisk havde bragt til fald.

Senere så også et Danmarks første punk-fanzines dagens lys med rektoral velvilje. Det var Jesper Reisinger, som kom til at anmelde musik i Sidegaden, der pænt lånte nøgletælleren til skolens store Rank Xerox-maskine og her trykte Iklipsx. Han betalte for kopierne hos rektor, inden han listede ud i det københavnske natteliv og solgte sit blad for fem kr. stykket Begivenhederne er selvfølgelig med mytologisk kraft blevet indskrevet i den danske rockhistories sakrale annaler som punkens indtog i Danmark. Adskillige gange er jeg senere blevet spurgt, om det er rigtigt, at jeg arangerede den første koncert med Sods. Men nej, det gjorde folkene fra No Knox, det gjorde eleverne i Rødovre.

Myterne

Men i årene der fulgte, kom der andre koncerter, både med folkene fra fra No Knox og Sort Sol. Knap så mytologiske, og som givet ikke ændrede den danske rockhistorie, men som alligevel satte sig markante spor i et stykke kulturel virkelighed. Sammen med Flemming Rose, som senere åbnede Galleri Marz, hvor bl.a. Knud Odde udstillede, dækkede vi engang tidligt i 80’erne Richard Mortensens berømte Venetianske Suite i aulaen til med lagenlærred, viste Dusan Makavejevs Organismens Mysterier, Robert Wienes Dr. Caligaris Kabinet og Andy Warhols Flesh på væggene, mens Sort Sol lagde foruroligende dystert dunkende lyd på. Blev dette lyd og billedinferno for meget, kunne man slappe af i en tidlig udgave af en slags chill-out-room. Splatter og patter stod der over døren. Fire videoskærme kørte synkront, her svingede Russ Meyers heltinder deres grandiose attributter, mens Tobe Hoopers helt Leatherface svingede motorsaven. Men ud af det det hele voksede der kunstværker, som bemægtigede sig det gymnasiale rum.

Knud Odde, Lars Ravn og Philip Jønsson lavede en slags refugium, en overdimensioneret boks, hvor elever kan gå ind og restituere sig efter de pædagogiske kraftanstrengelser. En postmoderne organkasse, der forener punkens thrashæstetik med tivoliseringens forgyldte tingel tangel. Knud Odde lavede et tre meter langt vægmaleri med et portræt af Sort Sol, som en slags minde over den første koncert. På den måde bliver myterne så alligevel holdt i live – i virkeligheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu