Læsetid 5 min.

Hænger i et tyndt strå

Kløften mellem rige og fattige bliver større og større, men med risens arvemateriale kortlagt er der måske et spinkelt håb for begyndelsen til en udligning
8. april 2002

Muligheder
Vi lever i en fantastisk tid. En tid med store revolutioner drevet af videnskabelige fremskridt inden for computer- og bioteknologien. Det er de store genomers tid, og videnskaben har netop nedlagt et af stor betydning for Den Tredje Verden.
Den slanke og smukke Oryza sativa, der holder af at have tæerne i vand og hovedet i sol, bærer med sin frugtbarhed Jordens befolkning. Ris er verdens vigtigste afgrøde, og tre milliarder mennesker får hver dag størstedelen af deres næring fra ris. Mange af disse mennesker bor i planetens fattigste lande uendelig langt fra den videnskabelige motorvej. Til trods for årtiers hjælp og u-landsprogrammer er kløften mellem de rige og de fattige lande blot blevet endnu større. Det vidensbaserede samfund i den vestlige verden har ikke formået at hive de fattige lande med. De bliver koblet mere og mere af, sakker længere og længere bagud og lider større og større nød i takt med, at de store revolutioner åbenbarer de vidunderlige hemmeligheder om gener og atomer. Hemmeligheder, det kan være svært at finde overskud til, når man er én af de 800 millioner, der hver dag sulter. Med risens arvemasse tændes et ganske lille lys af håb om en bedre fremtid, men det er et meget skrøbeligt, lille blus, der kræver masser af omtanke, vilje og investeringer i både nord og syd.

Kløften
I et perspektiverende essay i Science beskriver egypteren Ismail Serageldin, der har arbejdet 28 år for Verdensbanken og bl.a. ledet bankens kultur- og udviklingsprogrammer, om kløften mellem nord og syd: »Verdens 20 procent rigeste forbruger 85 procent af klodens indtægter, de fattigste 20 procent bruger kun 1,3 procent. I dag er top 20’erne 70 gange rigere end bund 20’erne, mens de for blot én generation siden kun var 30 gange rigere.
Tilsvarende, forklarer han, er videns- og uddannelseskløften enorm mellem den nordlige og sydlige halvkugle.
»I USA og Japan er der 70 forskere pr 10.000 indbyggere, i Kina er der syv og i de fattigste lande i Afrika under en. I 1980 fik hhv. fire, 11 og 35 procent en højere uddannelse i de fattige, mellemrige og rige lande, hvilket i 1996 var steget til hhv. fem, 15 og 58 procent.« Det samme mønster viser han for telefonlinjer, computere og internetforbindelser.
Men alligevel mener Serageldin, at der kan være håb, og at videnskaben kan spille en central rolle som en frelsende engel.
»Det kræver; at forskere arbejder imod mere samarbejde mellem forskere i udviklings- og industrilande, at sult udryddes, og fattigdom reduceres, at videnskabens værdier promoveres i udviklingslandene, og at der fokuseres meget mere på forskning i de problemer, udviklingslandene har.«
Gennem arbejdet i Verdensbanken har Serageldin ledet fordelingen af investeringer i de fattige lande gennem et net (CGIAR) af offentligt finansierede landbrugsforskningsinstitutter, hvor The International Rice Research Institute (IRRI) er det største. Det er ad denne vej, den nye viden, som ligger i ris-genomet skal komme Den Tredje Verden til gode.

Gyldne løfter
Forskningschef i molekylær bioteknologi hos Novozymes, professor Lene Lange, der i mange år har arbejdet for Danida og siddet seks år i IRRI’s bestyrelse, fortæller, hvordan der gennem IRRI’s arbejde er en lige linje fra genomforskningen til de enkelte udviklingslande.
»IRRI er fuldt klædt på til at udnytte sekvensdata, og deres output er gearet til at komme u-landene til gode. Dataene vil blive brugt til at speede processen op med at lave forbedret fremavl af materiale, der vil blive stillet til rådighed for udviklingslandenes egne institutioner.«
Ris står centralt i kampen mod sult og ernæringsrelaterede problemer, og det materiale, Lene Lange referer til, er for eksempel den vitamin A ris (Den gyldne ris), som var så udskældt specielt i Europa.
»Det var interessant med Den gyldne ris, men den er først og fremmest en prototype, der viste, at det kan lade sig gøre,« siger Lange.
»Dels er koncentrationen af vitamin A alt for lav, dels kunne risen måske konstrueres bedre.«
I Den gyldne ris er der indsat et bakterielt gen og et påskeliljegen, som får risen til at danne den vitamin A, som millioner af børn i den tredje verden mangler og derfor risikerer at miste synet.
»Med sekvenserne fra bakterien og påskeliljen kan man se om generne findes i de nye sekventerede risgenomer. Hvis generne kom fra risens egne slægtninge, kunne man undgå at lave en transgen afgrøde.«
Ligesom Lene Lange mener plante-molekylærbiologen professor John Mundy fra Københavns Universitet, at Den gyldne ris var et skridt i den rigtige retning.
»Den er yderst fornuftigt. Man kritiserede risen og sagde, at man alligevel ikke kunne få alt vitamin A fra den ris. Men hvad så? Den er stadig et glimrende supplement,« siger Mundy.
»Den vestlige verden, specielt Europa, er ikke interesseret i at bruge den her teknologi, men at beskytte opdagelserne sådan, at man skal betale for at bruge dem.«
Også Ismail Serageldin peger på det problem og siger, at der er brug for mange flere eksempler som Den gyldne ris. Han appelerer til det internationale videnskabelige samfund og opfordrer videnskabsmænd i deres respektive lande til at råbe op og blive hørt.
»Uden dette vil videnskaben ikke blot blive glemt for sin rolle i moderniseringen af samfundet, den vil også miste den offentlige støtte, som er nødvendig for at nå målene.«
Serageldin mener, videnskaben spiller en central rolle for skabelsen af de værdier, som ligger til grund for et civiliseret samfund.
»Det kræver, at man befrier sig for intolerance, fanatisme og frygt og åbner øjnene for fri forskning, tolerance og fantasi.«

Ingen eksempler
»Der er kun én vej frem,« siger Lene Lange, »og det er at have offentligt financieret samarbejde mellem offentlige forskere til at sikre, at der kommer input og laves forskning også på problemstillinger af relevans for udviklingslandene, og at det bliver introduceret i deres lande i deres afgrøder på en måde, som er forenelig med deres behov.«
Men realiteterne, som Serageldin opremsede dem, ser uovervindelige ud, og de mange års u-landsbistand har ikke kunnet vende skuden.
»Det er en svær proces – men det er den eneste proces. Den kan ikke stoppes af, at vi tror, markedsøkonomien kan klare det hele, mens den ikke sørger for de marginaliserede grupper eller af, at vi sidder her i Vesteuropa og siger ’uuuh, det er de for dårligt uddannede til, det kan de slet ikke håndtere,’ og vi så for-censurerer. Det er de to farescenarier, vi skal gå imellem og lave en fornuftig løsning i midten, hvor vi tænker os om og sikrer, at der også bliver lavet forskning og indsats over for udviklingslandenes problemstillinger. Det er dybt seriøst, men der er ingen skråsikre løsninger. De hurtige og lette er meget uetiske efter min mening,« siger Lene Lange.
Det skorter ikke på gode råd og meninger til, hvordan viden bedst skal integreres, men der gives ingen eksempler på, at viden har fået fodfæste. Hvor er de universiteter, som skal være centres of excellence? Hvor er det muligt at drive høj-teknologisk forskning i Afrika syd for Sahara?

*www.serageldin.com

*www.cgiar

*Science den 9.april 2002

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu