Læsetid: 8 min.

Hippiernes eget halbal

Engang blev der ikke spillet klassefodbold ude i Brøndby, men beat i verdensklasse. I aften er det 32 år siden gymnastiksalen på Nørregårdsskolen for sidste gang dannede ramme om Brøndby Pop Club. Det skæve jubilæum fejres med en genåbning af klubben. Minder og chillummer må gerne medbringes
Kultur
6. april 2002

Hold kæft, hvor var vi unge, og sikke længe vi måtte være ude om aftenen for far og mor, og som vi da så vidt forskellige og frigjorte ud. Undskyld. Om igen: Billedet øverst på denne side lyver. En smule. Vi var unge, selv om mange af os havde passeret den alder, hvor vi skulle spørge far og mor om lov til noget som helst – og i øvrigt havde p-pillerne fjernet den sidste grund til at være bange for det, forældre var mest bange for. Det var, som man kan udlede, før aids. Og kønssygdomme var kun noget, sømænd og ludere fik, og dem var der ikke mange af i Brøndby Pop Club dengang sidst i 60’erne. Det var der derimod af drømme eller det, der lignede, men selv om der er en erindringsoptimistisk tendens til at betragte lige netop sidste halvdel af det tiår som totalt afklaret og mellemfolkeligt forstående i al sin søgende forvirring, så er det spørgsmålet om ikke vi i steder som Brøndby Pop Club ganske banalt bare fik, hvad der svarede til vore forældres forsamlingshuse og hjemstavnsforeninger.
Det var her, vi forstadshippier og det S-togstilrejsende poparistokrati fra Pisserenden og den nærliggende omegn i kollektivparadiset Hellerup kunne søge bekræftelse i et klasseudjævnende stammefællesskab, som havde mere lunken Jolly Cola end ideologi i munden, men i store stræk lignede de lørdage i Brøndbypoppen bare lørdagene i ungdomsklubben nogle sæsoner før.
Dog: Musikken var meget bedre og øredøvende levende, og fornemmelsen af at være sammen – de års besværgende mantra mod ensomheden – hang sødligt hashduftende i luften og blandede sig med den hengemte odeur af våde håndklæder, sure gummisko og angstens sved, og hvad der nu ellers fylder det digt om skolens gymnastiktimer, som enhver kan skrive. For hvor vi dog lignede hinanden. Mens det hele angiveligt handlede om at sætte sig selv og hinanden fri, sige nej til det etablerede samfunds moralske og bogstavelige uniformering og lade det hele hænge ud, så så vi, når jeg genser billederne fra dengang, forstemmende ens ud.
Lædervest med og uden indianerfryns og dobbeltradede hjemmegjorte perlekæder var obligatorisk til både piger og drenge, cowboybukserne var – også dengang – med svaj, ørkenstøvlerne skulle være fra Clarks, indiske bliksmykker var sagen, parmesantørklæder var vild avantgarde (det var 70’erne, der var politiske, remember?), håret endnu ikke helt så langt som man(d) kunne ønske sig det, og ude i forhallen lå, stakket i en stor, tavs bunke, de samme afghaner- og gråhvide fårehudspelse (med lp-store lommer), som var for varme at danse rundt i. For danset blev der. Frit, ja, og til tider ubændigt, men hvor frigjort?
Jeg kan huske, hvor vild jeg engang var med en Hvidovre-pige, der hed Jette. Hun var ikke helt så vild med mig, fandt jeg ud af, for da jeg ville danse tæt, skulle hun absolut nå den sidste linje 132. Ingen kunne være så knibsk som en københavnsk hippiepige. Tætheden og forpligtelsen blev holdt på afstand af kædedans, og når vi ikke kædedansede, stod man og lavede bevægelige kropsskulpturer for sig selv. Enhver sin dans. Det var så trygt.
Men det var da også fedt. Selvfølgelig var det det, ikke ... Gamle hippier har det som gamle soldaterkammerater. Rekruttiden forgyldes. Og i den myte er Brøndby Pop Club et mentalt tempel. Det sted, hvor vi tilbad os selv ved at tilbede dem, Thorkild Bjørnvig kaldte de nye Dionysos’er – rockmusikerne. At høre musikken og se musikerne på så klods hold var bedre end den sex, vi fik alt for lidt af i disse forsinkede summers of love mellem melankoli og håbet om hverdagsmagi.

Det var Erhards skyld
At det lige blev Brøndby var et tilfælde af den slags, der bekræfter, at Gud ikke er opportunist. Jeg mener, han kunne sgu da have valgt et mere centralt sted eller genoplivet Hit House, pigtrådstidens Taj Mahal på Frederiksberg Alle, men han var klassebevidst og fik historien til at udspille sig
i en gudsforladt forstad, hvor de kun havde grimme højhuse, alt for brede, tomme veje (det var dengang) og et fodboldhold, der spillede i Sjællandsserien...
Alt dette afskrækkede ikke Peter Isaksen og den da 21-årige Hans Otto Bisgaard. Bisgaard studerede kemi og samfundsfag ved Københavns Universitet, og det syntes han var mere strengt end fedt. Hans gamle skolekammerat arbejdede på den lokale ungdomsskole og var con amore manager for et orkester. En dag delte Isaksen i den sidste egenskab ved et tilfælde storebæltsfærge med Brøndbys borgmester, som også dengang hed Kjeld Rasmussen. Over en improviseret øl foreslog Isaksen borgmesteren, om ikke kommunen skulle have et sted, hvor de unge kunne dyrke en sundere interesse end at udbore knallerter. Som f.eks. en popklub. Sådan en havde de skam ovre i Gladsaxe.
Meget kan man sige om socialdemokratiske bykonger, men de har aldrig villet stå tilbage for hinanden, så da den unge Isaksen diskret fik henkastet, at klubben i Gladsaxe var blåstemplet af den progressive og kulturinnovative Erhard Jacobsen, var både færgen og Kjeld Rasmussens ja til projekt Brøndby Pop Club i havn få minutter senere.
Projektet levede op til sit navn, da den dobbelte gymnastiksal på Nørregaardsskolen den 7. januar 1967 slog foldedørene sammen og bød velkommen til et sodavandsbal med navne som den fynske soulsensation Rock-Nalle, Les Miserables, Peter Isaksens band Eskimoerne og trækplastret The Lollipops, datidens svar på en tredobbelt Christian Brøns. Ikke et pigeskød var tørt, og Kjeld Rasmussen lod sig hylde som evigt æresmedlem.

Dengang musik gjaldt livet
At gense listen over, hvem der spillede i Brøndby Pop Club, er at blive mindet om, at der engang har været en tid, hvor man diskuterede forskelle mellem pop og rock, som gjaldt det livet.
1967 var et musikalsk vadested herhjemme. Pigtrådskoryfæerne var ved at trække stikket ud, og ind på scenen trådte lidt tøvende, men selvbevidst den mere rockede musik, vi herhjemme kaldte beat. Den musikalske accent blev hårdere, og da klubben indledte efterårssæsonen det år, virkede det som lysår siden, svenske Shanes i marts samme år under tumultlignende scener måtte reddes ud ad et vindue for at undgå de hvinende pigefans.
Det efterår bekendte Bisgaard og Isaksen og resten af den ulønnede bestyrelse batikfarvet kulør, og da det første år var ovre, havde man præsenteret navne som The Yardbirds, den danske power trio Hurdy Gurdy, Steppeulvene – uden Eik Skaløe, The Nice, de lokale beatsuperstjerner
Young Flowers, men også ’de svenske Beatles’, Tages, og Small Faces, som gav en monumental koncert. I en nytårsstatus skrev tidens toneangivende beatanmelder, Carsten Grolin, i Ekstra Bladet: »I Brøndbys kommunale popklub bydes man konstant på chancen for at få noget at vide, man ikke vidste i forvejen. Det gør den til en kulturskabende faktor.«
1968-69 blev jubelår for Brøndby Pop Club. Stedet var omdrejningspunkt for en ungdomskultur, der virkede uindtagelig for udenforstående, men som umærkeligt var på vej mod mainstream. Langt hår var bare blevet en vane, og musikken var så høj, at man af og til ikke hørte ordentligt efter. Den var der bare. En selvfølge. Sådan opfattede vi det selvfølgelig ikke. Os, der betalte 10 kr. for at gå til 2 års fødselsdagskoncerten den 11. januar med Beefeaters, Day Of Phoenix, R&B Section og Steppin’ Out. Dansk beat var verdens bedste, sagde vi og medierne til hinanden, men det var popklubbens fortjeneste og rockhistoriske betydning at give os noget at holde den påstand op imod. Jeg mener: Var de lokale bands bedre end Tyrannosaurus Rex, Ten Years After, Procol Harum og Led Zeppelin, som verdensdebuterede på Nørregårdsskolen som The New Yardbirds og siden spillede deres turbodrevne syrede bluesrock to gange i popklubregi ...

Kul på
Til gengæld dansede vi ikke så meget mere. Faktisk gik man ikke til koncert. Man lå til koncert og råbte »Kul på!«, mens man selv ’kullede’, datidens udtryk for chill out. En del musikere blev synligt frustrerede over at møde en sal, der var som en mørkelagt gople, der trak sig ind i sig selv ved alle former for henvendelse. Andre opdagede det ikke. De var så opslugt af sig selv og musikken, at de ikke kun i overført forstand spillede med ryggen til publikum. Omvendt kunne de så også bedre selv se det psykedeliske lysshow, der kørte på bagscenetæppet af lagenlærred.
Der gik kort sagt hash med mere i den. Det syrede til. Og samtidig var musikken ikke længere uden for enhver diskussion. I herværende dagblad forsøgte Hans-Jørgen Nielsen sig med et modspil i den fast rubrik ’Rullesten’. Nielsen, der bestemt ikke var nogen musikalsk kostforagter, og som både ville have plader med Beach Boys og Stockhausen med på sin øde ø, var bekymret på beatmiljøets vegne. På den ene side anerkendte han, at f.eks. Young Flowers var »blevet forskrækkelig dygtige«, men ellers syntes han, at det meste af den hippe danske hippierock spillede, hvad han kaldte »progressiv normalbeat.«.
Denne anglen efter optimering af teknisk kompetence på bekostning af personlig profil fik ham til afsige beatmusikkens død som folkelig fællesnævner: »Beatmusikken er blevet en kunstmusik lissom jazzen og kan i det lange løb sandsynligvis se frem til samme skæbne: En stadig kunstnerisk raffinering. Et stadig mere begrænset in-publikum. Massepublikummet afløst af klubghettoer som den i Brøndbyerne ... den egentlige beatmusik er lige så stille røget ind i kulturghettoen til digtsamlingerne og kunstudstillingerne ...« Samtidig havde han blik for et andet paradigmeskift: »Den intellektuelle, veluddannede middelklasse, studenterne, gymnasiasterne, har ’hugget’ beatmusikken fra de bredere ungdomsgrupper ...«
Jeg ved ikke, om de læste Information i popklubbens bestyrelse, men det var ellers en hip avis blandt datidens unge. I hvert fald blev scenen lidt for heftig for byrødderne på Brøndby Rådhus, og da ulønnet arbejde samtidig jo både er afhængig af og tærer på energien, slukkede og lukkede popklubben den 24. april 1970 til tonerne af Young Flowers og deres sang om at sidde oppe i træet og være langt, langt væk ...
I aften gendannes Young Flowers til en skæv fødselsdagsfest for en skæv tid i Nørregårdshallen. Hans-Jørgen Nielsen kan desværre ikke komme. Han ville måske også have betakket sig for al den nostalgi, der er forhåndsmobiliseret med et program, der tæller Peter Belli, Alvin Lee, Skousen & Ingemann, Stig Møller, Billy Cross og Rock-Nalle.
Jeg vover det ene popøre og møder også op. Dog uden batikundertrøje og snabeltyrkersko. Jeg tilhører nemlig en generation, der gjorde en dyd ud af medmenneskelig hensyntagen. Det sang vi i hvert fald hele tiden til hinanden.n

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her