Læsetid: 6 min.

Kysser himlen farvel

To af Danmarks bedste rockbands – Love Shop og Sort Sol – gav sammen en forrygende maratonkoncert, men hvem, der blev aftenens sejrsherre, får stå hen i det uvisse
Kultur
15. april 2002

Koncert Klaus Lynggaard: Når to af sværvægterne i dansk rock slår sig sammen for en lille turnes tid, skrues forventningerne uundgåeligt i vejret. På den ene side Danmarks mest intelligente rockorkester, den heftige trio Love Shop, som anført af sangeren og tekstforfatteren Jens Unmack og komponisten, produceren og guitaristen Hilmer Hassig siden debuten i 1990 har sat en ny standard for ,hvor højt til loftet der kan – og bør – være inden for dansksproget musik. Tilsat Henrik Halls eminente mundharpespil og tre entusiastiske lejesvende på bas, trommer og keyboards mødte gruppen op i Vega med et af karrierens bedste albums i bagagen, sidste års Anti. På den anden side de sortromantiske, hårdtrockende punkveteraner i det efterhånden noget decimerede Sort Sol – kun to originalmedlemmer hænger stadig ved, trommeslager Tomas Ortved og sanger Steen Jørgensen – der i år kan fejre 25 års jubilæum som band, hvilket fejredes for et par måneder siden med opsamlingen Circle Hits The Flame. Det indeholder i alt 18 numre, heraf to spritny, skrevet sammen med ex-Aquamedlemmet Søren Rasted (!) samt en lidt dubiøs genindspilning af det klassiske coda til det daværende ungdomsprogram P4, »Når solen stikker af« … nu på engelsk, natürlich. Men ellers alt i alt et repræsentativt udvalg af gruppens sange fra gennembruddet i ’91 med Flow My Firetear frem til sidste års dystert poppede Snakecharmer. Et topmotiveret hold KL: Havde det været en boksekamp, var Love Shop gået af med en kneben sejr på point – et veloplagt og udadvendt show med superb lyd og smukt lys og en tændt og udfarende Unmack, der førte et topmotiveret hold gennem et bredt udvalg af gruppens alsidige, genialt dansksprogede repertoire med en nogenlunde lige fordeling mellem hhv. radiohits og mere obskure og afsøgende albumspor. Gruppen havde til lejligheden genfundet den kuldslåede og imposante lyd fra tiden omkring mesterværket GO!, og Hassig demonstrerede i et væk sin klasse som kapelmester og arrangør såvel som en genert guitargud, der i ét væk kysser himlen farvel. At undertegnede allerede under gruppens tredje nummer – en dragende atmosfærisk tolkning af »Fremmedlegionær« – sagde til sig selv, at nu blev det sgu nok ikke bedre, siger noget om hvor flot fra start orkesteret kom. Og blev det ikke decideret bedre, holdt gruppen dog niveauet hele vejen – bortset fra en forfejlet og fortænkt fortolkning af Gasolin’-klassikeren »Langebro,« som Sort Sol bizart nok også spillede i deres sæt, dog med noget større gennemslagskraft Majestætisk i sin vælde Tue Andersen Nexø: Godt man ikke er boksedommer, så havde man stået med en split verdict, som det hedder. Jo, jo, Love Shop kom fint fra start. Deres på én gang rockede og fuldfede, melodiske lyd – bedste sammenligning er måske chilimarinerede rejer, lækre, delikate og kraftfulde – gik lige i brystkassen. Bas og trommer masserede med nænsomme stød det sidste slim ud af vinterlungerne, uden derfor at overdøve resten af orkesteret. Og alt var på plads, det begejstrede publikum, en koket-udadvendt Unmark og alle de numre selv denne rock-ignorant kender til. Alligevel var der noget ved koncerten, der mindede om et ritual, tømt for mening. Som om alle havde besluttet sig for, at her kom noget, der var bare lige to grader mere intenst og fantastisk end dét, Love Shop reelt leverede. Så man gik gennem de obligatoriske trin, hænderne op på kommando og en begejstret fan fra første række, der skreg et omkvæd i Unmarks mikrofon. Totredjedele inde i sættet begyndte tankerne dog at drive og koncentrationen at svigte. Sort Sol, derimod, vendte sig ikke ud mod publikum, ikke mere end højst nødvendigt, i hvert fald. I stedet druknede de os i en hvirvlende skærebrænderlyd, præcist så høj, at det gjorde ondt på den gode måde. Det var hård guitarrock med Lars Top-Galias vredladne og energiske guitar i front. Og med en sugende cover-version af det nu opløste Psyched Up Janis’ 90’er-hit »I Died In My Teens« – Sune Wagner, engang forsanger i ovennævnte band, spiller nu guitar i Sort Sol – satte de for alvor tingene på plads. Majestætisk – nej, ikke asiatisk – i sin vælde og smuk som en sønderskudt banegård var Sort Sol den aften i Vega! KL: Selv om Sort Sol kom fabelagtigt fra start med en flot trojka af numre – hvor Love Shop i høj grad skriver sange, er Sort Sol i højere grad leveringsdygtige i numre, hvilket understregedes af at de af ugennemskuelige årsager ikke leverede deres nok bedste sang, »Rhinestone« – med tung ekspertassistence fra ex-Gasolin’-bassisten Wili Jønsson samt førnævnte Wagner, undgik gruppen ikke periodevist tomgang. Men det er typisk for gruppen, thi hvor Love Shops koncert var klædeligt egal, betød turen i Sort Sols rutchebanevogn, at højdepunkterne mejsledes ind i bevidstheden. Og er Tomas Ortved en trommeslager udover det sædvanlige, støt og sikker, men også meddigtende og vild, kommer vi stadig ikke udenom, at Steen Jørgenen er én af vores største sangere. Og når han får en rigtig god sang – som nu Stones-klassikeren »Gimme Shelter,« som gruppen vellystigt voldtog – er han i verdensklasse. Sgu. Bare synd for efterfølgeren »Siggimund Blue«, der faldt til jorden som en skamskudt gnu. Ligesom »I’ll Take Care Of You« hverken på plade eller scene er noget at råbe hurra for. Om gruppens version af »I Died In My Teens« er kun at sige, at den snildt overgik originalen … Sune Wagner lyder mere og mere som Dylan anno 65-66 og hurra for det! I gruppens lange karriere har dens brug af det danske sprog desværre kunnet ligge på et meget lille sted … bortset fra signaturmelodien til P4 har den kun velsignet verden med en – i øvrigt vellykket – version af C.V. Jørgensens »Indian Summer«. Mærkeligt, når man hørte hvor smukt teksten til »Langebro« lå i Jørgensens mund – med perfekt og fuldstændig autentisk andenstemme fra Jønsson. I skylder os et album med dansksprogede sange, drenge – med mindre I altså ønsker at vågne op i de sorte satinlagener med et helt vognlæs afskårne hestehoveder! En kastet handske TAN: Sort Sols »Langebro« var rigtig nok et af aftenens højdepunkter. Steen Jørgensen gav refrænet »så kom med mig – hvis du tør« en vrængende patos, der lagde nye dimensioner til Gasolins klassiker. Her var den ikke bare højstemt, men også uforsonlig og farlig. En direkte udfordring til lytteren, en kastet handske. Med fire ekstranumre og et inferno af et sort-hvidt lyshow, fyldt med overblænding fra gigantiske halogenlamper og stroboskoplys i epileptiske mængder blev koncerten lukket og slukket med maner. På vej ud brokkede en gruppe jyder sig over Sort Sols lydniveau. Kan være, de kunne deres kram, men var de ude på at give publikum en høreskade? Ikke ifølge denne rock-ignorant, men det var da højt, rigtig højt endda. Måske ligger forskellen mellem denne dobbeltkoncerts to dele dér. Love Shop spillede ulasteligt, ja, nærmest perfekt, hvor Sort Sol gik langt over stregen – og slap af sted med det! *Love Shop og Sort Sol i Store Vega, fredag Kulturen i dialog *Hvem siger, anmelderne har ret? Fra i dag og ugen ud eksperimenterer vi med de kulturelle smagsdommere og blotter samtidig anmeldelsens tilblivelsesproces. I dag er det Klaus Lynggaard og Tue Andersen Nexø, som udfordrer hinanden med ord om weekendens musikoplevelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her