Læsetid: 4 min.

Borgeren i kredsløb om sig selv

Niels Brunse har som nyoversætter af ’Buddenbrooks’ skabt en overbevisende tekst
24. maj 2002

Passer det, som det påstås, at en klassikeroversættelse typisk forældes i løbet af 50 år, er tiden inde til en ny dansk version af Buddenbrooks, Thomas Manns gennembrudsværk fra 1901. Den blev oversat første gang umiddelbart efter sin fremkomst, og i 1953 kom Johannes Wulffs vitale, men stilistisk noget kønsløse tekst.

Niels Brunses, der udsendes i dag, virker ’overbevisende’ sammenlignet med originalen, både hvad angår præcision og det, som er særlig vigtigt ved Thomas Mann: stilmæssig brillans.

Det svære synes at være lykkedes for Brunse, nemlig at få forenet betydningsmæssig korrekthed med smidighed i sprogføringen, og der fornemmes balance mellem en vis tørhed i hele udtrykket og så en let antydet, tilbageholdende munterhed. Alt sammen egenskaber, der findes i den tyske tekst og bidrager til at give værket dets fundamentalt tvetydige karakter.

Elegant og nøgtern

Buddenbrooks er på den ene side en højborgerlig saga om en rig families forfald, ja, en hel samfundsforms langsomme bortgang, og som sådan et tilbageskuende, kulturpessimistisk dokument.

Men på den anden side skrives bogen på dén unostalgiske viden, at de gyldne tider aldrig vil komme tilbage og ikke kan kopieres, nu hvor moderniteten og med den refleksionen er slået igennem. Som den store realist han var, gennemanalyserer Mann epokens gåen på hæld, og som den senmoderne kyniker han samtidig var, afstår han fra at drømme om noget som helst andet forløb end det, han lægger frem, så nøgternt, så elegant.

Romanen følger, som mange vil vide, familien i fire generationer, de seneste skud på en gammel slægt, der ved sparsommelighed og skønsomme dispositioner er kommet til ære og værdighed. Nu bor de i Mengstrasse i Lübeck i et hus, der har plads til, at flere slægtled kan leve sammen, skønt hver for sig.

Da handlingen begynder, er Johan Buddenbrook den ældre, eller senatoren, som han kaldes, i færd med at trække sig tilbage og overlade forretningen til sin søn af samme navn, eller konsulen, som der gerne skrives.

Et følgende slægtled står allerede parat i skikkelse af konsulens børn, især den eftertænksomme Thomas. Sit suveræne greb om stoffet demonstrerer Mann ved i værkets optakt at beskrive en enkelt aften, en større middag, hvorunder så godt som alle kommende konflikter foregribes.

Herren og pennen

I næste sektion får Johan jr. en datter og indfører i sin dagbog, at han til hende har udstedt en police på 150 kurantdaler: 

»Før hende, åh Herre! på dine veje og skænk hende et rent hjerte, på det at hun engang må gå ind til den evige freds boliger. Thi vi ved meget vel, hvor svært det er af hele sin sjæl at tro, at den hele kære søde Jesus er min, fordi vort jordiske lille svage hjerte...«

Umiddelbart vidner dette kristelige fader-notat om uforfalsket borgerlig, protestantisk soliditet. Hvad er dog, må man tænke, smukkere end en patriark, der således sikrer familiens fremtid, med en bankbog, der bugner af guld, og et hjerte, der svulmer af glæde og stolthed?

I næste sætning oplyser dog Mann, at pennen efter tre sider og et ellers velanbragt Amen bare glider videre, »den gled med en fin støj over mange ark endnu, den skrev om den kostelige kilde, der kvæger den trætte vandringsmand, om saliggørerens hellige bloddryppende sår, om den smalle og den brede vej og om Guds store herlighed.«

Borgermandens pen skriver af sig selv, den har forladt hans liv og sind, er blevet selvtilstrækkelig. Hermed antydes det forfald, der eskalerer ned gennem værket. Produktiv fornuft afløses af religiøst sværmeri, grundfæstet tillid til forsynet diffunderer ud i metafysiske spekulationer.

De følgende slægtled erstatter flid med dovenskab, påholdenhed med ekstravagance. Punktligheden forsvinder til fordel for nøjeregnende tidsfordriv. Sejt optjente værdier ødes bort i et skørlevned fjernt fra overleveret moral.

Hos tandlægen

Forfaldets retning udpeges hos Mann gerne ved ledemotiver, en musikalsk teknik, der fortættes i skildringen af Thomas’ død. De tidligere faderskikkelser døde mætte af dage, omgivet af deres kære, han derimod kommer til skade i en tandlægestol og falder bevidstløs om nede på gaden. Findes, bringes hjem, men kommer aldrig igen til bevidsthed.

De helt afgørende linjer lyder hos Niels Brunse sådan: »Det var præcis, som om hans hjerne blev grebet og med voksende, frygtelig voksende hastighed svinget rundt i store, mindre og stadig mindre koncentriske cirkler og til sidst med en umådelig, brutal og ubarmhjertig kraft kylet mod disse cirklers stenhårde midtpunkt... Han drejede sig en halv gang og faldt med udstrakte arme forover på de våde brosten. Da gaden gik stejlt nedad, lå hans overkrop temmelig meget dybere end hans fødder. Han var faldet på ansigtet, under hvilket der straks begyndte at brede sig en blodpøl. Hans hat trillede et stykke ned ad kørebanen. Hans pels var overstænket med snavs og snevand. Hans hænder i de hvide glacéhandsker lå udstrakt i en pyt.«

Ja, ikke sandt? Oversættelsen overbeviser, ikke mindst fordi den får Manns knastørre kynisme med, kulden midt i indlevelsen, iagttagerens distance, der ikke ses at stå i modsætningsforhold til den bundredelige nøjagtighed. Den afstandsnærhed har der gennem 100 år været mange, der ikke brød sig om. Den lignede arrogance, og var det vel også. Men den distance, forfatteren gennem sin stil lægger til stoffet, er hos Thomas Mann betingelsen for, at læseren kan komme frit til stede.

Kuppet består i at fange bevidstheden ind og lade os mærke, at også vi er del af det kulturskred, der kværner frem gennem romanen. Epokeskiftets benhårde lov siger, at hvor den menneskelige selvbevidsthed og vor refleksionsevne vokser, der aftager samtidig den sociale sammenhængskraft.

Den borger, der lærer at se, og oplærer sig i at se sig selv se, han er måske i social forstand stadigvæk borger, men eksistentielt er han gået i drift, i ustyrigt kredsløb om sig selv. Han er som for længst sin skaber, kunsteren, bogens forfatter, trådt uden for sin verden. Fortællingen kan kun midlertidigt bringe ham tæt på den igen.

Thomas Mann: Buddenbrooks. Oversat af Niels Brunse. 600 s., 399 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu