Læsetid: 3 min.

Nobels glorie falmer

Nobelprisernes enorme prestige er ikke dalet trods eksempler på urent spil
8. maj 2002

Afsløringer
Det er en pragtfuld solskinsmandag. Under et hvidt skydække af blomstrende magnolier foran Niels Bohr Instituttet ånder alting fred og idyl, men indenfor er et
historisk drama ved at blive afdækket.
Videnskabshistorikeren Robert M. Friedman fortæller dirrende om sine studier af forløbet bag udvælgelsen af verdens fornemste videnskabspris – Nobelprisen. Selv om Friedman prøver at forholde sig neutral, er det tydeligt, at han er opsat på at fortælle om de menneskelige valg bag dette ikon, dette symbol på den rene og ophøjede videnskab. Udvælgelsen af vinderne har altid været yderst hemmelig, og kun de få involverede i Det svenske Akademi har kendt til de interne overvejelser og stridigheder.
Nobelarkivernes første 50 år er nu blevet åbnet, og forskere som Robert Friedman har fået indblik i breve og dagbogsnotater, der afslører motiverne bag udvælgelserne. Og det er ikke altid et kønt syn – medaljen af det pureste guld »er ridset af den menneskelige skrøbelighed,« siger Friedman.
Han kan næsten ikke vente. »Alt det sjove gemmer sig i detaljen,« siger han.

Illusioner krakelerer
Einstein er det næsten klassiske eksempel – hans verdensberømte relativitetsteori er aldrig blevet belønnet med en nobelpris, den fik han derimod for opdagelsen af den fotoelektriske effekt.
Nobelkomitéen var sammensat af fysikere med stor ekspertise og interesse i præcisionsmålinger – metrologi. De anså præcisionsmålinger for den sande og rene fysik og fremhævede, at »nye og bedre målemetoder lå til grund for stort set alle store opdagelser.« Al snak om relativitetsteori blev anset for hypotetisk og man argumenterede, at »det er meget usandsynligt, at Nobel selv ville have givet prisen til spekulationer.« Komitéen håbede, teorien blot var en midlertidig ubehagelighed, som et ungt geni snart ville rydde af vejen.
Einsteins teorier viste sig at være mere sejlivede, og i 1921 måtte Akademiet give efter for realiteterne og den voksende ’Einsteinmani’. Einstein var bestemt ikke alene. I løbet af 1920’erne havde komitéen adskillige gange så store vanskeligheder med at finde en egnet kandidat, at prisen ikke blev uddelt.
»For de, der kender lidt til videnskabshistorien, kan det synes meget sært,« siger Friedman, »fordi nogle af fysikkens skarpeste hoveder trivedes op til denne periode og skabte nogle af de mest markante gennembrud.«
Med bunker af detaljer og afslørende citater såsom »jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for, at Michelson får prisen«, river Friedman den ene glorie væk efter den anden.
Med stor iver spolerer han den offentlige Nobel-illusion og viser en komité, der havde opdaget, at priserne kunne tjene mange mål. Tidsbilledet af det åndrige menneske og civiliserede nationer, der dyster på ædle dyder, krakelerer detalje efter detalje, og det er lige før, man frygter, han vil springe op bag tilhørerne og overstrege auditoriets vægmaleri med William Scharffs tidstypiske utopiske mennesker. Men Friedman holder sig til at tegne et meget menneskeligt billede af nobelprisen, og bytter blot illusion ud med forståelse.

Gyldent skær bevaret
Efter Friedman er gået en halv time over tiden, får en tilhører endelig lejlighed til at kommentere det forunderlige i, at priserne alligevel har kunnet bevare det gyldne skær og deres store betydning.
Friedman nikker medgivende og fortæller ivrigt, at det modsatte er sket. I dag er priserne mere betydningsfulde end nogensinde. Lande som Kina og Japan har offentligt erklæret, at deres forskningsmål er at opnå et vist antal nobelpriser inden 10 år. Samtidig profilerer universiteter verden over sig på deres nobelpriskoryfæer, som angiveligt skal synliggøre, hvor vigtigt og dygtigt universitetet er.
Det er dette sidste fænomen, som virkelig tænder Friedman: »Her pisser man rent ud sagt på alle de forskere, som nobelkomitéen ikke har værdiget med en pris. Og når man kender historien og ser på de fremragende videnskabsmænd, som gennem tiden ikke har fået prisen, så er det virkeligt oprørende.«

*Foredraget var baseret på Friedmans bog: The Politics of Excellence, behind the Nobel Prize in Science (Times, 369 sider, 30 dollar, 2001)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu