Læsetid: 4 min.

Det politiske menneske

Flere film end sædvanligt afspejler den politiske og sociale virkelighed, de er blevet til i, på årets filmfestival i Cannes
Kultur
24. maj 2002

Filmfestival CANNES – I Elia Suleimans Guldpalmebejler Divine Intervention (Guddommelig indgriben) udspiller sig en scene, hvor hovedpersonen E.S. (spillet af instruktøren selv) puster en ballon prydet af Yasser Arafats ansigt op og sender den over den svært bevogtede kontrolpost mellem Ramallah og Jerusalem. Arafat svæver uanfægtet forbi de forvirrede israelske soldater, der ikke helt ved, hvad de skal gøre, og ballonen ender på toppen af en kirke i Jerusalem. En absurd morsom og meget symbolsk scene, som er ganske betegnende for Suleimans underholdende indlæg i den aggressive og tilsyneladende endeløse konflikt mellem israelere og palæstinensere. I et interview her i avisen den 17. maj fremgik det, at Suleiman ikke ønsker at være for eller imod den ene eller den anden side i konflikten, og hans film skildrer bl.a. konflikten som en kynisk nabokrig med modstandere, der har glemt, hvordan man kommunikerer på anstændig vis. Selvom den mere består af en række sigende vignetter, end den er en sammenhængende film, så er Divine Intervention blevet positivt modtaget af de internationale kritikere hernede og spås chancer for at vinde en jury- eller instruktionpris. Tillige er den et strålende eksempel på den røde tråd, som løber gennem det officielle program på årets filmfestival i Cannes. Effektivt virkemiddel Det kan godt være, at man i de danske biografer ofte skal lede længe efter en film, som på en eller anden måde forholder sig til det omgivende samfund. Men det er ingenlunde tilfældet i Cannes, hvor adskillige film afspejler den sociale og politiske virkelighed, de er blevet til i. Ikke mindst når den virkelighed er præget af krig, undertrykkelse og store sociale problemer. Det er utvivlsomt et bevidst valg fra festivalledelsens side, at det officielle program i år fokuserer på politik og samfundskritik, og det er sikkert et resultat af terrorangrebet mod USA den 11. september, den efterfølgende politisering af snart sagt alle aspekter af et menneskes tilværelse og den vestlige verdens næsten samstemmende højredrejning. Som verden er mangfoldig, er de enkelte instruktørers måder at gribe sagen an på også ganske forskellige. Hvor Suleiman benytter sig af grotesk humor og barsk ironi og dermed lukker sin historie op udadtil, så gør hans ven og landsmand Amos Gitai det unødigt svært for sig selv og publikum, fordi han i Kedma fragmentarisk og for alvorsfuldt sigter mod at dele sol og vind lige i sin skildring af både palæstinensere og jøder. Den i Kedma manglende humor er et effektivt virkemiddel, når man dybfølt vil kommentere på en i forvejen meget håbløs situation uden at støde publikum fra sig. Det har både Mike Leigh og Ken Loach stor forståelse for, hvorfor det samfundsmæssige engagement, som hernede er kommet til udtryk i henholdsvis All or Nothing og Sweet Sixteen, oftest er værd at lægge sanser til. Dogmatisk »Sweet Sixteen på kinesisk,« kaldte en kær kollega Jia Zhangkes konkurrencefilm Unknown Pleasures (Ukendte nydelser), der blev vist for pressen onsdag aften. Og rigtigt er det da også, at filmen, ligesom Loachs, handler om en ungdom, der i mangel af bedre forfalder til kriminalitet i forsøget på at skabe sig en bedre fremtid, og om et Kina, der står på tærsklen til det moderne verdenssamfund. Der er enkelte gode elementer i Unknown Pleasures, der heller ikke er helt humorforladt, og giver et sjældent kig ind i en forfalden del af Kina, men samtidig er en af den slags meget introverte og alt for underspillede arthouse-film, som hægter sit publikum af. Og hvem gider så bekymre sig om det ellers så vigtige sociopolitiske budskab!? Så er der trods alt mere at komme efter i den iranske instruktør Abbas Kiarostamis Ten (Ti), der næsten er mere tro mod ånden i Dogme 95, end dogmefilmene selv var det. Kiarostami, der vandt Guldpalmen for Smagen af kirsebær i 1997, er kendt som en politisk instruktør, der arbejder så godt, han nu kan, under de snærende bånd, som det fundamentalistiske styre vikler det produktive og kreative iranske filmmiljø ind i. Ten består af ti små, næsten uklippede sekvenser, hvor en kvinde kører rundt i Tehrans gader, samler forskellige kvinder op og udspørger dem om deres liv og historie. Den meget nøgterne stil, hvor det digitale kamera i én indstilling filmer enten passagererne eller chaufføren, og de meget troværdige præstationer, giver filmen et dokumentarisk præg, og den får givet et interessant, men ikke just opmuntrende signalement af iranske kvinders svære vilkår i et religiøst, mandsdomineret samfund. Konfliktsky Tankevækkende er det, at de politisk funderede film i årets konkurrence, ud over halvlunkne anmeldelser og mindre instruktørinterviews i de daglige brancheblade og lokale franske aviser, ikke har vakt den store opsigt. Dokumentarfilmen Bowling for Columbine, Michael Moores frontalangreb på præsident Bush og et desperat, socialt og racemæssigt ulige og frygtavlende amerikansk samfund, er nok den i realiteten mest omtalte film, som endnu, med kun et par dage tilbage, har set dagens lys på festivalen. Måske netop fordi det er en dokumentarfilm, som trods Moores sans for at skærpe konflikterne i underholdningens interesse uden omsvøb placerer sig midt i virkeligheden. Mange af fiktionsinstruktørerne benytter sig af allegorier og symboler eller er decideret konfliktsky i deres tilgang til et kontroversielt emne, hvorfor de ikke markerer sig så stærkt i forhold til Moores film. Hvorom alting er, så bliver der formentlig ikke produceret flere politiske film nu end tidligere. Den politiske bevidsthed hos det enkelte menneske er dog blevet større siden den 11. september, hvilket kun naturligt afspejler sig i filmvalget i Cannes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her