Læsetid: 4 min.

Rotter på loftet

Fjernstyrede rotter skal ikke redde nødstedte mennesker, de skal redde forskernes budgetter. Fri fan-tasi er et udbredt fænomen i videnskabelige artikler
13. maj 2002

I medierne
Der er penge i forskningen – men ikke nok til alle. Videnskabsmænd bruges i og af medierne til at præsentere og blåstemple en ’sensationel’ opdagelse, men forskerne bruger også medierne og er afhængige af omtale. Det kan ses på indledningen og afslutningen af de fleste videnskabelige artikler, hvor opdagelsens potentielle anvendelsesmuligheder med større eller mindre fantasifuldhed slås an.
Kræftens gåde er eksempelvis blevet løst utallige gange og må være topscoreren, om end ’liv på Mars’ følger kort efter.
I sidste uge strøg en videnskabshistorie om robot-rotter ind på BBC og de andre store netværks lystavler.

Fantastiske rotter
I en kort artikel i det meget velanskrevne videnskabelige tidsskrift Nature beskrev
Sanjiv K. Talwar og kolleger fra State University of New York en læringsmodel af rotter.
Med en radiosender og elektroder på størrelse med et hår opereret ind i hjernen på rotterne kunne forskerne lede dyrene gennem en kompleks rute, hvor de klatrer, drejer og springer på kommando.
Talwar og kolleger havde benyttet viden fra 1950’erne om hjernens belønningscenter, som kan aktiveres med et lille stød og give rotten en følelse af velvære. Kombineret med elektroder i henholdsvis højre og venstre knurhårs sanseområder kunne forskerne lære rotterne, at de blev belønnet, hvis de drejede til højre, når de følte en kildren i knurhårene på højre side af snuden.
»Faktisk det samme som hvis man stimulerede hårene med fingeren,« siger adfærdsfysiologen Sven Ove Ögren fra Karolinska Instituttet i Sverige. Talwar sammenligner det selv med guleroden foran æslet, hvor man blot har sprunget guleroden over. Men de amerikanske forskere var en tand mere fi-nurlige og forbandt elektroderne med en lille radiomodtager, der var anbragt i en rygsæk. Efter en tids træning kunne videnskabsmændene fjernstyre rotterne vha. piletasterne på en computer.
»Det er egentlig det, der er det nye,« siger Ögren. »At koble det på en sekvens og lade dyrene gå længere stræk. Og så viser det, at man kan motivere dem vældig kraftigt gennem den her kobling mellem sensorisk stimulering og læring.«
Medierne fæstnede sig derimod ved noget andet.
I de afsluttende perspektiveringer skriver Talwar:
»Kombineret med elektronisk føling og navigeringsteknologi, vil en guidet rotte kunne udvikles til effektiv ’robot’ med adskillige naturlige fordele frem for nuværende mobile robotter. Videre kan evnen til at modtage og præcist fortolke fjernstyret hjernesanseaktivitet gøre en guidet rotte i stand til at virke både som mobil robot og biologisk sensor.«
Egenskaber, forskerne foreslår, kan udnyttes dels til at rydde minefelter og dels til at redde mennesker fra sammenstyrtede bygninger (en slet skjult henvisning til 11. september). BBC åd den råt, og malede et billede af små rotter med rygsække, der ’om kort tid’ vil redde menneskeliv.
»Man vil ikke kunne sende en rotte ud på den måde,« siger Sven Ove Ögren. »I naturen findes der utroligt mange andre ting, der er interessante, dufte for eksempel. Rotter er jo duftdyr, som går efter lugte. Jeg synes, det lyder livsfarligt – ikke bare for rotterne, men også for dem, som skal gå igennem minefeltet senere.«
Andre, som det populærvidenskabelige blad New Scientist, fandt ikke fjernstyrede små gnavere forsynet med rygsække morsomme og skrev bl.a. en leder om tingsliggørelsen af dyr og forudså en ophidset debat om de etiske aspekter af at sende en stakkels rotte ud i et minefelt mod dens egne vilje.
»Perspektiverne er nok meget tænkte,« siger Axel Kornerup Hansen fra Landbohøjskolen.
Han mener ikke, at forsøgene etisk adskiller sig fra andre dyreforsøg:
»Det afhænger af ens eget etiske standpunkt. Det vil være et skridt imod mere mekanisering, men etisk er der ikke et skarpt skel mellem det her og at ride på en hest – det er jo rytteren, der bestemmer.«

Følg pengene
Hvis der ikke er realiteter bag forfatternes spekulationer, skal motivationen for dem måske findes i, at forskergruppen er finansieret af Pentagon. Forskernes mæcener med stjerner på skuldrene skulle måske have en lille hilsen og en opmuntring til at sende flere penge. Hvad kan man tænke sig en militært skolet person kan se af perspektiver i en mobil robo-rotte? En maskine til at finde nødstedte, en godt skjult spion, eller hvad med en lille selvmordsbombe? Det kunne godt ligne et militært projekt.
Fænomenet er også kendt herhjemme. Videnskabsmændene er nødt til at retfærdiggøre deres eksistensberettigelse over for den brede offentlighed og de glade sponsorer. Sponsorer, over for hvem de danske forskningsråd også er dybt afhængige af at kunne retfærdiggøre, hvem de har valgt at drysse en smule guld over. Den politiske tiltro til forskerne selv er borte, og selv om ingen betvivler, at store opdagelser gøres af nysgerrighed, er også politikerne nødt til at tænke på næste valg.
Artiklen om robo-rotter imponerer ikke Ögren, der mener, at forsøgene er lidt banale og ikke giver ny viden, der kan bruges til mennesker. »De store spørgsmål med indlæring er jo frem for alt mekanismen, hvordan det hele går til – mekanismen, og dernæst at vi måske kan forhindre, at mennesker får problemer med alderen og demens. Men det siger det her intet om.«
Robo-rotterne er ligesom andre former for beløn-
ningstræning kun en model for indlæring, mens implikationerne er ren overlevelse, som medierne desværre endnu engang har fået galt i halsen. Men så længe de fjernstyrede rotter bliver ’på trapperne’ og ikke kommer udenfor universiteterne, har forskerne da ikke helt ’rotter på loftet’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu