Læsetid: 4 min.

Store forventninger

Cannes Film Festivalens sidste dage har budt på godt nyt fra Aki Kaurismäki og en stor karakter-præstation af Jack Nicholson
Kultur
25. maj 2002

Cannes Film Festivalens sidste dage har budt på godt nyt fra Aki Kaurismäki og en stor karakter-præstation af Jack Nicholson Filmfestival CANNES – Som et lille, uprætentiøst komisk mirakel susede Aki Kaurismäkis technicoloreventyr Manden uden fortid ind på førstepladsen hos de internationale kritikere i Cannes. Den finske instruktørs seneste film er også en af hans allerbedste og efter mange dage med deprimerende, udsigtsløse historier var det forfriskende at se så varm og charmerende en film. Debutanten Markku Peltola er et fund i titelrollen som en navnløs mand, der ankommer til Helsinki, brutalt bliver overfaldet, og, da han vågner på hospitalet, helt har glemt, hvem han er. Han ’flygter’ og havner i en containerby blandt fattige, men imødekommende mennesker og begynder med deres hjælp at skabe sig et nyt liv og en ny identitet. Han møder Frelsens Hær-soldaten Irma (Kati Outinen), og snart blomstrer en romance mellem det umage par. Der bliver talt og handlet en smule mere i Manden uden fortid, end man er vant til i Kaurismäkis tidligere film (Drifting Clouds f.eks.). Men stilistisk og tematisk er filmen helt i den minimalistiske finnes ånd. De skæve og bidske replikker afleveres med ubevægelige og ubetalelige ansigtsudtryk, som kun understreger humoren. Karaktererne er tegnet med lige dele kærlighed og karikatur. Og den lidt corny, finske rock’n’roll, som Kaurismäki er så glad for, og som udtrykker personernes inderste tanker og følelser, får lov til at folde sig ud i filmen med både orkester og jukebox. Karaktererne i Manden uden fortid omfavner livet på trods af modgang, og Kaurismäki forfalder ej til pladderromantik eller oversentimentalisering af deres vanskelige situation. Det er en dejlig film og ifølge branchebladene en oplagt Guldpalme-vinder. Hvid hudfletning Alexander Paynes About Schmidt har også fået en god modtagelse, ikke mindst på grund af en fremragende og pris-værdig karakterpræstation af Jack Nicholson i titelrollen. Filmen handler om den 66-årige forsikringsmand Warren Schmidt, der lige efter at være blevet pensioneret mister sin kone og nu ikke ved, hvad han skal tage sig til. Men en rejse rundt i USA i en autocamper på vej til sin datters bryllup fører til selvransagelse og morsomme opgør med den tidligere, skematisk kedelige tilværelse og den halvusympatiske person, som Schmidt i et langt utilfredsstillet liv med uopfyldte ambitioner har udviklet sig til. Payne, der tidligere har lavet den skarpe highschool-satire Election, får meget ud af at lade Nicholson under-spille de nemme, taknemmeligt komiske situationer, og filmens styrke ligger i, at den amerikanske skuespiller bruger et minimum af mimik og gestik til at forvandle sig til en overbevisende hr. hvemsomhelst. Jeg har dog lidt svært ved at acceptere About Schmidts mange billige jokes på bekostning af hovedpersonen og det kulørte birollegalleri af kiksede stereotyper, blandt andre datterens kommende mand og svigerfamilie. På den ene side vil Payne have os til at grine højt af sin, indrømmet, ofte meget morsomme hudfletning af hvid middelklasse i amerikansk midtvest – på den anden side skal vi føle stor sympati for karaktererne, ikke mindst Warren Schmidt, som han udvikler sig fra selvoptaget, nedslidt kontornusser til afklaret individualist, som rent faktisk har mulighed for at gøre en forskel. Og det kunne i hvert fald ikke jeg gøre. Konsekvens Så er der mere konsekvens i Le Fils (Sønnen). De belgiske Dardenne-brødre, som i 1996, meget kontroversielt, vandt Guldpalmen for Rosetta, en barsk skildring af en ung piges trøstesløse liv, er tilbage med en ikke mindre barsk, men knap så deprimerende film. Le Fils handler om Olivier, der på et dagcenter oplærer unge kriminelle i snedkerfaget. En dag får han en ny elev, Francois, og det går op for Olivier, at Francois er den samme knægt, som fem år tidligere dræbte hans 11-årige søn. Olivier tager Francois under sine vinger og er tydeligvis både fascineret og fra-stødt af ham, hvorfor filmens clou bliver, at vi længe er usikre på, hvad Olivier er ude på: Tilgivelse eller hævn. Le Fils er en tæt og intens film med en nærgående, primitiv billedside, hvor vi hele tiden er meget tæt på Olivier, næsten helt inde i hovedet på ham. Filmen har sine tilhængere hernede, men endnu en pris skal de to brødre nok ikke regne med. Det skal Roman Polanski nok heller ikke. Der har ellers været store forventninger til hans seneste film, The Pianist, om en jødisk pianist, der overlever udrensningen af de polske jøder under Anden Verdenskrig. Men selvom det er en storslået og visuelt flot produktion, så skuffer filmen som drama. The Pianist er baseret på pianisten W. Szpilmans selvbiografi og er Polanskis mest personlige film i mange år. Som dreng overlevede Po-lanski den jødiske ghetto, hvorfor det ikke er svært at forstå, at han gerne har villet fortælle Szpilmans historie. Men måske er han for tæt på stoffet eller for tro mod forlægget. I hvert fald er The Pianist blevet en kold og uengagerende film, hvor Polanski køligt sørger for at skildre tingene så korrekt som muligt, men glemmer at fokusere på menneskene midt i alle rædslerne. Tonen er for distanceret til at rive publikum med, og der er ikke meget i filmen, som ikke er blevet fortalt før i for eksempel Steven Spielbergs anderledes opslugende Schindlers liste. *Guldpalmen uddeles på søndag *Læs flere artikler fra Cannes på www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her