Læsetid: 3 min.

dvd & video

14. juni 2002

(2. sektion) Martin Scorsese *Jeg har tidligere skrevet om den amerikanske filminstruktør Martin Scorseses lystfyldte rundrejser i henholdsvis amerikansk og italiensk film, men da de nu begge er udkommet på dvd, synes jeg, at de fortjener at få endnu et par ord med på vejen. Martin Scorsese elsker film, og han er en fremragende formidler, der gerne øser af sin store viden om filmmediet. Jeg har oplevet ham live to gange, begge gange under filmfestivalen i Cannes. Første gang for et par år siden, hvor han var formand for juryen. I forbindelse med en hyldest til den amerikanske filmproducent Roger Corman introducerede Scorsese en nyslået kopi af en af sine første film Boxcar Bertha. Det var en sjældent udsøgt fornøjelse at lægge øre til Scorseses både varme og kærlige, men også meget humoristiske beretning om samarbejdet med Corman. Også i år var Scorsese i Cannes. Denne gang som formand for kortfilmjuryen og for personligt at hylde nyligt afdøde Billy Wilder og vise 20 minutters sammenklip af sin kommende film, den episke gangsterfilm Gangs of New York. Igen formåede Scorsese at tryllebinde et stort publikum, som han gennemgik Wilders karriere og præsenterede klip fra de bedste af mesterinstruktørens film. Der findes utvivlsomt mange filmfans blandt de amerikanske instruktører, men kun få med samme engagement og ildhu. A Personal Journey *I sin fire timer lange overflyvning af amerikansk film, A Personal Journey with Martin Scorsese through American Movies, produceret i forbindelse med filmens 100 års-dag for syv år siden, præsenterer Scorsese sin version af den amerikanske filmhistorie. En version, som ikke følger den slagne, akademikergodkendte vej, men Scorseses hjerte. Han fortæller om westerns, Duel in the Sun og King Vidor, om andre af genrens store mestre, om gangsterfilm, Howard Hawks og Scarface, om Jaques Tourneur, Ida Lupino, Max Ophuls og Edgar G. Ulmer, om instruktøren som illusionist, smugler og billedstormer. Og hele tiden er den røde tråd de film og instruktører, som har inspireret Scorsese, fra han var knægt og blev overvældet af de stærke technicolorfarver oppe på lærredet. A Personal Journey, som Scorsese har skrevet sammen med Michael Henry Wilson og selv er fortæller på, er formidlingskunst på højt niveau, fuld af skarpe kommentarer, fine observationer og spændende filmklip. My Voyage in Italy *Med A Personal Journey fik Martin Scorsese åbenbart blod på tanden, og et par år efter påbegyndte han arbejdet med endnu en fire timer lang filmdokumentar. My Voyage in Italy, der i sin helhed blev præsenteret på filmfestivalen i Cannes sidste år, fortæller om den italienske, neorealistiske bølge, der om noget tegnede 40’erne og 50’erne. Det er et lærerigt og medrivende stykke filmhistorie, som alle filmelskere vil have fornøjelse af at lægge øjne og ører til. »Hvis jeg ikke havde set de film, jeg taler om her, så ville jeg være et meget anderledes menneske og en anderledes filmskaber,« siger Scorsese. De sort-hvide og ofte eftersynkroniserede film, han så på tv eller i sin barndoms biograf i Little Italy i New York i 40’erne og 50’erne, har påvirket ham umådeligt meget. Hollywoodfilmene, han med lige så stor fornøjelse slugte i hobetal, var ren eskapisme, mens de italienske film viste ham, at der også var en verden uden for New York. »Det var der, mine bedsteforældre kom fra – der, hvor jeg kom fra,« fortæller instruktøren med de sicilianske rødder i My Voyage in Italy. Scorsese tager udgangspunkt i tre væsensforskellige instruktører - Roberto Rossellini, Vittorio de Sica og Luchino Visconti – som stod i spidsen for den neorealistiske bølge og markerede sig stærkt i et Italien, der forsøgte at rejse sig oven på en ødelæggende krig og 20 års fascistisk styre. Men også i resten af verden gjorde filmene stort indtryk, og neorealismens indflydelse kan spores i von Trier og Vinterbergs dogmemanifest. Neorealismen gjorde også op med stivnede og omstændelige studieproduktioner. Lige så meget af lyst som af nød – midlerne var knappe – tog de unge filmskabere deres kameraer på skuldrene og gik ud i gaderne for at lave film. De ville forholde sig til virkeligheden, som den så ud for rigtige mennesker. De producerede deres film for små midler, ofte med amatører i hovedrollerne, og improviserede meget i deres hverdagsnære historier om »desperation, desillusion, fattigdom, tragedier og selvmord.« Neorealismen »nedbrød grænsen mellem fiktion og dokumentar og forandrede for altid filmen,« siger Scorsese. *De to film kan købes via www. amazon.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu